Under folkedrabet blev op mod 800.000 tutsier og moderate hutuer dræbt. 

1. Klassificering
- Hutuer - 84% (Agerdyrkere, landmænd)

- Tutsier - 15% (Kvægavlere)
- Twa-folket - 1% (Jægere og samlere)
De talte alle sammen sprog, havde samme kultur og religion.
Udseendesmæssigt blev tutsierne anset for at være højere og tyndere end hutuerne, mens twa-folket var pygmæer (primitive) og derfor lavere.

Etniske identitetskort
- I 1933 inddelte belgierne befolkningen i tre forskellige etniske grupper.
- De fik alle målt deres højde, længde på næsen og øjenformen.
- Alle fik et identitetskort som gjorde det nemmere for gerningsmændene at udpege deres ofre, ved at tjekke deres identitetskort.
- Der er flere forskellige teorier på hvordan befolkningen i Rwanda blev inddelt i forskellige etniske grupper/klasser.

2. Symbolisering
- De europæiske kolonimagter havde raceteorier om, at tutsierne kom fra en overlegen civilisation og var mere intelligente og tættere på europæerne end de ”almindelige negere”, som de betegnede hutuerne og twa-folket.
- Den teori betød at europæerne begyndte at favorisere tutsierne over de andre folkegrupper, da de måtte være mere egnede til at lede. Det gjorde også indtryk på tutsierne selv, der begyndte at tro, at de var bedre end hutuerne.
- Dette medførte bitterhed blandt hutuerne og lagde et grundlag for det fremtidige folkedrab.

3. Dehumanisering
- De Rwandaske medier spillede en stor rolle i dehumaniseringen af tutsierne.
- Den rolle var så væsentlig at i årene efter folkedrabet blev flere mediepersonligheder i Rwanda dømt som skyldige i folkedrab udelukkende ved brug af ord.
- Hutuerne betegnede tutsierne som skadedyr (kakerlakker og rotter).

- Et højtstående medlem af hutupartiet Parmehutu blev overfaldet af en gruppe unge fra tutsipartiet Unar. Der bliver derefter spredt et rygte om at det højtstående medlem af hutupartiet er død, og som hævn angreb hutuaktivister tutsiledere og medlemmerne af UNAR.
- Den 1 oktober 1990 gik en gruppe bevæbnede mænd ind over grænsen til Rwanda fra Uganda. De dræbte en af grænsevagterne og tvang de resterende til at flygte. Kort tid efter trængte massevis af medlemmer fra Rwandas Patriotiske Front ind over grænsen. De strømmede ind over grænsen for at vinde deres land og frihed tilbage. Kun en uge efter Rwandas Patriotiske Front gik ind over grænsen, blive de atter slået tilbage Habyarimanas regeringstropper. Frontens nederlag fik en anden RPF-leder, Paul Kagame til at reagere. Han havde i sin tid kæmpet side om side med Fred Rwigyema, men havde været i USA for at modtage militærtræning, da RPF angreb Rwanda

5. Polarisering
- Forud for folkedrabet havde tutsierne været udsat for massive hadekampagner fra hutukontrollerede radiostationer og aviser. I medierne forsøgte de at udstille tutsierne som undermennesker ved at karakterisere dem som skadedyr (ikke mennesker).
- Rwandas første præsident efter selvstændigheden (Grégoire Kayibanda) forsøgte at få de interne stridigheder mellem hutuerne og tutsierne blæst op i et forsøg på at tage fokus væk fra kritikken om hans egne handlinger.
- Tutsierne ønskede hutuerne døde. Hutuerne var bange for at tutsierne ville kæmpe for at få den magt tilbage som de opgav ved selvstændigheden i 1962.

6. Forberedelse

7. Udryddelse 

- I april (6/4-94) blev præsident Habyarimanas fly skudt ned af to missiler mens det var op vej til Rwandas hovedstad Kigali. En time senere havde militsgruppen interahamwe og præsidentens garde sat vejspærringer op i hele byen, alle blev stoppet og tjekket. Hvis det var tutsier blev de dræbt på stedet. 

