Slavehandlen havde en ødelæggende indviking på Afrika. De afrikanske samfund mistede arbejdskraft og gik i opløsning da høvdinge og stammer bestræbede sig på at skaffe slaver til salg.

Mange europæerne satte ikke spørgsmålstegn ved slavehandelens berettigelse. De var overbevidste om at de sorte afrikaneres intelligens var ringere end europæernes eller af en anden natur.

Racismen var en selvfølgelighed for europæerne og de hævdede: "De, der sælger deres egne børn, bør fordømmes, ikke køberen".

Kritik mod slavehandlene og den grusomhed man behandlede slaverne på, opstod først og fremmest i 1780'erne i England, hvor der blev rettet kritik mod slaveriet som institution.

Omkring i 1800-tallet begynde flere euroæiske stater, at ophøre med at udskibe slaver fra Afrika.

Danmark forbød slavehandel i 1792.

Antallet af slaver stiger enormt i 1700-1800-tallet, samtidig med at det bliver forbudt, derfor skynder de sig at sælge en masse slaver, fordi de ved hvornår det bliver forbudt, så de skynder sig at hente en masse slaver, så de har dem og kan beholde dem.

De europæiske stater havde etableret en del handelsstationer på Afrikas vestkyst i 1600 tallet, hvis vigtigste opgave var at få fat i negerslaver, som kunne fragtes over atlanten til sukkerplantagerne.

skibene hentede sukker, tobak og kaffe eller andre plantageprodukter. Derefter blev det sejlede tilbage til Europa fra Vestindien og Sydamerika.

Sukkeret blev kaldt "det hvide guld"

Handelskompagnierne havde eneret/monopol på handel med kolonivarer fra Vestindien.