dette var gendarmer, en bekymret borger var dog ikke så glad for dette og stilte sig derfor ud foran rytternes vej, men efter en høflig snak trak han sig tilbage. Det uheldige skete dog at en hund, løb ud foran en af rytterne, og hans hest stejlede og han fald af den

- Noa og Jakob Ravn.

Da han endelig kom til byen, fandt de ham meget skræmmende, men alligevel også spændende. Det er ikke så tit at ens mareridt, bliver til virkelighed. 

Deres tanker om Gendarmeren, vidste de ikke om var sande. Alle i Lillelund var mødt op, da han ankom. 

Det var en stor begivenhed. Især for børnene. Ikke nok med at deres mareridt, var blevet til virkelighed, var det heller ikke så tit, at deres forældre var så interesseret sådan noget. 

Denne begivenhed var usædvanlig, især for Lillelund. Gendarmerne kommer til alle sogne, men i vores fik han ikke lov at sejre. Vores by var stærkere end ham. Han endte med, at falde af hesten. Vi vandt, Lillelund vandt over mareridtet. Ikke nok med det, inspirerede vi også andre til, at gøre det samme. Vi skal ikke være et land, som bruger ressourcer på pæne heste og uniformer, men på markerne og ikke mindst på mennesker.

-Søren, Tilde og Frederikke.

En mand passerede og væltede næsten ned i grøften ved siden af mig. Jeg kunne mærke hans øjne følge mig. 

Endelig red jeg ind i byen. Urokkelig rolig, stolt og strunk. Min himmel blå uniform sad som syet på mig. Da jeg nåede gadekæret, red jeg et ekstra stykke for at lade min hest drikke, og da den var færdig klappede jeg den på halsen med min behandskede hånd, og jeg drejede ham ned mod vejen. Blandt karlene i porten skete et bevægelse. De havde nu samlet sig om gadekæret, men ingen ville begynde. En stillede sig op foran mig, der blev stille i hele byen. Jeg hilste, men fik ikke noget tilbage. Jeg stivnede dog alligevel. 

Jeg red nu fremad. Ignorerede byen. Men min hest stejlede. Hvad var der gået galt? En lille møgkøter havde skræmt min hest, og nu lagde jeg på jorden. En skramme på min kind. Jeg blødte.

Jeg var dog hurtigt oppe på sadlen igen, og jeg red aggressivt derfra.

Det var en stille sollyst dag i forårets begyndelses, bladene var grønne og skabte liv i trækronerne. Min hest og jeg havde kurs mod byen, Bunkeby. Med langsomme skridt red jeg ind i en tilfældig landsby. Jeg mærkede alle blikkene blive rettet mod mig og følte mig i en stund hævet og tættere på himlen. Mit blik flakkede ned på deres snavsede og slidte påklædning. Hvordan kan de være sig selv bekendt, at gå klædt sådan i min tilstedeværelse? Da vi nåede til gadekæret, kunne jeg fornemme på min hest at den var tørstig. I det spejlblanke vand antog jeg mig selv. Dobbeltbilledet virkede næsten som en skønhedsåbenbaring fra en højere verden. Jeg fornemmede de anskuede mig med misundende blikke.  

Da min hest var færdig med at drikke, red jeg videre på vejen. 

Tilfældigt red jeg forbi en mand, hvor jeg spurgte ham til råds om vejen til Bunkeby. Jeg mærkede tavsheden og red videre ud af landsbyen. Jeg hørte pludselig en mand råbe “fremad brødre”, mens jeg fortsat red ned over bakketoppen. 

Vores opgave fra scavenius var at indkræve skatter fra byens bønder, derfor var jeg sendt til lillelunde. Jeg red ind af den store port, til den lille landsby. Der var en mærkelig stilhed blandt byens beboer. De skulede efter mig og min hest. Jeg fortsatte ind i byen. Jeg vidste godt, at vi ikke var populære på sådanne egne. Den besynderlige stemning hang stadig i luften. Jeg hilste pænt på en middelaldrene mand fra byen, med et stort rødt skæg. Han stirrede på mig, og jeg kunne se han var forlegen, han forblev tavs. Jeg spurgte om vejen til bunkeby,  men manden var standhaftig, og han nægtede at give respons. Jeg ignorere manden, og fortsatte ned langs grusstien. Jeg kunne fornemme en voldelig stemning blandt byens mænd, og jeg følte mig truet af deres adfærd. Jeg red derefter ud af af byen, og op på bakken. Jeg skulle vise dem. Jeg stejlede på min hest, og galoperede tilbage mod den rødskæggede mand. I samme øjeblik jeg var ud for skrædderforretningen, kom en agrassiv lille puddel-bjæffert og bed min hest. Min hest stejlede, og jeg kunne ikke holde kontrol over den. Jeg væltede af den, og ramte mod den hårde jord. Min kind blev skrabet til blods. Beboerne grinte hånagtigt, men alt jeg tænkte på var at komme væk. 

