Hvem sidder der bag Skjærmen

med Klude om sin Haand,

med Læderlap for Øjet

og om sin Sko et Baand?

Det er saamænd Jens Vejmand,

der af sin sure Nød

med Ham’ren maa forvandle

de haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen

i allerførste Gry

og hører Ham’ren klinge

paany, paany, paany,

det er saamænd Jens Vejmand

paa sine gamle Ben,

som hugger vilde Gnister

af morgenvaade Sten.

Og ager du til Staden

bag Bondens fede Spand,

og møder du en Olding,

hvis Øjne staar i Vand —

det er saamænd Jens Vejmand

med Halm om Ben og Knæ,

der næppe ved at finde

mod Frosten mer et Læ.

Og vender du tilbage

i Byger og i Blæst,

mens Aftenstjærnen skjælver

af Kulde i Sydvest,

og klinger Hammerslaget

bag Vognen ganske nær —

det er saamænd Jens Vejmand,

som endnu sidder dér.

Saa jævned han for andre

den vanskelige Vej,

men da det led mod Julen,

da sagde Armen nej;

det var saamænd Jens Vejmand,

han tabte Ham’ren brat,

de bar ham over Heden

en kold Decembernat.

Der staar paa Kirkegaarden

et gammelt frønnet Bræt;

det hælder slemt til Siden,

og Malingen er slet.

Det er saamænd Jens Vejmands.

Hans Liv var fuldt af Sten,

men paa hans Grav — i Døden,

man gav ham aldrig én.