- Man kunne med fordel have inddraget gestalt-principperne ift. at beskrive mappingen
- fx søgefunktionerne sidder samlet - law of proximity
- fx informationer, der hænger sammen, ligner hinanden (fx når man har valgt et hotel) - law of similarity

_______________________________________________________________________

Opsummering af diskussionen: 

Designets farvevalg

Mulighed for at dagdrømme 

Hoteller i fokus 

Discoverability / oplevelse af hjemmesiden

Udfordre designet ved at opstille et nyt scenarie. Ex. 34 voksne og 12 børn

Brugssituationer at snakke ud fra

Vores fremlæggelse tager udgangspunkt i to situationer i spillet Pokemon Go. Den første er spillets start-side, hvor man som en avatar i træningstøj kan bevæge sig rundt på et kort med GPS funktioner. Den anden situationen forholder sig til display, som man oplever man vil fange en Pokemon i spillet. For at analysere disse to situationer har vi taget udgangspunkt i Donald Normans begreber, Stephan Wensveens begreber og Gestalt-principperne. 

Kortet afforder at at man kan se hvor man er, sådan at man kan navigere, både generelt og i forhold til spil-specifikke ting (gyms, pokestops, osv.). Det afforder også at man kan se hvad vejret er udenfor. Selve spillet afforder at man kan trykke på alt på skærmen.

Kortet signifier virkelige veje (taget efter Google Maps). Ringen omkring avataren på skærmen signifier spillerens rækkevidde - på billedet er det røde gym lige netop udenfor spillerens rækkevidde. Knapperne i bunden er løftet fra kortet, og signifier at det er noget brugeren kan trykke på, som ikke er direkte relateret til kortet.

Batteri, internet- og GPS-forbindelse er constraints i forhold til hvor længe, og hvor man kan spille. Kortet constrainer hvor meget man kan se, hvilket gør det mere overskueligt hvor man er, og hvad der er i nærheden.

Det man skal bruge (hovedmenu, værktøj til at finde pokemon) er tættest på brugerens hånd - det er mappet så man ved hvad der er vigtigst.

Pokéball-knappen er en konceptuel model: man forventer at den indeholder noget. Mange kender Pokémon-franchisen, så konceptuelle modeller er velkendte. Avataren flytter sig efter spillerens GPS-lokation, en konceptuel model man kender fra andre kort-apps.

I forhold til kobling mellem handling og funktion i forbindelse med tid: menuen kommer frem når man trykker på pokeball-knappen. Når spilleren bevæger sig, bevæger avataren sig også.

Det man gør på telefonen foregår på telefonen, hvilket kobler i lokation - også i forhold til GPS-lokation og avatarens lokation på kortet.

Hvis man løber/bevæger sig hurtigere, gør avataren det samme, hvorfor der er kobling i dynamics. Dette kobler også i expression: Når man skal skynde sig et sted hen, skynder avataren sig også.

Når knappen trykkes kommer en lyd og en animation: kobling i modality, da man både hør og ser effekten af ens handlinger.

Når man befinder sig i fange-situationen kan man klippe på en pokeball, der gennem Normans begreber afforder at man skal fange den pokemon man ser foran sig. Pokemon’en afforder den glæde, som man også kender hvis man fx er fisker og fanger en (især stor) fisk. Herefter kan spilleren klikke på bolden, som frembringer en rund cirkel, der signifier at det er dén, som man skal fange. Ringen bygger på en konceptuel model af en skydeskive, som man skal ramme. Situationen består af constraints, der tvinger spilleren til at fokusere på pokemon’en, det er fx ikke muligt at se hvad der står bag ved én. Her bevæger vi os ind på grænselandet af gameplay, men det er fx en natural mapping, at man kaster bolden fremad for at fange pokemon’en. 

