I barnets første leveår er det hjælpeløst og totalt afhængigt af sine primære voksne (typisk mor/far) for at få tilfredsstillet behovene for mad, varme og kærlighed på en stabil, kærlig og omsorgsfuld måde. Hvis mor og/eller andre omsorgsgivere sørger for at tilfredsstille barnets fysiske og følelsesmæssige behov, vil barnet udvikle en grundlæggende tillid til dem (og ”verden”). Når barnet opdager, at personer og ting også eksisterer, selvom de er ude af barnets synsvinkel, bliver den grundlæggende følelse af tillid betydningsfuld for at barnet ikke skal opsluges af angst og forladthed.

Svigtes barnets behov, vil det hurtigt få en følelse af mistillid til personer og omverden – en følelse, som kan følge individet i resten af dets liv. Barnet vil udvikle tydelige tegn på aggression og har mindre evne til samarbejde og kommunkation med deres primærperson(er). Det er altså altafgørende for de efterfølgende udviklingstrin, om barnets udgangspunkt bliver tillid eller mistillid.

Når barnet er et år, er udviklingen af kompetencer normalt i fuld gang: barnet kan gå, tale lidt, lege osv., og barnet begynder så småt at udvikle selvkontrol og selvstyring (autonomi).

Hvis forældrene opmuntrer den to–åriges initiativ og tillader barnet at gå på opdagelse, begå fejl (f.eks. når barnet gerne vil spise selv eller tage tøj af og på) og lader barnet afprøve grænser for egen formåen, giver de barnet gode muligheder for at udvikle selvstændighed, selvtillid, selvkontrol og tillid til egne evner.

Pylrede, overbeskyttende og ængstelige forældre, der modsætter sig barnets initiativer, indgyder tumlingen mistillid til egen formåen og præger barnet med skamfuldhed over sin adfærd. Sådanne forældre begrænser barnets selvstændighed, og senere vil barnet få alvorlige problemer med at tage initiativer og tro på egne evner.

På dette stadium udvider barnet sin sociale horisont og bliver for alvor interesseret i leg og interaktion. Barnet har brug for at lege og imitere forbilleder, og udfordringen er at afbalancere barnets iver for at opleve eventyr med det realistiske – dvs. at vælge aktiviteter, der giver barnet mulighed for at lære impulsstyring, opleve uafhængighed og en vis grad af farlighed uden at stække dets fantasi.

Et barn, der får lov at tage ansvar for vælge aktiviteter, der interesserer det og giver mening, vil udvikle et positivt syn på sig selv og lære at følge et projekt til afslutning. Det kræver, at forældrene er opmuntrende og konsekvente og lader barnet tage egne beslutninger i det omfang, det er ansvarligt og relevant. Barnet skal lære, at visse ting er forbudt, ikke tilladte eller umulige, og den voksnes opgave er at give barnet denne lærdom uden at gøre barnet forkert eller skamme det ud. Den voksne må også acceptere, at barnet har fantasier Lad barnet hjælpe til i køkkenet, række værktøj til den voksne når cyklen skal lappes el. lgn. Det er vigtigt at give barnet lov at efterligne sine ”helte”: de voksne, der jo tilsyneladende kan alt.

Det barn, der ikke får lov at afprøve beslutningsprocessen og tage eget ansvar under trygge forhold, vil lære, at det er forbundet med skyld at tage initiativ. Prægningen bliver, at det er forkert at være selvstændig, og barnet vil lære at holde sig tilbage fra at tage egne initivativer og overlade ansvar og beslutninger til andre i den tro, at det som barnet ønsker ”nok er forkert”.

Nu skal barnet klare overgangen fra den trygge verden hjemme hos forældrene til skolen og de jævnaldrende. Barnet lærer at bruge redskaber og udvikler evnen til at klare sig og forsørge sig selv. Det er første gang, at barnet får tilbagemeldinger om sine præstationer fra personer udenfor familien.

