I konservatismen ligger en frygt for, at ved store samfundsomvæltninger smider man de traditioner og fælles værdier væk, som er med til at holde sammen på samfundet.

'Man ved, hvad man har, man ved ikke, hvad man får', kunne være konservatismens slogan. Man har en vis skepsis over for forandringer. Hvis der absolut skal ændres noget, er det bedst at gå langsomt frem og kun lave mindre forbedringer hen ad vejen - og samtidig holde fast i de positive elementer, som man gennem generationer har opbygget.

Man taler i den forbindelse om en såkaldt evolutionær samfundsudvikling - dvs. en gradvis udvikling med små kridt ad gangen. I modsætning til dette berørte vi tidligere socialisternes idé om en revolutionær samfundsomvæltning.

I konservatismen lægges der vægt på traditioner og værdier som kongehuset, kirken, familien, forsvaret og kulturen. Det er jo netop disse områder, som er med til at bevare den nuværende samfundsorden og som bør være bærende for den samfundsmæssige udvikling. For mange konservative er det således vigtigt at styrke det nationale fællesskab. Derfor er historien også meget vigtig for den konservative person.

Konservative deler liberalismens tanker om markedsøkonomi. De går således ind for fri konkurrence og privat ejendomsret. Også på mange andre samfundsområder er der ikke den store forskel på de to ideologier.

Visse væsentlige forskelle er der dog. Konservative afviser nemlig ikke - som de liberale - at staten skal spille en vis rolle i samfundslivet. Først og fremmest skal staten tage hånd om de svageste i samfundet. Konservatismen lægger op til, at samfundet har et ansvar for, at ingen borgere lider nød. Dermed udtrykkes en omsorg for samfundets svageste. Her har konservatismen en del til fælles med socialliberalismen. Og det er måske især på dette punkt, at forskellen mellem konservatisme og liberalisme er størst. I liberalismen er fattigdom den enkeltes eget problem.

Konservative er heller ikke imod, at staten går ind og laver diverse regler for befolkningen og erhvervslivet, hvis det er i samfundets interesse. Her mener de liberale, at den personlige frihed kommer i første række. Så på denne måde har konservatismen mere blik for fællesskabet og ser staten som en vigtig spiller i samfundslivet.

Blandt konservative ser man flere retninger. Lægger man som konservativ vægt på samfundets ansvar over for de svageste i samfundet, kaldes man for socialkonservativ.

Har man mere fokus på de nationale værdier som den fælles kultur, forsvaret og kongehuset, vil man blive betegnet nationalkonservativ.

Den konservative ideologi findes herhjemme hos partiet Det Konservative Folkeparti. Men den præger i høj grad også partier som Venstre og Dansk Folkeparti.

Edmund Burke
Edmund Burke (1729-1797) bliver kaldt konservatismens far. Han blev født i Irland, hvorfra han på afstand betragtede følgerne af den franske revolution i 1789.

De revolutionære henrettede kongen og store dele af det franske aristokrati. De lod derfor hånt om det samfund, som var overbragt af tidligere generationer. Centrale grundpiller som religion, kirke, ejendomsret og familien var i fare for at styrte i grus.

Burke mente, at de revolutionære kræfter i Frankrig smadrede samfundet totalt. Resultatet var et stort kaos, som ikke var til gavn for nogen i samfundet.

Burke mente, at man i stedet skal forandre den eksisterende samfundsorden meget langsomt. Kun derved undgås kaos og lidelser. Man skal så sikre det enkelte individ en vis personlig frihed indenfor det eksisterende samfund.

Ifølge liberalismen omfatter den personlige frihed også, at alle mennesker skal have mulighed for at stræbe efter et godt liv, og at det enkelte menneske har ret til selv at bestemme, hvad det bedste liv for dem.

Liberalisterne mener, at vi grundlæggende er egoister. Men det er der ikke noget galt i, siger de. For hvis vi får lov til at forfølge vores egeninteresse på det økonomiske område, så skaber vi værdier til gavn for hele samfundet.

Staten skal derfor sikre individets frihedsrettigheder og den private ejendomsret til produktionsmidler, som jord og maskiner. Hvis den private ejendomsret ikke var der, ville den enkeltes arbejde for sin egen sag være nytteløs.

Liberalisterne ser staten som en potentiel trussel mod den enkeltes frihed. Derfor skal det offentliges magt begrænses mest muligt.

I dag anerkender de fleste liberalister, at staten skal sørge for et minimum af økonomisk sikkerhed. Den liberalisme, som vi kender i dag, bliver derfor kaldt socialliberalisme.

Socialliberalismen står i modsætning til den klassiske liberalisme, hvor markedskræfterne har fuldstændigt frit spil. Her ses sociallove som noget, Fanden har skabt.

Adam Smith
Den skotske moralfilosof og økonom Adam Smith, der blev født under den industrielle revolution i 1723 i den lille skotske handelsby Kirkcaldy og døde 67 år senere, ugift, barnløs og ifølge nogle kilder skuffet over sin livsindsats.

