Filmen er lavet i 2018 af Per Wennicks.

Hun var en outsider, hun var sur og kunne ikke lide at være sammen med kvinder.

Hendes storesøster døde da hun var 16, der blev hun rigtig vred.

Hun nævner dog at hun har gode minder med julen.

Hendes Far var brandinspektør.

Hendes mor holdte sig tilbage og gav ikke faderen modspil.

Hendes far skulle have en der kunne give igen, nævner hun.

Tove beskriver hendes mor som indelukket.

Tove var fars pige og havde det bedst med faderen.

Hun nævnte at hun ikke vidste at der var hash i hendes kufferter.

Hun fortæller at den periode var forfærdelig.

Hendes bror syns at hun skulle tage sig af dage, at hun var i skændsel for familen.

Hun beskriver at de cykler ned til langelinie og ser Tyskerne gå i land.

I august 43 så overtager tyskerne magten og regeringen går af.

Hun går ind i modstandsbevægelsen.

Hendes bror var i BOPA (kommunistisk modstandsgruppe).

Hun uddelte illegale blade.

Hun var aktiv og havde pistol og gevær.

D. 6 april skulle de lokke hipo folk ud, (dem som hjalp tyskerne). Så skulle de lokke dem i baghold.

Tove lavede håndgranater.

Den ene modstandsmand blev dræbt og en tilfældig blev også.

De fleste i den tid gik mest op i prisen på mælk og hvilke revyer der blev spillet i radioen.

Hun lavede film. Herefter blev hun gift med en der hed Ole som begik selvmord.

Tove prøvede også selv at tage livet af sig selv i en gasovn. Hun følte skyldfølelse over selvmordet ved hendes mand, da de sagde at det var hendes skyld.

Hun fik pension 100 % efter krigen fordi hun bar aktiv modstandsmand.

Hun siger selv at grunden til at det ikke gik er at hun er hidsig og dum.

Hun siger at her i Danmark der er der ingen der åbner dørene!!!

Hun fortæller om hippietiden, hun var i 50’erne men levede i det og røg hash på Christiania.

Hun prøvdede også LSD.

Efter krigen flyttede hendes mand som også var modstandsmad til Stockholm og de blev derefter skilt.

Hendes søn bor nu i Japan.

Hun hjælper en rumænsk pige som er kommet til Danmark med at lære dansk.

De læser en bog om Danmark under 2. Verdenskrig.

Derudover har hun dårlige nerver, dette mener hun stammer fra dengang hun var i modstandsbevægelsen.

Hun har ligeledes grøn stær, så hun kan ikke se på det ene øje og har det også på det andet.

Hun tror at døden er dejlig.

Hun har sagt at når hun er død, så vil hun donere hendes krop til Panum instituttet.

Hun boede i Japan i 30 år, hun flyttede dertil eftersom hendes søn flyttede til Japan.

Hun følge sig tryg. Men de er meget reserverede.

De kommer kl. 10:00 - Hver dag (fodmassage)

samt kl. 18:00 - Hver dag (madlavning).

Hun er glad for hjemmehjælpen.

Hun vil dog gerne have mere hjælp men det koster 410 kr. for en ekstra time i kommunen nævner hun.

Cykler 5 km på et kvarter sammen med andre ældre.

De synger ligeså.

Til stede er venner af familien, og venner af hendes søn. Sønnen er dog ikke til stede, da han stadig opholder sig i Japan.

Hun vil gerne have en joint på hendes fødselsdag.

Hun nævner at det hjælper på nerverne.

Hun ryger hver aften.

Hun siger at folk har fordomme, det er det samme som tobak og øl, ligeså farligt.

Man skal ikke hævne.

Man klippede håret af de piger som havde været sammen med tyskerne under besættelsen.

Hun har fået dårlige nerver af at have været i modstandsbevægelsen.

Man skal kæmpe for sit liv siger hun.

Hun er en bestemt dame, som ved hvad hun vil og hvad hun ikke vil.

Hun er samtidig et dannet menneske som taler fransk og har oplevet verden.