i Johan J. Winckelmann, ”Reflections on the Imitation of Greek Works in Painting and Sculpture” (1755), in: The Art of Art History, Oxford University Press (2009), p. 27
ii Ibid, p 27
iii Ibid, p.28

iv Se fx hans beskrivelse af indianeren, som han sammenligner med Akilleus, nederst p. 28 v Ibid, p.28
vi Ibid, p 30
vii Ibid, p 30

viii Ibid, p 30
ix Alex Potts nævner i ’Inventing a History of Art’ in Flesh and Ideal: Winckelmann and the Origin of Art History (1994),

at på Winckelmanns tid var der ganske få værker tilgængelige, som man med sikkerhed vidste var fra den græske antik. Værkerne kendtes især fra ældre beskrivelser romerske kopier, p 37 Et værk kunne dog med sikkerhed identificeres ud fra Plinius beskrivelse og det var netop Laokoon-gruppen, p 38
x Winckelmann, p. 30

xi Ibid, p. 32 xii Ibid, p 32 xiii Ibid, p. 34 xiv Ibid, p. 34

I Johann Joachim Winckelmanns værk “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755 argumenterer han for, at god smag har sine rødder i Grækenland. Grækerne besad ’genius’. De kreerede skulpturer og malerier af højeste kvalitet, så: "[...] the Greeks are the greatest teachers."ii Ifølge Winkelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner derfor at imitere hovedværkerne fra den græske antik. Grækerne besad dermed “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette. Ergo er idealet at imitere dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om et skønhedsideal, som skabes i sindet og bevidstheden.

Winckelmann har en homoerotisk iv fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”; den unge, atletiske mandekrop, som blev idealiseret i sin samtid og i Winckelmanns tid. v

Endvidere er Winckelmanns hovedpointe at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed og stille storhed”.vi, hvilket fremtræder i kroppens udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og smerte kommer sjælens sammensatte karakter til udtryk.vii Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true character of the soul".viii ix

Desuden kritiserer Winckelmann sin samtids kunstnere i deres overdrivelse af positur og passion x, hvorved de ikke mestrer at imitere den græske fuldkommenhed. Ifølge Winckelmann er Raphael netop et eksempel på én som mestre imitationen af “den græske, sande skønhed”.xii

Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes til, ikke er så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.xiii Winckelmann indrømmer, at nutidens kunstnere er stærkere på perspektiv, farve (pigmenter og oliemaling), landskabsmaleri og afbildning af dyr, fx heste.xiv

NOTER

i Johan J. Winckelmann, ”Reflections on the Imitation of Greek Works in Painting and Sculpture” (1755), in: The Art of Art History, Oxford University Press (2009), p. 27

ii Ibid, p 27

iii Ibid, p.28

iv Se fx hans beskrivelse af indianeren, som han sammenligner med Akilleus, nederst p. 28 v Ibid, p.28

vi Ibid, p 30

vii Ibid, p 30

viii Ibid, p 30

ix Alex Potts nævner i ’Inventing a History of Art’ in Flesh and Ideal: Winckelmann and the Origin of Art History (1994),

at på Winckelmanns tid var der ganske få værker tilgængelige, som man med sikkerhed vidste var fra den græske antik. Værkerne kendtes især fra ældre beskrivelser romerske kopier, p 37 Et værk kunne dog med sikkerhed identificeres ud fra Plinius beskrivelse og det var netop Laokoon-gruppen, p 38

x Winckelmann, p. 30

xi Ibid, p. 32 xii Ibid, p 32 xiii Ibid, p. 34 xiv Ibid, p. 34

”The only way for us to become great [...] is to imitate the ancients”

I Johann Joachim Winckelmanns værk “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755 argumenterer han for, at god smag har sine rødder i Grækenland. Grækerne besad ’genius’. De kreerede skulpturer og malerier af højeste kvalitet, så: "[...] the Greeks are the greatest teachers."ii Ifølge Winkelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner derfor at imitere hovedværkerne fra den græske antik.
Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre. Grækerne besad “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilleder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.
Winckelmann har en (homoerotisk)iv fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”, som er den unge mandekrop. Den blev formet af hård fysisk træning op til konkurrencer samt stræben mod at ligne den gudesmukke Diagoras.v
Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed og stille storhed”.vi Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter.vii Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true character of the soul".viii ix
Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.x De mestrer ikke den græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at kunne.xi Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.xii
Få kendte og tilfredsstillende antikke malerier
Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes, er ikke så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.xiii Winckelmann indrømmer, at nutidens kunstnere er stærkere på perspektiv, farve (pigmenter og oliemaling), landskabsmaleri og afbildning af dyr, fx heste.xiv

