Af Mathias Vagn, Anton Schmidt, Kirstine Dahl

 

Klokken slår 10.50 og indenfor få sekunder indtager hektiske gymnasieelever gangene på Silkeborg gymnasium. For de laveste hoveder er det umuligt at se mere end én meter frem, for den omklamrende tåge af trætte teenagere. For størstedelen er målet at nå hurtigt og sikkert frem til skolens kantine og centrale mødested - de fleste med forhåbninger om et koffeinindtag der kan holde dem kørende resten af dagen - eller i det mindste til næste pause. Køen snurrer sig i lange baner. De forreste, med lys i øjnene om deres snarlige betjening, bliver længere tilbage i køen erstattet af elever med fortvivlede blikke, som tæller minutterne til næste time. 

Med ét høres et brag efterfuldt af en kortvarig  stilhed. En stilhed som hurtigt blev overtaget af råb der emmede af panik. Flammer stod op af den overbelastede kaffeautomat. Ilden var omkranset af en kreds af skræmte elever der med hastige skridt, bevægede sig væk for at undgå de glødende gnister fra automaten. 

 

Jeg befinder mig i dette centrale samlingspunkt og bliver straks kastet tilbage i tiden, da jeg selv stod i disse omklamrende omgivelser, for omtrent 6 år siden. Med en klar erindring om hvordan en dramatisk begivenhed som denne, kan rykke fuldstændig rundt på en stresset gymnasieelevs rutineprægede hverdag. Jeg kigger med et sorgmodigt blik, på alle disse unge mennesker, som skal undvære kaffe i det næste stykke tid. 

Klokken er lidt i 08.00. 

Tiden går, alt er stressende. For hvert skridt viseren tager, jo mindre tid har vi tilbage. 

Ingen flytter sig, bilerne bliver hysteriske og slås om pladser. 

Bilen brummer bestemt. En hæs knurren fra vejkanten. 

Alle tankerne om en simpel parkerings plads virker uoverskuelig. Chancen er lille, og håbet er brudt 

Vi er små myre i en myretue. Alle vågne, friske og klar til job. 

Utålmodige, som små børn dagen før jul. 

Hun træder på speederen og tager en selvisk beslutning. 

Hvorefter hun hiver i håndbremsen og siger stop. 

” Nu kan det simpelthen være nok” 

Hun vader ind på den stille vej. Et simpelt skilt, påvirker hendes målrettet gang. 

” Kontor ” 

En lille dame, klædt røde klæder og runde briller, sniger hovedet op fra computerskærmen. 

 

” Silkeborg gymnasium har brug for flere parkeringspladser.” 

Villy er en ren James Bond, som spiller volleyball. Tre gange om ugen træner han sit ungdoms pigehold, som er de rene Bond-babes. Sveden løber fra panden, da han spiller mod 3 af hans “tøser”. Han er ophidset, det er tydeligt. 

Jeg kigger på ham og spørger “Hvad går dig sådan på, Villy?”. 

Han råber “ Det her er ALT for let, de her skal til VM!”.

Han slår nu til bolden, hårdere end nogensinde og den får et nærmest ondt blik da den flyver med en sådan kraft at pigen der prøver at blokere skuddet bliver sendt lige i gulvet. Han tørrer den glinsende sved af panden.

“Vi stopper for denne gang, tøser. Smut nu i bad!”

Villy kigger sig over skulderen, og følger med pigerne ud i badet. Hvad der sker i omklædningsrummet, ved jeg ikke. Dog har jeg en lille følelse af, hvad han laver derude. Efter Villy kommer ud efter badet, når jeg ham inden han stiger ind i sin bil.

“Synes du ikke, at det er krænkende, at du følger med pigerne i bad, Villy?”

“Nej, de med på den, så det synes jeg ikke”

Han spytter på den allerede våde asfalt og rækker ned i hans sportstaske efter, hvad jeg finder ud af er, en pakke smøger. Han stikker én i kæften og tænder den med en hurtig bevægelse. 

3 dage efter ser jeg ham igen, denne gang i avisen. “Villy Kristensen, professionel volleyball spiller, arresteret for seksuelle overgreb”. Hans selvfede ansigtsudtryk, er nu lidt mindre fremtrædende. 

Jeg tænker lidt over situationen. Burde jeg have slået til, da jeg interviewede ham? Hvem ved, det er vel også ligemeget nu.

 

I dag er det Silkeborg Gymnasiums 110 års fødselsdag. Hallen er nu fyldt med elever, der venter på kagemand. De løber om ørene på mig og man kan næsten høre forventningen. Det er lidt ligesom et udsalg i januar. Man kan se smilet på deres læber. Erik Olesen står stolt i hjørnet med armene over kors og kigger på kagemanden og ligner til forveksling en ensom ulv. Kagemanden smiler nærmest tilbage til Erik. 

En mørkhåret dreng står henne ved kagebordet, og jeg går hen og spørger ham, hvad han tænker om, at skolen er så gammel.

“Det er sgu meget fedt, så får vi kage,” siger drengen. Skoledagen på Silkeborg Gymnasium stopper derfor på et højt punkt.  

“Nu må de fandme snart gerne gå på,” udbrød den unge fyr med en ring i venstre øre.

“Ja,” svarede hans kammerat med den let-plettede skægvækst. “Jeg har øvet mig på Kinky Fætter hele ugen.”

