Det rislende vand fra vinterhavens springvand spiller en symfonisk modsætning til regnens sjasken i verden udenfor. Sanserne fanges af frodige omgivelser og den lette summen fra museets yderligere besøgende. Mine skuldre sænker sig automatisk og min hjerterytme letter. Fordybelsens kappe lægger sig over mine skuldre, i takt med at jeg træder ind i den antikke samling og bliver mødt af visdomsgudinden Athene. Jeg er i en anden verden.

 

Faktisk befinder jeg mig endnu i København, men den kolde, regnfulde novemberdag ligger uendeligt langt væk på den anden side af det storslåede indgangsparti. Tanken om novemberregnen fortager sig mere og mere jo længere ind jeg kommer, og da jeg når museets antikke samling er den glemt. Glyptoteket har siden Carl Jacobsens tid dannet rammer for et frirum af kunstnerisk fordybelse og nydelse af de antikke genstande, Jacobsen har samlet. Udstillingen består af Jacobsens samling af antikke græske og romerske skulpturer, der er distribueret ud over 14 sale. Salenes udtryk er simple, men stopper man op og sætter sig på en stol, vil man opfange flere detaljer, der spiller ind i udstillingens helhedsindtryk. 

Museet er åbnet med udgangspunkt i et gavebrev og testamente udarbejdet af den dansk-islandske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844), som skænkede sit livsværk af skulpturer, og sin samling af malerier og genstande til et særskilt museum i København. Testamentets anden paragraf lyder som følgende:

Museets samling må altså hverken forøges eller formindskes. Derudover skal museets udstillinger stå som de altid har gjort. Museet ser altså i dag stort set ud som det gjorde for 150 år siden. Som beskuer vil man af den grund have en forventning om et gammelt, støvet og kedeligt museum, og man skulle tro at et sådan museum ikke ville overleve op til i dag, men det står stadig den dag i dag.

Jeg befinder mig højt oppe under loftet i Den Islamiske Samling, som er en del af museumskomplekset, Davids Samling. Museet ligger i Kronprinsessegade lige over for Rosenborg Slotshave i København. Samlingen er skabt af højesteretssagfører C.L. David (1878-1960). Den blev åbnet for offentligheden i 1948 med ganske få åbningstimer i ugen. Efter Davids død er er både samling og åbningstid udvidet betragteligt. Men slut nu med tørre fakta! Rummenes varme og glødende farver trækker i mig igen. Jeg må rundt og sanse deres tiltrækningskraft. Hvad er det samlingen fremviser med så stor kraft?

Det er ikke meget der sker i udstillingen Dansk Guldalder på Glyptoteket, men det er på en måde tiltrængt, for mange museer bugner med larmende interaktionsgreb, som fjerner fokus fra den kunst, man i virkeligheden er kommet for at opleve. Der sket et skifte i måden museerne vælger at formidle deres udstillinger på, men på Glyptoteket bevarer man en klassisk tilgang, hvor værkerne i høj grad må tale for sig selv uden den store hjælp fra anden formidling.

”Vi går faktisk rundt i de fire hebraiske bogstaver for ordet Mitzvah,” udbrød en museumsgæst. Med de krogede og skæve vægge sammensat med usymmetriske gulve og dæmpet lys, gav det pludselig mening. Mitzvah kan oversættes til dybfølt reaktion, og står hovedsageligt for den positive erfaring jøderne har haft i Danmark.

Arkitekten til Dansk Jødisk Museum, Daniel Libeskind, har netop forsøgt at sanseliggøre den taknemmelighed jøderne har, men samtidigt også den urolige og ustabile tilværelse under Anden Verdenskrig. 

 

Med udstillingen Edderkoppekvindens spind har Nationalmuseet tilgået deres etnografiske samling på en ny, mere involverende måde. Udstillingen består af museets egen samling af Navajo-indianske tæpper, samt den moderne Navajo-familie Whitehairs egne tæpper, og selvom den blot består af to af museets utallige lokaler, er det denne udstilling jeg husker, da jeg kommer hjem. 

Lyset falder fra de højtsiddende vinduer ind på de hvide marmorskulpturer. ”Hvorfor er vindueskarmene malet sorte?” er der en besøgende, der spørger. Når jeg ser mig om på museet, er der ingen hjælp at hente. Alligevel vil jeg påstå at for at værdsætte Thorvaldsens livsværk, må man forstå og lægge mærke til vinduernes projektørlys og farvepaletten fra det antikke Pompeji. Det er jo de dramatiske skygger og de varme jordfarver der iscenesætter skulpturerne. 