Klassificering
Da fandtes tre etniske aktører under borgerkrigen. Bosniske muslimer også kaldes bosniakker, og serbere som størstedelen var kristne ortodokse og kroater som var kristne katolske.

Bosniske muslimer også kaldes bosniakker, og serbere som størstedelen var kristne ortodokse og kroater som var kristne katolske. 

Serberne forsøgte at udrydde bosniakkerne, de lavede blandt andet organiseret voldtægt, oprettede koncentrationslejre hvor de slog folk ihjel, og gjorde brug af tvangsforflytninger. 

Serbien ville have et stort samlet Serbien så deres ledere organiserede angreb på modstandere af et samlet Serbien. Serbien var meget mere organiseret end de andre da stor del af serberne var tidligere soldater eller nuværende i Jugoslaviske folkehær (JNA). 

Den 5. april 1992 demonstrerede mellem 50.000 og 100.000 i Bosniens hovedstad Sarajevo mod udviklingen i Bosnien som demonstrerede for fred. Serbiske styrker angreb og dræbte en ung studerende. Dette var startskuddet for krigen. I midten af april var hele Bosnien i krig. 

Inden krigen startede blev folk registret, om de var bosniske muslimer, kroatiske kristne katolske eller serbiske kristne ortodokse. På den måde var det nemt at tvangsflytte de bosniske muslimer. I nogle tilfælde fik de også skåret et kors ind i huden og tvunget til at fornægte deres religion. 

Der blev oprettet koncentrationslejre og voldtægtscentre. Folkedrabet i Srebrenica, som kostede mere end 7000 mænd og drenge livet. Serbiske styrker havde afskåret byen for alle forsyninger. Området var tidligere erklæret for “sikker zone” af FN’s fredsbevarende styrker. Men 2 år senere vejrede det serbiske flag over området.    

Bosniske serbere fik hjælp af militæret og paramilitære enheder fra Serbien og de kroatiske styrker fik hjælp af Kroatien. 

De Røde Khmerer hævdede, at livet i byen og generelt i det moderne samfund var roden til alt ondskab i verden.  Slogans som “træer på landet, frugt i byen” skulle overbevise folk om, at de var blevet udnyttet. De Røde Khmerer fik således opbygget et had og en hævnlyst hos landbefolkningen ved at lære dem om klasseskellet mellem by og land, mellem kapitalister og bønder (arbejdere). Så da byboerne forlod byerne, blev de betragtet som fjender blandt landbefolkningen. Klassekampen blev et vigtigt motiv til vold og drab og dermed et vigtigt våben i folkedrabets udførelse. 

Symbolisering: 

Under de Røde Khmerer var det et ikke godt at bære briller, da det var et symbol på at man var intellektuel. Det gik ud på at alle skulle være lige, og ingen skulle være højere uddannet end andre.  

Under pol pot’s regime, var alle intellektuelle en trussel for hans kommunistiske ideologi. Han mente alle med en uddannelse var en trussel til det bondesamfund han ville skabe.

De såkaldte ’samfundsfjender’ eller ’forrædere’ var således både eksisterende nationale eller religiøse grupper såsom vietnamesere, vesterlændinge, kristne, muslimer og buddhister. Men også folk med uddannelse fra det, som de Røde Khmerer valgte at kalde  den ’undertrykkende elite’ såsom skolelærere, læger, advokater, bybefolkningen, ja blot dem som bar briller, blev ofre for forfølgelse. 

Ingen af de røde khmer vidste pol pot’s helt konkrete plan. Pol Pot var meget hemmelig med den store plan, kun ham og hans topledere kendte til planen. De almindelige borgere og bønder der fulgte ham, troede han bare ville bringe Cambodja tilbage til sin storhedstid, og fulgte ham næsten derfor blindt. Det var ikke alle der mente Pol Pot’s kommunistiske ideologi var det bedste, men grundet Cambodjas store politisk kaos, med en korrupt regering, styret af amerika.
De røde khmers hær, bestod af alle der var villige til at kæmpe, uanset alder eller køn

Der var ikke nogen bestemte grupper der blev splittet, alle skulle skilles fra venner og familie. Pol Pot mente ikke der var behov for familie og venner når de nu have de røde khmer.

