1.   Teksten er meget patos-betonet og sanselig. Herman Bang beskriver indgående, hvad han ser, hører, lugter og føler. Teksten hviler meget på forfatterens egen opfattelse af døden.
 
 

2.   Dialog fylder rigtig meget i teksten, og de to deltagere i den dialog repræsenterer hver deres tilgang til døden. Hvor Herman Bang har en stor ærefrygt og bliver påvirket, tager føreren mere let på døden og siger blandt andet, at lighuset ligger inde med begyndelsen og slutningen af livet (døde børn og døde ældre). På den måde får modtageren begge sider af sagen:
,,De sendes os fra fødselsstiftelsen. Her har vi begyndelsen og slutningen af livet." 

 

3.   Sproget i teksten er meget beskrivende og scenisk, hvilket bidrager positivt til billedskabelsen. Med den grundige beskrivelse er vi ikke i tvivl om, hvordan der ser ud i lighuset, og hvilken stemning der hersker derinde. Eksempel: 
 ”Et stort, mørkt bord, et par gamle spande, et par almindelige vægte og nogle kar - vidste man ikke bedre, skulle man tro, det var et gammelt slagteri.” 

Han laver en personificering af døden og sygdommen - frygten kan ændre rum. Det gier teksten et nedslag og sænker rytmen. Eksempel:Døden eksisterer ikke på hospitalerne: den kunne skræmme den syge. Han ved jo, den er der, hans frygt lader den true i hver krog, gemmes bag hvert forhæng. Som under en koleraepidemi kan frygten langs disse rum stivne og blive til panik. Derfor udvisker man døden og tilintetgørelsen, der altid er tavs, er her endnu tavsere, end den plejer. Thi selv det slør af hvisken, man ellers lægger om den, er her borte.

Hans brug af analogier. Tilflugtsted for livet, og dødenn må fryse. Et formuleringensgreb, der i høj grad benytter sig af billedsprog. Eksempel: som forstuen til et værksted ser det ud, gulvet går noget op og ned. Fugten sætter pletter på væggene. Et kummerligt tilflugtssted for livet, hvor døden må fryse.

musik, man var noget nær som stivnet derovre i lighuset.”og ”Men her er jo værksted,'' sagde jeg og så på væggene, der var grå, og hvor murstenene grinede snavset

 

2. Bang er også en mester til at male både konkrete og abstrakte billeder. Det gør han i denne tekst i forbindelse med døden. Han gør døden konkret ved at beskrive ligene, deres udseende og lugt. Når han taler mere abstrakt om døden, beskriver han stemningen i lighuset og de omkringliggende omgivelser, og hvilke følelser det vækker. 

 

3. Han har valgt at gøre sig selv tydelig som fortæller. Ved at bruge den fortælleteknik giver han teksten mere ethos. Hans sympatiske observationer og tanker gør, at han er en troværdig fortæller. Derudover bidrager han også med sine egne erfaringer og oplevelser med død på andre tidspunkter i sit liv. Det giver teksten kant, når det ikke udelukkende er kolde observationer, vi får givet. Han giver teksten liv, selvom det er døden han skal beskrive. 

 

 

Eksempel:

Herman Bang gør brug af sammenligninger i teksten. "… tre bakker, sorte med en hulning i midten: tre rækker lige over hinanden ligesom i bagerierne eller i herregårdsmejerier"
 Det skaber billeder i læserens hoved, så læseren får en idé om, hvordan lighuset ser ud - fordi læseren ved, hvordan bagerierne ser ud. 

Fokuserer ved at bryde sætningen i kortere dele.

Bakke ved bakke. Nummer på lagenerne. Under de hvide klæder ligger legemer krummede, det ligs knæ har ikke kunnet rettes, og benene er helt kroget sammen; det andet ligger om på siden: gigtsvaghed og alderdomskrogheder kunne end ikke rettes i døden.

Dette er medvirkende til at skabe en bestemt rytmik i teksten. Først er beskrivelsen meget kort og præcist, derefter bredes den ud. 

Giver teksten en personlig stemme ved at skrive sig selv ind i historien.

Det hjælper læseren til at føle, at man selv befinder sig i lighuset.

