”Jeg var på krisecenter i 2016. Og i Odense i ca. ½ år. Jeg er ikke sikker. Jeg har glemt – jeg glemmer meget”

”Jeg havde mine 3 børn med. Min ældste søn var 12 år, min datter 10 år og min yngste søn 9 år”

”Det var min sagsbehandler og sagsbehandleren i Børn- og Familieafdelingen, der hjalp mig og mine børn på krisecenter.”

”Mine børn havde snakket med en familiekonsulent fra Familiehuset 3 eller 4 gange, fordi de var meget trætte og nervøse. Især min store dreng var meget bekymret for det han så, der skete mellem min mand og mig” ”Min lille dreng husker alt. Han var meget bange..”

”Det var Nedda, der tog kontakten til krisecentret. Hun kendte til problemerne derhjemme og kom med politiet. Hun havde fortalt politiet, hvad han havde gjort. Min mand truede politiet, men han var alligevel for bange – også for Nedda. Nedda sagde, at jeg skulle tage vores tøj og komme med”

”Jeg tror, at skolen ringede til Nedda og fortalte, at der var problemer med mine børn. Så hun snakkede med skolen, og så kom hun hjem til mig med politiet.” ”Hun tog mig med på kommunen. Hun spurgte mine børn om mange ting, og så sagde hun, at vi skulle på krisecenter nu.”

”Børnene gik lidt på en almindelig skole i Odense” 

”Jeg fik hjælp til mange ting i krisecentret. Hjælp til at finde lejlighed, snakke med advokat og andre ting.”

”Der var en psykolog, der snakkede med børnene i krisecentret, og da vi kom hjem, var børnene også til nogle samtaler i Familiehuset” ”Det er de stadigvæk ca. én gang om måneden”

”Jeg har ikke haft kontakt til krisecentret, efter vi er rejst derfra”

”Børn har ikke godt af at være på krisecenter. De lærer for mange dårlige ting af andre børn med problemer”

”Krisecentret snakkede med skolen i Odense om børnene” ”Alle de voksne hjalp meget med børnene på krisecentret”

”Nedda sørgede for, at vi kom hjem fra krisecentret igen, fordi børnene sagde til hende, at de var meget trætte af at være der.”

”Vi flyttede først ind hos min bror, og efter én måned fik vi en ny lejlighed i Vojens.”

”Det var også Nedda, der lavede aftaler med advokat i Esbjerg og sørgede for transport dertil. Hun snakkede også med børnenes skole, da de skulle tilbage”

”Hvis jeg skulle anbefale en kvinde at tage på krisecenter, ville jeg sige, at hun skulle tage til Sønderborg. Dér var jeg første gang i 14 dage. Det er et lille sted, stille og roligt. Det er meget bedre”

Hvorfor tog du hjem? ”Mine børn ville gerne se deres far, men bagefter kunne de godt forstå, at det ikke var godt at være hjemme” 

”Jeg ville gerne have været rejst til en anden by – Vejle eller Sønderborg - efter krisecentret, men min bror ville gerne have, at jeg kom tilbage til Vojens. Han passer på mig og børnene og hjælper os.”

”Børnene har kontakt til deres far engang i mellem, men de vil helst ikke snakke med ham”

 

24:23 Maiken siger: Hvis man nu har taget børnene med på krisecenter, og så tager tilbage til sin mand.. altså det betyder ikke nødvendigvis at børnene så skal anbringes et andet sted mens deres mor tager tilbage eller hvad? Nedda: Det kommer an på om far er farlig, og det er jo en vurderingssag vi skal lave. Altså 1 så kommer det an på om han har gjort noget børnene, og det har han jo ikke altid fordi han har gjort noget ved mor. Nej, et barn har heller ikke godt af at se mor blive slået, så det er jo også en vurderingssag, ikke, men nogen gange er det jo heller ikke.. altså der har han måske taget hårdt fat i hende, det kan selv de bedste komme til, skulle jeg til at sige altså.. det er ikke en anbringelses grund, fordi man skal altid tænke på, det at anbringe et barn er et overgreb på barnet at tage dem væk fra deres forældre, man skal altid tænke på at det overgreb vi laver mod barnet er mindre end det de bliver udsat for, hvis de bliver hjemme, så et eller andet sted, ikke .. anbringelser er ikke altid den bedste udvej.. men jo, hvis han er en meget volddig mand der har slået mor og børn, og børnene er bange for ham og det har været grov vold og så videre, og mor så siger ”Nå men nu vil jeg gerne tilbage fordi jeg elsker ham” jo, så kommer børnene ikke med altså det skal de ikke, ingen tvivl om det. 

25:35 Valentina siger: Hvad sker der så med børnene.. altså hvor.. Nedda: så prøver man at appellere til at mor bliver på krisecenteret eller man skal finde en lejlighed sammen, så kan man sørger for at de for hemmelige adresse og alt det der afhængige af hvor farlig han er. Hvis hun ikke vil det men insistere at tager hjem til manden, så skal man vurdere om der er nok rent juridisk til en akut anbringelse, og det vil der være når det omhandler en vold og overgreb, og så vil man anbringe dem afhængig af alder i en akut plejefamilie eller på en institution eller børnehave.  

26:08 Valentina siger: Jeg tænker også sådan tidsmæssigt eller hvor lang tid.. hvis man kan sige det sådan.. hvor lang tid varer.. hvor lang tid har i på en sag tidsmæssigt? Nedda: Det er forskelligt. Der er nogen børn der bliver anbragt lige fra de bliver født og til de bliver 18 år, så den er åbent i 18 år. Hvis vi snakker om et forløb hvor nogle forældre har brug for at udvikle deres forældreevne, som ikke ender ud i en anbringelse så tror jeg at den gennemsnitlige sag vil være 1,5 år.. 1 år. Men der er også nogle forløb der varer 3 måneder, så det er slf. Ikke altså.. men det er fordi man skal først lærer familien at kende og så skal man snakke med skoler og daginstitutioner og så skal man lave en undersøgelse på barnet og så kan man iværksætte en indsats og den varer et halvt år før den er færdigt, der er sku ingen der laver det på en måned, så cirka deromkring. 