Den eneste gruppe der blev skilt ud af mængden, var de kloge hovedet, altså dem der udgjorde en trussel til hans ideologi

’Forrædere’ og ’samfundsfjender’ var dømt skyldige fra starten og blev gennem tortur aftvunget vilkårlige tilståelser, der ofte fokuserede på afsløringen af komplotter. Derved fandt ikke kun usandsynlige planer om kup vej til tilståelses-erklæringerne, men også en række uskyldige menneskers navne blev angivet som medsammensvorne i de påståede kupplaner. Resultatet var en hurtigt eskalerende dødelig kædereaktion af mistænkeliggørelser, arrestationer, tilståelser og yderligere mistænksomhed og arrestationer og massehenrettelser. 

Udryddelse processen foregik således, at folk skulle ud på landet og arbejde i rismarkerne. Det foregik under tvang og trusler. Folk skulle arbejde sig selv ihjel for at rense sin sjæl. 
De kloge hoveder blev taget ud af menneskemængden og ført til udryddelseslejrene som fandt sted i gamle skoler i de forladte byer. Her blev folk tortureret af unge drenge, indtil de tilstod at de havde forsøgt at plotte imod de røde khmer, efter tilståelsen blev tvunget frem, og den anklagede tilstod blev de henrettede på stedet.

 Kun få timer efter De Røde Khmerers magtovertagelse blev store dele af Cambodjas befolkning drevet ud af byerne til tvangsarbejde i store landbrugskollektiver. Under sådanne tvangs evakueringer blev alle standset ved checkpoints, som de Røde Khmerer havde etableret langs hovedvejene. Alle byboere blev udspurgt om deres familiemæssige baggrund, uddannelse og beskæftigelse. De Røde Khmerer opfordrede specielt intellektuelle til at melde sig, idet de foregav, at der var behov for veluddannede til genopbygningen af landet. Sandheden var en anden, nemlig at regimet af frygt for modstand og kritik ville udrydde de intellektuelle og veluddannede. Ja, selv dem, der bar briller blev ofre for betegnelsen ’politiske modstandere’. 

Fra september 1975 til september 1976 forfulgte og henrettede de Røde Khmerer omkring 200.000 soldater og offentligt ansatte, der havde haft tilknytning til det tidligere regime under Lon Nol. Disse ofre blev anset som (formodede) politiske modstandere, hvorfor de skulle ”ryddes af vejen”. Ligesom man heller ikke kan løbe fra at være af en bestemt national eller etnisk afstamning, havde disse ofre reelt heller ingen chance for at bevise deres ’uskyld’. De blev udpeget på baggrund af deres sociale, økonomiske eller politiske status i et tidligere system. Af frygt for infiltration udefra blev alle af udenlandsk afstamning, eller som blot havde udenlandske relationer, mistænkt for at være spioner for arvefjenden Vietnam eller det amerikanske CIA eller russiske KGB – nogle gange det hele. Disse blev alle forfulgt og mange tortureret og henrettet i takt med den totale afskæring af Cambodja fra omverdenen. 

Helt frem til 1991 fik Røde Khmer-partisanere, der kontrollerede det meste af Cambodjas jungle, militær støtte fra USA, England og Frankrig, med den politiske begrundelse at De Røde Khmerer i 1980'erne udgjorde den eneste opposition til den vietnamesiske besættelse. Da man ikke anerkendte Cambodjas nye Vietnamesisk-styrede regering som legitim, blev de Røde Khmerer og Pol Pot fortsat internationalt accepteret som Cambodjas officielle repræsentanter i FN frem til 1991. 

I 1989 pressede Rusland Vietnam til at trække sig ud af Cambodja, og i 1991 trådte FN til med en ambitiøs fredsplan, der tilbød De Røde Khmerer politisk deltagelse på parlamentariske vilkår i et nyt Cambodja. Dette kom dog aldrig til at ske, da De Røde Khmerer boykottede det efterfølgende valg i 1993.