Klokken lyder. Som løver efter gazeller springer gymnasiets elever op. Alle har samme mål: salatbaren. I dag skal de vilde fodres med saftig, mør, oliedrevent svinekotelet og crispy, knasende kartofler. Løverne har øjnet deres bytte, og alle forsøger ihærdigt at plove sig gennem mængden for at nå byttet først. Hungerdrevent skovler de føden op, og plasticbakken tager taknemmeligt imod. Dyrene tripper utålmodigt i køen mod  den endelige barriere, inden byttet endeligt er deres. Tilfreds med dagens fangst, kan sætte sig og sænke gabet over middagens måltid.

 

Efter et besøg på Silkeborg Gymnasium i frokostpausen, kan den seneste undersøgelse om unge menneskers primitive frokostvaner, siges at være sande. 1G-eleven Mille Mylin bekræfter selv den nye statistik.

“Personligt spiser jeg helst med tæerne. Følelsen af stegte gulerødder og andre rodfrugter klemt mellem fuserne vækker for alvor sulten i mig.” Jeg kiggede ned på pigen med de usædvanlige vaner og følte mig perpleks mig over, hvordan en så yndefuld, ungt individ kan bidrage til denne lettere makabre tendens i gymnasiemiljøet. Med undren i stemmen udspurgte jeg derfor Mille, hvad hun så som årsag til de unges rovdyrlignende opførsel. 

Mille forklarede mig tålmodigt, hvordan den daglige kamp for føden her på Silkeborg Gymnasium betragtes som et naturligt instinkt. “Den yngre generation har formået at inkorporere vores natur med den teknologiske udvikling i det senmoderne samfund. Alle har i dag så travlt med at leve i en virtuel verden, at vi som mennesker glemmer, hvor vi kom fra. Den nye statistik viser, at vi unge har formået at finde tilbage til vores rødder.”

Selvom løvernes adfærd på kantinens savanne for en udefrakommende kan virke groteske og grådige, er dette fænomen i virkeligheden måske ganske inspirerende. De unges spisevaner er ligefrem beundringsværdige. Den nye statestik danner et måske uappetiligt billede, dog må vi erkende, at unge som Mille Mylin her på på Silkeborg Gymnasium er ved at danne rammen for en helt ny, jordnær kultur. 

Hoveddøren smile til os, vi går ind af den og det der møder os er en strøm af forvirrede unge mennesker, der myldrer som myrer for at stå i kø til kantinen. VI bevæger os ned mod centrum af gymnasiets bankende hjerte, forbi de blodsprængte øjne og rystende hænder. I går aftes fandt politiet narkotika ude på silkeborg gymnasiums toiletter. På vej til det berømte gerningssted støder vi en ind i en meget bekymret, lille og skaldet mand. Erik Olsen, Rektoren. Det er uden tvivl tydeligt at se, at han er meget berørt over hændelsen af narkotika i luften. 

“Var du klar over at eleverne på dit gymnasium tog stoffer?”

“Nej, og hvis jeg havde vidst det, havde der selvfølgelig også været gjort noget ved det, der har ikke været noget tegn på at der har været stoffer på skolen og det kommer derfor meget bag på os alle”

“Men hvad vil i som gymnaium gøre for at forhindre yderligere brug af stoffer”

“Vi har som en start konfiskeret stofferne og de elever som har været indblandet er bortvist. Derudover vil vi sætte nogle klare rammer for eleverne, så de både ved om sikkerheden men også hvilke konsekvenser det faktisk kan have, for fremtiden”

Mens vi snakker med den rystede, rasende rektor ser vi en skygge af bekymrelse i øjnene på resten af skolen. Hvor både elever, lærere, pedeller og andet personale står samlet i krogene for at sladre om det der er sket. 

‘’Jamen er det ikke fordi, at du plejer, at tage den med noget hvidt glasur?’’ svarede veninden med et smil på læben.

Dette var de første tegn på den katastrofe, som var sket. De eftertragtede kanelsnegle havde været skyld i en en masse smerte og forvirring denne hverdag. Ambulancer i store tal havde dukket op med udrykning efter mange opringninger fra panikramte lærere og elever. Eleverne som havde spist kanelsneglene havde fået følelsen af, at de blev ætset indefra. Meget smertefuldt. 

Jeg spurgte de chokerede medarbejderne i boden om ulykken, som svarede:

“Vi har ingen ide, hvad der var galt med kanelsneglene. Vi har lavet dem, som vi altid har gjort. Vi gjorde intet anderledes denne gang,”

“Og der var ikke nogen andre end jer, som hjalp med kanelsneglene?,” spurgte jeg

“Ikke hvad vi ved af, dog stod glasuren i køleskabet i et par timer.”

Senere undersøgelser af kanelsneglene viser, at der var tilsat diverse opvaskemidler i kanelsneglene. Dette forklarer symptomerne eleverne viste. Det er derfor med sikkerhed, at giften var smidt i med vilje. 

“Jeg synes også, at de smagte anderledes, men det var ikke noget jeg lagde for mange tanker i,” lyder det fra endnu en uheldig elev. “Senere fik jeg en alvorlig mavepine.

“Er det alvorligt, eller hvad siger lægerne?”

“Nej, jeg har bare fået nogle piller med hjem”.

Hvem har forgiftet kanelsneglene? Og hvorfor?