-          Solrigt, det var forår, medium varmt, var et lokale placeret i d. sydlige del af skolen, før at den blev bygget om med helt nye bygninger, som vi blev flyttet til da vi startede efter ferien. 

-          Vidste ikke helt hvad der foregik, lidt bange, det var jo et nyt miljø med folk jeg ikke kendte. Kom bare ind og gjorde hvad læreren sagde dengang der var 2, den ene der gik på sygdomsorlov kort efter (operation) og den anden startede det år og arbejdede der flere år senere. 

o   Blev fascineret af nogen af navnene eks. Naya og Eva som jeg stadig kan huske i dag. Opf. Dem som ”forunderlige” (vidste ikke hvad det betød dengang). 

-          Tøj: bukser og en trøje i lyse farver tror jeg, mindst en var hjemmelavet da min mor stadig syede aktivt dengang. Var muligvis noget jeg overtog fra min bror da han blev for stor til dem, så de passede måske ikke helt. 

-          Konflikt: vidste ikke hvad jeg skulle sige da jeg blev spurgt om jeg kendte nogen i 0. klasse, eller også kunne jeg ikke huske det (altid været dårlig til navne (og ansigter)), bad om at de selv sagde om de kendte mig (hvilket flere af dem gjorde via. D. nærværende legestue/børnehave). 

-          Rødtråd: kan stadig ikke huske navne, men er fascineret af dem og hvor de kommer fra. 

Selve teorilokalet var også lille og mørklagt på grund af en projekter der stod i den inderste del af lokalet. Som i folkeskolen blev vi bænket og fik et stykke papir - og så gik vi ellers i gang. Da vi endelig var færdige blev vi lukket tilbage i det svedtunge lokale, hvor sagen ikke blev bedre af, at forrige hold sad og ventede: En gruppe lastbilchauffører, eller som-to-be-lastbilchauffører. Høje og brede mænd, med et ekstra par kilo og effektive svedkirtler. Nogle var meget lettet over, at de bestod med kun fire fejl, det højest antal når, som er tilladt når man køre lastbil. Andre var knap så heldig. 

Heldigvis tog det ganske kort tid for mit holds resultater at blive tjekket. Jeg bestod. Puha. Så kunne jeg atter bevæge mig ud i den friske sommerluft og nyde, at nu skulle jeg kun bestå min køreprøve. Men forhåbentligt i mindre klaustrofobiske og skarptlugtende omgivelser

Jeg husker, vi sad på hver vores plads, og jeg lyttede meget opmærksomt. Nu gik jeg jo i skole, og i skolen skulle man tage sig sammen. Den første dag var fyldt med mange lege, og jeg blev så optaget og inddraget i det hele, at jeg helt glemte, jeg havde været nervøs. Jeg bemærkede ikke, at min mor, og de andre forældre, stille og roligt tog afsted. 

Af Thomas Tømmerby Nielsen

Den første store prøvelse jeg sådan erindrer helt skarpt må have været min første rejse alene. Min første rejse, hvor ingen andre skulle med mig, og hvor jeg selv har stået for al ansvaret. Jeg var 18 år. Min kæreste havde lige slået op. Mine forældre var lige blevet skilt. Vores hus var blevet solgt. Min mor havde fået en ny kæreste. Jeg var lige droppet ud af gymnasiet. Jeg havde i ren spontanitet booket en rejse. Langt væk. Til Tanzania. Et par uger til at planlægge det hele. Jeg husker at min mor og hendes kæreste kører mig til Aalborg Lufthavn. De eneste billetter jeg har råd til kræver et langt stop i Amsterdam. 8 timer. Derefter til Istandbul. 12 timers stop. Min mor græd i lufthavnen. Jeg var spændt. Jeg blev i lufthavnen i Amsterdam. Husker tulipanerne og træskoene i de forskellige gift shops. I Istanbul lufthavn kunne jeg ikke sove. Jeg vovede mig ud med sporvognen. Med al min bagage. Alt for meget desuden. Jeg sad i en park nær en moske. Så på folk. Og så hørte jeg det. Jeg troede det var et bombeangreb. Det lød som 1. maj når alarmerne tjekkes. Det var en moske, der kaldte til bøn. 