Under Stalin var det marxismen der styrede samfundet, og klasserne var opdelt efter kapitalister, som er en ikke så stor gruppe af mennesker, som der stort set sidder på alle de økonomiske midler. Kapitalister kan så "kontrollere" den anden klasse; arbejder klassen, for de har kun deres egen arbejdskraft at handle med.

Symbolisering

Symbolisering af befolkningen skete i høj grad, i kraft af klassificeringen. Var man velhavende, var man automatisk i brigadernes søgelys, da det ville skabe økonomisk værdi. Symboliseringen flyder sammen med klassificeringen, i den forståelse, at ”rige” landmand, såkaldte Kulakker, var offer for den senere kollektivisering, og måtte lade mere, end den knap så velhavende. En måde hvorpå Stalin og det Sovjetiske styre formåede at symbolisere og klassificere dele af deres befolkning på, var via deres omfattende propaganda system, som beskrev ‍kapitalister og Kulakker i groteske dyreformer.‍

Dehumanisering

Som et led i de to første faser, var dehumanisering vigtig. Men søgte, som et fællestræk i de fleste folkedrab, at kreere et fjendebillede. Dette var oftest med for at retfærdiggøre og milde proceduren omkring de egentlige fysiske overgreb. Ved hjælp af billeder der adskilte den ”rene” befolkning mellem den besmittede og ”urene”, banede den Sovjetiske regering vej for yderligere videregående udryddelse på deres bekostning.

Organisering

Organiseringen af det sovjetiske regimes forbrydelser, bestod blandt andet af en oprettelse af brigader, der havde til funktion at gennemføre en stor kollektivisering, som senere hen sikrede massere af korn til den sovjetiske regering. Kollektiviseringen spillede en stor rolle i forhold til organiseringen af dette kommunistiske styre. Måden det foregik på var knap så elegant. Fundamentet var at alle skulle have lige arbejdsvilkår, og derfor blev alle gårde tvangs overdraget til regeringen. Og dem som modstod det, blev dræbt.

Polarisering

Som et led i de fire første stadier, var polarisering uundgåelig, for at gennemføre den kommunistiske praksis. Propaganda organet virkede effektivt fra starten af, og med en stabil regering var der praktisk talt ingen der kunne stå i mod regimets ubønhørlige fremgang, som resultat af en svag befolkning. Det havde fra starten af været accepteret, ligefrem påskønnet, at det kommunistiske styre skulle gennemtvinges ved vold. Så polariseringen gik, på trods af et bondeoprør i forbindelse med kollektiviseringen i 1929 til 30, hurtigt og kostede mange menneskeliv.

Forberedelse

Terroren fra regimet kom i bølger. Den største bidragsyder til dødstallet var den Store Hungersnød 1932-33, som resultere i kollektiviseringen og Den Store Terror 1936-38, hvor det estimeres at mellem 14 og 50 millioner mennesker døde. Under 2 verdenskrig gjorde etnisk udrensning også et stort indtryk i Rusland. Det afholdt sig dog ikke kun fra jøder, men omfatter alle ikke-russiske folkeslag. Folk blev henrettet og deporteret til de mange Gulag-lejre, som var under forfærdelige forhold, set i betragtning af deres koncentrationslejre lignende forhold og sibiriske kulde.

Benægtelse

De stalinistiske forbrydelser var et tabu-lagt emne, op til midten af 1980'erne.

Kommunistpartiet havde indtil da dækket over forbrydelserne, og ikke et ord om Stalins terrorhandlingerne kunne findes i historiebøgerne.

Men der blev indført et nyt reformprogram, hvor den daværende sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov sørgede for en større åbenhed og folkelig deltagelse i den politiske debat.

I dag er opfattelsen af Stalin meget blandet. De unge opfatter Stalin negativt, mens de ældre har et mere positivt syn på ham og hans gerninger.