Men på de dage vi er i tvivl om vi vil klare det

Hvor dagene bevæger sig i én retning, og ansigtet i den modsatte

Når jeg under månen går, med min islandske sweater og fryser

Står min gummidinosaur i vindueskarmen og ligner metal

Disse lysende dage sent i marts, Vi lever i frygt og armod, Jeg savner ingenting, Vi holder den samme kurs hele vejen gennem livet, Afstanden mellem håb og tro er stor, 
Afstanden fra den lokale strippoker bar og ægteskab er lille,  Skilsmisse og sorg sker nu. 

Det kunne have endt som prinsessen og frøen, 
ved en tilfældighed 

Men uddrive djævlen skulle jeg 

Først sent opdagede jeg, at det var dig 

Mange år 

Dag for dag 

Vi er af atomer, dør i atomer. 

Pessimistisk optimistisk 

Optimistisk pessimistisk 

Fanget i et bur

På kanten af anerkendelse 

fra dig til mig

fra mig til mig

Jeg er fanget på langeland

Fanget i metal 

Råber til min stemme er væk 

Ingen kan høre mig 

Men du tror du hører mig 

Du gør mig smuk 

Tror, at du gør mig smuk 

Nej 

Jeg gør mig smuk 

for du hører mig ikke 

men det gør jeg

fornærmede mandschauvinist  

Jeg er så bange. 

Som et slag i maven spredes bag bjerget 

de små stråler af sol. 

Som er så ligegyldige. 

Og som besætningen skete var det pludselig en ukendt kvinde. 

Livet er som et sækkeløb Hvis vi overhovedet eksisterer.

Nøgne tunneler med et fyrværkeri af overdådige farver 
Sorte bevægende bølger der kreere illusionen om mit navn 

Dens blide brusen hvisker at jeg er som en hund der graver efter kødben 

At jeg er en bolig nogen har forladt 

En duft af solens varme

Selvom det var lyst var der et savn af luft

Det var som en bolig nogen havde forladt

Men det føltes ikke uklart i denne nat

Det røde silkevelour og det blå satin

Viste ingen sorgfulde og uretfærdige ting