Derefter videre til Nairobi. 2 timer i fly. Jeg kommer til Dar Es Salaam midt om natten og hentes af en taxa. Alt er mørkt og det er ekstremt simpelt mit overnatningssted. Mit hjem de næste tre uger. Jeg husker at jeg vågner tidligt. Det lyder som en storm med kæmpe hagl. Mit hjem har tintag. Jeg lærer at det er aberne, der bor på stedet. De bliver faste naboer og stjæler passionsfrugterne fra træerne foran min dør. Køerne står foran huset. De laver den mælk vi får til morgenmad. Det er helt klart en ny start. Et frisk kapitel. Og jeg kender ingen. 

I forbindelse med e det at blive voksen forekommer der en masse forskellige prøvelser. En af de mest ubehagelige prøvelser for mit vedkommende var det at skulle op til en køreprøve. Det ubehagelige forekom i selve det at skulle præstere i forhold til en prøve der er så absolut som en køreprøve nu engang er. Det absolutte skal ses i det lys at der ved en given fejl i selve prøven kan have fatale konsekvenser for ens fremtid – med visse forbehold naturligvis. 

Selve dagen for køreprøven var en novemberdag. En typisk novemberdag. Meget mørkt, koldt og fugtigt. Første møde med den motorsagkyndige virker lidt akavet. Jeg får nogle standard spørgsmål omkring motoren, hvilket jeg ikke er i stand til at svare fyldestgørende på. Derefter starter turen i bilen. Der er helt stille. Der er ingen samtale udover når den motorsagkyndige siger, hvilken vej jeg skal kører. På et tidspunkt foreslår den motorsagkyndige at jeg skal lave en parallelparkering. Umiddelbart forekommer dette mig fint, men det ender dog alligevel ud i at jeg 

Vi ringede ind. Skejby ville se os, men vi blev sendt hjem igen. Hun lod vente på sig, og min tålmodighed slap stille op. Den havde ellers holdt i 9 måneder og 12 dage. De 12 dage er vigtige – shit et psykisk spil. Strøg en skjorte mere. Jeg stryger ellers aldrig skjorter – men den dag gjorde jeg. Der var klinisk og alligevel hjemligt da vi endelig fik lov at blive hængende. Små fyrfadslys – med batterier nuvel. Slanger. Bippende maskiner. Men hjemligt. Sygeplejersker kiggede ind. Jordemødre kiggede ind. Jeg har så meget respekt for det fag, nåede jeg at tænke. Bundsolid coolness. Jeg var tryg… og på gyngende grund. Vil du i bad? Vil du have noget at drikke? Vil du have en kold klud? Vil du…? Når man ikke engang vil have en cheeseburger, så vil man ikke det store. Bare vente og hænge i. Timerne – det runde hvide vægur som har hængt i alle hjem. Viserne flyttede sig. Somme tider langsomt. Somme tider hurtigere – men generelt langsomt. 

Jeg er spændt, men også lidt nervøs på den gode måde. Jeg kender i forvejen en 5-6 stykker fra børnehaven som jeg kommer til at gå i klasse med, heriblandt min bedste ven Mikkel. Det hjælper lidt på nervøsiteten.

Jeg er iført shorts og t-shirt. T-shirten er mørkegrøn og mine shorts er beige. Min skoletaske er orange.

Da vi ankommer i klassen er der i forvejen arrangeret pladser til hver elev. Det gør mig lidt mere nervøs da jeg ikke kommer til at sidde sammen med Mikkel, som jeg ellers havde tænkt mig at sidde sammen med. Jeg sidder sammen med Simon og Frederik som i forvejen kender hinanden.

Vores klasselærer Ilse har arrangeret nogle lege for os. Jeg mener nok at der var en navneleg iblandt, for at vi skulle lære hinanden bedre at kende.

Jeg kan huske at mens legene er i gang er vores forældre inviteret op på inspektørens kontor til rundstykker.

Da den første dag i klassen er overstået kommer vi over i fritidsordningen (som gik under navnet ”Gammel Fritter”), hvor Mikkel og jeg leger, inden vores forældre henter os igen.

Vejret var gråt, det samme var min sind tilstand, jeg skulle til tandlægen for, at få lavet en rodbehandling.

Følelsen af frygt, modløshed og de kommende smerter sad tungt i mig. 

Jeg havde blødt og behageligt tøj på, og tog modvilligt turen ind til byen for, at møde min tands skæbne. 

Jeg trådte ind hos tandlægen, derefter gik det stærkt.

Pludeselig var jeg på tandlæge briksen, og fik venligt høretelefoner på, hvor Robbie Williams skrålede mens tandlægen boerede og hammerde i min mund. 

Efter en evighed, blev frrygten en realitet. 

Jeg mistede en tand den dag. 

Den grå vejrs dag i januar. 

