Det er egentlig meget simpelt. Jeg kunne mærke det allerede fra den første dag. Jeg havde forventet, at vi rigtigt skulle lære hinanden at kende, snakke en masse om hvor vi kom fra, vores kulturer og jeg synes det var mega spændende, at vi alle tre kom fra vidt forskellige steder i verden og nu skulle sejle rundt sammen den næste måned. Men når jeg prøvede at starte en samtale, fik jeg meget svaret ”Ja/nej”, og når vi gik ud eller tog ind til land for at få en øl, så sad de straks med deres telefoner og prøvede at finde wifi. Jeg følte ikke, at de var der for at lære hinanden at kende. Jeg kunne godt lidt få fornemmelsen af, at jeg kun var der for at finansiere hans båd, for jeg betalte for at være der. 

 

Jeg bad ham om at sejle mig ind til land, for der havde de også efterladt mig på båden i 3 timer. Der fik jeg nok, og han satte mig af på en fransktalende ø, hvor ingen snakkede engelsk. Jeg var helt alene med min backpack og tænkte ”Hvad gør jeg nu?”. Jeg havde ingen fly ud af det her land og vidste ikke hvor jeg skulle sove. Jeg satte mig hen på en cafe med rigtig dårligt net og prøvede at finde ud af, hvordan jeg kom til lufthavnen. Men der er ikke noget net, så jeg går ud på vejen og prøver at tomle. Jeg får et lift af en fremmed mand, en skolelærer, der kører mig videre til den næste by. Jeg kommer til byen med lufthavnen, tager en bus og så er der en anden mand, der ikke kan et ord på engelsk, der viser mig vej. Vi går langs landevejen i 2 timer, hvor vi snakker sammen på hvert vores sprog. Der var en regnbue kan jeg huske, det var en solrig dag, og så finder jeg et hotel og booker det første fly ud af landet. Jeg prøvede at få det bedste ud af en dårlig situation. Jeg prøvede at vende den dårlige situation til en ny og spændende rejse. Så jeg tog ikke hjem, men rejste bare videre.

IP: Altså, det er ikke fordi jeg går ud og forsøger at påvirke andre til at de også skal være vegetarer. Jeg tænker, at det er et valg man tager selv, hvad man gerne vil gøre, hvad man vil putte i sin egen krop og hvad man vil gøre for at hjælpe miljøet. Der er nogle, der sorterer (affald) og sådan noget, og jeg lader så være med at spise kød. Så det er ikke fordi jeg går ud og prædiker til andre folk, at folk ikke skal gøre det. Så længe folk er accepterende over for mine valg, så er jeg også accepterende over for deres valg. De skal bare ikke… Altså, man skal ikke sådan drille folk med det. Der er nogle, der godt være provokerende. ”Årh prøv at se den her skinke” og stikke kød direkte op i ens ansigt. Det synes jeg ikke er sjovt. Jeg sidder jo ikke og gør det samme ved dem.

Analyse:  Det er et godt spørgsmål. Det lægger op til et bredt svar, men er samtidig sansende og fokuseret + skuffespørgsmål. 
Godt at sige 'mærker', frem for 'hvordan er det' eller 'føler du'.

IP: Det mærker man på den måde, at dem jeg gik i folkeskole med, dem gik jeg også i børnehave med. Alle kender hinanden. Man kender de andre børns forældres navne. Man kender hinanden på en anden måde end man gør i de store byer. Så det er noget med, at man prioriterer de her små fælleskaber. Man er i det her lille fælleskab i forvejen, så prioritere man også at vedligeholde de små sportsklubber. Så fælleskabet spiller nok en stor rolle. 