NOTER

i Johan J. Winckelmann, ”Reflections on the Imitation of Greek Works in Painting and Sculpture” (1755), in: The Art of Art History, Oxford University Press (2009), p. 27
ii Ibid, p 27
iii Ibid, p.28

iv Se fx hans beskrivelse af indianeren, som han sammenligner med Akilleus, nederst p. 28 v Ibid, p.28
vi Ibid, p 30
vii Ibid, p 30

viii Ibid, p 30
ix Alex Potts nævner i ’Inventing a History of Art’ in Flesh and Ideal: Winckelmann and the Origin of Art History (1994),

at på Winckelmanns tid var der ganske få værker tilgængelige, som man med sikkerhed vidste var fra den græske antik. Værkerne kendtes især fra ældre beskrivelser romerske kopier, p 37 Et værk kunne dog med sikkerhed identificeres ud fra Plinius beskrivelse og det var netop Laokoon-gruppen, p 38
x Winckelmann, p. 30

xi Ibid, p. 32 xii Ibid, p 32 xiii Ibid, p. 34 xiv Ibid, p. 34

Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre. Grækerne besad “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilleder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.

Winckelmann har en (homoerotisk)iv fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”, som er den unge mandekrop. Den blev formet af hård fysisk træning op til konkurrencer samt stræben mod at

v
Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed

ligne den gudesmukke Diagoras.

vi
smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter.

Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og

og stille storhed”.
eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true

vii

Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et

x
græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at

Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.

De mestrer ikke den

kunne.

xi xii Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.

Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes, er ikke så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft

xiii

viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.

Winckelmann indrømmer, at nutidens

kunstnere er stærkere på perspektiv, farve (pigmenter og oliemaling), landskabsmaleri og afbildning af dyr,

xiv

fx heste.

I Johann Joachim Winckelmanns værk “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755 argumenterer han for, at god smag har sine rødder i Grækenland. Grækerne besad ’genius’. De kreerede skulpturer og malerier af højeste kvalitet, så: "[...] the Greeks are the greatest teachers."ii Ifølge Winckelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner derfor at imitere hovedværkerne fra den græske antik. Med imitation mener Winckelmann at vi skal forsøge at nærme os det antikke så meget som muligt, men samtidig hævder han, at antikkens kunst er umulig at imitere. Han mener, at man hvis man har forstået den antikke kunst, vil man beundre det.

Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre. Grækerne besad “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilleder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.

Winckelmann har en (homoerotisk)iv fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”, som er den unge mandekrop. Den blev formet af hård fysisk træning op til konkurrencer samt stræben mod at Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed

ligne den gudesmukke Diagoras. smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter.

character of the soul". Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og

og stille storhed”.
eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true." Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at

Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.

De mestrer ikke den

kunne. Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.

I Johann Joachim Winckelmanns værk “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755 argumenterer han for, at god smag har sine rødder i Grækenland. Her udlægges en kort beskrivelse af teksten hovedpointer og Winckelmanns mål.

Grækerne besad ’genius’. De kreerede skulpturer og malerier af højeste kvalitet, så: "[...] the Greeks are the greatest teachers."ii Ifølge Winkelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner derfor at imitere hovedværkerne fra den græske antik.

Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre. Grækerne besad “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilleder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.

Winckelmann formår dog også at betragte de græske kunstnere med et kritisk blik ved indragelse af begrebet "parenthyrsos". En græsk term brugt om fejlbarlighed hos de græske kunstnere, hvor man i stedet for at vise visdom, viser passion og voldelighed.

Winckelmann har en (homoerotisk)iv fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”, som er den unge atletisk trænede mandekrop. 

Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed og stille storhed”.vi Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter.vii Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true character of the soul".viii ix

Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.x De mestrer ikke den græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at kunne.xi Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.xii

Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes, er ikke så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.xiii Winckelmann afslutter med en kreditering af kunstnere efter grækerne, som har tillært sig større mestring af perspektiv, farver og variation end deres forgængere. 

Redegørelse for imitationsbegrebet i Winckelmanns “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755.

Ifølge Winckelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner  at imitere hovedværkerne fra den græske antik.
Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre.
 "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."
Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.
Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ædel enkelhed og stille storhed formgivet som den unge veltrænede mandekrop. Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter. Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et eksempel på dette.
"The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true character of the soul".
Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.
Winckelmann indrømmer at nutidens kunstnere er stærkere på perspektiv, farve (pigmenter og oliemaling), landskabsmaleri og afbildning af dyr, fx heste, men de mestrer dog ikke den græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at kunne. Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.
Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes, er ikke så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.
Winckelmanns hovedargument hviler således på en  overbevisning om at antikkens kunstnere, skulptører såvel som malere, evnede at imitere menneskekroppen til perfektion. Som Winckelmann selv ville formulere det:

”The only way for us to become great [...] is to imitate the ancients” 

I Johann Joachim Winckelmanns værk “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755 argumenterer han for, at god smag har sine rødder i Grækenland. Grækerne besad ’genius’. De kreerede skulpturer og malerier af højeste kvalitet, så: "[...] the Greeks are the greatest teachers."ii Ifølge Winkelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner derfor at imitere hovedværkerne fra den græske antik.

Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre. Grækerne besad “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilleder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.

Winckelmann har en (homoerotisk)iv fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”, som er den unge mandekrop. Den blev formet af hård fysisk træning op til konkurrencer samt stræben mod at ligne den gudesmukke Diagoras.v

Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed og stille storhed”.vi Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter.vii Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true character of the soul".viii ix

Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.x De mestrer ikke den græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at kunne.xi Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.xii

Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes, er ikke så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.xiii Winckelmann indrømmer, at nutidens kunstnere er stærkere på perspektiv, farve (pigmenter og oliemaling), landskabsmaleri og afbildning af dyr, fx heste.xiv

1

Winckelmann Gruppe 3

NOTER

i Johan J. Winckelmann, ”Reflections on the Imitation of Greek Works in Painting and Sculpture” (1755), in: The Art of Art History, Oxford University Press (2009), p. 27
ii Ibid, p 27
iii Ibid, p.28

iv Se fx hans beskrivelse af indianeren, som han sammenligner med Akilleus, nederst p. 28 v Ibid, p.28
vi Ibid, p 30
vii Ibid, p 30

viii Ibid, p 30
ix Alex Potts nævner i ’Inventing a History of Art’ in Flesh and Ideal: Winckelmann and the Origin of Art History (1994),

at på Winckelmanns tid var der ganske få værker tilgængelige, som man med sikkerhed vidste var fra den græske antik. Værkerne kendtes især fra ældre beskrivelser romerske kopier, p 37 Et værk kunne dog med sikkerhed identificeres ud fra Plinius beskrivelse og det var netop Laokoon-gruppen, p 38
x Winckelmann, p. 30

xi Ibid, p. 32 xii Ibid, p 32 xiii Ibid, p. 34 xiv Ibid, p. 34

I Johann Joachim Winckelmanns værk “Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke” fra 1755 argumenterer han for, at god smag har sine rødder i Grækenland. Grækerne besad ’genius’. De kreerede skulpturer og malerier af højeste kvalitet, så: "[...] the Greeks are the greatest teachers."ii Ifølge Winkelmann er vejen til at blive en stor og unik kunstner derfor at imitere hovedværkerne fra den græske antik.

Den græske kunst er for ham den ypperste af al kunst samt den bedste at mestre. Grækerne besad “vision”: De ikke blot ser men forstår. De græske kunstværker afbilleder ikke bare naturen i sin skønneste form, men noget der går langt ud over dette: "In the masterpieces of Greek art, connoisseurs and imitators find not only nature at its most beautiful but also something beyond nature, namely certain ideal forms of its beauty, which [...] come from images created by the mind alone."iii Der er altså tale om ideelle former for skønhed, som er skabt i sindet/bevidstheden.

Winckelmann har en fascination og begejstring i forhold til “the beautiful Greek body”, som er den unge mandekrop. Den blev formet af hård fysisk træning op til konkurrencer samt stræben mod at ligne den gudesmukke Diagoras.v

Winckelmanns hovedpointe er, at det, der karakteriserer de sublime græske skulpturer, er ”ædel enkelhed og stille storhed”.vi Det kommer frem i udtryk og positur. Ved at skabe en balance mellem skønhed og smerte udtrykkes sjælens sammensatte karakter.vii Winckelmann fremhæver Laokoon-gruppen som et eksempel på dette. "The more tranquil the state of the body the more capable it is portraying the true character of the soul".viii ix

Winckelmann kritiserer sin samtids kunstnere som overdriver positur og passion.x De mestrer ikke den græske fuldkommenhed og evnen til at imitere denne, hvilket han ser som det ypperste for en kunstner at kunne.xi Her peger han på Raphael som en mester i at imitere “den sande skønhed” af det græske.xii

Med hensyn til græsk maleri nævner han, at meget få værker har overlevet fra antikken, og de der kendes, er ikke så imponerende. Men han formoder, at de gode malere ligesom de gode skulptører må have haft viden om smukke proportioner, kroppenes omrids og udtryk.xiii Winckelmann indrømmer, at nutidens kunstnere er stærkere på perspektiv, farve (pigmenter og oliemaling), landskabsmaleri og afbildning af dyr, fx heste.xiv

1