 

Det er i hvert fald sådan, jeg gerne vil huske den dag, min første skoledag for 19 år siden.

Jeg havde fået brev på forhånd med forskellig information, både om studiestarten og også om introperioden, arrangeret af de ældre studerende på min linje, engelsk og samfundsfag på A, matematik på B. Jeg husker ikke meget om hvad der egentlig stod i alle de breve, kun at alle min fra klasse, 1.T, skulle have rødt på første skoledag. Fint. 

Og så kom dagen. Jeg blev kørt derop i bil af mine forældre, selvom vi kun boede en kilometer fra skolen. Det var solskinsvejr og vindstille, så jeg behøvede ikke trøje udover min røde t-shirt. 

De andre fra min nye klasse var nemme at finde. Nogle af dem kendte jeg en smule på forhånd, fra min folkeskoles parallelklasser. Og da jeg stod der, mellem alle de andre nye elever i rødt, med bøjle i hele munden for at rette et overbid, sved under armene og sikkert også tissetrængende, følte jeg, at mit naive ønske om, at nu skulle alt virkelig blive anderledes, ville gå i opfyldelse: Nu kunne jeg få mig en masse nye venner, blive inviteret til fester, og måske endda møde min første rigtige kæreste. 

Nummeret er efterhånden blev en kendt sag for den gængse dansker. Det er, lige siden programmets start, blev brugt i hvert eneste afsnit af Nak og Æd. Også der bruges det som en musikalsk hymne til morgenstunden; det bliver spillet i den del af afsnittet, hvor Jørgen og Nikolaj vågner på jagtdagen. 

Det er i dag jeg har min første dag i praktik. Selvom jeg først skal møde kl. 9.30, er jeg stået op i god tid. Man kan jo ikke vide om cyklen skulle være punkteret eller toget forsinket. Èn ting  er sikkert, man kommer ikke for sent på sin første dag. Det gør man i det hele taget aldrig til nogen ting. Jeg hader at komme for sent.

 

Jeg står foran en imponerende store bygning i centrum af Aarhus. Jeg tænker "Det bliver for fedt at skulle være her de næste 6 måneder". Det føles helt vildt anderledes at møde op på et "fuldtidsarbejde arbejde", når jeg nu de sidste 4 år har været almindelig studerende. Jeg går hen til døren. Tager i håndtaget. Der sker ikke noget. Den er låst. Jeg går lidt i panik, hvordan skal jeg nu komme ind. Jeg får lidt svedige håndflader. 

Jyske mesterskaber i tennis. Jeg er i finalen i mesterrækken for første gang, og jeg har spillet virkelig godt gennem hele turneringen. Hele sæsonen har været en udfordring for mig. Jeg har ikke vundet en kamp i syv måneder, noget som jeg aldrig har prøvet før. Jeg har trænet disciplineret hver dag flere gange om dagen, men har ikke formået at overføre det til mine kampe. Min første kamp i turneringen var mod en modstander, der ikke burde være i mesterrækken. Det var ligemeget, det var ikke det, der var vigtigt for mig. Det vigtige var at vinde min første kamp. Den første kamp i syv måneder. Jeg spiller ikke optimalt, men det var mere end nok til at vinde. Endelig. Jeg havde fået hul på bylden, og jeg var klar til at vinde turneringen. Jeg var seedet 4 i turneringen, den fjerde bedste spiller baseret på den danske rangliste. Jeg var favoritten til at vinde. Jeg vidste, jeg kunne slå alle de andre spillere, og jeg havde nu vundet min første kamp. Jeg var i gang. Næste kamp var kvartfinalen. Jeg kan ikke lide min modstander. Han er så falsk uden for banen og ubehøvlet på banen. Han snyder, hvis han kan komme til det og kommer ubehagelige kommentarer mellem pointene. Ude på sidelinjen står hans forældre og storebror og opfordrer ham til at blive ved. Ved med at snyde, ved med at svine mig til. Jeg kan slet ikke spille i første sæt. Jeg er nervøs. Jeg må ikke tabe til ham her. Han er buttet, blond og VIRKELIG en idiot. Jeg taber sættet og råber ud over hele anlægget at det er pinligt at tabe til en junior. Derefter går jeg ud på toilettet. Jeg skal have fyldt min drikkedunk og samlet tankerne. På vej tilbage på banen går jeg forbi min træner, der siger "nu vinder du, Sunke", og jeg svarer, at jeg stopper med at spille tennis, hvis ikke jeg gør. Andet sæt går i gang, og jeg er mere klar i hovedet. Jeg er ligeglad med ham og hans familie. Jeg skal bare vinde, og det gør jeg også. Jeg vinder let de to sidste sæt og er i semifinalen. Semifinalen vinder jeg efter et tæt første sæt, og i andet sæt giver min modstander mere eller mindre op, og jeg er dermed i finalen. I finalen møder jeg min klubkammerat og stortalentet fra vores klub. Jeg er nervøs, fordi jeg ikke vil tabe til ham. Jeg har trænet så meget med ham, jeg ved, hvordan han spiller, og jeg ved inderst inde, at han ikke kan slå mig. Men jeg er stadig nervøs, for "hvad nu hvis?". I finalen er nerverne rystet af. Jeg har nogle gode kampe under huden, og jeg er klar. Jeg ved, hvordan jeg skal spille, og jeg vil bare i gang med kampen. Jeg vil vinde. Vi spiller en god og fair kamp. Det er god tennis. Der er tilskuere, for første gang i min tenniskarriere på dansk jord er der mere end to forældrepar, der kigger på. Jeg vinder kampen og føler en lettelse falde over kroppen.