Smith, der var faderløs og levede store dele af livet med sin mor, er blevet beskrevet som svagelig, distræt, nervøs og med hypokondriske tendenser, men er ikke desto mindre gået over i historien som ’økonomiens fader’ eller, mere præcist, den økonomiske liberalismes fader og opfinder af begrebet ’den usynlige hånd’, forestillingen om at markedet selv flytter pengene rundt til det fælles bedste.

Smith tilskrives introduktionen i økonomisk teori af begreber som udbud og efterspørgsel, konkurrence, egeninteresse og frie markeder.

Ordet opstod i begyndelsen af 1800-tallet som modsætning til individualisme, men blev fra 1830'erne i stigende grad brugt om forskellige skoler inden for økonomi og politik og blandt arbejdere, som tilstræbte en nyordning af samfundet, hvor der i modsætning til kapitalismens samfund ikke var privat ejendomsret til fabrikker og produktionsanlæg, idet samfundets samlede produktion og distribution blev varetaget under kollektive, rationelle og planlagte former.

Senere i århundredet blev socialisme også brugt om statsovertagelse af dele af produktion eller distribution. Socialisme brugtes i øvrigt ofte synonymt med kommunisme frem til 1870'erne.
 
Vejen til socialisme
I marxisme bliver de to begreber adskilt, således at de betegner to forskellige historiske stadier eller produktionsmåder. Karl Marx mente, at modsætningen mellem lønarbejde og kapital ville udvikle en arbejderbevægelse, som ville sætte kampen for et socialistisk samfund på dagsordenen. Når arbejderne havde vundet den politiske magt, ville de afskaffe den private ejendomsret og indføre proletariatets diktatur, som var den til socialisme hørende statsform.

Under socialismen ville alle arbejde efter evne og blive betalt herefter. Da ingen ejede produktionsmidler, ville alle således arbejde. Efterhånden ville rigdommen i samfundet udvikles i en hidtil uhørt grad, og modsætningerne dø ud. Hermed ville staten visne væk, og samfundet ville blive kommunistisk, hvor enhver arbejdede efter evne og blev betalt efter individuelle behov.

I arbejderbevægelsen, som voksede frem fra 1860'erne, opstod der uenighed om vejen til socialisme. En gruppe mente, at overgangen måtte forme sig som en revolution, andre, at det var muligt at nå socialismen gennem en lang række sociale reformer.

Atter andre, anarkisterne, mente, at arbejderne ikke skulle danne deres egen stat (proletariatets diktatur), men gå direkte mod kommunismen eller anarkiet, som de kaldte denne samfundsform, og nogle mente, at socialismen ikke kunne begrundes historisk, men kun moralfilosofisk. Især kantiansk inspirerede grundlagde således i 1890'erne en etisk socialisme.

I perioden op til 1. Verdenskrig blev modsætningerne mellem de revolutionære og de reformistiske (socialdemokratiske) strømninger voldsomme. De kæmpede bl.a. om midterfløjen, centristerne.

Lederen af de russiske bolsjevikker, Vladimir I. Lenin, udarbejdede en marxisme, som i særlig grad satte magtovertagelsen på programmet. Bolsjevikkerne kom til magten ved Den Russiske Revolution i 1917; hermed blev magtspørgsmålet og spørgsmålet om socialismens indhold for første gang omsat i praksis.

 

Socialismen i dag
Sammenbruddet i Østeuropa fra Berlinmurens fald i 1989 til Sovjetunionens kollaps i 1992 har påvirket forestillingerne om socialismen i flere retninger. Dels eksisterer samfund, som kalder sig socialistiske, nu kun i Cuba og i Asien, mens de er forsvundet fra Europa, dels er flere af dem (Nordkorea og Cuba) i alvorlig krise pga. manglende dynamik, og endelig er Kina og til dels Vietnam inde i en tilpasning til verdensmarkedet, som i længden næppe kan undgå at anfægte partidiktaturet.

Som politisk mål har socialisme ikke siden 1960'erne været en del af de vestlige socialdemokratiske partiers politik. Med de kommunistiske partiers sammenbrud er det kun mindre socialistiske partier, som var uafhængige af den kommunistiske bevægelse, fx Socialistisk Folkeparti (SF) i Danmark, eller nogle af de reformerede kommunistpartier, som i Italien, der stadig opererer med socialisme som politisk mål.

Eksempel på problemformulering:

Overordnet emne: FN´s verdensmål

Delemne: Mål 11. Bæredygtige byer og lokalsamfund

Problemformulering: Når der bygges nye boliger og byområder kan det være en udfordring at balancere forskellige elementer af bæredygtighed, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn.

Underliggende problemstillinger:

- Hvad vil det sige at bygge bæredygtigt? (Data)

- Hvilke forhindringer er der i forhold til at gøre det? (Forklaring)

- Er det rimeligt, hvis staten ikke vil støtte økonomisk op om at bygge bæredygtigt? (Vurdering)

- Hvordan kan vi i Danmark sørge for, at vores boliger er tilstrækkeligt billige, sunde og sikre, således at fremtidige generationer kan leve i bæredygtige byer og lokalsamfund? (Handling)