En Vildand svømmer stille 

ved Øens høie Kyst, 
de klare Bølger spille 
omkring dens rene Bryst.

En Jæger gaaer og bøier 

sig i den steile Ur, 
og skyder saa for Løier 
det smukke Kreatur.

Og Fuglen kan ei drage 
til Redens lune Skjød, 
og Fuglen vil ei klage 
sin Smerte og sin Nød.

Og derfor taus den dukker 
dybt i den mørke Fjord, 
og Bølgen kold sig lukker, 
og sletter ud dens Spor.

I Søens dybe Grunde 
groer Tangen bred og frisk, 
derunder vil den blunde: 
der boer den stumme Fisk

Din Puls har banket min imod.
Forente var vi Blod i Blod.
Det var i faa sekunder bare.
Ei længer Salighed kan vare.

Hvor mildt din bløde Aare slog!
Men min i høje Bølger jog.
Nær med sin Purpurstrøm de fulde
besprængt dit jomfrubelte skulde.

Saa ømt og fast ei Aander to
kan sine Vinger sammensnoe,
saa flyder Flamme ei i Flammen
som vore hænder hvilte sammen.

Mit Blod har siden da ei vilt,
men stormende i Aare ilt.
Har det da sjel, som ei forglemmer?
Det slaget end af ditt fornemmer.

O, vore hjerter længer maae 
ei skilte ad, min Elskte, slaae.
De høye Stjerner saae og taalte,
at deres Aarer sammenstraalte