I slutningen af 1800-tallet blev Danmarks landbrug omlagt. Vi gik fra at producere korn, til animalsk produktion. Vi producerede smør, mælk og svinekød i langt større mængder, og solgte omkring 60% af den til England. 

 

Befolkningstallet før år 1800 var næsten konstant da der var lige mange som døde som der blev født. Grunden var at hver kvinde i gennemsnit fik 4-5 børn og at ægteskabsalderen var lavere end i dag. Den høje dødelighed skyldtes den høje børnedødelighed pga. dårlige forhold og sygdomme. 

Senere faldt både fødsels- og dødelighedskvotienten fordi at befolkningstallet blev 5 doblet på under 200 år, og mange flyttede derfor ind til byen. 

Skoleloven som blev lavet i 1814 gjorder at børn havde 7 års undervisningspligt det medførte at befolkningen blev dermed klogere. Højskole ophold blev populær og medførte samfundet oprettede foreninger for eksempel gymnastik. 

I landbrugssamfundet omkring år 1800, døde der mere en 20% af børn inden for 1. leveår og yderligere 10% af sygdomme. I samme periode blev der født ca. ligeså mange som der døde, hvilket betød at befolkningstallet var konstant. Senere falder dødskvotienten hvilket betød at befolkningstallet stiger markant. I sammenhæng med at befolkningen steg, var der mange husmænd og landarbejder familier der levede i fattigdom og derfor drog mange til byen for at arbejde, hvilket kendes som urbanisering. 
 I 1870´erne sluttede kornsalgs perioden og man omlagde landbruget til animalske produkter. Kort efter begyndte de lokale bønder at investere i et fællesskab i et andelsfællesskab. I forsamlingerne stemte man ikke efter høveder men efter hoveder. Andelsbevægelsen blev en kæmpe succes fordi de indordnede sig demokratiske principper og gav åbenlyst økonomisk gevinst.