“Øs, øs,” råbte nogen bag ham. Men det nyttede ikke. 

Vandet buldrede ind, og da det nåede rælingen på den gamle, slidte båd, kæntrede de. 

Hvad sker der med pladerne, hvis jeg drukner? 

Båden gynger bedragerisk foran ham. Fyldt op med vand til rælingen. 

Den skulle have reddet dem fra døden i Danmark, og nu bliver den måske deres død.

Lysene fra strandvejen gløder som lamper fra en en kahyt, og de råber hjælpeløst efter opspundne både, der kan løfte dem ud af mørket. 

Vandet gurgler i munden på Benjamin, mens han hyler. Han bliver ved, til stemmen forsvinder. 

 

Han nævner navnene på sine børn én efter én. Fem i alt. Stod det til ham selv, var der 11. Konen er dog ikke med på den idé, og han ved også selv, at det aldrig har været eller bliver muligt. 

 

For sygdommen gør ikke kun ondt på Pavia, den har ramt hele familien. Den familie som betyder alt for ham, men siden iltflaskerne flyttede ind i lejligheden har forholdet til børnene og konen ændret sig. 

 

De står i entréen. To gange fem liter ren ilt. De står i soveværelset. To gange ti liter. Overalt har han sine iltflasker inden for rækkevidde for uden dem, kan han intet. Med dem tør han trods alt at leve bare lidt. 

 

”Det er dem, jeg har i min rygsæk. Dem har jeg altid med mig.” 

 

Pavia Andersen viser to iltflasker frem. De rummer kun to liter hver, men med dem kan han bevæge sig frit. Sammen med et rør og en maske har han dem altid med i sin sorte rygsæk. Den er afgørende, hvis anfaldene er på vej. Jo længere tid der går, før de første indåndinger, desto større bliver smerterne. 

 

’’Min familie ved godt, at når anfaldet sætter ind, så skal de lade far være i fred.’’ 

Lyset fra stjernerne på den sorte oktober-himmel rammer det kolde hav, bevæger sig flygtigt på bølgetoppene for at forsvinde ned i dybet. 

 

Benjamin fornemmer pludselig gennem presenningen en tung skikkelse stå ved siden af ham. Han genvinder gradvist stadigt mere kontrol over sine sanser og mærker gennem sit våde tøj, at han ligger på et plant underlag. Han ligger på en vuggende båd i det sorte hav. Det samme hav som Benjamin for få øjeblikke siden var omklamret af. Eller måske er det halve eller hele timer siden. Tidsfornemmelsen er ikke kommet tilbage endnu. 

 -Er det ikke en båd, der ligger der…? bliver der spurgt.

Der var uro i båden. Benjamin og hans medpassagerer kaglede løs - til trods for faren for at blive opdaget.

Natten var faldet på, og Benjamin kiggede tilbage på det mørke land; det mørke Danmark ude i horisonten. 

”Jette, åh Jette dog, hvad skal vi gøre?” 

 

Skrigene lyder. Både om hjælp og af frygt. 

 

Det kolde oktobervand omslutter Benjamin. Oven vande flyder nu robåden, og de, der kan, holder fast i rælingen. For at holde både sig selv og båden fra at drukne.

 

Skvulpende ind over Benjamin kommer kramperne i benene.

Mørke. 

“Der er fysisk plads til bæveren i Danmark, men spørgsmålet er, om der er mentalt plads til den her i landet,” sagde Lars Brøndum med klar hentydning til de årelange konflikter, der har hersket mellem lodsejere og den store gnaver i Vestjylland siden bæverens ankomst.

”Øs!”

Vandet piblede ind i den lille plimsoller, mens sirenerne tudede i baggrunden.