Danmark, deiligst Vang og Vænge”

H.C. Andersen digt 1840

Kong Frederik den Sjette

I

„Danmark, deiligst Vang og Vænge”,
Havets Lillievaand!
Der er kraft i dine Drenge,
Der er Manddoms Aand.
Paa Bedrifters Dannevirke
Reiser Nutid Aandens Kirke,
Det, som Jordens er, henveirer,
Aandens Adel seirer!

Engang var her Nød, desværre,
Folket blev nedtraadt,
Stormænd ville spille Herre,
Selv med Landets Drot;
Folket da til ham sig nærmed’:
“I dit Skjød er vi beskærmed’,
Kongen vi al Magt forlene,
Ham vi lyde ene!”

Magten sad i Kongens Sale,
Gik fra Slægt til Slægt.
Hver om Kronens Glands kan tale,
Men ei om dens Vægt.
Sjette Fredrik arved’ Magten;
Oplyst, stort han fatted Pagten,
Pagten mellem Folk og Konge,
Løst blev Folkets Tunge!

“I mit Skjød” er “ved mit Hjerte!”
Saadan talte Du,
Og ved Handlingen Du lærte,
Som dit Ord, din Hu.
Dom har Alle! Konge-Dyder
Skattes først naar Taaren flyder,
Du har kjæmpet, prøvet Livet,
Dig dit Land hengivet.

Retfærd Du med Mildhed øved,
hørte hver som bad!
Den, som kom til Dig bedrøvet,
Vandred’ fra Dig glad.
Kongedyden har du tolket;
“Kun for Landet og for Folket
Fik af Gud jeg Kongekronen!”
Længe hersk paa Thronen.

Danmark 1852

H.C. Andersen 1852

Danmark

Blev afsjunget ved Landmands-Mødet i Kjøbenhavn, October 1852.

Er Grunden god, saa er der godt at bygge
Og god er Grunden i det danske Land.
Her rister Ploven Runer til vor Lykke,
Her skyder Guld op ved den aabne Strand;
Et Californien med Korn er Landet,
En Urtegaard midt i det friske Hav;
Her hæves kan fra Jorden og fra Vandet
En Rigdom, Gud os i sin Naade gav!

Ved Aandens kløgt Naturens Kræfter bindes,
Og i det Godes Tjeneste de gaae;
Hvad Sandt og Godt er, som ved kløgten vindes,
Vil fra sig selv Velsignelse udsaae.
I Sammenhold er Styrke, den vi love,
Og Fliden seer igjennem Sandheds Glar,
Selv Jyllands Heder staae med store Skove,
Saa deilige, som Silkeborg dem har!

Reist staaer en Festhal her, see hvert dens Smykke,
See hvad vor egen Jordbund har bragt frem!’
Vi af vor Rigdom kan sligt Tempel bygge,
Velsignet er dog Danmark, Du vort hjem!
Du Kornland, krandset ind af Bøgeskove,
Med Sundheds Luftning fra den friske Strand,
Gid Sværdets Jern nu smedes maa til Plove,
I Fred udfold din Kraft, vort Fædreland

han var en meget ensom gammel mand

han døde også som jomfru

ngenting og Noget

(Af Iversens Avis.)
Hør nu en Sang om Ingenting,
Ja, Ingenting er Skroget
Men, pyntet lidt med Klang og Kling
Den bliver muligt Noget.

Før Chaos var der Ingenting;
Saa blev af Intet Noget.
Hr. Adam løb blandt Fæ omkring,
Jeg ynker arme Fjoget

Ham manglende just Ingenting
Dog favnede han Noget
Træt sov han i sin kasseking
Og drømte da heel broget

Og: ein, zwey, drey, nu i et Spring,
Fløi fra et Ribbeen kroget
En ret forunderlig Smaating,
Der dog saae ud som Noget.

Men ak! min sang faaer jo et Sving;
Som var der lidt på Skroget;
Jeg lovede jo – Ingenting,
Og her – jo fik I Noget.

Da Andersen blev født i 1805, var familien uden bolig og flyttede ofte rundt i Odenses fattigkvarterer. Myten om, at han skulle være født i huset i Hans Jensens Stræde (det nuværende H.C. Andersens Hus), er usikker – Andersen selv afviste det.

Familien tilhørte byens proletariat. Faderen, der drømte om et bedre liv, lod sig hverve som soldat og døde tidligt i 1816. Farfaderen blev sindssyg og anbragt på Gråbrødre Hospital, mens moderen til sidst endte i fattigstiftelsen “Doctors Boder”, hvor hun døde i 1833.

Andersen beskrev dog sin mor med varme og kærlighed, som en uvidende men hjertelig kvinde, der holdt hjemmet rent og pynteligt. Hans farmor skildres som mild og kærlig, mens farfaderen var tungsindig og ulykkelig.

Efter faderens død giftede moderen sig med en ny skomager, men også han døde tidligt. Andersen hjalp senere moderen økonomisk, men forholdet til barndomshjemmet forblev præget af fattigdom og sorg.

Sang i Skoven

H.C. Andersen digt 1845

Sang i Skoven

Afsjunget ved Studenter-Sangforeningen.

Her under Skovens grønne Tag
Vi samles ungdomsglade,
Vi plukke vil en Sommerdag
For Hjertets Minde-Blade.
Vi Solskin har i vort humeur,
Og Lystigheden aldrig døer,
Der hvor Studenten kommer.

Vi synge fra det grønne Blad
I en harmonisk klynge,
Om Aar saa er vi skilte ad,
Men nye Slægter synge.
Vi er´ som Skov og Melodi,
Et Løv, der er Afvexling i,
Men Stammen staaer og bliver.

Éen vorder Bibelsprogets Tolk,
Derovre midt i Lyngen;
En Anden sprætter døde Folk,
Og der forgaaer al Syngen.
Éen bliver Byens Politi,
Dog gamle Sanges Melodi,
Vil tidt for Øret klinge!

Vi huske, vi paa Snekken foer,
Os bar de blanke Vover,
Forneden de, men Sangens Chor
Og Himlen ovenover,
Vi huske Videts Bølge-Slag,
Vi huske denne Skovturs Dag
Vor sang, vort Venskab! — hurra!