Hans brug af varierede sætningslængde giver sætningerne betydning. Han stopper brat op, med korte sætninger, når han skal understrege noget. Og han trækker sætningen ud, så de bliver lange, når han skal beskrive i detaljer: 

 

”Man har hørt ham jamre dag og nat, og hans jamren har forjaget søvnen, man har hørt hans stønnen, når man blundede, hans kasten sig har vækket én af feberdøsen. Så bliver der stille.” 

 

 

Han bruger sammenligninger til at beskrive de scener og iagtagelser han gør sig. Han bruger en sammenligning som sin egen refleksion over, hvad han ser: 

 

”Som om man var ængstelig for at vække den sovende, som ikke kan vågne.” 

 

”Og midt på gulvet kisten, uden kranse, næsten uden sirater: disse flade, sorte kister, der er bare og nøgne som fattigdommen.” 

 

Han gør brug af gentagelser til at beskrive. Det skaber på en måde fremdrift 

 

”Hvor fjernt fra de dødssenge, vi bereder vore døde. Vi lægger dem til hvile i deres egen stue, vi lægger dem til ro, som om de sov. Vi freder om dem de sidste timer, og liget, bliver ved at være den, vi engang elskede” 

 

Bangs observationer viser budskabet gennem konkrete billeder på døden. "Vi gik ned ad gange, ned ad trapper, over gårde, gennem smøger. Lighuset lå virkelig afsides." Observationen giver et billede på, at døden gemmes væk. Afsides. Det bliver et billede på, at døden ikke er noget, folk vil konfronteres med.

3. Formuleringsgreb:

Teksten får liv gennem billeder: "På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret" skaber Bang et billede. Læseren kan se lighuset for sig. Men billedet viser også, at døden bliver pakket væk.
 

 

 

Der er gjort brug af mange beskrivende detaljer, adjektiver og substantiver, der giver læseren indre billeder.
Den kiste, som står her, er åben, og med den sky nysgerrighed, hvormed vi altid måler en døds former under lagenet, stirrer jeg hen: folden fra foden ned, knæet, linien over brystet, sveddugen, der topper sig om næsen. Ud af de udtungede ærmer stikker et par hænder, så magre og blå-gule, med huden i sorte rynker om nogle krogede fingre

 

Personificering af døden.
Døden eksisterer ikke på hospitalerne: den kunne skræmme den syge. Han ved jo, den er der, hans frygt lader den true i hver krog, gemmes bag hvert forhæng.

o   God variation af sætningslængde. Sætningerne bliver kortere og kortere jo tættere vi kommer på klimaks. Her bruger han de korte sætninger som fremdrift i historien. Det er meget dynamisk. Skaber spænding med opbremsning. 

§  Men på én gang bliver der tavst. Det er, som om noget gled frem foran portørernes skridt og standsede latteren i korridoren. Disse taktfaste, tunge skridt, som kun lyder således under en byrde. Nu kommer de forbi døren. Den syge i sengen rejser sig, løfter hovedet, strækker det frem. På båren ligger der noget tungt i et lagen. 

o   Der er gjort brug af meget dialog, hvilket skaber et rum for jeg’et, der kan spørge føreren. 

o   Formuleringsgreb: Der er meget detaljerede beskrivelser

§  folden fra foden ned, knæet, linien over brystet, sveddugen, der topper sig om næsen. Ud af de udtungede ærmer stikker et par hænder, så magre og blå-gule, med huden i sorte rynker om nogle krogede fingre. Hvor dette legeme må være forfærdende magert. Føreren løfter sveddugen. 

o   Der balanceres mellem logos og patos, fordi døden er et følsomt emne. I fortællingen er der dog et mere distanceret forhold og en professionel afstand til døden (især for portøren). Derfor er begge dele repræsenteret. 

 

Sammenligninger – Herman Bang benytter sig af mange sammenligninger, hvor han skriver ”som…”: ” Han ved jo, den er der, hans frygt lader den true i hver krog, gemmes bag hvert forhæng. Som under en koleraepidemi kan frygten langs disse rum stivne og blive til panik.”

