Det er normalt at have brug for huskesedler eller glemme en aftale for senere komme i tanke om det. Det er ikke normalt at spørge om det samme flere gange eller at glemme noget, man har lært for kort tid siden.

2. Besvær med at udføre velkendte opgaver
Det er normalt at skulle have hjælp til at indstille fjernsynet. Det er ikke normalt at have problemer med at følge en opskrift, man har brugt mange gange tidligere.

Det er normalt ikke at kunne finde det rette ord ind imellem. Det er ikke normalt at gå i stå midt i en samtale uden at ane, hvordan man kommer videre eller at kalde tingene noget helt forkert (f.eks. at sige 'viserklokke' i stedet for 'ur').

Det er normalt at komme i tvivl om, hvilken ugedag det er. Det er ikke normalt ikke at vide, om det er forår eller efterår eller at glemme, hvor man er, og hvordan man kom derhen.

Det er normalt at træffe en dårlig beslutning af og til. Det er ikke normalt, at tage sandaler på om vinteren eller gentagne gange lade sig overtale til at købe ting, man åbenlyst ikke har brug for eller råd til.

6. Problemer med at tænke abstrakt
Det er normalt at have lidt svært ved at forstå en talemåde eller ordsprog som f.eks. "det er som at slå i en dyne". Det er ikke normalt at tro, at musene bogstaveligt talt danser på bordet, når katten er ude.

Det er normalt at glemme, hvor man har lagt fjernbetjeningen. Det er ikke normalt at lægge brillerne i køleskabet eller anklage andre for at stjæle de ting, man ikke kan finde.

Det er normalt at have en dårlig dag eller blive irriteret, når ens vaner bliver brudt. Det er ikke normalt at tabe fatningen, blive mistænksom, bange, vred eller forvirret uden nogen oplagt grund.

Det er normalt at ændre holdning over tid og kunne sige undskyld, hvis man er gået over stregen. Det er ikke normalt at sige alt, hvad man tænker, uden at tage hensyn til andres følelser.

Det er normalt, at man nogle gange ikke orker arbejdet, familien og sociale forpligtelser. Det er ikke normalt ofte at trække sig fra fritidsaktiviteter, sociale sammenkomster eller sport, som man ellers plejer at gå op i.

Vaskulær demens er forårsaget af sygdom i hjernens blodkar/blodforsyning, for eksempel som følge af forkalkning. Vaskulær demens kan opstå både som følge af blodpropper, blødning(er) eller iltmangel i hjernen. Symptomerne er forskellige og afhænger af hvilke områder af hjernen, der er påvirkede. Der er ofte tale om symptomer, der skyldes skader på hjernens dybe strukturer. Det viser sig ved, at ens tænkeevne bliver langsommere, at man bliver mere apatisk og får koncentrationsproblemer. Ved vaskulær demens har man ofte depressive symptomer, og ligesom ved Alzheimers sygdom, rammes man typisk også på korttidshukommelsen. Vaskulær demens kan ikke helbredes, men lægen kan ordinere blodtryksregulerende, blodfortyndende eller kolesterolsænkende medicin, der kan bremse sygdommens udvikling.

En række livsstilsfaktorer er forbundet med øget risiko for at udvikle demens. Befolkningsundersøgelser viser en statistisk sammenhæng mellem fx motions- og kostvaner livet igennem og risiko for demens i alderdommen. Men man ved endnu ikke, om der er en direkte årsagssammenhæng.

Motion
Regelmæssig motion og fysisk aktivitet livet igennem nedsætter risikoen for at udvikle demens. Det behøver ikke at være hård og anstrengende motion. Tre ugentlige gåture på hver ca. 40 minutter i raskt tempo gør en forskel. Befolkningsundersøgelser tyder på, at personer, der holder sig i fysisk form, har ca. 28 % nedsat risiko for at få demens.

