Cradle-to-cradle (C2C) er et designkoncept, der tager udgangspunkt i den cirkulære økonomi, hvor materialer enten nedbrydes og indgår i et biologisk kredsløb eller indgår i et teknologisk kredsløb, hvor materialerne genanvendes nemt. C2C er et koncept, der kan bruges på alle tænkelige produkter og visionen for C2C er på den måde at lave samfund, der kan køre på vanlig vis helt uden at producere affald, hvis det bliver implementeret ordenligt.

 

C2C er et koncept, der er udviklet af Michael Braungrat, og han siger at det er en ny innovation tankegang, der skal bruges for at C2C skal lykkedes. Han bruger f.eks. et citat fra Einstein til at underbygge dette: ”man kan ikke løse et problem med samme tankegang som skabte problemet i første omgang”.  C2C handler altså om at lave bæredygtige innovative produkter. Her skal bæredygtigheden ses på 3 plan: social bæredygtighed, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Den sociale kommer i spil idet C2C også bør implementeres på den måde, så folk arbejder bedre sammen. Her kommer han med eksemplet fra en C2C bygning i Venlo (en by der er kendt som C2C’ hovedstad), der er designet på en måde så materialerne den er bygget af kan genbruges og at bygningen er indrettet på sådan vis, at den påskynder menneskeligt samarbejde, der i sidste ende fører en mere økonomisk effektiv arbejdsplads, da der bliver sparet arbejdstimer.

 

C2C produkter kan dog godt være svære at gøre økonomisk rentable, da den (på nuværende tidspunkt) innovative udvikling og produktionsmetode er mere omkostningstung. Dette problem siger Braungrat imidlertid vil løses ved at forbrugeren efterspørger C2C produkter mere. Efterspørgslen stiger, da et C2C produkt også har en signalværdi og etisk aspekt, der siger ”jeg går op i bæredygtighed”. Derfor har virksomheder også en interesse i C2C, da det signalerer, at de tager deres CSR (virksomhedens sociale ansvar) alvorligt, og kunder derfor gerne vil købe deres produkter. Det var f.eks. grunden til at Ford inkorporerede C2C i udviklingen af en ny bil, men så alligevel ikke ville sætte den i produktion - bilen havde altså god PR-værdi for Ford. 

 

Hvis Apple f.eks. skulle implementere C2C ville det altså have en positiv marketingseffekt på dem. Der ligger imidlertid en masse tekniske problemer med reelt at implementere det i et produkt, da C2C genopfinder produktet fuldstændigt. C2C handler nemlig ikke om at gøre det dårlige bedre, men helt at fjerne de dårlige sider ved produktet og finde på nye løsninger. Ulempen ved Apples telefoner er, at de indeholder utrolig mange forskellige grundstoffer (40+), og derfor er det ikke nødvendigvis et skridt i den rigtige C2C-retning, at de forsøger at genanvende nogle få af deres grundstoffer som aluminium og guld. Det er selvom Apple har udviklet nye måder at genanvende aluminium i deres produkter på. Her ligger der sandsynligvis et lige så stort økonomisk perspektiv, da det er værdifulde grundstoffer og telefonerne har en høj lødighed (koncentration) af grundstofferne. 

 

Som forbrugere har vi vænnet os til at Appels produkter og deres strategi er innovativ, og ikke går på kompromis med noget - undtagen dele af bæredygtigheden. Hvis Apple og andre telefonproducenter skal ændre denne strategi, skal det være fordi at det forbrugeren efterspørger det. Let’s face it virksomheder vil altid søge mod hvad der økonomisk bæredygtigt og rentabelt, og hvis det ikke er det nu, så er det fordi, at de regner med, at det vil det blive på sigt. C2C giver dog stadig god mening at implementere, selvom det miljømæssige perspektiv fjernes, for så har vi bare fået nogle bedre produkter, materialer, tankestrukturer etc.

 

I vores arbejde gennem de sidste uger står det klart, at produktionen af de produkter vi omgiver os med gennemgår en lang række led fra udvinding af råstofferne til det færdige produkt. Aspekter som bæredygtighed, her både den økonomiske, sociale og miljø dimension, transport, forbrugerens bevidstved og meget mere spiller ind.  Med denne viden i baghovedet, er det tydeligt at cradle2cradle princippet er mere vanskeligt at indføre, også på trods af Brungarts formaninger om at produktionens øgede omkostninger kompenseres af produktets øgede værdi.