27:12 Maiken siger: Jeg syntes det er spændende at hører om hvordan det er af for andres sider altså også i forhold til når vi kommer ud som pædagoger hvad vi egentlig kan gøre bedre i forhold til et godt samarbejd med jer f.eks. Nedda: Men man oplever sindssyg meget utilfredshed med rådgiver ved vores samarbejdspartner. Og det bunder i at der ikke er nok.. altså vi er sværere at få fat på og vi glemmer at informere dem og alt sådan noget, det forstår jeg virkeligt godt er frustrerende. Vi havde for nyligt nogle politiker der lavede nogle måltilføjelser hvor man skulle beskrive alle børnehaver i Haderslev kommune og alle skoler blev spurgt om hvordan samarbejdet var med hinanden og med familierådgivningen osv? (27:51) Har I set den? Alt var bare dårligt hos os ikke, det var bare helt vildt. Camilla: Jeg har været i blomsterhaven. Nedda: hvad er det for en. Camilla: Den hedder Sydbyens børnehus nu, den ligger ved beredskabsbestyrelsen der ved Kløvervejen. Maiken: jeg har været ude ved Hvedested ved Møllesøen. Nedda: Hvor har du været? Valentina: jeg har været ved Nybøl, det er ikke her. Nedda: Men ja, folk er utilfreds, så det er måske meget godt at i sådan hører jamen hvad er det. Tror mig, hvis vi havde tiden så ville vi virkelig informere alle. 
 
 

28:36 Maiken siger: Men vi hører også meget om hvor mange sager man egentlig har på en gang. Nedda: Vi har ikke så mange i forhold til det der skræk senarier man hører om hvor nogen sidder med 70 sager øhhm men vi arbejder også med en svenskmodel hvilket vil sige at for hvert et barn vi har, der har jeg .. jeg var har også inden den svenske model blev indført der var jeg i praktik og der havde de øhh mange flere sager men de arbejdede ikke nær så meget med hvert barn. Nu er arbejdet med hvert barn måske tredobbelt og der er mig der har rigtig mange opgaver i forhold til hvor det før lå ved pædagogenerne i skolen og sådan noget det er os der har overtaget dem og det sags antal de anbefaler vi skal have fra fagforeninger og for dem der har indført svensker modellen er 22 til 25 sager, det lyder ikke som særlig mange og det er det heller ikke men det arbejde vi skal lave med dem er meget større. Jeg har 35 sager og der er alligevel 25% - 30% mere end vi burde have og oveni det er der jo også.. Altid i det her fag sindssyg mange sygemeldinger hvis vi er 30 rådgiver der.. og der er 5 der har lagt sig syg med stress lige nu så deres arbejdsbyrde har vi også. Det er jo svært fordi man kan ikke bare sig nej den underretning gider vi ikke at have vi har ikke plads til mere vel.

29:56 Camilla siger: Når I har så travlt så syntes jeg det var imponerende hvor hurtigt det gik med en sag vi havde da jeg var i praktik i blomsterhaven vi underrettede om morgen og allerede til middag var der samtale med barnet og.. Nedda: var det omkring vold? Så skal der værre det. Camilla: Når man hører om det på skolen alle de dårlige ting kommer jeg hurtigt til at tænke ”Hold da op der sker bare noget”. Nedda: Men noget som vi vægter højt hernede er de tilfælde hvor der skal ageres akut der skal der ageres akut, så der har vi et helt hold, det går på tur vi skiftes.. det går på tur hver 10 uge eller sådan noget har den i en hel uge og så står jeg til rådighed for akutte ting fordi det skal der reageres på indenfor 24 timer, men det er godt du havde den oplevelse. Det er sådan lige en længere sagsforløb som bliver nedprioriteret ikke 

30:51 Maiken siger: Men det er jo også det der med hvis man ved baggrunden for hvorfor man ikke for nogen information eller så tror jeg også man vil.. Okay der er styr på det, vi skal bare..
 Nedda: man må altså også gerne opsøge altså jeg ville elske hvis jeg fik en mail fra en hvor der står ”hvad sker der egentlig med hende og hende fordi vi hører ikke rigtigt noget, vil du ikke lige give en opdatering” Det ville jeg elske men jeg ville hade hvis personen kimmede mig ned i de 3 uger jeg ikke svarede på den måde.. fordi så vil jeg bare gå rundt og få dårligt samvittighed over at jeg ikke lige havde fået svaret hende så hellere at jeg kan skrive en mail og det er ikke altid at jeg lige har personens mail.. jeg tror vi skal være bedre til at skrive sammen. Maiken: Det bringe vi videre til pædagogerne. Nedda: jeg prøver at give visitkort ud så bredt som muligt. Camilla: Jeg tænker også at det vil sænke stressniveauet for jer at I ikke skal gå med at have dårligt samvittighed over for 10 personer.. Nedda: vi afskaffede telefontiden fra 9-10 hver dag. Den afskaffede vi fordi det var meningen at vi skal stå til rådighed hele tiden, hvilket vil sige at folk kan ringe hvornår de vil og så skal vi egentlig tage.. hvis vi sidder i møder eller laver noget andet så skal vi ringe tilbage med det samme bagefter men det er jo tit det går fra møde til møde til møde, 80% af mit arbejde er administrativt så kan jeg ikke tage telefonen om dagen hvis jeg skal lave det administrative.. så på den måde.. det er fint nok at vi ikke har en telefon men det er også stressende at være til rådighed hele tiden. Men dermed sagt, for nu kan jeg godt hører at jeg sider og siger mange dårlige ting så er jeg helt vildt med det her arbejde, det er virkelig godt ikke.. 

30:21 Maiken siger: Jeg tror også det er det vi har forsøgt at få fokus på altså hvordan et bedre samarbejde sådan at alle ligesom kan være i.. Nedda: jeg tror vider ligt at nøgleordene er respekt og forståelse for hinandens arbejde. Jeg kunne godt tænke mig at komme i praktik, skulle jeg til at sige, i en børnehave i en uge og så kunne jeg godt tænke mig at de kom herhen og det samme i skolerne. Jeg tror vider ligt at man kan se hvad hinden vi laver, ikke 

32:46 Maiken siger: jeg tror også det er derfor nede på seminariet der har man jo også hvor vi arbejder vi sammen med socialrådgiverne undervejs hvor vi.. okay, hvordan foregår det hvis man laver en underretning hvor lang tid kan man forvente.. altså at man ligesom for noget at vide om det hvordan sags gange er. Nedda: Det er jo også det det er når en pædagog eller en på skolen underretter så er det jo.. øhh det er jo svært for dem fordi det ikke altid er sjovt at skrive en underretning og det er en stor ting. Her inde der modtager vi 5 underretninger om dagen, så på den måde tror jeg at vi også kommer til at undervurdere hvor svært det egentlig er at lave  underretning for os er det bare dagligdag, ikke men så det skal vi være bedre til at tænke, det er faktisk vigtigten

