Jeg havde gennem længere tid haft det svært med overlægen på afdelingen, som havde behov for at dominere og vise mig hvordan ”hierarkiet” på afdelingen var. Og der var ingen tvivl. Sygeplejestuderende var ikkeeksisterende i hendes hierarki. Selvom det virkede angstprovokerende at henvende mig til hende, besluttede jeg mig for, at det ikke skulle hindre min faglige læring. Eller det troede jeg. Efter gentagende gange hvor jeg blev ”pillet ned” og ydmyget foran patienterne, fik jeg en formiddag nok. Jeg kunne ikke længere holde mine følelser distanceret fra de oplevelser jeg havde været igennem.  

 

”Pak din ked-af-det-hed væk, ellers bliver du ikke sygeplejerske”, sådan lød ordene fra afdelingssygeplejersken, da jeg sad skoleret overfor hende og skulle forklarer hvilke situationer, jeg i de sidste 5 måneder havde stået i. Hun tilføjede bemærkningen, at jeg blot skulle være glad for at overlægen gad at bruge sin tid på at opdrage mig. Jeg nikkede, og forlod hendes kontor, med en endnu større tvivl. Var sygeplejefaget overhovedet noget for mig?

 

Begrebet ”robusthed” er blevet en integreret del af mange jobannoncer, og jeg forstår hvorfor. Men kan man ikke blive en god sygeplejerske selvom man viser følelser? Robusthed er det nye sort, og det er en nødvendighed for at kunne agere i forhold til de forventninger, der er til os nye sygeplejersker i sundhedsvæsenet. I dag, er jeg forhåbentligt snart indehaver af titlen cand.cur. og kan med stolthed sige, at jeg glæder mig til at komme ud og se hvad sygeplejeverden har at byde på. Det tog to år, at komme ovenpå og få genoprettet den tvivl der blev banket i hovedet af mig i min sidste praktik på sygeplejerskeuddannelsen. Derfor vil jeg afslutningsvis opfordrer alle, kan vi ikke snakke pænt til hinanden?

Opdateret version siden sidste feedback:
2 udgave (klade)
”Pak din ked-af-det-hed væk, ellers bliver du ikke sygeplejerske…”  

Der sad jeg så, for snart to år siden, lige inden jeg blev sygeplejerske, og fik at vide at jeg ikke egnet mig som sygeplejerske, hvis jeg ikke kunne pakke min ked-af-det-hed væk. Udover en følelse af tvivl og skuffelse, så rejste der sig en masse spørgsmål, som jeg har reflekteret en del over siden. Hvad forventes der egentlig af os når vi er færdiguddannet sygeplejersker? Hvor robuste skal vi være?

Jeg havde i næsten 5 måneder haft det svært på afdelingen på grund af én enkelt overlæge. Jeg blev ydmyget og ”pillet ned” foran patienterne, hver gang jeg havde patienter sammen med hende. En dag fik jeg nok. Det var så også den dag, jeg fik at vide af afdelingssygeplejersken, at jeg ikke kunne blive sygeplejerske, hvis jeg ikke pakkede min ked-af-det-hed væk. En ked-af-det-hed der var opstået, på grund af den måde overlægen behandlede mig på. 

 

Efterfølgende er jeg blevet skeptisk overfor hvilke værdier vi nyuddannede skal have. Er empati og medmenneskelighed blevet en by i Rusland? Skal vi være følelseskolde robotter, der arbejder på samlebånd, og ikke tager udgangspunkt i den enkeltes behov og værdier? Hvis det er forventningerne til mig som nyuddannet sygeplejerske, så ved jeg slet ikke om sygeplejeprofessionen er et fag for mig. 

I dag er robusthed blevet en mere integreret del af sygeplejen og jobbeskrivelser, men hvad dækker ordet egentlig over? Er det en mental robusthed, så man kan klare presset fra sundhedsvæsenet eller er det en efterspørgsel på sygeplejersker uden ”ked-af-det-hed”? Hvem ved? Det varer ikke længe før jeg skal ud og finde ud af det. Og for at være ærlig, så håber jeg at der er plads til mig et sted – robust eller ej. 