Det var gråvejr og koldt. Satans koldt. 

Jeg havde ikke været synderligt nervøs månederne forinden. 

Men nu var dagen kommet. 

Nu meldte nervøsiteten sig. 

Jeg tænkte ved mig selv: ”Hvad er det dog, jeg har meldt mig til?”

Mine bedsteforældre og min mor kørte mig til kasernen. 

De kunne godt se på mig, at jeg mest af alt havde lyst til bare at vende om og droppe det hele. 

De måtte ikke gå med mig hele vejen ind på kasernen. 

Jeg måtte tage afsked med min familie, og klare mig selv herfra. 

Jeg kom til en gang, hvor der sad to sergenter og tog imod de nye menige. 

Der var en pige foran mig. 

”Navn?” Sagde den ene sergent højt. 

Hun svarede ”Emily”.

”Navn?” 

”Emily.”

”Navn?”

”Ebeltoft”. 

Jeg opfangede heldigvis, at man som værnepligtig bliver kaldt sit bynavn. 

Jeg slap for den første prøvelse. 

Men der kom flere. Mange flere. 

Det var den dag, jeg lærte min bedstefars berygtede mantra: ”DET GÅR OVER”.

Skriveøvelse - Andrea

 

Mit hår var stadig fugtigt fra badet da jeg gik ud til min cykel. Det regnede ikke længere, men min saddel var stadig våd fra skyllet forinden. Jeg overvejede om jeg havde tid til at gå ind og skifte til en længere trøje, eller til at hente en plastikpose, for at beskytte mig selv fra at blive våd. Det havde jeg ikke. Jeg var allerede sent på den, og jeg anede ikke hvor lang vejen til min destination var. Jeg svingede benene langt bagud, op på cyklen, og traskede afsted. De første par hundrede meter stod jeg op i sadlen, for at undgå at mine bukser blev våde. Det var nu egentlig leggings, men det lyder sejere at sige bukser. Jeg blev hurtigt træt, og det var ikke en success. Mine bukser blev våde. Jeg havde på forhånd indstillet min gps og havde kun denne, ingen musik, i ørene på vejen derhen. Til højre. Til venstre. Til højre. Ligeud i halvanden kilometer. Undervejs blev gps’en stille, og jeg savnede næsten at stemmen fortalte mig hvor langt der var igen. Er jeg der snart? Hvad er klokken? Jeg blev overhalet af alle, og jeg bebrejdede min gamle herrecykel uden bremser, ikke mig selv, for ikke at have cyklet på den hele sommeren. Det var cyklens skyld. Det gik op ad bakke og jeg begyndte at have det varmt. Min jakke, som egentlig var min søsters genbrugsfund, havde jeg lånt dagen forinden for ikke at blive yderligere syg. Jeg følte mig bedre tilpas, og jeg kunne godt lide jakken. Den var kort og lavet af fake ruskind, så man ikke skulle bekymre sig om den når det regnede. Perfekt! Jeg åbnede den og begav mig videre fremad. Endelig annonceredde gps stemmen at det var tid til at dreje til venstre. Jeg behøvede den egentlig ikke længere, da jeg nu var samlet i en stor flok som alle kørte samme vej. Jeg var ikke sikker på om jeg overhovedet ville have kunne komme ud af forsamlingen, selv hvis det var det jeg skulle. Som et cykelhold, synes vi at fungere, alle individer som ikke synes at ænse hinanden, men som samtidig havde en fælles endedestination. Nu er vi her. DMJX. 

