I 2. hal repræsenteres apatien ved et stort pendul, der svinger frem og tilbage over et specialvævet gulvtæppe i eurosedlernes farver. Her inviteres vi til at lægge os ned og overveje de økonomiske strukturer og samfundsmæssige kræfter, som styrer vores hverdag – og mens vi ligger dér, kan vi i dobbelt forstand både reflektere og blive reflekteret i det spejlblanke pendul.

I fredags på vores introdag, var vi ude og besøge Copenhagen Contemporary, som havde en udstilling der hed superflex. Der indgik 2 forskellige udstillinger, den første man så var et stort anderledes gyngestativ, med mange gynger rundt omkring i lokalet. Gyngernes funktion var at der kunne sidde 3 personer på den samme gynge, for at skabe fællesskab.

Der var mulighed for at tænde nogle spotlights på gyngerne, så jeg synes at lokalet skulle være mørklagt for at skabe en anden stemning, og så spotlight sne fik en brugbar funktion.

Men jeg synes dog at gyngerne skabte en  god stemning i rummet, da jeg tror mange forbinder gynger med ens barndom, og derfor bringer nogle mere barnlige sider frem i folk.

Det næste værk var pendul, som var beregnet til at man skulle lægge under den og kigge på spejlbilledet af en selv (andre) ligge under og det mønstrede gulvtæppe. Der synes jeg igen man kunne have gjort omgivelserne i rummet enten mere enkle eller mørklagt det, da belysningen gjorde det lidt svært at fokusere på selve værket. Jeg syntes at det var rart at alle fik sig tid til at falde til ro og bare ligge og tænke over hvad de havde lyst til.

I et andet rum med et stort gulvtæppe der fyldte hele gulvet, der var stribet i farverne fra europæiske pengesedler, og med et stort spejlreflekterende pendul der svingede, lagde vi os under pendulet. Vi skulle reflektere over økonomiens magt og styrker, der styrer vores hverdag og samfund. Da vi lå der tænkte man næsten på alt andet end de store pengesumme, tankerne fløj lidt rundt. Vi kiggede op i pendulet som reflekterede os, imens vi reflekterede. Det er jo en god sammenhængen, hvis pendulet ikke havde været der, ville udstillingen være en del kedelig og intetsigende. Et stribet gulvtæppe. Derfor ved jeg ikke hvor meget det i virkeligheden gør at sætte et pendul ind, men det gør det i hvert fald til mere. 

Alt i alt var det en udstillingen med stor æstetisk smukhed og i store omfang, den var inkluderende og reflekterende, dog med noget mangel på vedholdenhed af hvad man reflekterede over i det store rum med gulvtæppe og pendul.

På klassens introdag, fredag d 14 september var vi 1Hf2, ude og opleve en udstilling på Copenhagen Contemporary ved Refshaleøen hvor gruppen Superflex, har sat en installation op kaldet One Two Thee Swing! 

Superflex’s intentioner og ide med installationen er at, tage fat i det de oplever som, samfundsmæssig apati, en handlingslammelse i forhold til de politiske miljømæssige og økonomiske udfordringer vi står overfor i vores tid.

I den første hal bliver man præsenteret for, deres føret installation som er et stort sammenhængende gyngestativ. Deres udstilling går ud på, at vi som besøgende, kan gynge tre personer, i stedte for at være alene, eller to og to hvor vi dermed oplever styrken i, sammenarbejde og styrken af fællesskab.   

I den anden hal, har Superflex installeret et kæmpe stort pendul, man kan spejle sig i, der svinger fra side til side midt i et stort lokale. Superflex vil gerne have folk til at lægge sig under den på gulvtæppet, der er specialvævet i eurosedlernes farver, hvor deres ide er at vi kan ligge og overveje, de økonomiske strukturer og samfundsmæssige kræfter som styre vores hverdag.

Udstilling synes jeg var spændene at opleve. Jeg synes at, det var fedt at det ikke var så traditionelt, med at man går fra det en kunststykke til det andet, men at man kunne være med, idet med at man kan røre ved installationen, og det med at gynge synes jeg frisker det hele lidt op. Dog vil jeg sige at, jeg ikke helt fangede ideen med de emner og problematikker Superflex, gerne vil have os til at tænke over. Men tanken bag deres kunstværk og den måde, de har ville illustrerer det, synes jeg fungerede godt. 