 

Tager vi mobilen som eksempel, er det et produkt som resultat af over 40 forskellige råstoffer, komponenter fra verden over og en globaliseret produktion. Her udfordres cradle2cradle princippet, idet at man må revidere og omlægge alle værdikædens led i produktionen af en mobil for at få et bæredygtigt produkt i sidste ende, der herefter kan indgå i den tekniske cyklus.

 

Selvom opgaven virker uoverskuelig, ser vi også producenter som Apple, der med innovation prøver at forbedre deres produkter til det bedre. Fx når de udvikler en ny form for aluminium, der skal indgå i produktionen af deres IPhones. Om det så blot er pga. branding, på baggrund af den stigende interesse for et bæredygtig design, kan diskuteres.

 

Selv om omlægningen til produkter med cradle2cradle certifikat er en større omlægning af hele produktionen og i alle værdikædens led, tænker jeg, at Brungart har fat i noget. Producenterne (og i høj grad også forbrugerne) må vende deres tankegang om fra at ville reducere affaldsproduktionen, til at tænke i nye baner hvor at genanvendelige materialer bruges i produktionen, så at et produkt kan indgå en cirkulær livs-cyklus, frem for fra "vugge" til "grav".

Jeg har ikke svaret, men for mig er en afgørende milepæl i omstillingen af virksomhedernes produktion, at en så stor aktør som Apple retter fokus mod miljømæssige tiltag, da netop et firma som Apple har ressourcerne til tilslutte sig cradle to cradle. Apple inspirerer, med et sådant tiltag, andre virksomheder, og som Michael udtaler i dokumentaren: ”95% af alle mennesker vil være gode, hvis de fik chancen for det”. Stort set alle mennesker (virksomheder) har altså et ønske om at forbedre den verden, de lever i under forudsætning af, at det ikke kræver for store ændringer i deres adfærdsvaner. 
Jeg kommer sådan til at tænke på, da vi besøgte MIMA i efteråret, at de hævdede, at en potentiel udfordring for bæredygtige tiltag er, at virksomheder har nok (økonomiske) bekymringer på kort sigt. I lyset af disse ord virker det ikke synderligt realistisk, at virksomheder vil prioritere cradle to cradle over deres nuværende produktionsadfærd. 

Måske kan konkurrencen mellem mobilproducenterne og Apples tiltag i sig selv igangsætte en omstilling i produktionen. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at en virksomhed som Apple kan blive en afgørende frontløber for at implementere radikale ændringer i virksomhedernes adfærdsvaner. En anden potentiel udfordring der kan opstå i kølvandet her på er, hvordan vi sikrer, at forbrugerne tyer til disse adfærdsregulerende tiltag?

Der forekommer dog flere problematikker ved at være 100% klimaneutral, eftersom at selve prisen på produktet derefter vil stige, da der skal tages højde for flere faktorer. Man kan spørge sig selv om dette er realistisk, da økonomien har så stor indflydelse på et produkt’s “marketing”. Man vil jo ikke selv betale 20+% mere for sin smartphone, hvis man kan lade være. For at en C2C-produktion skal være realistisk, skal man tage højde for de økonomiske omkostninger, og derefter være sikker på, at ens målgruppe er villig til at betale de yderligere omkostninger. 

Én af Michaels hovedpointer er, at vi er nødt til at være tålmodige, og se fremad. Det kan være at priserne stiger, men at vi istedet for kan have en mere positiv indflydelse, ikke bare for klimaet, men også for hinanden. "95% af mennesker vil være gode, hvis man giver dem chancen."

 

Det er desværre ikke alle firmaer som er gået i gang med storstillet C2C produktion, da prisen på varerne ville stig, og virksomheden frygter at folk vil vælge andre produkter som er billiger. Det er dog på trods af C2C er bedre kvalitet og bedre for mennesker. 

