Du ved helt sikkert, hvad eventyr er. Men ved du også, at der findes to slags eventyr? Der er både noget, der hedder folkeeventyr, og noget, der hedder kunsteventyr. Nogle af forskellen mellem de to genrer er bl.a.:

• Folkeeventyret er en mundtligt overleveret genre, dvs. den er fortalt af en masse forskellige mennesker – og til sidst skrevet ned af folk, der ønskede at bevare de folkelige eventyr. Nogle gange er der flere forskellige, der har nedskrevet eventyret, og det kan derfor findes i flere forskellige udgaver.

• Kunsteventyret har derimod en kendt forfatter, fx H.C. Andersen, og der er derfor kun én kendt udgave af det. Nogle gange bliver disse eventyr dog filmatiseret, og så kan der godt blive lavet lidt om i handlingen. Men selve historien er den samme.

Sproget i de to genrer er også forskelligt. I folkeeventyr er sproget meget ligefremt og mere simpelt end i kunsteventyret, hvor der ofte er gjort mere ud af sproget. På den måde er kunsteventyr både spændende for børn og for voksne. Personerne er også mere nuancerede og runde i et kunsteventyr og flade og stereotype i et folkeeventyr.

Herudover kan man skelne mellem eventyrene, alt efter hvad de handler om. 

• Trylleeventyr er eventyr, hvor magi og overnaturlige væsener spiller en afgørende rolle, fx H.C. Andersens Fyrtøjet. 

• Tingseventyr er eventyr, hvor genstande med menneskelige egenskaber er hovedpersonen, fx H.C. Andersens Den standhaftige tinsoldat. 

Eventyr kan være sjove og spændende og er næsten altid fyldt med fantasi og magi – og jagten på at få et ønske opfyldt. Men der er mange forskellige ting, der kendetegner et eventyr. 

Det vigtigste ved eventyr er, at det foregår i en eventyrlig verden. Der kan ske magiske ting, og man kan møde overnaturlige væsener og fænomener. Personerne i eventyr er typer, dvs. de optræder som repræsentanter for personer, vi kender i forvejen: den onde stedmoder, den rige konge, den smukke prinsesse osv. Folkeeventyr benytter sig af fortælleregler. Nogle af reglerne knytter sig til gammel mytologi og overtro (fx tre-­ og syvtalsreglerne), andre af reglerne regner man med har været ”huskeregler”, der har skullet hjælpe fortælleren med at holde styr på eventyret. 

Her er nogle af de almindeligste regler:

• Indledningsregel: Fortællingen begynder med en tydelig indledning: Der var engang … Indledningen fortæller, at det ikke foregår på nogen bestemt tid, at det ikke handler om en bestemt person, og at fortællingen ikke foregår et bestemt sted.

• Gentagelsesregel: Handlinger og situationer gentages ofte. Funktionen er ikke at øge spændingen (vi ved jo godt, at det lykkes tredje gang), men er for at understrege en bestemt egenskab, et karaktertræk eller tema og samtidig gøre fortællingen rytmisk.

• Tretalsreglen: Tre brødre, tre søstre, tre gange osv. 

• To­personsreglen: Der er som regel højst to personer i en aktiv handlingsmæssig situation. 

• Modsætningsreglen: Det gode og det onde, den yngste og den ældste, den grimme og den smukke osv. 

• Bagvægtsreglen: Den, der bliver nævnt sidst, er den vigtigste: Først nævnes fx brødrene, så nævnes Klods-Hans. 

• Enhedsreglen: Hver situation i handlingen fremkalder den næste situation. Fortællingen er kronologisk.

• Hvileregel: Efter dramatiske hændelser følger korte berettende afsnit, hvor tilhørerne kan ”hvile”. Fx Nu rejste han så videre over bjerge, over dale og lærte mange … Slutningen på et eventyr er også udtryk for en slags hvileregel: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Hvorfor er stedmødre altid onde, og hvorfor er prinsesser altid guddommeligt smukke? Og hvorfor er det altid det tredje forsøg, der lykkes? I dette kapitel skal du lære mere om eventyret og dets kendetegn.

Jacobs digtervenner Achim von Arnim og Clemens Brentano beskæftigede sig med indsamling af tyske folkeviser, og det inspirerede brødrene til i 1806 at indsamle eventyr og sagn, både fra skriftlige og mundtlige kilder. I årene 1812-15 udkom deres ”Kinder- und Hausmärchen” med 156 fortællinger, mens senere udgaver er udvidet til ca. 210 fortællinger, hvoraf mange er reviderede stilistisk, primært af Wilhelm Grimm.

Deres ”Kinder- und Hausmärchen” var trods titlen som udgangspunkt møntet på voksne læsere, men netop titlen kan have været betydende for, at man i eftertiden har regnet eventyr som børnelitteratur. Deres samling af folkeeventyr som ”Hans og Grete”, ”Askepot”, ”Tornerose”, ”Snehvide” og ”Klokkeblomst” er blevet folkeeje verden over og uomgængelig i vestlig kulturhistorie. Da Disney i 1937 lavede ”Snehvide og de syv dværge”, var det den første amerikanske animationsfilm i spillefilmslængde i USA.

Eventyrene er blevet oversat til dansk ad flere omgange, først af Adam Oehlenschläger i 1816.

Grimms eventyr er på en måde genrebetegnelse i sig selv. De opfylder for de flestes vedkommende alle genrekrav til det klassiske folkeeventyr, da de er tidløse og universelle, følger en stram hjemme-ude-hjem-komposition og begynder med ordene: ”Der var engang…”. Herefter følger en introduktion til karaktererne, og handlingen og konflikten tager form. Oftest er der en venligstillet helt, der møder modstand og skal igennem tre prøver for at opnå sit mål. Der er som regel en hjælper, ikke sjældent fra naturen, der hjælper helten på vej til den lykkelige – ofte romantiske – slutning. Fortællingerne er befolket af stereotype arketyper: en ond mor/stedmor, en lidt vag far, kongelige, hekse, søskende med indbyrdes modsætninger og personer med tydelige forskelle: rig/fattig, doven/flittig, ren/beskidt, smuk/grim, ung/gammel osv. Der er mange dyr med, enten som menneskets ven eller fjende, men de kan altid tale sammen, og ikke sjældent foregår dramaet i en stor skov.

Der er mange kristne motiver, både ved budskabet om, at det altid lønner sig at opføre sig ordentligt, og at dovenskab er en synd – men samtidig kan dovenskab også fremstilles som en frelse som i ”Den dovneste”, hvor den mest dovne søn arver deres far. Grimms eventyr kan af datidens borgerskab have været brugt som led i børneopdragelsen.