Ift. Wensveen kan man påpege, at det tidslige spiller en rolle idet displayet viser dagens vejr i realtime. Derudover sker der noget stort set med det samme, når man trykker på displayet. Figurene dukker op på den lokation, som man forventer og bevæger  sig i den retning man forventer (direction). Dynamisk kan ens finger bestemme om man fanger en pokemon eller ej. Det hele sker ved hjælp af ens egen interaktion med spillet, netop for at få noget til at ske i spillets virtuelle verden. 

Gestalt principperne er i begge analyser brugt til at forstå hvordan (muligvis) komplekse design situationer, kan forstås på en simpel måde.

(Vi kunne ikke uploade flere billeder, derfor mangler billede af fange-situationen).

______________________________
Feedback fra gruppe 6

“Pokéball-knappen er en konceptuel model: man forventer at den indeholder noget. Mange kender Pokémon-franchisen, så konceptuelle modeller er velkendte. Avataren flytter sig efter spillerens GPS-lokation, en konceptuel model man kender fra andre kort-apps.”

“Pokemon’en afforder den glæde, som man også kender hvis man fx er fisker og fanger en (især stor) fisk.”

Man kunne sige mere om gestaltlove

Man kunne gå mere i dybden med mapping

Man kunne analysere på pokeballen med Normans begreber

 

Bilen har alverdens funktioner, så vi har udvalgt 5 meget “basale” funktioner. (Vi har kun medtaget to af dem i dokumentet).

Funktion: Du kan styre bilen med rattet.

Her kan man supplere med Stephan Wensveens begreber om feedback. Bot-lyden vil ifølge ham karakteriseres som en augmented feedback, da det er en tilføjelse til rattet og derfor ikke en iboende lyd. 

Umiddelbart ville man tro at rattet kan drejes hele vejen rundt, men det kan det ikke. 

Der er en speeder og en bremse (det er automatgear, så der er ingen kobling – den sidder i bremsen).

Kobling (de mest relevante)

Feedback

Functional feedback: Bilen bremser eller accelererer (og det kan du både mærke, se og høre).

_________________________________________

Feedback fra gruppe 5 

 

På startsiden udgør selve kortet sidens baggrund, mens søgefunktionen er placeret mere fremtrædende “ovenpå” kortet. Startsiden er således et eksempel på figure-ground, hvor brugeren enten fokuserer på selve kortet eller søgefunktionen. Dog vidner søgefunktionsrubrikkens placering (øverst i venstre hjørne) og størrelse i forhold til kortet om, at kortet ikke er mindre vigtigt end søgefunktionen. Desuden benytter Google Maps sig af mange gestaltprincipper (similarity, symmetry, proximity), der indikerer hvad startsidens mange forskellige ikoners relation til hinanden er – det vil vi komme nærmere ind på i fremlæggelsen.

 

De to primære affordances er Orientering (kort) og navigation (GPS). Hjemmesiden afforder at kunne lave en rute til et sted du kender i forvejen, men også at komme med forslag til destinationer du ikke har kendskab til i forvejen. Desuden afforder hjemmesiden vejrinformation og forskellige kortvisninger (kort og satellit).

Der er mange signingfiers – et tydeligt eksempel er de fire runde ikoner “Restauranter”, “Hoteller”, “Barer” og “Kaffe”. De viser at det er muligt at klikke på dem, hvis du leder efter en af de fire kategorier på kortet. Hver af disse signifiers udgøres af tre elementer: symbol, farve og tekst. 

De små pin-ikoner der kommer frem på kortet når du klikker på en af de fire ikoner benytter sig af gestaltprincippet similarity, eftersom der er klare ligheder mellem de små pin-ikoner på kortet, og det større valgte ikon. Der sker et mix af signifiers når en lokation indgår i flere af kategorierne – hvis en lokation fx både har en bar og serverer mad kan pin-ikonet have bar-ikonets farve og restaurant-ikonets symbol. Bruger man i stedet søgefunktionen og skriver “mad”, eller “vin”, sker der et brud med lighedsprincippet – ikonerne synes ikke længere synes at være sammenlignelige med de givne kategoriers ikoner. 

