Romantisme er blot det franske ord for romantik, men bruges i Danmark om en bestemt fase af romantikken.

I Danmark får romantismen sit gennembrud omkring 1830 og ebber ud omkring 1850. Det nye er, at verden ikke længere regnes som hel og harmonisk, og at mennesket ikke længere føler sig hjemme i naturen. Fundamentalt er verden meningsløs, eller i hvert fald har den ikke anden mening end den, man kan fravriste den.

Romantismen betegner en livsstemning, hvor individet føler sig fremmed – på kant af og med kulturen. Naturen kan ikke, som hos de traditionelle romantikere, forsone denne fremmedhed, det kan derimod æstetiske oplevelser af usædvanlig karakter. Romantisterne dyrker det interessante – tidens modeord – og begrebet dækker over fænomener, der rækker ud over dagligdagens trivialiteter. Det erotiske, det mystiske, det okkulte og dunkle er interessant, mens det spidsborgerlige er snæversynet og ordinært.

Romantisterne opsøger det eksotiske, steder og livsformer, der kan kalde på æstetisk fremstilling i kraft af deres særpræg. At være æstetiker betyder, at man lever og ånder for skønhed, for oplevelser ud over det sædvanlige. Det er ikke tilfældigt, at filosoffen Søren Kierkegaard (1813-55) skriver en meget nærgående analyse af den æstetiske livsform i sit hovedværk Enten-Eller fra 1843.

I romantismen opleves individet som splittet – det er spaltet i en borgerlig dagside og en fortrængt natside, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som Robert Louis Stevenson kalder sine dobbeltgængere i romanen af samme titel. Dobbeltgængermotivet er på mode i romantismen, og det samme er faustiader. Faust er en videnskabsmand, der forskriver sig til Djævelen mod at få indsigt og almagt. Efter de 24 års storhedstid, er han hjemfalden til fortabelse. Der er noget tidstypisk over faust- og dobbeltgængertemaet, nemlig fascinationen af det forbudte, det fortrængte og det onde. I romantismen afsøger digteren sindets afkroge og tilværelsens mere dybe og dunkle sider. Det sker med en kynisme og dæmoni, som er moderne. Netop køligheden adskiller romantik og romantisme.

Holdningen hos romantistiske kunstnere er skønhedsdyrkende og forfinet: man søger en skønhed, der ikke består af harmoni, men i stedet er en sammensmeltning af smukt og hæsligt, bevidst og fortrængt, natur og kultur. Hvor romantikken søger sammenhæng, opsøger romantismen splittelse. Ofte er døden og det erotiske sammenvævede temaer, hvor erotikkens dæmoniske sider fascinerer forfatterne. Det er de irrationelle kræfter i mennesket og tilværelsen, der drager, fordi de er ubeherskede og uforudsigelige. Den romantiske kærlighed interesserer ikke længere digterne, hvorimod det erotiske bliver et yndet motiv for digtere som Christian Winther (1796-1876) og Emil Aarestrup (1800-56).