 

 

Stress på landets sygehusafdelinger er et hyppigt debatemne i nyhederne og på de sociale medier. Årsager som højt arbejdspres, overbelægning og underbemandede afdelinger er beskrevet deri, som afgørende faktorer for hvorfor hver tredje sygeplejerske oplever stress i hverdagen. Det er politikerne som er skyld i, at sygehusledelsen får til ansvar at spare flere millioner kroner årligt og derved øge sygeplejerskernes arbejdsbyrde. Men hvori ligger vores eget ansvar som sygeplejerske? Det er min påstand at sygeplejersker også har et medansvar, når de oplever stress i hverdagen herigennem med den nye brokkekultur, der er opstået på landets sygehusafdelinger. Her er det vigtigt at pointere, at flere sygeplejersker og andre professioner er gode til at bruge ordet stress om almindelig travlhed. Det er blevet et markant samtaleemne og omdrejningspunkt, der fylder sygeplejerskernes hverdag og som fortolkes på mange forskellige måder.

For mange sygeplejersker i hele landet er brok blevet en helt naturlig del af hverdagen. Det bruges ofte til noget så simpelt som at starte en samtale i frokoststuen. Det er en god ice-breaker, som næsten alle kan være en del af. Men selvom det kan være godt at komme af med sine frustrationer, har brok en overvejende negativ effekt på helbredet. Et foredrag på det nærliggende bibliotek omkring brok på arbejdspladsen, fik mig til at reflektere over de negative konsekvenser af brok. For når vi brokker os, er det i virkeligheden utilfredshed koblet sammen med afmagt. Det vil sige den afmagt og utilfredshed, som sygeplejerskerne føler i kampen om bedre arbejdsforhold. Hvis udtalt frustration bliver en del af grundtonen i livet, så er vores tilværelse pludselig defineret af afmagt og negativitet. Det kan gå hen og blive et livssyn, som er utrolig usundt for helbredet i længden. Brok dræber nemlig arbejdsglæden, -kvaliteten og -effektiviteten, som i sidste ende fører til flere sygedage. Hvis vi skruer ned for brokkeriet på landets sygehusafdelinger, vil det så være muligt at få vores arbejdsglæde tilbage og på den måde selv bidrage til at mindske en stresset hverdag?

Under sikkerhedsintroduktionen i en flyvemaskine instrueres passagerer i vigtigheden af at sikre sig selv før man kan hjælpe andre. Ligeledes kan der argumenteres for vigtigheden i at sygeplejersken tager sig godt af sig selv førend hun kan udøve god sygepleje til patienten. 

På sygeplejerskeuddannelsen er sygeplejeteoretiker Virginia Henderson og de 14 behovsområder noget af det første som præsenteres. Behovsdækning er essentielt i den basale sygepleje og det er sygeplejerskens vigtigste rolle at opfylde eller bistå patienten til at opfylde disse behov. 

At spise og drikke – Som studerende har vi hjulpet mange patienter med dette behov. Problemet som nyuddannet er, at ofte er der ikke tid til selv at dække behovet. – Hvem sørger for rammerne til at vi kan nå at spise og drikke?

 

At udskille kroppens affaldsstoffer – Dagligt har vi hjulpet patienter med toiletbesøg, men dog ofte selv gået 8-12 timer uden mulighed for at gå på toilet pga. klokker der har ringet, akutte situationer og andre uforudsigelige opgaver – Hvem sørger for at vi får tid til at gå på toilet ?

 

At sove og hvile –Vi har hjulpet patienter i seng og til at finde ro så de har kunnet sove – ofte har vi haft svært som nyuddannet ved at sove, da den dårlige samvittighed over potentielle fejl og manglende sygepleje fylder i hovedet - Hvem sørger for at vi har tid nok til opgaverne på jobbet så vi ikke ligger vågen om natten?

 

At lære, at opdage, at udvikle sig – Som studerende var det begrænset tid til at kunne reflektere, da de vejledende sygeplejersker havde travlt. Som nyuddannet er tiden endnu mere knap, da det forventes at vi kan agere som sygeplejersker efter en kort intro – Hvem sørger for at vi lærer at være sygeplejersker og udvikler os i faget?