Klikker man på en af de små ikoner/pins på kortet, opstår feedback i form af en ændring af pinens udseende og i venstre side af skærmen dukker der information frem om den valgte lokation.

Rute-linjen, der dukker frem, når man beder om en rutevejledning kan både forstås som funktionel feedback, der er direkte relateret til Google Maps’ funktion (man beder om en rutevejledning, den bliver tegnet ind på kortet), men kan samtidig betragtes som en signifier eller augmented feedforward (det er den her vej du skal gå = stiplet linje/cykle = lukket linje).

Selve forståelsen af googlemaps-kortet bygger på en konceptuel model om hvordan et oprindeligt kort ser ud. Her har vi fx en forståelse af at det blå er vand og det grønne er naturområder.

 

På Google Maps er der en kobling i lokation, da der sker noget der, hvor man klikker med musen på kortet. Derudover er der en kobling i tid. Når man søger på mad kommer der pins frem på kortet, når jeg klikker på en restaurant-pin kommer informationen om restauranten frem i venstre side etc. Koblinger i dynamik og direction i ses i højere grad i Google Maps-appen end på hjemmesiden.

VI har analyseret app'en 

Signifiers:
Brugen af ikoner 

gesture/touch 

Ikoner er placeret så de visuelt understøtter swipe retning   

Conceptual models
Trækker på velkendte faciliteter og funktioner fra sociale medier

Haptic feedback 

Feed-forward
Farven på ikoner 

Tinder bliver meget automatiseret - baseret på ryggradshandlinger, man når ikke op på det reflektive niveau 

_____________________________________________________________________________
Kritik:

Det i beskriver som bi-afforance vil vi karakterisere som brugeroplevelser - jvf vores diskussion om sammenhængen mellem affordance og 'følelser' sidste gang.

Hvad mener I med "hands-on affordance"? I lister konkrete interaktionshandlinger.

Overordnet synes vi begrebet affordances er kompliceret når vi analyserer digitale artefacter.

Haptic feedback - kan I uddybe hvad der sker her?
Feedback generelt - her kunne i lave en pointe omkring digitale artifakter og hvordan det oftest er augmented såsom buttonpress indikeret med en skygge- I tinder er der f.eks. "like" og "nope" stempler på billederne i det man swiper en profil væk - også en augmented funktion at billedet "flyver" væk 

Signifiers - der mangler nogle signifiers til at forklare de forskellige retninger man kan bevæge sig, hvordan man kommer ind på profilen og diverse. Især når det er mere eller mindre "kendt" swipe-til højre - swipe til venstre dynamik - når de så ændrer i de "kendte" bevægelser bliver det kritisk. 

Det er jo en situation man ikke vil lave fejl i - enten swipe forbi nogle man gerne vil i forbindelse med, eller like den forkerte! Eller superlike en træls type

Constraint - du kan ikke scrolle op eller ned

Feedback (er det augmenteret?) - når man bladrer gennem billeder hos en person vibrerer telefonen


Gulf of execution = vi mener at der er sindssygt mange ting at tage fejl af - interaktionen med appen er ikke intuitiv - det eneste der er intuitivt er kryds og hjerte, men alle retninger af swipe-styper er svære at regne ud
- Norman: where people figure out how to operate
- signifiers, constraints, mapping, conceptual model


Gulf of evaluation = vi forstår ikke hvad i mener ift Normans begreb 
- Norman: where people try to figure out what happened
- feedback, good conceptual model

Hvad med Wensveens begreber om kopling (relationen mellem handling og det der sker)?

Til undervisere: hvad skal vi egentlig sigte efter når vi laver analyse?
- skal vi altid bruge Norman eller må man vælge til og fra?

Conceptual model → at det blå er vand og det grønne er skovområder/land

Hvis man zoomer ind får man flere detaljer ligesom hvis man zoomer ud får man færre og et mere abstrakt kort. 

