Jesus rider ind i jerusalem på et lille æselføl

Jesus var at betragte som en oprører, og det er ifølge evangelierne også begrundelsen for hans korsfæstelse. Han var jødernes konge og udfordrede det romerske kejserlige overherredømme (Mat. 27:37, Mark 15:26, Luk.

Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.« Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.« Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.« Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.« Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

I Johannesevangeliet kan man læse, at Maria Magdalene efter korsfæstelsen og begravelsen af Jesus går ud til graven for at salve ham, men at hun finder graven tom. Maria begynder at græde, fordi hun tror, at nogen har flyttet den døde Jesus.

Hun møder en havemand, som hun ikke genkender, og hun beder ham om at fortælle, hvor han har lagt Jesus. Det er først, da han taler til hende og siger hendes navn, Maria, at hun kan se, at det ikke er havemanden, men Jesus, som er stået op fra de døde. Han siger til hende, at hun ikke må holde ham tilbage, for han skal ikke blive på jorden, men stige op til sin far. Men Maria skal gå tilbage til disciplene og fortælle, at Jesus er stået op fra de døde, og at hun har set ham - men også, at han skal op til sin far i Himlen.

Disciplene på vej til Emmaus

I Lukasevangeliet fortælles det, at to af Jesus’ disciple efter de dramatiske og nedslående begivenheder i påsken går fra Jerusalem til landsbyen Emmaus, mens de taler om, hvad der er sket. De får følgeskab af en fremmed mand, som de forklarer om begivenhederne og om deres skuffelse, fordi Jesus blev henrettet og altså ikke levede op til deres håb om, at han skulle befri Israel fra den romerske besættelsesmagt.

Den mand, de følges med, kalder dem uforstandige, fordi de ikke har forstået, hvad der står om Jesus i skrifterne (det vi kender som Det Gamle Testamente), og han begynder at forklare dem om alle forudsigelserne om Jesus og om, hvordan det er tydeligt, at Jesus skulle dø for menneskers skyld.

Om aftenen spiser den fremmede mand sammen med de to disciple, og da han brækker brødet i stykker på samme måde, som Jesus gjorde skærtorsdag, kan de genkende ham. Det er nemlig Jesus, som har gået sammen med dem.

At møde Jesus

Anden påskedag er altså en dag, som fortæller, at Jesus virkelig er opstået som et menneske og ikke kun som en ånd. Men det er også en dag, som fortæller om menneskers møde med den Jesus, som er opstået. Det er ikke altid, mennesker kan genkende ham, men han kender dem og giver sig til kende for dem.

Selvom det altså er en mærkelig og uhåndgribelig ting at forestille sig, at Jesus er stået op af graven, efter han er død, er det, vi kan læse i Bibelen om anden påskedag, også en meget konkret og jordnær fortælling om, hvad det blandt andet betyder, at Jesus er opstået. Det betyder, at man kan møde ham. Og at han selv kommer for at møde mennesker.

Anden påskedags liturgiske farve er hvid, som er festens farve. Det er en dag for fest og glæde, fordi den betegner mødet med den opstandne Jesus Kristus.

Johannesevangeliet kapitel 20, vers 1-18 

Lukasevangeliet kapitel 24, vers 13-35

Fastelavn:

Det er søndagen, som ligger syv uger før påskedag, som er fastelavnssøndag. Og påsken er altid den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. forårsjævndøgn er 21 marts.

Pinsen falder syv uger, eller 49 dage, efter påskedag og 10 dage efter Kristi himmelfart. Fordi påsken følger månens cyklus, rykker datoen sig for disse højtider hvert år. Dog falder pinsen altid i maj eller juni.

Pinse kommer af det græske ord pentekosté, der betyder "den halvtredsindstyvende", og den hedder sådan, fordi pinsen falder på 50. dag efter påske.

Kirkens kalenderår starter 1 søndag i advent