Rygere har statistisk set en øget risiko for at udvikle demens, når de bliver ældre. Ifølge befolkningsundersøgelser er risikoen for Alzheimers sygdom forøget med 70-80 %, hvis man har røget i mange år. Undersøgelserne tyder også på, at eks-rygeres risiko for demens med tiden falder til et normalt niveau. Rygestop er altid tilrådeligt.

Et højt forbrug af øl, vin eller spiritus er skadeligt for hjernen og kan i visse tilfælde medføre demens. Derimod er et lille forbrug af alkohol forbundet med en let gavnlig virkning på helbredet og på hjernen. Et lavt, jævnligt forbrug af alkohol er forbundet med nedsat risiko for demens. Men husk Sundhedsstyrelsens retningslinjer: højst 7 genstande per uge for kvinder og højst 14 for mænd.

Depression
Gentagne tilfælde af moderat eller svær depression i løbet af livet er forbundet med en let øget risiko for at udvikle demens. Man er ikke selv herre over, om man rammes af en depression. Men hvis man oplever symptomer på depression, er det vigtigt at søge professionel udredning og behandling. Hvis man har haft en depression, bør man også være opmærksom på muligheden for at forebygge gentagne tilfælde af depression.

Forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol i blodet, fedme og dårligt reguleret sukkersyge er forbundet med en let øget risiko for demens. De samme faktorer øger risikoen for udvikling af hjerte-kar-sygdomme. Det, der er skadeligt for hjertet, er også skadeligt for hjernen. Via sin livsstil har man altså mulighed for at nedsætte risikoen for at få demens. Har man symptomer på forhøjet blodtryk, for meget kolesterol eller sukkersyge, er det vigtigt at blive udredt og behandlet.

Hjernegymnastik og socialt samvær
Ældre, der dyrker intellektuelt krævende hobbyer, som at læse, spille kort eller brætspil, lægge puslespil m.v. har tilsyneladende en let nedsat risiko for at udvikle demens. Socialt samvær, foreningsarbejde, frivilligt arbejde og deltagelse i klubaktiviteter har muligvis en tilsvarende effekt.

En sund livsstil udgør dog ingen garanti mod udvikling af demens. Men man kan formentlig nedsætte sin risiko for demens ved at:

Tankegangen bag valideringsterapi er, at adfærd bærer mening, og fagpersonen anerkender værdien og gyldigheden af personen med demens' oplevelser uden forbehold. Formålet er at øge selvfølelsen, mindske stress, forbedre kommunikationsevnen og øge det almene velbefindende hos personen. Valideringsterapi kan muligvis bidrage til at personalet bliver mere åbent, lydhørt og forstående overfor personen med demens og bedre til at håndtere adfærdsproblemer. Metoden er udviklet af den amerikanske socialarbejder Naomi Feil. 

Personcentreret omsorg bygger på et værdigrundlag og en omsorgsfilosofi, der lægger vægt på menneskers grundlæggende psykologiske behov. Det handler om at møde det enkelte menneske, der hvor han eller hun er - og det handler om at forstå symptomer og adfærd ud fra personens perspektiv. Personcentreret omsorg forudsætter en individuel tilgang med afsæt i personens livshistorie og værdighed samt fokus på de gode resultater.

Magtanvendelse kan fx forekomme i forbindelse med hjælp til hygiejne, måltider, senge- og hviletider samt medicinadministration. Socialpædagogiske metoder bør altid anvendes under hensyntagen til personen med demens' samlede situation og livshistorie.

•Udgangspunkt: frivilligt for borgeren, om vedkommende ønsker hjælp til personlig hygiejne.

•Undtagelsesvis – og for en afgrænses periode: anvende fysisk magt i form af at fastholde en borger i forbindelse med personlig hygiejne for at sikre overholdelse af omsorgspligten.