Hvis man søger på cykel kommer der to linjer op (den ene med “jord og grusveje” og den anden med “cykelvenlige veje” → så kortet giver en augmented feedforward som I også påpeger. Hvis man skulle fremhæve en constraint ved denne funktion kunne det være at farverne på de to ikoner minder relativt meget om hinanden, og kan være svære at adskille med mindre man zoomer meget ind. 

Det er også en constraint, at cykelstigene forsvinder når man zoomer ud.

Der er ikke angivet hvordan man finder de mange funktioner der er i Google Maps og der mangler en guid. Herved er der en mangel på understanding i det at man skal udforske programmet for at det mest ud af hjemmesiden/appen. Selvom der er mange signifiers kan det være svært at overskue de mange funktioner hvilket gør at Google Maps ikke har en discoverability.

Affordance → man kan dele interfacet i to således man både får streetview m. 360 graders vue samtidig med at man har kortet som man kender det fra google maps. 
Constraint: en anelse forvirrende at man kan interagere med begge interfaces - man kan zoome på begge interfaces. 

Constraint: 

Toolboxen nederst i højre hjørne er relativt lille ift. hvor mange funktioner, den faktisk indeholder. 

 

Kathrine skal til Japan i en uge, og kan ikke forstå japansk. Hun vil bruge Siri som oversætter når hun står i situationer med sprogbarrierer.

Kathrine siger 'Hey Siri' can you please translate something for me
S: what language?
K: japanese
S: what would you like to translate?
K: where is the nearest trainstation
S: *japansk*
K: thank you Siri
S: you are welcome / my pleasure - as always

 

Gulf of execution - hvad forventer vi af Siri når vi prøver at få hende til det?

Gulf of evaluation - opnår Kathrine det hun gerne vil i sin interaktion med Siri?
- Siri siger en sætning på Japansk og Kathrine går ud fra at det er rigtigt oversat
- Kathrine antager at Siri kan bruges i situationer hvor hun oplever sprogbarriere

 

 

Analyse:
Signifiers: Der er ikke nogle signifiers der fortæller dig hvordan du får Siri frem
men - hvis man har fået hende frem, og tøver for længe med at spørge hende om noget, kommer hun med foreslag til hvad man kan spørge om 

 

Discoverybility: Det er svært at finde Siri, men det er nemt at udforske hvad hun kan når man endelig har fået hende frem - kun fantasien sætter grænser

 

Conceptual model - vi forstår at vi skal snakke til en kunstig intelligens

Feedback:

Funktionel feedback – en del af det at bruge Siri handler om de svar hun giver, på det man spørger om. Derfor kan det ses som værende funktionel feedback, når hun svarer, fx hvis hun oversætter noget for en. Derudover  ligger der også en funktionel feedback i, at hun viser de ting man beder en om – fx hvis man beder hende om at vise en de nærmeste caféer. 

Augmented feedback – omvendt er der i nogle situationer, hvor hun som udgangspunkt ikke have behøvet at sige noget, men gør det alligevel, fx hvis man beder hende om at finde nærmeste tankstation – så siger hun ”Here is what I found”. Man kan også stille spørgsmålstegn til de ting, hun siger – grænsen mellem funktionel og augmented er hårfin – hun svarer ikke altid kun det nødvendige, hun siger også ”unødvendig” ting, eller hun siger måske mere end nødvendigt – fx små jokes eller lignende. Hvis man fx siger ”What’s up”, kan hun fx finde på at svare ”I’m helping everyone do their work. And if your name is Rihanna, work work work work work” – hun svarer altså på mere, end man har ”bedt” om. 

Udover det, så viser skærmen, at den er klar til at optage, og så vibrerer telefonen når optagelsen er færdig. 