 

Det er første skoledag. Jeg skal starte i gymnasiet. Jeg har siddet og ventet på taxaen, der skulle komme. Det var meningen, at den skulle være der en halv time før, men den kom ikke før klokken var kvart i. Solen skinnede, men chaufføren var mut og irriteret. Han sagde ikke noget hele turen og jeg sad bare og kiggede ud ad vinduet og lyttede til den skrattende sang i radioen, mens bilerne susede afsted. Da vi endelig kom til Støvring, kunne han ikke finde indkørslen til gymnasiet og kørte derfor ind ved den første og bedste indkørsel, som han kunne se, hvor der var biler, børn og forældre. Det er her, sagde han. Det tror jeg ikke, sagde jeg. Men det er det, bed han mig af. Jeg var begyndt at svede, var nervøs for at komme for sent og turde ikke sige ham imod. Jeg gik ind af indgangen og fik øje på en masse børn med skoletasker, der næsten var større end dem selv. På væggene hang der skolemælk- og antimobbeplakater. Foran mig stod pludselig en lærer foran mig. Kan jeg hjælpe dig, spurgte hun. Ja, er det her støvring Gymnasium. Nej, det her er en folkeskole. Gymnasiet er den vej. Nu ringede det ind. Jeg begyndte at løbe. Mit hjerte hamrede. Jeg var kommet for sent. 

Ronni Borup – min datters fødsel 

Vi var indlagt på skejby hospital i sommeren 2013 da min daværende kæreste var gravid med vores første barn men hun havde desværre fået svangerskabsforgiftning. Jeg havde lang tid i forvejen købt to søndagsbilletter til skanderborg. Søndag den 11. august spurgte jeg flere sygeplejerske om jeg kunne tage af sted og de svarede alle sammen at det kunne jeg sagtens der var ingen chance for at barnet skulle ud i dag. Jeg aftalte med bitten at jeg tog til skanderborg og hyggede mig med de venner der var derude og som kom tilbage senere på aften. Jeg kom til skanderborg, ind på pladsen den var dejligt vejr og en verden til forskel på at vade rundt ude på skejby afdeling 10 for fødende. Jeg havde lige fået min anden fadøl da min mobil ringede. Midt i alt larmen ved bøgescenen fik jeg taget telefonen men kunne dårligt hører hvad der blev sagt. Jeg fik bevæget mig væk så jeg kunne hører hvad der blev sagt. Jeg fik en melding på at bitten skulle have akut kejsersnit inden længe så jeg skulle skynde mig tilbage til skejby. Jeg havde heldigvis en ven der var ædru så vi løb hele vejen ud til parkeringspladsen og jeg fik fat i min svigermor og min egen mor og fik sat dem ind i situationen på vej til skejby som føltes uendelig langt væk. Jeg ankom løb først ned på vores stue efter et kamera som jeg fik besked på og så om til bitten der lå klar til at komme ind og blive gjort klar til at få et kejsersnit jeg skulle have grønt hospitalstøj på. Det var en vanvittig kontrast fra at være til festival i skanderborg til at stå på en operationsstue hvor ens kæreste skulle have fortaget et akut kejsersnit. Så jeg var sgu lidt bleg i ansigtet og elle de søde sygeplejersker var vist bekymret for at jeg ville besvime midt i det hele. Det gjorde jeg dog ikke, i løbet af ingen tid var bitten bedøvet og ud af hendes mave kom min lille datter trud. Jeg gik igennem hele mit følelsesregister og blevet drillet lidt af lægen med om jeg kunne se hvor jeg skulle klippe navlestrengen for alle de tårer der væltede ude. Derefter blev trud kørt op på børneafdelingen sammen med mig fordi hun tildels var for tidlig født og også lidt lille i det. Det første døgn var det værste da truds kurve blev nedadgående så om natten skulle vi forbi en stue hvor hun skulle have lidt medicin. Efter det første døgn gik alt efter planen og trud voksede som hun skulle og efter et par uger fik vi lov til at komme hjem med trud. Trud startede i 0.x 12. august 2019. 

Solen skinner. Himlen er blå. Jeg har mine nye pinke sandaler på, som jeg fik i Frankrig i sommerferien. De skinner. Sophie fik dem også, og når Sophie også har dem, så er de ret seje. Mit hår er sat op i en knold. Og jeg har min ternede lyseblå og hvide kjole på. Men derudover har jeg en taske på. En slags taske, som jeg ikke er vant til at gå med. Det er nemlig min skoletaske. Min allerførste skoletaske. Den største taske, jeg nogensinde har ejet. Den er lilla og lyserød. Den har jeg fået af mormor. 