Gendarmeren var lige kommet til byen, folkene i Lillelund var bange og bestemt ikke glade, og de havde forberedt at sige noget til gendarmeren. Men da det kom til stykket var alle stumme.

Gendarmeren red forbi, hvor en hændelse fandt sted. En lille mopset hund råbte ad hesten. Herefter blev hesten så forskrækket at den stejlede og snubler over en sten, gendarmeren falder lige ned på hovedet. Han får en skramme på sin kind, og begynder at bløde fra den.

Det er ikke en hemmelighed at Lillelunds indbyggere var glade for skrædderens lille hund. Inden gendarmen kunne tage afsted igen, skulle hesten have noget at drikke, imens hesten drak kiggede gendarmen på sit eget spejlbillede og såret på 

hans kind.

Gendarmeren blev flov over at se de jublende indbyggere. 

Indbyggerne var meget stolte og fortalte, at de havde holdt deres løfte med at den første gendarmer som passerede Lillelund kommer ikke helskindet igennem.

Der stod det stolte lillelund

Hvad skulle jeg gøre? Kunne det nytte hvis jeg satte efter ham?

Jeg hørte et frygteligt spektakel henne fra den samme kant hvor gendarmen for nyligt var forsvundet. Alle styrtede frem. Hvad var der sket?

Med det samme så jeg den blå uniform dukke op igen over bakken. Jeg så den stejlende hest og klingen der blinkede i luften.

Det var i første øjeblik ikke muligt at se hvad der foregik. Både hesten og dens rytter var ganske dækket til i opvirvlende støvmasser. Endelig fik jeg øje på Kresten Skrædders lille vilde puddel, der under gøen dansede rundt omkring hestens forben og nappede den i kode skægget. Rytteren kunne ikke nå den med sit våben, det havde nok også noget at gøre med at han skulle holde fast i ryggen af sit skræmte dyr der blev ved med at stejle og vige tilbage fra den ophidsede puddels evige forfølgelse. 

Jeg rider ind i Lillelund, og er ikke synderlig begejstret. Bønder, bønder, bønder og atter bønder. Jeg er blevet forflyttet til Lillelund, en meget lille provinsby, som ingen kender til. Jeg vil sige jeg trak det korte strå, da jeg, og mange andre kollegaer, skulle forflyttes til småbyerne, fordi landets ressourcer jo også skal bruges i slummene. De bliver sådan en by, som Lillelund kaldt hjemme på kasernen. Jeg ærinde mine unge dag, som soldat, imens jeg rider videre, længere ind i mit nye terræn, som jeg fra nu af, skal patruljere i det seks måneder jeg er blevet givet. 

Jeg kan fornemme den intense stemning der er, da jeg passere nogle skolebørn og bønder. Jeg er ikke velkommen, det er helt sikkert, men det er jo mit arbejde. Hvis bare de vidste, hvor meget jeg selv afskyede, at være her, så ville det måske hjælpe lidt på det. Midt i mine egne tanker, snubler min afsindigt dumme krikke og jeg lander ned på mit ansigt, og allerede mærke der er gået hul. Jeg vælger, at ligge lidt, da jeg ved hesten ikke løber nogen steder alligevel, og ømmer mig lidt. Jeg hører bønderne huje og skraldgrine. Deres høje latter dråber af fryd for mit lille uheld på hesten. Jeg rejser mig hurtigt og rider videre. Idiotiske bønder. Det bliver nogle lange seks måneder… 

 

 

I går indtog den første gendarm Lilllunde by. Der høres et højt spektakel og alle skyndte sig hen for at se hvad det var sket, det var gendarmen, som kom ridende på sin lysebrune vallak i sin blå uniform. Alle var målløse da de så ham. Købmanden har sagt at han gemte sig bag et gardin i hans hus, hvor han havde lavet et lille kighul så han stadig kunne følge med i hvad der skete, i sikkerhed. Da han var på vej op ad bakken, stejlede hans hest pludseligt, fordi en lille hund gøede og dansede rund om hesten og nappede den i kodesgægget. Efter hunden havde danset rundt om hesten kom alle hen til ham, men hesten snublede over en sten og gendarmen fald ned i landevejsstøvet. Efter det rejste der sig en øredøvende hånlatter fra hele byen. Han havde skrabet sin kind i faldet, men gav ikke slip på tøjlerne.

Gendarmen var meget stolt da han red igennem porten. 

2.Historien skildrer to tidsperioder – hvilke to historiske perioder er der tale om? 

3.Historien har én replik – find den og forklar.

4.Hvordan passer titlen ind i historien?

5.Hvilken betydning har ”redningsbåden” og ”fyrtårnet” i den sidste del af historien?

6.Hvad er en saga?
7.Find et oplæsningsstykke svarende til ca. en halv side. Øv dig grundigt på oplæsningen. Brug pauser, betoning og volumen.