•Der kan træffes beslutning om at tillade magtanvendelse i form af fastholdelse ved: (listen er udtømmende)

•   - tandbørstning, barbering, hårvask, badning, tøjskift, klipning af hår negle, skiftning af bleer og bind, pleje af hud, fjernelse af madrester i kindpose og mundhule.

•Ændring af rutiner kan ofte medvirke til at forebygge brug af magt.

Der er ikke klar videnskabelig evidens for effekten af socialpædagogiske interventioner, men det udelukker ikke, at de kan have positiv effekt i en given situation. Nogle opgørelser synes at vise, at der er positive effekter af indsatser, der omfatter en bred vifte af elementer, uden at de enkelte dele kan fremhæves specielt. 

Egentlig funktionstræning med redskaber vil som oftest kun kunne gennemføres tidligt i et demensforløb. Allerede indlærte fysiske aktiviteter kan bevares langt hen i forløbet - eksempelvis sportsgrene. Senere i forløbet vil den fysiske træning have karakter af motion eller leg, hvor fokus også er rettet mod stimulering af sanser, balance, reaktionsevne og vågenhed.

Symptomer på delir svinger over døgnet og forværres ofte i aften- og nattetimerne. Tilstanden kan vare fra få dage til uger og måneder.

Samvær om musik er et godt udgangspunkt for en positiv relation ud fra, hvad den demente kan mestre i nuet. De bedste resultater opnås, når der anvendes musik, som den demente kender.
Der for er et kendskab til personens musiklivshistorie vigtig.
Især levende musik giver en markant positiv adfærdsændring og stimulerer kommunikation og aktiv deltagelse. Musikken genkalder nogle kropslige erfaringer hos de demensramte, og de kan mestre noget, de ellers ikke kan, umiddelbart i nuet.

Eksempel:
-Man kan "vække" den demente, så personen kommer ud af sin egen verden, som jo er en forudsætning for at man kan få personen til at spise. Det gøres bedst med den sang/melodi som vækker gode minder.
-Nogle musik stykker kan få personer til at bevæge sig, hvilket er godt for kroppen.

At lytte til musik har:

Demente, der deltager i fælles aktiviteter med musik, udtrykker glæde og samhørighed med personalet og med de andre demente. (psykologisk ilt) Musikken aktiverer flere forskellige centre i hjernen, som dermed kan være med til at give øget interaktion.

Et eksempel:
En urolig beboer har før demenssygdommen været meget glad for at danse. Han lytter til “Lille sommerfugl”, og bevæger sig rytmisk, nynner og synger, og ‘danser’ sammen med en medarbejder ved at svinge armene. Den dementes identitet bliver genkaldt af musikken. Musikken øger hans lyst til interaktion og til at udtrykke sig.

Sang
Mange musikaktiviteter kan gennemføres, uden at medarbejderne har særlige musikalske kompetencer. Det gælder sang og brug af cd’er med musik egnet til enten bevægelse eller afslapning.

Sang har en positiv effekt på dementes kommunikation og

Det er ikke så vigtigt, om man kan teksten til alle versene i en sang. Man kan nynne og tralle videre.

Et eksempel:
En beboer, der normalt ikke tager initiativ til at bevæge sig, rejser sig, når medarbejderen synger “vil du, vil du…”. Både teksten og melodiens marchlignende rytme kan være med til at sætte bevægelsen i gang. Her løser musikken en hverdagssituation på en positiv måde.

Sygdommen fører også til mangel på signalstoffet acetylkolin, som hjernecellerne bruger til at kommunikere med indbyrdes.

Alzheimers sygdom er stærkt forbundet med alder, og risikoen for at få sygdommen stiger med alderen. 

Selvom sygdommen fortrinsvis rammer ældre mennesker, er det vigtigt at fremhæve, at Alzheimers sygdom er en hjernesygdom og ikke en naturlig del af alderdomsprocessen.

Alzheimers sygdom er i de fleste tilfælde ikke arveligt.

