I teksten udtrykker Søren Krarup et aspekt af tidehvervs holdninger der kan sammenfattes under begrebet ”stabilitas loci”. Dette princip holder på at man skal kende og blive på den plads som Gud har givet én i samfundet, og man skal være ydmyg. Tidehverv søger at finde tilbage til den ”oprindelige” lutherske lære og er dermed reaktionære. I artiklen udtrykker han netop denne søgen efter at opretholde den gældende orden og lov i Danmark, ved at understrege at man selvfølgelig skal handle efter sin samvittighed, men man ”holder sin kæft og tager sin straf, for loven skal gælde i landet”. Desuden udtrykker han ydmyghed som et ideal, da han understreger at ”man ikke stiller sig frem på torvet og i offentligheden og praler af sit fromme sindelag og sin store ”næstekærlighed”". Han sammenfatter desuden at menneskets samvittighed ikke er dikteret af en højere instans (Gud), og det er dette han kritiserer Ramsdal for at gøre.  

For: man skal ikke blande det åndlige og verdslige. Luthers lære handler ikke om gerninger - det er ikke det der afgør om du er en god kristen - det er troen alene. 

Mod: Den lutherske lære er ikke imod de næstekærlige handlinger, men imod de handlinger der ophøjer dig selv. Derfor er den ens pligt som kristen at hjælpe folk i nød. 

 

For Krarup skal man ikke gå ud og skilte med ulovlige tiltag, selvom det er i strid med ens etik. Samvittigheden udgør ikke en højere lov, og Krarup mener at man skal tage ansvar for sine egne handlinger, uden at opfordre andre til at gøre det samme, hvis det er et brud på loven. Krarup mener at Ramsdal bruger sine ulovlige handlinger til at ophøje sig selv. Krarup skelner meget skarpt mellem de moralske/religiøse principper og den sekulære lov i modsætning til hvad han mener Ramsdal gør.