 

Feedforward:

Relaterer sig til signifiers og conceptual model – hvis man tøver med, hvad man kan spørge Siri om, kommer hun med forslag til, hvad det kunne være. Hun viser desuden også tips til hvordan man kan finde ud af, hvad man kan spørge om, og hun foreslår hvad man kan spørge om, hvis ikke hun helt forstår spørgsmålet. På denne måde fremvises funktionen i produktet, samtidig med at der signaleres forskellige brug af produktet. Hun foreslår i øvrig også andre funktioner, der relaterer sig til det, man har spurgt om. Spørger man fx om nærmeste cafe, foreslås også muligheden for at få vejvisning til caféen. 

Kobling:
Tid: Tæt kobling i tid - Siri svarer umiddelbart efter, at man har talt færdig.
Lokation: Tæt kobling i lokation - Siri opfatter tale i telefonens nærhed, og Siris svar afspilles fra telefonen.
Dynamics: Ingen kobling - Fx er det ligegyldigt hvor hurtigt/langsomt, man taler til Siri - Siri svarer i samme taletempo (se videoerne: "Taler hurtigt til Siri" og "Taler langsomt til Siri").
Expression: Det er umiddelbart ikke muligt at "ophidse Siri" - dog afviser den at svare, hvis man taler vredt/grimt til den (se videoen: "Siri afviser at svare"). Hvis man derimod taler venligt til og takker Siri, svarer den ligeledes venligt igen (se videoen: "Siri svarer venligt").

Interaktion i den virkelige verden:

Voice User Interfaces har ikke nogle visuelle affordances, på den måde at den netop lægger op til brug uden at have visuel/taktil kontakt, det er i hvert fald tanken. I virkeligheden skal man som oftest trykke på “optage” knappen for at fortsætte samtalen

Normalt forbindes tale/samtale med interpersonel kommunikation, og ikke med en person-teknologi kommunikation som det i virkeligheden er. For at bryde med denne opfattelse, så en samtale med Siri opfattes som mellem mennesker er der lagt forskellige strategier ind, såsom humor, ordsprog, talemåder, og en form for opbyggelse af genkendelse af ens stemme

Stemmen i sig selv tilføjer en animation, eller en “personlighed” til den inanimate funktion - selvom det er en algoritme omtaler man stadig siri som “hun” og får indre billeder af ja.. Måske en meget kontrolleret dame i et call-center der sidder og googler løs for en 

Siri fungerer med et grafisk interface i modsætning til f.eks. Alexa/google home, der håndteres udelukkende med stemmestyring - kræver at man tillærer sig de rigtige kommandoer, taler højt og ikke mumler

Alexa/Google home i virkeligheden - mange pauser, ventetid for at finde ud af om Alexa/google home lytter eller har forstået kommandoen, føles mærkeligt at skulle afbryde sig selv (hvis man taler med nogen, i telefon, etc.) for at give en kommando, eller modsat at gå og tale højt derhjemme hvis man er alene

Ift. hvor dygtige/hurtige vi er til at andvende teknologi, og hvor hurtigt vi kan skrue ned for lydstyrken på en telefon tager det vel i hvert fald 50-75% tid længere at få vækket VUI’en, få sagt “Google Home, 50%” og den derefter reagerer

Siri i virkeligheden: 

Mange situationer hvor det virker akavet eller bare ikke er smartere end selv lige at finde det 

På læsesalen (ulovligt!)

I en butik (find a recipe for banana-pancakes)

På cykel virker det bare farligt/ den kan ikke opfatte spørgsmål pga. vind/trafik

På arbejde - lommeregner funktionen, den opfatter ikke tallene rigtigt de første to gange.. 

Opgaven lyder: analyser IFTTT - en service hvorved man kan automatisere flere af sine devices og eksempelvis e-mails. Kig især på hvordan man som bruger kan sætte sine egne automatiseringer op. Der er både en hjemmeside og tilhørende apps.

Det første man møder på hjemmesiden, er hvordan man skriver sig op til deres produkt. Derefter er der en SIMPEL gennemgang af HVAD deres produkt egentlig er. De foreslår også HVORDAN man kan bruge deres produkt. 