Alzheimers sygdom udvikler sig i langt de fleste tilfælde langsomt og snigende. 
Ved Alzheimers sygdom rammes typisk,  i første omgang,  normalt de områder i tindingelappen, der styrer hukommelsen. Derfor er glemsomhed og hukommelsessvækkelse  karakteristisk for sygdommen. Det er dog ikke altid de første tegn.

Symptomernes tydelighed varierer i styrke og omfang fra person til person.

Den kognitive svækkelse vil i starten vise sig ved, at personen med demens får svært ved huske begivenheder, aftaler og gøremål samt ved at lære nyt.

Problemer med at huske sproget er også en almindelig konsekvens af sygdommen. I starten har personen med demens svært at finde de rigtige ord.
Langsomt og tiltagende svækkes de sproglige færdigheder, og efterhånden bliver det svært at danne og færdiggøre en sætning.

Også andre funktioner i hjernen svækkes, fx koncentration, dømmekraft og/eller rumlig fornemmelse, og den demensramte kan få svært ved at finde vej – selv i velkendte omgivelser.
En forringelse af de mentale og praktiske færdigheder kan vise sig ved problemer med tidsopfattelse og døgnrytme, så der vendes om på dag og nat. 

Alzheimers sygdom kan også medføre ændringer af mere følelsesmæssig karakter. Det kan vise sig ved, at mennesket får lettere til gråd, udviser et ændret temperament eller udvikler symptomer på depression. Der kan også ske ændringer i følelsesliv, temperament, og personlighed. Personer, der ellers er udadvendte, aktive og sociale, kan blive irritable, passive og indesluttede, og humøret kan svinge. 

Demensteamet vil ofte være borgerens første kontakt til kommunen, og de tilbyder altid at støtte borgeren og de pårørende, når der opstår nye behov for råd, vejledning og koordinering.

Demensteamet udarbejder demensvurderinger i forbindelse med ansøgning om dagcentertilbud. Demensteamet bidrager desuden til faglige vurderinger, når der skal findes et passende aflastningstilbud eller en passende plejebolig

Aflastning via aktivitetstilbud:

Ægtefællen til en demensramt kan aflastes ved, at den demensramte tilbydes et aktivitetstilbud i et dagcenter, hvortil der vil være mulighed for transport. Aflastningen kan tilbydes fra én til tre dage om ugen, kun i dagtimerne, og typisk til kl. ca. 15.00.

Ægtefællen til en demensramt  kan også aflastes i eget hjem, hvor plejepersonale fra de udkørende grupper (hjemmeplejen) kan være i hjemmet én gang om ugen eller én gang hver 14. dag. Tidsrum aftales i den konkrete situation. Når aflastning sker i eget hjem, skal ægtefællen foretage sig noget uden for hjemmet, f. eks. indkøb eller fritidsaktiviteter. Tilbuddet kan også gælde om aftenen.

Aflastning kan også ske ved at den demensramte borger benytter et midlertidigt botilbud på Lysningen i Skt. Klemens. Her er der personalestøtte døgnet rundt, og man kan bo her fra få dage op til tre uger. Et midlertidigt ophold på Lysningen kræver en bevilling, hvorefter de konkrete datoer aftales med Lysningen.

Andre kendte risikofaktorer for Alzheimer er sukkersyge, traumatiske hjerneskader, gentagne og ubehandlede depressioner, samt bestemte arveanlæg og Downs syndrom.

Det har indflydelse på korttidshukommelse, koncentration, overblik og sproget.

Medicinen virker ikke på alle mennesker, og sygdommen stopper ikke med at udvikle sig, selvom man tager medicinen.

Et gennemsnitligt Alzheimers-sygdomsforløb har en varighed på cirka 6-10 år, men det varierer meget fra patient til patient.

I nogle tilfælde kan sygdommen medføre død allerede efter få år. Andre kan leve med sygdommen i op til 20 år.