33:31 Camilla siger: Jeg tænker det bliver svært fordi man skal se forældrene i øjne bagefter: Nedda: lige præcis det er ikke mig der har den daglige kontakt. Tit og ofte er det forældrene der er glade for os, så det er vi jo van til sku jeg til at sige. Vi behøver jo ikke at møde dem hverdag og så videre det kan vi jo så forberede os på

33:54 Maiken siger: Jeg tror også det er vigtigst for os som pædagoger at når der er et barn som starter i børnehave måske at informere dem om at en underretning ikke betyder at man fjeren barnet et er for at hjælpe barnet. Nedda: lige præcis og det er jo også det vi gør.. tit og ofte der er det jo et problem, det er ikke fordi forældre er dårlige forældre.. vi har også fået underretninger om hvor der er en far der har fået kræft, det gør dem ikke til dårlige forældre men der trives barnet ikke fordi det hele tiden tænker på far har kræft og bange for at far dør da kan vi jo godt hjælpe med noget men det har ikke noget med forældreevnen at gøre.. der kan vi jo tilbyde barnet en psykologsamtale i stedet for forældrene skal betale en privat hvis vi vurdere det er et behov han har, på den måde så er det jo ikke noget dårligt. Det kan også hvis mormor er død og det gør barnet rigtig meget på..

35:11 Maiken siger: Men er I nogensinde f.eks. ude i børnehaver. Nedda: Ja, altså rigtigt tit og ofte så lave vi faktisk børnesamtaler i børnehaven eller i skolen fordi så er forældrene der ikke til at påvirke børnene. Jeg gør det med aftale med børnene medmindre det er om vold, så gør jeg det ikke uden forældre ved det, men der kan jeg faktisk bedst lide at gøre det faktisk der 

35:34 Maiken siger: Jeg tænker bare på om man ikke kunne lave.. for at det ikke skræmmer forældrene sådan over at hvis man snakker med socialrådgiverne eller anden om man kunne have en samarbejde med at man 1 gang hvert halve år der har man et forældremøde og så kan man have inviteret en socialrådgiver og så kan man snakke om hvad et samarbjede er.. Nedda: Det tror jeg at det har man en rådgivningsteam.. Det ved jeg ikke om I er orienteret med.. Det er når det ikke er så gransk, skulle jeg til at sige, men vi laver faktisk underretninger på en lidt anden måde nu hvis det ikke omhandler en vold, altså dem hvor der skal ageres akut, men hvis man har en bekymring om et barns trivsel eller udvikling, så sender børnehaven en mail til vores sekratabel? ”vi er bekymret for det her barn fordi det er bagud motorisk og sprogligt” hvad ved jeg og øhh så i stedet for at de sender hele underretningen, så sender de 2 møde datoer så skriver de ”vi kan mødes den og den dato” og så kommer rådgiveren som skal have sagen her med til mødet, og så bliver underretningen fortalt på mødet for så er forældrene med til mødet og så kan forældrene sige.. så føltes det ikke som et stort angreb når jeg sidder og læser en underretning op, så kan de sige ”vi har inviteret til det her møde fordi vi er bekymret for lille Lars han lege ikke med nogen og nogen gange så kommer han i børnehave og hans tøj er lidt beskidt” og så kan forældrene sige ”Det er fordi jeg går tidligt på arbejde og..” hvad ved jeg. Det er noget nyt vi er begyndt på jeg tror det er et halvt års siden det blev indført og det er faktisk rigtigt godt, men det er der man tit støder på lidt berøringsangst fra pædagogerne fordi så for de måske ikke sagt helt det de vil men det har vi også en forståelse for, for det er jo noget nyt at sidde og skulle konfrontere folk på den måde, og når jeg kommer ved jeg jo ikke reelt hvad deres bekymringer er så jeg kan ikke engang hjælpe dem, så jeg plejer gerne at komme lidt tidligere og så prøve at tale med en pædagog.. ”hvordan har du de bedst hvis jeg reagere” for jeg skal egentlig vurder på det hun siger, men det syntes jeg er en sand måde at gøre det på og jeg tror det er godt for forældrene. Maiken: jeg tænker det er en god måde at samarbejde på.. også det der med at kunne sætte ansigt på dem man egentlig arbejder sammen med. Nedda: der er helt vildt meget fokus på samarbejdet lige nu. Vi plejer også at indhente status skrivelser fra skoler og børnehaver, det må vi jo ikke mere, nu skal vi indkalde dem til et møde hvor de skal fortælle dem mens forældre er der. Det er også nyt omkring 1 år gammel, igen så er det mega godt for samarbejdet det er igen en af de byrde vi får for så skal vi skrive det ned I siger i stedet for bare at indhente status, men det er mega godt for så kan jeg jo spørge ind til hvad der bliver sagt, der er forældrene der også, så på den måde er det jo.. det giver godt mening. Når vi laver vores undersøgelser så invitere vi alle omkring barnet, så stiller vi dem nogle spørgsmål og så sidder vi og skriver undersøgelsen ned mens de fortæller det, så der er helt vildt meget fokus på samarbejdet… For børnehaver og skoler er det en dejligt at de slipper for at skrive status, men det er lang tid de skal bruge .. det er udviklingen. 

”Jeg var der med min mor og min lillebror, som er lige knap2 år yngre end mig”

”Jeg tror, vi var der et par måneder. Det var i Horsens”

” Da mine forældre blev skilt – det gjorde de i udlandet – så tog min mor til Danmark og ankom uden at have et sted at være, og så kom vi derhen.”

”Bagefter blev vi boende i Horsens” ”Jeg husker ikke, hvem der hjalp os på krisecenter – jeg husker kun, at vi stod der foran krisecentret og bankede på. Jeg husker, at der var flere låse, der skulle låses op, og jeg tror også, der var videoovervågning”

”Vi kom ind i et rum. Vi måtte nok ikke løbe ud at se det hele…vi skulle lige sidde der og snakke med damen”

”Jeg gik ikke i børnehave, før vi kom på krisecenter. Jeg startede først bagefter i Horsens”

Havde i pædagoger på krisecentret? ”Det ved jeg ikke, men der var en masse områder for børn både i form af nogen store tumlerum og udendørsarealer med forskellige redskaber.”