 

Cecilie og jeg stiller op til billede foran skolen. Vi er spændte. Vi er nervøse. Men vi har hinanden. Cecilie græder lidt, da Jimmi og Birgitte går. Jeg tager hende i hånden. Jeg er jo den ældste. Jeg skal være den store og modige. Jeg må ikke vise, at jeg også er lidt nervøs. Min mor og far går også, men det er faktisk okay. Jeg er ikke bange. 

 

Inde i klassen skal vi sidde ved det samme bord. Det bord, der er tættest på læreren. Brit, hedder hun. Hun virker sød. Hun er ældre end min mor, men ikke helt så gammel som mormor. Der er mange børn rundt i klassen. To af dem har jeg set før. Cecilie og Emilie. Resten kender jeg ikke. Jeg kigger ned på mine pinke sandaler. Sophie har også gjort det her. Hun går en klasse over mig. Måske har hun også de sandaler på i dag. Det skal nok blive en god dag. 

Den store dag er her. Det er min bryllupsdag. Jeg har gået på højskole i nu 2 måneder og jeg skal i dag giftes med Sofie. 

Min "best man" kommer op og vækker mig med en Arnbitter. Føj hvor den smager dårligt. Men det er nok for det bedre. Jeg har ikke sovet særlig godt. Har tænkt på at blive gift hele natten, hvilket har givet mig en ordentlig spand angst sved. Vi hopper i søen som er blevet kold i efterårskulden. Solen kommer frem bag skyerne og giver en smule varme til vores rystende kroppe. Der er ikke meget mad jeg kan klemme ned denne morgen. Og den mad der kommer ned, er tættere på at komme op igen end at blive fordøjet. 

Da jeg står ved alteret, lugter blomsten i min brystlomme mærkeligt parfumeret. Jakkesættet sidder fint, men det føles som om at butterflyen spænder ind i halsen. Kan jeg stadig nå at stikke af? Jeg mærker angstens sved løbe ned ad ryggen. Jeg hører orglet spille tonerne og ser dørene gå op. Mit hjerte sænker sig helt ned i maven. Selvom det skulle være en leg, så føles det alt for virkeligt. Med rigtig præst, min egen familie, svigerfamilie og selvfølgelig et hold af rockere fra Nordvest. 

Jeg kigger Sofie i øjnene. Hun ser lige så nervøs ud. Hun smiler skævt og er mindst ligeså forvirret. Vi mødes ved alteret. Jeg giver hendes far hånden og kysser hende på kinden. Hun siger: "hvad har vi dog rodet os ud i?". Jeg ved det ikke. Det er den første form for gift ved første blik, hvor en lodtrækning tilfældigvis har valgt os to. 

Nu sker det. Nu er singlelivet forbi. Nu er jeg ved at blive gift. 

Det var koldt og vådt. Det var den 16. januar 2018, aftenen før min fødselsdag. Jeg kan faktisk ikke helt huske hvad jeg havde på af tøj, jeg tog vel bare det der lå nærmest og satte mig ud i bilen. Min kæreste kørte bilen, og jeg troede det ville blive en ualmindelig lang tur, men faktisk var det nok de korteste 20 minutter jeg længe havde oplevet. Vi gik ind og fandt den hjælp vi skulle bruge. Jeg havde en forventning om en masse lyde, men der var helt stille. Eller, der var helt stille inde i mit hoved, i hvert fald. Vi blev ført ind i et lokale som lugtede klinisk rent og var meget hvidt. Ekstremt hvidt. Klokken blev over midnat, og det var nu min fødselsdag. Jeg husker meget tydeligt, at jeg sagde tillykke til mig selv præcis da klokken slog 24. Det var måske lidt mærkeligt. Jeg havde smerter i forvejen, men de blev absolut ikke mindre. Min kæreste snakkede med fagfolk og folk snakkede til mig og hentede flag. De var meget søde, men faktisk var jeg kun til stede inde i mit eget hoved. Jeg arbejde på et projekt. Jeg havde misset en eksamen, men det var ligegyldigt, for jeg stod foran mit livs opgave. Smerterne blev de værste jeg i mit liv har været udsat for, men det var det hele værd. To timer over midnat kom hun til verden, min datter. Tillykke til os begge.