Alder: 110 år

Nuværende bolig: Lejlighed i Herning

Netværk: Søn og svigersøn, børnebørn og oldebørn samt venner i Herning. Adoptivdatter er død pga. kræftsygdom.  Ægtefællen er død.  

Værdier/livsførelse: Ude godt, men hjemme bedst. Familien er det vigtigste man har.  

Interesser før og nu: Venner og familie. Ryger cerutter. Kryds & tværs

Sygdom/funktionsnedsættelse: Aldersrelaterede funktionsnedsættelser.
Funktionsevne: 1. Borgeren deltager og kan under forudsætninger af omfattende personassistance udføre aktiviteten. Borgeren deltager under forudsætning af omfattende hjælp.

Samarbejdet med borgeren styrkes ud fra borgerens motivation. Motivationen er baseret på hvad borgeren selv har lyst til at arbejde med i sin udvikling.

Fagpersonen og borgeren laver i fællesskab mål baseret på borgerens egne ressourcer.

Der er løbende fokus på borgerens motivation og eventuelt dialog med borgerens pårørende omkring formålet med forløbet.

Hvis det ikke lykkes fagpersonen at motivere borgeren til at fortsætte rehabiliteringsforløbet, laves der en ny  faglig vurdering om borgeren skal have en anden form for hjælp.

Rehabilitering tager udgangspunkt i borgerens aktiviteter i hverdagen.

Målet er at ændre på de forhold der påvirker borgerens funktionsnedsættelse og grunden til at borgeren har brug for hjemmehjælp.

Fagpersonen finder i fællesskab med borgeren hvilke forhold der kan forbedres for at borgeren kan klare sig mere selvstændigt i hverdagen.

Det kan dreje sig om at styrke netværket, ændre de fysiske rammer i boligen eller nærmiljøet, fx ved at installere hjælpemidler, eller om at styrke de personlige mestringsstrategier. Eller det kan dreje sig om træning i daglige aktiviteter, fx rengøring eller indkøb. Det kan også dreje sig om træning af sociale aktiviteter som fx at deltage i foreningsliv eller etablere kontakt til netværket, og endelig kan rehabiliteringen også handle om at træne kroppens fysiske formåen som fx at få bedre muskelstyrke og kondition. Der vil ofte være brug for en kombination af de forskellige indsatsområder.

Center for kliniske retningslinjer (2013) har udarbejdet en retningslinje om systematisk anvendt målsætning i rehabilitering til borgere over 65 år.

En systematisk anvendt målsætning er med til at motivere borgeren til at deltage, da tiden for forløbet, målene og indsatserne er tydelige.

Målene der bliver lavet med borgeren bliver nedbrudt til delmål ud fra hvad borgeren selv kan og er forudsætninger for at målet kan opnås.

 Hvis borgerens mål fx er at kunne deltage i sociale aktiviteter i en forening, kunne delmål herunder være at vare tage personlig pleje, kunne gå på trapper, kunne ringe efter en taxi osv.

At rehabiliteringsforløb er tidsafgrænsede, vil sige, at der sættes tidsrammer for det samlede forløb herunder delmål, fx tre måneder afhængig af borgerens situation, og at der sker en løbende opfølgning, så mål, delmål, indsatser og tidsramme fortsat stemmer overens. Tids - rammen bør fastsættes ud fra borgerens behov og kan således godt være kortere eller længere end eksemplet på tre måneder. Tidsafgrænsningen bidrager til en fokuseret indsats fra såvel fagpersoner som borger mod at nå de fastsatte mål. Samtidig bidrager tidsafgrænsningen til at skabe gennemsigtighed for borgeren i forhold til det forløb, han eller hun tilbydes.

Det er borgerens behov der er styrende og der laves løbende vurderinger af hvilken hjælp der skal til.

Det tværfaglige samarbejde kan foregå internt i kommunen, ved at forskellige faggrup - per og/eller enheder skal samarbejde, fx social- og sundhedspersonale, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, diætister, demenskoordinatorer, audiologopæder m.fl.

Det er vigtigt for den samlede indsats, at sektorerne og de forskellige faggrupper arbejder sammen for at kunne overbringe hinanden borgerens mål og problemstillinger.

Et stærkt samarbejde på tværs af fagfunktioner, forvaltnin - ger og sektorer kan ledes af, at borgerens mål er styrende for indsatsen, sådan at alle faggrupper arbejder sammen om et fælles mål.

Når vi bliver 25-30 år, begynder vores knogler at afkalke. Det er en del af den naturlige aldring. Det tempo, knoglerne afkalkes i, afhænger af, om vi er fysisk aktive, og om vi får kalk og D-vitamin nok i vores kost. Hvis vi har været fysisk aktive som unge, vil der være mere kalk i knoglerne, inden afkalkningen starter, og der vil være mindre risiko for, at vi udvikler knogleskørhed som gamle.
Der er ikke mærkbare symptomer på knogleskørhed – altså kan man have sygdommen uden at vide det.

Ofte hænger disse tre begreber tæt sammen. Det er svært at forestille sig, at man får en fysisk sygdom, der ikke påvirker en psykisk. På samme måde vil noget, der rammer én psykisk, ofte kunne give fysiske reaktioner.

Selvværd: man stoler på man har værdi som menneske.

Selvtillid: stoler på at man dur til noget.

Det er vigtigt for alle mennesker at føle sig ønsket og elsket. Denne følelse får man fra sine nære relationer, som familie, venner og partner.

Har en stabil økonomi, har et fast arbejde eller er under uddannelse, man føler sig tryk i samfundet.