”Jeg kan huske én episode, hvor vi havde overnattet ude – altså væk fra krisecentret – og så spurgte jeg én af de voksne, om hun kunne gætte, hvor vi havde overnattet i nat. Det kunne jo nok godt tyde på, at jeg har følt mig tryg ved dem”

Havde I kontakt til krisecentret efterfølgende? ”Ja, det havde vi. Jeg kan huske i en alder af 7 – 8 år, der var vi nemlig på ferie. De skulle en tur til Ebeltoft, hvor vi så var med…..Jeg kan i hvert fald huske, da vi kommer hjem, siger min legekammerat, at der hvor vi lige havde været, der havde krisecentret også lige været, så om det havde været dem, vi havde været med? Han havde nemlig også boet på krisecentret på det tidspunkt…Men min mor var ret flov over, at vi havde boet der, så hun ville ikke have, at vi fortalte, at det var dem, vi havde været på ferie med. Så jeg kan huske, at så stod jeg der og skulle benægte, at det var med dem.”

”Da vi boede på krisecentret, kaldte vi det for ”Huset”, fordi min mor ikke ville have, at når vi var ude i offentligheden, sagde krisecentret. Så fortalte hun os, at det hed ”Huset”, så det ikke var så gennemskueligt”

”Jeg tror godt, min mor kunne have haft brug for noget mere hjælp”. ”Jeg tænker i hvert fald, at med den adfærd, som hun havde efterfølgende, kunne det have været godt, hvis der var nogen der ligesom havde opdaget og eller havde hjulpet hende med hendes problemer, så kunne det være endt anderledes”

 

Hun vil gerne arbejde om dagen, eller at personalet også er der om aften, så de kan snakke sammen. 

Hun vil også gerne inkluderes mere i udslusningen.  

Hun vil ønske at Tove (lederen) og/eller bestyrelsen ville bruge de frivillige lidt mere, fordi mange af de frivillige f.eks. Kirsten er uddannet lærer, og at hun gerne vil hjælpe de børn som ikke kan forlade krisecenteret med f.eks. med skolerelateret ting, så de ikke kommer bagud.  

M: hvordan fandt du på at du skulle arbejde på krisecenter?

K: ”det var min moster, da jeg læste i københavn havde jeg en drøm om at komme over på dannersminde, der læste jeg om dagen og arbejdede om aftenen, så jeg kom aldrig der hen. Så kom jeg her i stedet efter jeg var holdt med at arbejde, og det har jeg aldrig fortrudt”

T: ”nej man får en øjenåbner og en horisont bliver breder ikke?

K:”jo, jeg har selvfølgelig i min tid som lære været med til at lave nogen underretninger, men det er anderledes her. Må jeg sige”

(13:50)

M: er det ikke en fordel at du har været både uddannet pædagog og lære? 

K: ” jo i hvertfald når man har med forældre og deres børn og gøre, men også min gruppe vi snakker meget om hvad vi må gøre, og hvad vi ikke må gøre, det kan jo ikke nytte noget at alle os frivillige blander os, det går vi meget op i onsdagsgruppen, og som tove siger vi mødes jo de der 4 gange om året alle sammen”

 

(16:50)
 men er din opgave som frivillig så bare at hygge eller er der andet i det?

 

(19:25)

;: vi har snakket lidt om, når børnene nu skal ud i børnehaven og de er utrygge ved det eller ved mænd generelt kunne man så ikke bruge en frivillig som tog med ud og hjalp med at køre barnet ind?

(21:30)

V: hvordan er det så delt op her? Er det frivillige der kommer om aftenen?

(26:29)

V: men har i også oplevet noget med at mændene til kvinderne kommer om natten?

(30:08)
 M: jeg tænker hvis der nu er en der har fået en kode og bliver opsøgt af en mand, kunne han så ikke true hende til at få en kode?
 
 

(32:29)

Jeg tænker holder i så kontakten når kvinderne bliver udsluset?

(35:10)
 M: hvad med sådan noget som nerværksmøde? I ser måske familierne på en anderledes måde fordi det ikke er arbejde på samme måde, har i der noget netværksmøde hvor i snakker med mor om barnet og hvad skal der ske?

(35:45)

M: så i har egentlig ikke nogen samarbejdspartner, som frivillig?

(36:28)

M: kunne der være en fordel i at tage en frivillig med?

(40:10)

M: altså kunne i forestille jer, når barnet skal i ud i institutionen at der så var et samarbejde?

(

Når professioner samarbejder - praksis med udsatte børn og unge)
- systemet kontra personer (det er lettere at arbejde sammen, hvis man ved hvem man skal henvende sig til, frem for at det er et "sted" i kommunen)
- hvorfor er samarbejdet vigtigt? og hvor er forhindringerne?
- hvor tilgængelig er de forskellige tværprofessionelle?
- "førstehjælp" eller opfyldning
- krav om dokumentation kunne blive en forhindring
- myter, doxa og habitus og deres betydning for samarbejdet 

Det varierer fra krisecenter til krisecenter, hvilke opgaver de frivillige varetager, men på alle krisecentrene betyder flere frivillige hænder, at der kan løses flere opgaver som fx aktiviteter med kvinder og børn.(http://www.lokk.dk/Stoet-os/Bliv-frivillig/)

-  Eventuelt kan kvinden også få en bisidder med til diverse møder, bisidderen kan være en ansat fra krisecentret eller en frivillig. (s.13 http://www.lokk.dk/_files/Dokumenter/rapporterogpublikationer/voldinrerelationer/eftervaern_for_voldsudsatte_kvinder.pdf)-  Årsstatistikken understøtter, at kvinder, der er udsat for vold i nære relationer, har et tvingende behov for psykologhjælp. LOKK anbefaler, at staten finder midler til en permanent ordning for psykologhjælp. (S. 2  http://www.lokk.dk/_files/Dokumenter/pressemeddelelser/2017/pressemeddelelselokkrsstatistik2016endeligversion.pdf )

Den studerende kan identificere, analysere og reflektere over tværprofessionelle og tværsektorielle dilemmaer og potentialer og skal indgå i, koordinere og lede helhedsorienterede og tværgående samarbejdsprocesser. 