Mandag 17-9-18   

De tre kunstværker består af et, som er et rum med en masse tre mands gynger. Det andet var en kæmpe spejlkugle hvor meningen var at man skulle ligge under og iagttage. Det trejde var en 30 min lang musikvideo som blev vist på en skærm der stod i en cirkel og omringede en. 

Det første kunstværk var meget sjovt og det andet synes jeg ikke var det vildeste. Musikvideoen var meget fed. 

De tre kunstværker var alle meget aktivistiske og synes faktisk at deres mening kom godt ud i kunstværkerne. 

Synes dog at de var meget langt i forhold til hvor lang tid vi var. Der var kun tre kunstværker, så man gik igennem meget hurtigt. 

Men generelt var det meget spænende, men vi kunne godt havde lavet noget andet

Det næste rum man træder ind i blev man mødt af en enorm stor kugle, der mekanisk fra loftet bliver svunget frem og tilbage. Her blev man inviteret til at lægges sig under kuglen.. Det var meget afslappende. Dog opstod katastrofetanker om at den store kugle skulle falde ned og mase alle menneskerne der havde lagt sig under. Vi blev fortalt at det farverige gulvtæppe var eurosedlernes farver.

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, men jeg er ikke sikker på at jeg fangede det budskab Superflex forsøgte at fremkalde. 

Vi har læst lidt om værkerne, men personligt vidste ikke jeg helt hvad vi var på vej ind til… Det viste sig at være nogle kæmpe gynger, som stod i et stort lyst rum.

Gyngerne hang i et stort stativ, som fyldte hele rummet. Man kunne gynge og have det sjovt, hvilket det også virkede til, de fleste også havde.

Gyngerne var lavet så man kunne gynge flere på en gynge. Det hele var samlet i et stort metalfarvet stativ, bortset fra den øverste del som havde en meget stærk orange farve, der var meget iøjnefaldende.

Gyngerne i sig selv sagde mig ikke så meget. Jeg så det som en sjov og glad udstilling, men uden nogen form for mening bag værket. Men jo mere jeg tænkte over gyngerne, og den orange linje der gik gennem rummet, synes jeg det symboliserede vores samfund. Vi hænger os i noget som er højere end os selv, men vi ikke ser. Udstillingen fremhævede med den orange farve, den højere del vi ikke ser.

I rummet ved siden af, hænger der en kæmpe kugle man kan spejle sig i. Den hænger ned fra loftet, i starten af rummet. Gulvet består af en væg til væg tæppe, med forskellige farvede streger.

Vi ligger os alle sammen under kuglen, som svinger fra side til side. Der begynder at blive stille i det store rum. Alle ligger og ser op på sit spejlbillede. Det er en ret uhyggeligt følelse, at ligge under en stor tung kugle. Det bliver alle hurtigt enige om, mens de fleste lukker deres øjne og slapper af. Det havde været en lang tur herud, men jeg tror ikke folk lukkede deres øjne på grund af trætheden. Det var kuglen der skabte en særlig ro.

Det sidste rum var et helt mørkt rum, med nogle store skærme som stod i en halvcirkel. Der blev spillet en kunstfilm, med en sang som gik igen igennem hele filmen.

Vi lagde os alle sammen ned og så hele filmen. På grund af det helt mørke rum, og sangen der blev spillet igen og igen, mistede man fornemmelsen af tiden.

Da filmen var færdig, rejste vi os alle op og gik udenfor. På vejen hjem havde man sangen fra filmen på hjernen, og det gjorde at man ikke glemte det man havde været inde og opleve.

I 1 rum var der 3-persons gynger; legerummet. Klassen var helt oppe og køre i dette rum, og løb rundt som små børnehavebørn der endelig havde legepause efter 5 timer. 

I 2 rum blev man opfordret til at ligge ned under en spejlblank,kæmpe, grå boldt, der svang frem og tilbage. Efter et par minutter kunne man allerede mærke hvordan energien havde ændret sig. Der var helt stille, mens vi alle lå og kiggede op på vores bevægende refleksion, frem og tilbage. Gad vide hvad de andre lå og reflekterede over? Alt jeg kunne tænke på var hvordan man mon sætter sådan en bolt op. Eller om den nogensinde falder ned. Vejer den mon meget? Uanset hvad vil det vel gøre ondt at få den lige i hovedet. Folk begyndte så småt at ligge og falde i søvn, før vores lærer sagde det var tid til at gå videre. 

I 3 rum