Et barn, der oplever tilfredsstillelse i intellektuel stimulans, i at producere og udføre noget og gøre sit bedste, vil udvikle en følelse af kompetence. Evnen til at relatere til jævnaldrende og tage sin plads i en gruppe udvikles på dette stadie, og kammerater, klubber og tilhørsforhold til jævnaldrende bliver i stigende grad betydningsfulde.

Et barn, der ikke oplever hverken succes eller tilfredsstillelse i læreprocessen, vil udvikle mindreværd og utilstrækkelighedsfølelser, der kan forfølge detesten af livet. Hvis det er svært for barnet at bevæge sig mellem sine to verdner (hjemmet/skolen) bliver barnet usikkert og lærer at tvivle på sig selv. Voksenpersonerne må acceptere barnets oplevelse af sine verdener og tage dem alvorligt.

En teenager spørger (måske ubevidst): Hvem er jeg? Hvem vil jeg gerne være? Svaret kan findes, hvis de foregående fire trins udfordringer er løst og integreret. Den unge må på opdagelse, afprøve grænser og frigøre sig fra forældrene for at finde sig selv og sin egen identitet. Derfor må den unge nødvendigvis afprøve forskellige roller, adfærdsmønstre og ideologier for at finde den, der føles mest rigtig. Målet er at adskille sig, og det kan være en smertelig proces for både den unge og for forældrene. Det er betydningsfuldt for den unge at have en sikker fornemmelse af at være elsket og accepteret som person, selvom handlinger, udsagn og adfærd i øvrigt godt kan være problematisk.

Hvis den unge ikke når frem til en følelse af at ”finde sig selv”, opnår han/hun heller ikke evnen til at tage beslutninger og træffe valg om f.eks. profession, seksuel orientering og mission i livet. Gøres forældrenes kærlighed og accept betinget af bestemt udseende eller adfærd, bidrager forældrene kun til usikkerheden og oplevelsen af farlighed ved adskillelse. Resultatet kan f.eks. være totalt oprør eller passiv uselvstændighed.

Tiden er inde til at lære at skabe intime og nære relationer, både i venskab og kærlighed – og igen afhænger succes’en af de tidligere trins resultater. Det kan være svært at etablere intimitet for den person, der mangler den grundlæggende tillid til omverden – eller som er usikker på egen identitet.

Den unge voksne skal lære at forholde sig til andre, både ældre og jævnaldrende, for alternativet er fremmedgjorthed, isolation, angst for at binde eller forpligte sig og en manglende evne til at stole på andre. Individet skal lære, at et seksuelt forhold ikke nødvendigvis indebærer intimitet, tillid eller åbenhed. Det er på dette stadie, at individet kan blive i stand til at give og modtage uden at gøre regnskab.

Midt i livet må individet være i stand til at se ud over sin egen næse og engagere sig i andre: enten som forælder, mentor, lærer eller som f.eks. skaber af noget, der vil leve længere end personen selv og komme fremtidige generationer til gode.

På dette stadie føler den modne vokse behov for at være produktiv og hjælpe den opvoksende genration. Individet kerer sig om større ting som f.eks. miljøet, verden og den fremtid, menneskerettigheder osv. Løses udfordringen utilfredsstillende, kan resultatet blive et menneske, der forbliver selvcentreret og langsomt går i stå, fordi han/hun er ude af stand til at forholde sig dynamisk til omverden og derfor ikke kan udvikle sig hverken følelsesmæssigt eller psykologisk.

Når vi bliver gamle, reflekterer vi over det liv vi har levet og vurderer vores rolle i den store sammenhæng. Livet bliver evalueret, vores resultater bedømt.
Kan man se tilbage med et fåtal af fortrydelser, føle sig tilfreds over det man har nået og mærke tilfredsstillelse og meningsfuldhed, kan man også opleve jeg–integritet og selvaccept. Døden bliver dermed en naturlig afslutning, som giver sin egen mening – også fordi man kan gøre op, hvad man kan efterlade sine efterkommere uanset om det er i form af minder, ideer, tanker eller materielle goder.

Virker det levede liv derimod tomt, forgæves eller meningsløst, bliver resultatat nemt bitterhed og fortvivlelse og en stor angst for den uafvendelige afslutning.