 

Pædagogers og andres professionsforståelse, faglighed og handlekompetence, herunder lærere, sygeplejersker og socialrådgivere: 

  

Velfærdssamfundets forskellige sektorer, aktører og deres forskellige perspektiver på opgaver og udfordringer 

  

Lovgivning og politiske rammer for det tværgående samarbejde, 

  

Samarbejdsformer, herunder kommunikative metoder og strategier, der understøtter det tværgående samarbejde 

  

Empiriske undersøgelser af, hvad der kendetegner tværprofessionelle og tværsektorielle samskabelsesprocesser, 

Projekt- og procesledelse, herunder procesværktøjer, der kan understøtte samarbejdsformer og samskabende processer, og 

  

Rammerne for samt potentialer og udfordringer i arbejdet med brugerinddragelse 

  

Den studerende kan: 

Basere sin deltagelse i tværprofessionelt samarbejde med eksempelvis lærere, sygeplejersker og socialrådgivere på refleksioner over pædagogers faglighed, roller og ansvar og skabe helhedsorienterede løsninger ved at inddrage relevante samarbejdspartneres faglighed, roller og ansvar i opgaveløsningen, 

  

Formidle pædagogisk faglighed og indsigt til professionelle, brugere og andre centrale parter i en helhedsorienteret praksis, 

  

Identificere og tage højde for muligheder og barrierer i det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde, herunder analysere og agere i et felt med etiske dilemmaer, koordinere projekter og anvende procesværktøjer i samskabende processer og udvikle fællesskaber og skabe forandring og værdi ved selvstændigt at indgå i og koordinere samarbejde, der involverer brugere, professionelle og frivilliges netværk og ressourcer 

(1:17 tid)

M: hvor lange har du været social rådgiver?

”årh det har jeg været i snart 20 år”

M: har det været sådan et sted her hele tiden så eller?

”nej lige efter min uddannelse var jeg i børne og familie afdelingen i rødekro i små 10 år”

V: hvor længe har du så været her på krisecentret?

” i 12 år, så det passer jo med et par og 20 år”

(tid 1:40)

M: Kan du egentlig mærke forskel på hvordan det er at arbejde de to forskellige steder?

”helt klart men også fordi tiden har jo gjort noget, altså da jeg arbejdede i familieafdelingen som socialrådgiver, det gjorde jeg i rødekro kommune inden kommunesammenlægningen, og der var vores kompetence meget stor, også sammenlignet med vores kollegaer fra andre kommuner, så vi havde et stort beslutningskompetence kan man sige og det har socialrådgiverne jo ikke i dag, de giver det jo videre til et team som så beslutter om .. det har de gjort i mange år … og det er jo en forskel, vi kunne jo sidde ude ved familien og snakke om den plejefamilie man tænkte de skulle ud i, det skulle ikke igennem et team eller, vi kendte jo plejefamilierne, det tænker jeg er en fordel at man kendte dem
 M: så man kendte dem man sendte et barn ud til?
 ”ja, og vi arbejdede jo også breder, og det er kendetegnet for vores arbejde her, vi arbejder meget meget bredt her, vi har jo med alt at gøre, vi har samarbejde med politi, advokater alle, vi tager os af deres husleje, deres løn, deres børn og familiesager, altså vi sagsbehandler jo ikke men vi rådgiver, hjælper og støtter, så vi arbejder utroligt bredt, hvor på kommunen er der nogen der har med deres udbetalinger at gøre, ja nu er det jo så udbetaling Danmark, men nogen har med børnefamilie ydelser at gøre, hvis nogen har et handikap og når nogen er over og under 15 og 20 år gammel, og hvor de ellers er, så der er jo mange opdelinger”

M: Så må det da også være feder at have det samlet, os for familien, det må være noget nemmere  Jeg ved ikke hvor meget de snakker sammen afdelingerne?

”det er ikke altid så meget, det er jo der vi tit har opgaven som tovholder, for de ved ikke altid hvad hinanden laver, så jeg synes der er stor forskel at vi arbejder så bredt, altså jeg mener vi laver rigtig gammeldags socialrådgiver arbejde med helhedsorienteret sagsbehandling eller socialt arbejde”

 

(4:000 tid)

M: der er også mange ting i skal have fat i så?

”det er det også, husleje, biler – bliver den afmeldt og.. ”

M: er det så fordi de ikke må tage kontakt eller .. altså ”

”de har jo deres område, det hedder børn med handikap 0-12 år, hvis de er over 12 år så er det en anden afdeling. Og hvis de ikke er handikappet så er det nogen andre”

(4:15 tid)

M: hvad så med jer, fordi i har alle de ting er det så når de bor har at de bor her, altså må de ikke have kontakt med omverdenen når de bor her?

”jo jo jo jo .. de har kontakt med dem alle. Vi sidder bare med jo, altså vi er jo ikke, vi er jo et tilbud og kan du bruge os er det det, kan du ikke bruge os er det også fint. Så vi stiller os til rådighed”

C: så hvis de selv føler de har brug for jer, så er i der?

” ja og mange ved jo ikke hvad det er de har brug for, så vi fortæller dem hvad muligheder har de, og så siger de ”det vidste vi ikke”, altså det kender man jo godt, altså vi forventningsafstemmer altid hele tiden, det gør jo at samarbejder bliver bedre, så bliver man ikke skuffet når man troede man kunne komme her og så kunne vi beslutte at de skulle have børnene, så der fortæller vi jo at de afgørelser har vi ikke, så bliver de jo heller ikke sure på os og skuffet over det, derfor forventningsafstemmer man hele tiden. Hvad er det vi har mulighed for og hvad kan vi tilbyde”

M: så er der jo heller ingen frustrationer fra deres side, hvis man ved hvad de 

”nej altså vi oplever meget tillid når du kommer her og vi har heller ingen myndighed når vi skal afgøre penge og lave økonomisk vurdering, men vi laver masser af økonomi, men ikke økonomisk vurdering i forhold til hvad de så skal betale, det er jo kommunerne der gør det, men vi laver budgetter og regner ud og kan se ”det duer altså at du har en, jeg kan godt se lejligheden er fin, men 7500 om måneden, det har du ikke, men hvis du nu gør sådan og sådan .. ” og så forklare vi jo så, så vi har rådgivningen , men vi har jo ikke, så hvis hun alligevel vil søge så må hun jo søge den, og så er det kommunen der siger at det kan du ikke få, det vil vi ikke støtte, så giver de jo ikke et indskud, når de ikke kan sidde i husleje eller i lejligheden fremadrettet, og der giver vi rådgivning og kommunen har myndigheden.”