IP: Mange af de personlige kompetencer, man får, tror jeg er noget, der sker meget løbende, så man kan sige, at første uge, man er der, lærer man selvfølgelig en hel masse, men der er man også bare meget på stikkerne og ringer lige hjem nogle gange og fortæller, hvordan det går. Men jeg tror, at der, hvor man rigtig lærer noget, er der, hvor man giver sig hen til der, hvor man er. Jeg tror der kommer sådan et punkt, uden at man helt lægger mærke til, hvornår det er, hvor man bare er der, og hvor man faktisk godt kan glemme det, der sker derhjemme, og det tror jeg bare, jeg ved ikke, hvad det er for en kompetence, det har givet mig, men jeg tror måske bare, det er en løsrivelse, som jeg tror alle har brug for på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Godt spørgsmål. Interviewet har bevæget sig på et meget reflekterende plan, så det er godt at komme ned i noget konkret (som eksempler) også. Desværre bliver svaret igen lidt reflekterende, og da jeg vælger at følge op på det, får jeg aldrig spurgt ind til oplevelserne, som nok havde været mere konkrete. 

 

IP: Ja to gange faktisk. Min far får muligheden for at rejse til England for at se enten Liverpool eller United. Det passede så med at United spiller fredag aften, og Liverpool spiller om lørdagen. Det kunne ikke lade sig gøre at se kampen om fredagen, grundet arbejde. Men jeg forbi Manchester for at se Old Trafford, får stadionrundvisning og boede også på et hotel lige ved siden af. Jeg så Liverpool i stedet, hvilket var lidt surt. Men det var nu stadigvæk fedt at se.

Har set dem i træningskamp i sommeren 2012 i Hannover, hvor de vinder 4-3. Rooney og Javier Hernandez scorer, så det var fedt at se dem. Ser ikke så meget fodbold live, bliver tit skuffet når jeg har været på stadion. 

 

Selve spørgsmålet er lukket, altså et ja/nej spørgsmål. Men det er også et spørgsmål, som bliver stillet på baggrund af at der vil komme et opfølgende et bagefter. Igen svarer Emil godt, og smider faktisk en kommentar ud som jeg kunne vælge at gribe men gør det ikke (Ser ikke så meget fodbold live, bliver tit skuffet når jeg har været på stadion.)

 

IW: Du fortæller at du var ovre omkring og på Old Trafford. Hvad gav det dig af følelser at være lige der i nærheden hvor din favoritklub hører hjemme, og dine helte normalt tørner ud?

(Åbningsspørgsmål) IW: Rasmus, du har oplevet at have dødsangst - hvornår startede det? 

 

IP: Det gjorde det i sommeren 2012, hvor jeg havde været på en håndboldtur i Ungarn. Der skete rigtig meget i den uge, hvor jeg var sammen med rigtig mange mennesker. Man var hele tiden på og havde det sjovt hele tiden. Så kom jeg hjem, og så havde jeg en periode, hvor der ikke skete så meget, og jeg gik meget med mine egne tanker og havde ligesom plads til at tænke på alt muligt mellem himmel og jord. Og så stod jeg ude på badeværelset en dag, og lige pludselig ramte det bare. Det var som en trykken for brystet og alle de ting, der ligesom karakteriserer det, som kom meget pludseligt. Det var meget forvirrende, fordi jeg ikke havde prøvet det før. 

 

 

15 sekunders bevidst indlagt pause til refleksion for næste spørgsmål 

IW: Hvilke tanker gjorde du dig sådan, da det sådan først indtraf her, efter at du kom hjem fra den her håndboldtur? Var du bange, nervøs, øøh, skræmt? 

 

IP: Jeg tror, i starten havde jeg det lige som om, at det var en ting, som alle gik igennem, så det var ikke noget, jeg hæftede mig ved. Det var også lidt specielt, for det var ikke noget, jeg mærkede hele tiden. Det var mest, altså det kom sådan i meget korte perioder, hvor det så var.. hvor det virkeligt kunne mærkes, så jeg gjorde mig faktisk ikke så mange tanker om det i starten, også hvad det egentlig var for noget. Også fordi jeg tænkte, at det var meget logisk at være bange for døden. Det er ligesom, det var jeg dét, jeg gik og tænkte på. Jeg tror ikke, at jeg gjorde mig så mange tanker om, at det kunne være, fordi der var noget galt som sådan.