 

I byen Venlo indført C2C ”hovedstaden” i Europa. En by som har haft svært ved at udvikle sig, pga. de kloge unge flygtede til storbyen, så snart de var uddannet. Med C2C har de bragt spændende arbejdspladser til byen og skabt udvikling. Venlo har bygget nyt rådhus og skole som er C2C. På rådhuset har det betydet bedre belysning og maling som optager mirkopartikler så mennesker ikke indånder dem. På den måde har rådhuset gladere og friske ansatte som arbejder effektivt og sjældent er syg. De estimere at besparelserne er på omkring 460.000 euro om året. 

 

Kan Teknologi industrien følge efter med det gode eksempel og blive C2C? Der findes allerede mobilen fairphone som er lavet af genbrugs materialer og fairtrade mineraler. Telefonen er nem at reparerer og alt der går i stykker bliver også genbrugt, derfor tror jeg det er muligt at vi i fremtiden kan få C2C telfoner, hvis bare os forbrugere er villig til at betale prisen for bæredygtighed og genbrug. Så er vi det?

 

Idéen er derfor at vi skal kunne være i stand til at lave produkter i fremtiden, vis død kan blive til fødslen af et nyt produkt. Det handler om at effektivisere processen og uskadeliggøre den fra farlige stoffer. Så når mobiltelefonen består af mange forskellige komponenter, og ikke mindst grundstoffer, betyder det at man skal kunne inkorporere mobiltelefonen i den tekniske cyklus. Umiddelbart vil det derfor handle om at effektivisere udvindingen af grundstoffernes malme, således at det for det første ikke vil være farligt for arbejderne. Derudover skal man kunne producere telefonen uden skadelige stoffer, og at de dele der indgår kan efter produktets død adskilles og genbruges til en ny telefon. Det handler derfor nok også om at telefonerne ikke skader lokalbefolkningen når de sendes til ”scrapyards” som Agbogbloshies, hvor at produktet efter afbrændingen forurener og udløser diverse gasser. Derudover skal det økonomisk set også kunne blive så effektivt, at det kan betale sig for firmaer, som Apple, at omvende produkterne, så de produceres genanvendeligt. Man kunne for eksempel godt forestille sig, at hvis telefonerne bliver sendt til steder hvor de genanvender de tekniske ”næringsstoffer”, så der kan produceres flere telefoner, ville det måske i sidste ende kunne skabe besparelser for firmaer som Apple. De nye idéer skal altså kunne sørge for, at man kunne lave produkter der kan blive til fødslen af nye produkter, så produktets afbrænding ikke er nødvendig. 

 

Vi har udvundet så mange råstoffer til elektronik at der nu er 10 gange større lødighed af sølv, guld, platin osv. pr ton i vores elektronik end i den malm som udvindes i jorden nu. Derfor giver det bedst mening at produktion af elektronik bygger på genanvendelighed og cradle to cradle princippet, for vi kan ikke bare blive ved med at udvinde i jorden - på et tidspunkt slipper materialerne op.

 

Men er det så enkelt at gå over til cradle to cradle princippet? Formentlig ikke. Det vil kræve en stor indsats indenfor innovation af materialerne i en mobiltelefon. Måske vil det kræve at elektronikgiganter som Samsung og Apple lægger våbene i kampen om at levere en smartphone, der er hurtigere, tyndere, lettere, smartere og i stedet kæmper om at være mest genanvendelig. Som forbruger kan vi f.eks. presse giganterne ved at købe en Fairphone i stedet for den nyeste iPhone. En Fairphone, hvor man opfordres til ikke at opdatere til den sidste nye model. En Fairphone, som bruger øko-venlige og genbrugte materialer. I sidste ende handler det hele vel om økonomi, så derfor skal det virke økonomisk rentabelt for mobilproducenterne at omlægge deres strategi. Apple reklamerer med, at de bruger 100% genbrugt aluminium i deres Mac Book Air, hvilket er en start, men det får mig til at tænke på det Einstein citat, Braungart brugte i dokumentaren: ”No problem can be solved from the same level of consciousness that created it” Kun nytænkning og innovation løser problemet. Denne innovation kan måske endda lede til et endnu bedre produkt, som vi så i dokumentaren med Clarysse håndklædet eller indeklimaet på skolen i Venlo.