(6:30 tid)

M: hvordan ser en typisk dagligdag ud her?

”hehe .. ja det ved jeg snart ikke, (M: har der nogen typisk dagligdag her?) nej altså vi har jo en masse erfaring og vi har jo selvfølgelig nogen erfaringskompetencer i forhold til at vi godt kan paralleloverføre men vi starter jo helt fra bunden, hver gang der kommer en ny familie, det gør vi, der er mange ting der går igen men altså der er jo forskellige måder og ønsker og forventninger og behov, så vi begynder helt forfra hver gang, og det er jo ikke ligemeget om man øhh . er født i danamark eller ikke er født i danmark, er det det vi skal eller skal der søges om opholdstilladelse og alt muligt er der, så det komme an på hvor an kommer fra, og om man er familiesammenført for så falder opholdsgrundlaget jo væk, så det er meget forskelligt hvilket liv man har”

(7:27 tid)

M: hvordan er det her har i flest danske kvinder eller er det også  

”ja altså vi har mellem 30 og 40% som er ikke etnisk danske kvinder, men ellers er det danske og de kommer jo fra hele danmark”

M: er det noget typisk sted i plejer at få dem fra altså de plejer at kommer eller er det?

”Nej, altså nu har vi haft nogen år hvor det har været meget øhm .,. efterspurgte værelse altså hvor det har været for få ledige værelser, men om man bor på bornholm eller hvor man bor så tager man det værelse der er frit altså vi har,, i 2016 hvor det var virkelig barsk vil jeg sige der havde virkelig ingen værelser der var ingen værelser ledig ”

M: det er underligt at det er sådan altsåi stimer eller hvad man skal sige?

”det var et specielt år, det var der (M: var det der alle syrier ?) ja det var det faktisk, og de fyldte selvfølgelig noget, der hvor der har været lidt et problem har været, eller hvor vi har oplevet det, det har været når flygtninge er kommet ind på vores krisecenter og de ikke kan vende tilbage til den kommmune de kommer fra, fordi de der er i livsfare, så skal der være en anden kommune som siger ”okay så tager vi dem bare”, men det er der bare ingen der siger, så de skal søge om at det er en anden kommune de kommer hen i, og de er jo meget taknemmelige, så der kan der gå rigtig lang tid, med at finde et nyt sted fordi, normalt hjælper vi jo med bolig og sådan nogen ting, men det kan vi jo ikke fordi integrationsloven siger de skal være i den kommune i 5 år, der høre de hjemme, (M: men hvad hvis de så har en voldelig mand i den kommune?) ja det er ærgeligt, de kan ikke komme tilbage så de er jo på krisecenteret så længe de er i fare, men de kunne faktisk godt, hvis de kommer fra odense så kunne de måske godt flytte til tønder, men det nytter jo ikke hvis tønder ikke vil have dem, og det vil at så kan man ikke gøre noget for det eneste vi kan sted vi kan sende dem hen er til odense som er den eneste kommune de må være i)

(9;47 tid)

M: hvor længe har i oplevet at have nogen her?
 ”det længste vi har haft nogen her er 14 måneder (M: og der er ikke nogen begrænset tid?) jo altså . som hovedregel har vi 3 mdr., men man har svært ved at være her fordi man jo bor tæt sammen, men vi kan jo heller ikke sende nogen ud og så bliver de slået ihjel”

(10:00 tid)

V: hvor mange har i boende?”

”5, altså 5 værelser, (v: er det så med børn også?) ja, så har de deres børn med, hvis de har børn”

(10:40)

V: oplever at der kommer mange kvinder med deres børn her?

”ja det gør vi, jeg kan lige tage nogen årsrapporter til jer når vi er færdige, så kan i se statistikkerne, jeg ved ikke om i har været inde og kigge på vores stastikker inde på vores hjemmeside, der kan i se alle statitikkerne og i kan gå ind på LOKK.dk, har vi derinde, det er landsorganisationen for krisecentre, de har statistikker på landsplan også, så der kan også finde oplysninger vi mangler noget, det er sådan noget tal, og noget man kan forholde sig til altså, hvor mange afvisninger har vi fordi vi ikke hat plads og sådan noget, vi har nogen i papirform som i kan få, og så har vi fået noget materiale der som i også kan få med hjem og kigge i, for det er også tværfagligt”
 
 

(12:26 tid)

M: altså når øhh.. kvinderne kommer her, er det dem selv der henvender sig eller er det andre?

”det kan det godt være, det kan være dem selv, der arbejdsgiver, det kan være kommunen, sygehuset, det kan være alle mulige, det kan være naboen, det kan være biblioteket hvor der sidder en grædende kvinde nede og de ved ikke hvad de skal stille op med hende, det kan være politiet”

 

(12:55 tid)

M: så hvis de henvender sig til jer, så er det jer der bestemmer hvis i nu har plads om i kan tage dem ind? Altså det er ikke sådan at det skal igennem en anden?

 

”nej , det er faktisk lidt enestående, for indvisiteringen , det er faktisk mig der står for den og der har kommunen, de kan selvfølgelig gøre indsigelse, for det er kommunen der skal betale det, og det har der selvfølgelig ind imellem være noget polimik om, men vi er også meget skarp på indskrivningen, er de vores målgruppe eller er de ikke vores målgruppe, (M: altså hvad der er sket eller?) om hun er udsat psykisk eller fysisk vold”

(13:29 tid)

M: er det så, sådan en samtale man har ?

”ja det er det, (M. så det kan godt være de bare har været oppe og skændes og så kommer de ikke ind her eller?) nej men det er ikke så lige til, for vi har også i hvertfald nogen som, det kan også være, altså vi kaldet det, ”når vold bliver hverdag”, vi kan godt have kvinder hvor vi spørger ”har i været udsat for vold”, ”nej” siger de så, fordi de tænker at det ikke kan vise noget, men derfor har de jo stadig været udsat for vold, (M:altså noget psykisk?) ja, hun kan også godt være blevet slået, revet i håret eller blevet nappet, men hvis de ikke har noget blåt mærker så tænker de at, altså nu her lige, så altså vold er jo relativt, hvis man var blevet spyttet på, så hvisker du det jo væk, så kan vi jo ikke se det, men har man så været udsat for vold? Nej siger de jo men jeg siger jo ja”

(14:24 tid)
 M: men har man så et spørgeskema eller ?