 

 

Patos – han benytter sig af patos ved at appellere til følelserne, når han beskriver, hvordan det her sted er. Man får empati med de skæbner, som ender her særligt i denne scene: ”Alt i alt ligner kapellet en forladt storstue i en bondegård. De storstuer lukkes kun sjældent op, og før brylluppet tager man gravkorset ned, før begravelsen navnetrækkene af myrter. Og så er luften tung og fugtig og forgemt som her. Det er ikke længe siden, denne stue blev indrettet. Før måtte man kaste jord på inde i lighuset, hvor kiste stod ved kiste, der, hvor de nu ,,klæder" ligene, det vil sige dem, som bliver klædte: thi der er jo venneløse og frændeløse herinde, de har ingen slægt, menneskene har glemt dem. Så bliver de lagt ned i hospitalets lagener, og man kaster jord på dem derinde, hvor de andre ,,klædes". Et Fadervor, et farvel fra et liv, der måske var en kummerlig dag med en aften i ensomhed.”

-          ”Man kalder døden med så mange navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten; den onde og tunge; mild og den svære og tavse; vanskelig og den sejrrige og stærke. Og alt kan det være sandt. Men dog maler intet tillægsord døden, når den er nøgen som her: fredelig er ikke nok, stille giver intet, rolig alt for lidt.”

o   Her bruges opremsning til at beskrive, hvor fattige ord er, når man skal beskrive døden, der i sin udfoldelse ellers er simpel.

 

Opremsningen giver i det ovenstående tilfælde en effekt, der næppe kunne opnås på anden vis.

 

-          ” Vi gik ned ad gange, ned ad trapper, over gårde, gennem smøger.”

-          ,,Her er vist mange i dag," sagde min ledsager

o   Fokusgreb forekommer i form af udviklingen, hvor han bliver komplimenteret for sin fremsættelse af hospitalet, men som teksten skrider frem, bliver det afsløret for læser, at døden, som er en stor og naturlig del – ikke er inddraget.

o   Der bruges også konkrete handlinger, der forankrer budskabet i teksten. Den første sætning beskriver, hvor langt væk fra ”livet,” de døde befinder sig. Både fysisk og åndeligt.

 

-          ”Der var tre rækker bakker, sorte med en hulning i midten: tre rækker lige over hinanden ligesom i bagerierne eller i herregårdsmejerier. På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret. 

o   Her bruges et formuleringsgreb til at give et billede af, hvordan ligene ligger, og hvor meningsløsheden kan mærkes.

 

-          ”Få kan fortælle det, og af alle disse livsløb, alle storme, alle brydninger, alle kampe, alle nydelser er der kun et legeme tilbage, hvis kolde nøgenhed man har bedækket med et groft lagen.”

Der bliver spillet på følelserne, når han beskriver alle livets kampe og nydelser, der blot ligger livløst under et lagn. 

fx "Men længere hen på dagen, når han, mens fingrene leger med sengetæppet, som noget han fremfører af kedsomhed i sygeværelsets ørken-tomhed på interesse…"

 

Der er gjort brug af personificering af døden - 

Fx "Døden eksisterer ikke på hospitalerne: den kunne skræmme den syge". 

 

Der gøres brug af fokusgreb - observationer og detaljer der forankre et budskab i virkeligheden - 

Fx at døden bliver beskrevet i mange forskellige detaljer 

"Et kummerligt tilflugtssted for livet, hvor døden må fryse" 

"På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret" 

"De tre spader falder, der er den sidste dødsdom" 

,,Men så De nu også alt?" spurgte embedsmanden. ,,Det tror jeg. Jeg så, hvad man viste mig." ,,Og viste man Dem også - lighuset?" ,,Nej, lighuset så jeg ikke."

 

-       Formuleringsgreb: Rytme. Vi går med Herman Bang hen til lighuset. Fokusgreb: forankrer budskabet i en konkret virkelighed. Lighuset er ikke det sted, man opsøger frivilligt. 

”Vi gik ned ad gange, ned ad trapper, over gårde, gennem smøger. Lighuset lå virkelig afsides: de døde får ikke lov til at forstyrre de levende. 

 

-       Abstraktionsstigen: Den store fortælling om, at vi alle skal dø. Nogle kommer til at dø på en måde, og andre på andre måder.

”Man kalder døden med så mange navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten; den onde og tunge; mild og den svære og tavse; vanskelig og den sejrrige og stærke. Og alt kan det være sandt. Men dog maler intet tillægsord døden, når den er nøgen som her: fredelig er ikke nok, stille giver intet, rolig alt for lidt. Død er døden - og man giver den kun ved sit eget navn.” 

 

-       Formuleringsgreb: sammenligning. Der er et behov for at have et system, selvom det handler om døde mennesker.   

”På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret.”