Gestalt principperne er gode at bruge på hjemmesider, apps og gameplay. Derfor har vi tænkt, at disse er oplagte her. Hjemmesiden er opdelt i to-delinger hele vejen igennem og tæt på hinanden i deres setup; det skaber overskuelighed (law of proximarity og law of similarity).

Den menneskelige faktor er interessant ift. IFTTT. Hvorfor gør vi ikke bare tingene af os selv (fx at skrue ned for varmen inden man tager på ferie) → det handler om at gøre tingene til en leg og ikke bare noget man skal, så man på den måde kan gøre livet nemmere for et menneske (det handler faktisk på en måde om gameplay; altså om at kombinere regler (game) med leg (play).

Spørgsmål: 

OBS: Forklaringer af signifiers er lig med dårlige signifiers (både tegninger OG tekst). 

________________________________________________________________________

Det er fredag, Bente skal ud med damerne. Hun har skrevet en masse ting på indkøbslisten. Heriblandt alkohol, lime, diverse snacks og DVD’en Magic Mike XXL. Hun vælger at bruge selvbetjeningskassen. Mulig årsager: Det er nemt, hun har få varer, hun er introvert, hun har travlt. 

Vi har fokus på:

Affordance: 

Den afforder at man selv kan behandle sit køb. 

Den afforder interaktion med skærmen. 

Signifiers: 

 

Constraints:

Feedback:

Mental models (Norman) 

Teknologisk forståelse 

_________________________________________

Metode: for at lave en interaktionsanalyse lavede vi en observation. Den varede ikke så længe. Derudover har vi et lille uformelt interview.

Overvejelser:

> de næste grupper kan prøve at have fokus på mere interview eller deltagerobservation.

* vi kommer med 3 eksempler på situationer ved fremlæggelsen

- Alle er i princippet operator, spectator og performer, det er de når de skal benytte selvbetjeningskasserne, idet at man som kunde både interagere med systemet, opfatter situationen og systemet samtidig med at man performe sin rolle i det offentlige rum (som kunde, privatperson etc.) 

-Teksten siger at man som bruger, vil du altid have tre forskellige roller på samme tid. 

- Alligevel opstår der de her situationer hvor du både selv er spectator på din egen handling, men der er også potentielle andre spectators på din brug af teknologien, hvor man ikke selv nødvendigvis er operator. Ja du var det ved betjeningskasserne, men ikke nødvendigvis på vej ud. (diskussion)

Køkultur og den sociale interaktion i del-domænet “Kø’ :) 

Forvirrende mapping (Norman): positive og negative værdier ligger i forskellige retninger

Body idiom (Goffman)

Conceptual models (Norman)

Koblinger (Wensceen)

Vi vil i analysen af brugeroplevelsen inddrage Nikoline og Tom, der bruger Endomondo på to forskellige måder. Nikoline tænder for appen, inden hun løber sin sædvanlige 5km tur. Hun bruger appen til at høre, hvor langt hun er på sin tur, og hvor hurtigt hun løber. Når hun kommer hjem, kigger hun hurtigt på de informationer, som appen har indsamlet under løbeturen. Nikoline bruger ikke appens delingsfunktion, og hendes brug af endomondo er således forholdsvis privat. 

Tom derimod bruger appen for at dele sine resultater og blive motiveret af sine venner. Hans mål er at løbe bedre end hans venner, og appens delefunktion lægger op til denne indbyrdes konkurrence. Tom og Nikolines motivation for at bruge appen er derfor afvigende, eftersom Tom har en ydre motivation, mens Nikolines har en indre motiavtion (Amabile). 

Deborah Luptons teori om ”the quantified self” er relevant at inddrage i denne sammenhæng. Lupton præsenterer forskellige typer af selftracking. De to vi vil inddrage er private selftrackingog communal self-tracking. Private self-tracking kan i dette tilfælde ses i brugen af Endomondo, hvor brugeren fx ønsker at få indsigt i sin egen præstation eller optimere samme. Dette ses fx i Nikolines brugeroplevelse. Communal self-tracking er derimod gældende ved Toms brugeroplevelse. Her føler brugeren sig som en del af et fællesskab med andre løbere, hvor de kan sammenligne og optimere deres løb.