”vi tager det jo selvfølgelig meget alvorligt, afhængig af hvilken tilstand kvinden er i, og nogen gange er hun meget forvirret og nogen gange er hun, altså jeg synes vi øhm..  har en meget god fornemmelse af, jeg synes vi er ret gode til det, men det kan vise sig og det kan vise sig at der er nogen som faktisk er psykisk syge, så det ikke er vores målgruppe ikke fordi hun ikke har været udsat for vold men fordi vi ikke kan rumme det”
 
 

(14;55)¨

M: hvor tit har i kontakt, hvor i bliver ringet op at øhh.. vi har en her som måske skal på krisecenter ? er det tit eller?

”vi har ca. 400 henvendelser årligt, og nogen har enten rådgivning, nogen ønsker kun rådgivning om hvor skal vi gå hen hvis ? kan det være rigtig at sådan et eller andet? Er det rigtigt at hvis man kommer fra afrika og man har et barn der er 10 år gammel at lukker man ikke badeværelsesdøren og man skal have badehænget fra og man skal bade for åben dør, er det sådan i danmark? Altså det kan være mange spørgsmål, men der er han jo den eneste rådgiver og fortæller om det danske samfund, ”ejh det er ikke rigtigt, man må gerne lukke badværelsesdøren når man er 10 år og skal i bad”  (M: okay er det også sådan nogen ting i får?) ja det er jo en del af volden, det er jo absolut psykisk vold, hvor barnet så bliver udsat for… han fortæller jo hvad er normen og sådan gør man altså ikke i danmark, der lukker man altså ikke døren når man er i bad, (M+V: det havde vi slet ikke tænkt over at det kunne være sådan noget) det kan det jo godt være”

(16:11)

M: når de så kommer her hen, og hvis de nu har børn med, er det så jer der, altså kontakter i så daginstitutionerne, hvor børnene de går i børnehave?

”som regel beder vi mor om at gøre det, fordi det er svært fordi, ellers skal jeg sige tove veninde, fordi jo færre der ved hvor de opholder sig, jo mere sikre er de, og der er det svært, og som regel kan mor godt sige mit barn kommer ikke lige foreløbig og det er iorden.

 

(16;41)

M: så i har ingen kontakt med institutionen overhovedet?

”det kan vi godt have, og med skoler og man så laver man aftaler om at de så sender lektier og bøger og sådan, så det kan vi godt have, men det er hele tiden en vurdering af, hvem ved og hvem er på skolen og er det sikkert hvis der er nogen der ved det? For informationer skal jo ikke ud, hun skal jo gerne kunne være her sikkert ellers nytter det jo ikke noget, det kan jo også godt være en medarbejder ved kommunen som er far, så de kan jo også hente oplysninger, så det er hele tiden nogen overvejelser omkring sikkerhed vi tænker sikkerhed hele tiden, vi er total skadet af sikkerhed, men det bliver man også nødt til for det er rigtig svært at dukke under, og specielt hvis far har et arbejde eller onkel eller fars onkel eller hvad ved jeg har adgang til CPR systemet, far kan jo også være politimand”

 

(17:48)

M: hvis de så skal ud her fra igen, og de skal til en anden kommune, kan de så ikke også opspore dem igen?

”jo jo, det er der selvfølgelig også nogen der bliver det, det afhænger jo lidt af hvorvidt der er børn, altså er og bliver jo forældre, så hvis der skal være samvær nytter det jo ikke at en 10 årige pige ikke må sige til sin far hvor hun bor henne, så den holder ikke”

(18:15)

V: har i oplevet at de dukker op her altså fædrene?

” altså det kan vi godt have, men det er meget sjældent det sker, (M: hvad sker der så?) vi kender jo ikke dem, vi har jo tavshedspligt i forhold til hvem der inde i huset, så det fortæller vi jo ikke noget om, (C: så det er aldrig dem der åbner døren?) ALDRIG det er altid personalet, vi har kameraovervågning hele vejen rundt og vi har dørtelefon så vi åbner ikke, uden at vi siger hvem er i så?, men jeg vidste jo i kom og at i var 3, og det var fordi jeg vidste at i var derude og at vi skulle være herinde, så åbnede jeg, for de ville måske tænke hvor skal vi gøre af jer, derfor gik jeg ud og hentede jer, men ellers åbner vi ikke uden at vi er sikker på hvem det er, og hvis nogen kommer og spørger efter deres børn eller noget, så henviser vi dem til politiet, for som regel ved de det jo.

(19:20)

V: har i oplevet at i skulle ringe til politiet fordi de bliver stående derude?

”ja det har vi nogen gange, vi har også oplevet onkler og fætre de sidder derover på trappen med dobberman og det hele og venter bare på de kommer ud, men vi er jo rimelig godt sikret, der er jo brudsikker glas og det hele, så jeg er rimelig tryg ved det, de havde faktisk været her i to en halv måned og så kom tiden hvor børnepengene skulle udbetales og så skulle de hjem så far kunne få børnepengene”
 
 

(20:02)

M: hvad så når de skal ud igen, har i så kontakt med eller er det kun mor der har kontakt med daginstitutionen?

”jamen det kommer jo an på, nogen kommer jo ikke tilbage til den daginstitution de har været i, de flytter jo, og nogen kommer tilbage altså det er så individuelt hvad der er mulighed for, så det er ikke bare sådan lige.”

M: jeg tænker er det så mere socialrådgiveren i familierådgivningen der hjælper dem med at komme ud i en børnehave igen?

” jamen altså det med børnehave et egentlig nemt, for de skal jo bare i en børnehave der hvor der er plads i den kommune de bor, så det kommer jo an på hvor de får en bolig henne, og hvor der er sikkert at få en bolig henne”
 
 

M: men i har ikke som sådan noget samarbejde med institutionerne eller skolerne ?

”det kommer an på altså vi kan jo godt have nogen hvor at hvis de øhhm. Altså det der et svært her for os det er jo at når der kommer en mor ind så er der jo fælles forældremyndighed og det vil jo så sige at hvis hu afleverer barnet i børnehave så kan far jo bare hente barnet, det har han jo lov til så det tør de jo ikke, og det er der jo god grund til at de ikke gør, så mange gange går de jo her i en lang periode hvor de ikke er i daginstitution og derfor er vores samarbejde jo ofte ikke særlig vigtigt, fordi de jo er beskyttet her. Og de kan ikke komme ud”

(21:30)

M: altså når de er her, er de så aldrig ude? 

”jo jo det kan de jo godt være, men hvis vi har et barn, altså nogen gange kan vi godt lave lidt, men som udgangspunkt så er det jo sådan at hvis barnet kommer fra Hillerød, og så det kommer her ned så er det fælles forældremyndighed, så kan barnet jo ikke bare gå i åbenrå, så kan faren jo bare gå ind på borger.dk og se hvor hans barn er henne, så det giver sig selv at det kan man ikke, så barnet kkommer som regel ikke institution for far ved et med det samme. Og omkring halv af dem der kommer her ved os kommer ikke her fra åbenrå, så rejser man jo længere væk, for man kan ikke gå i nærmiljøet, fordi det er for farligt. Vi har også prøvet hvor en mor tog ned i byen med sit barn og så kom faren og tog barnet i bilen og køre, og så følger mor jo med hjem, for hun tør jo ikke lade barnet være alene med far, så det er jo nok til at hun tager hjem”

(22:50)

C: men alle dem som så kommer her ind er de så i livsfare?

”nej, ikke alle. Ikke nødvendigvis i livsfare, det vil jeg ikke sige, men de er udsat for vold for ellers er de her ikke, og nogen opgiver når de ligesom kan mærke at løbet er kørt, og andre opgiver aldrig, nogen skal til udlandet at bo, fordi danmark er for lille og de kan ikke dukke under her.

(23:30)

V: er det så jer der hjælper dem hvis de skal til udlandet?

”det kan vi godt være med til,  hjælp med at skabe kontakten og sådan noget, men det gør vi i samarbejde med kommunen”

(23:50)

V: når de så skal ud her fra og starte deres nye liv, her i så stadig kontakt til dem?

”altså vi tilbyder ikke efterværn til dem. For vi har ikke ressourcerne til det, men det ville selvfølgelig være godt hvis vi kunne, selvfølgelig har vi lidt, men det er igennem mail, så vi gør det indimellem og her det også med nogen af dem der er rejst til udlandet, (V: så i bøjer reglerne lidt?) bøjer reglerne, ved jeg ikke men enhver har jo lov til at søge rådgivning, vi har jo også den ambulente rådgivning, og det kan de jo sagtens gøre og selvfølgelig må vi snakke med dem, det er ikke det, men vi kan ikke tilbyde dem det kontinuerlige rådgivning, og der ligger det jo også lovgivningen at de skal have tildelt en rådgiver, der er inde på kommunen, men jeg kunne godt have tænkt mig at den lå hos, da vi har kontakten under hele opholdet, så kunne vi godt følge ud, i stedet for at der skal en ny en til, når man flytter ud (C: så er der jo en ny relation der skulle opbygges der?) ja, og der er det nogen gange lidt svært og vi har været der hele tiden, vi har set mogenhår, ja vi har set det hele, så relationen er ret god, men sådan er det ikke”
 
 

(24:55)

C: det må da også være utrygt for familien nogen gange?

”ja men samtidig ikke, det er jo lidt en balancegang, for når man har boet her i 3-4 mdr., så kan de sku heller ikke rigtig holde os ud mere, kan i ikke også godt forestiller jer at i bor så tæt og i vælger ikke selv hvem i vil bo sammen med, kommer nye ind og ud og det er nye familier, man skal forholde sig til mange nye, og dem som havde boet her i 14 mdr. de gad ikke engang hilse og tænkte nå nu er der kommet igen, i starten var de meget høflige når der kom nye, men de orkede ikke, for det gjorde simpelthen for ondt at se de andre rejse igen og så tænke ”nå vi er her stadig” 

 

(25:40)

Ingen spørgsmål til….

Det er ligesom man har været på kursus en hel uge og det intensivt, og når man så kommer hjem kan man slet ikke finde ud af det, (M: jeg kan også godt forestille mig at det er lidt ligesom en lejrskoletur, bare meget længere og man skal ja nu sover de jo så ikke sammen men.. ) de har jo vær deres værelse men de bor jo lige ved siden af hinanden så de kan jo altid høre noget og de ved der er vagter her om natten, så skal man pludselig ud og bo helt alene, i en by man ikke kender, ikke et eneste menneske, så man starter jo helt forfra, og nogen skal jo passe på med, og det er specielt vores udenlandske kvinder der har mørkt hår og lidt arabisk udseende, så spørger man hvad laver du her alene? Hvor er din mand? Har du en bror? Og de spørger er du gift? Hvorfor er du ikke gift? Skal vi hjælpe dig? Vil du have en ny mand? Vi skal nok hjælpe dig. Og det er bare den første butik man kommer ind i bare for at købe en sandwich, så er det sådan nogen spørgsmål man bliver mødt med. Så man er på, der har vi det lidt lettere, det kender vi jo ikke, vi bliver jo aldrig mødt med sådan nogen spørgsmål, men det gør altså vores udenlandske kvinder, vi havde to piger som gik ned og så snakkede de sammen og så spørger en hvor de kom fra, men de sagde at det kunne de ikke huske og de kunne ikke arabisk, det passer ikke siger hun så hende damen sådan en ældre dame, og man har jo meget respekt for de der er ældre end en selv, hun siger det passer ikke for så jer den anden dag og jeg kunne høre at i snakkede arabisk, hvorfor lyver du? Og så begynder det hele at køre, hvem er de? Så der er der noget social kontrol, der sættes i gang.

(28:48)

M: hvad med de kvinder som kommer uden børn, oplever de det samme?

”vold er jo vold, der er jo noget der er lidt lettere når man ikke har børn, for så har man jo ikke det forpligtigende fællesskab, så der er der noget der gør lidt lettere. Men man kan også være meget ensom bagefter så, og man skal huske at når man har været i et vodleligt forhold så er alle ens sanser på arbejde hele tiden, og når det ligepludseligt bliver taget fra en så har man ligepludseligt et kæmpe tomrum, og det tomrum skal fyldes ud med noget, man kan næsten ikke holde ud at der ikke, øhh.. man går jo kigger over skulderen og man gør jo så mange ting