Som bruger af Endomondo agerer man operator,når man 1) laver opsætning i appen og 2) når man giver appen information. Man agerer spectatornår, man 1) forholder sig til egne og andres resultater og 2) man overvåger sin egen præstation. Man agerer performer når, man 1) deler sine resultater og 2) løber.

I forbindelse med Goffmans begrebersideog maininvolvement, mener vi, at main involvement, når man bruger Endomonodo er løb, og Endomondos funktioner er side involvement. Derudover kan man tale om løb som auto-involvement. 

Det er relevant at inddrage Goffmans begreber om frontstage, backstage og facework i forbindelse med det sociale aspekt af Endomondo. Træningen er i udgangspunktet privat, og vi er således i brugerens backstage. Vælger brugeren at dele sine træningspas på appen eller andre sociale medier, er der tale om frontstage. Her er det vigtigt for brugeren at opretholde sit face. Faceworkses i brugerens overvejelser om hvorvidt de vil dele deres træningspas på appen eller på andre sociale medier.

Vi vil ydermere komme ind på oplevelses fire tråde, som Wright præsenterer dem samt brugeroplevelsens dramaturgi.

 

 

 

 

   

 

Simpelt interface med: 

McCarthy & Wright (2004) Technology as Experience

Threads: 

Making sense of experience:

Lidt Normann 

Contraints: 

Signifiers: 

Affordance: 

Feedback og feedforward:

Goffman 
App’en lægger ikke op til social interaktion - man sidder alene som bruger og der er ikke lagt op til kommunikation eller interaktion med venner/familie online … eller i et IKEA univers, hvor man kunne appellere til at dele dine interiør designs ….

Wensveens begreber kunne også være relevante i forhold til koblingen mellem tid, retning, mm. og i en sådan analyse kunne man også inddrage Löwgrens begreber, såsom ‘piability’, og se på hvorvidt der er en “tight coupling” 

Jeg ser desuden en grad af ’conceptual models’ i appens design, eksempelvis SMS-introduktionen og kameradelen, der er med til at gøre oplevelsen genkendelig. Men jeg ser mere SMS-delen som et ‘feedforward’ end en chatbot, da man ikke har indflydelse på inputtet, og derfor ikke chatter med nogen. Man kunne også have inddraget gestaltprincipper i forhold til GUI, men det giver mening, at I har fravalgt dette, netop pga. det efterhånden standartiserede design.

Lydene ser jeg som ‘augmented feedback’. Jeg ville nok ikke bruge ‘foley-begrebet’ i denne sammenhæng, da foley, som jeg kender det, relaterer sig til det diegetiske lydunivers, men er lagt på efterfølgende, eksempelvis efter indspilningen af en film, for at sikre lydkvalitet. Modsat non-diegetisk der kan være temamusik, kommentarer m.m. Den lyd der fremkommer fra IKEA-appen, når man placerer en 50 kg sofa i et rum, er den samme, som den lyd der fremkommer, når man placerer en 1 kg. skammel, hvilket ikke kan siges at være en del af en ‘real’ lydside (diegetisk)

Jeg er heller ikke enig i, at man kan tale om ‘constraints’ ved den manglende mulighed for at købe møbler, da jeg ikke ser det som formålet med denne specifikke app. Igen fordi appen bliver en del af en samlet brugeroplevelse. Jeg ser constraints som værende rammer for en given interaktionen, der er opsat for at målrette den.

Det er en fin betragtning, at man mangler muligheden for at dele sit design. Jeg er dog overbevist om, at appen kan indlede til social interaktion omkring et design eksempelvis for et par, familie eller venner. 

Det at I inddrager erfaringsdelen af appen er interessant, og det aspekt alene kunne sagtens udgøre hele analysen, da AR på mange måder præsenterer en helt ny ramme for subjekt/objekt.