 

Med sine fem tårnhøje porte kunne Thorvaldsens Museum i 1848 slå dørene op for hvem som helst. Hvis man ellers var klædt pænt på. Museet blev Københavns første offentlige museum, og det markante indgangsparti skulle byde folk indenfor. M. G. Bindesbølls arkitektur og Bertel Thorvaldsens skulpturer og samlinger har stået stort set uforandrede siden. Den okkerfarvede bygning med de ultramarinblå detaljer afslører den farvepalet og arkitektoniske opfindsomhed, som man møder i museets indre. Selvom museets opgave oprindeligt var at fremvise Thorvaldsens værker, er arkitekturen i dag et ligeså vigtigt stykke kulturarv. Der har aldrig været et Thorvaldsens museum uden den. 

Det lægger lige til højrebenet at kritisere Politihistorisk Museums faste udstilling for at være ikke andet end et sensationsstunt, hvor selv negativ omtale kan bruges til at skabet et øget besøgstal. Man kan også tage krænkelseshatten på og kalde det for usmageligt at give nogen som helst form for “taletid” til mordere. I så fald vi sparker med højre ben og tager hatten på lader vi hensynet til ofrene bestemme, hvad vi må udstille. Netop derfor skal du gå ind og se den faste udstilling, Drabsrummet, på Politihistorisk Museum. Fordi den igangsætter en kærkommen refleksion over, hvad et museum kan - og måske bør - udstille. 

Misfostre i formalin og gamle proteser af guld er nogle af de ting, man kan opleve på Medicinsk Museion, fortalt til både sanser og intellekt.

Hvordan udstiller man ægte, autentiske indsamlede fostre med misdannelser, kyndigt opbevarede i glas med formalin, uden at forvandle et museum til et rædselskabinet eller et freakshow? Og hvordan fortæller man historien om proteser, pacemakere og guldtænder for andre end dem, der selv har måttet anskaffe den slags? Svaret skal findes på Bredgade 62 i København, hvor Danmarks måske bedst skjulte museumskat, Medicinsk Museion, holder til.

Medicinsk Museion er et videnskabsmuseum, der inviterer publikum til at reflektere over den menneskelige krop, uden selv at levere nogen autoritative svar. Det handler i højere grad om at stille spørgsmål end at besvare dem, og det lykkes de med til ug. Der venter ganske enkelt publikum en i dansk kontekst hidtil uset og dybt imponerende alliance mellem kunst og videnskab. 

Særudstillingen, Uopklaret, kan du finde på Politimuseet i hjertet af København. Denne udstilling er ikke for sarte sjæle, der er mordvåben og bevismateriale fra uopklarede sager i Danmark, der har plaget politiet gennem tiden. Særudstillingen prøver ikke at komme med svar på sagerne, dog sætter udstillingen fokus på efterforskningen, kriminalteknik, konspirationsteorier og mediernes rolle i disse sager. Udstillingen er med til at skabe frustration, afmagt og en smule utryghed ved publikummet, da dette gives igennem de uopklarede sager, de såkaldte cold-cases. 

På det Dansk Jødiske Museum i København, sættes der gang i fantasien. Gulvene er skæve. Det er ikke en byggefejl, men en del af den arkitektur, som leder tankerne hen på et skib der gynger og de mange jødiske flygtninge der i nattens mulm og mørke, flygtede ud i det uvisse, i håb om at nå i sikkerhed i Sverige. 

 

På så vis, kan gulvende på et museum bidrage til at fortælle en historie, og det kan være en stor del af museumsoplevelsen. Et knirkende gulv kan virke forstyrrende, mens et farvestrålende gulv kan virke distraherende, det kan være en del af udstillingen, eller det kan være overset – i bogstavelig forstand. Her skal vi se på tre tilfælde, hvor gulvene er en del af museumsoplevelsen og hvordan det bidrager til en god oplevelse. 

Mange kender ikke til Teatermuseet, selvom det har eksisteret siden 1922. Her bliver historier, ikke bare fra Hofteatrets egen tid fortalt, men også historier fra den øvrige teaterverden i Danmark. Selvom det er et lille museum, placeret i historiske lokaler, formår det at udnytte dette og gøre det til en del af den oplevelse, det er at være på museet. Selve teatret er lige så meget en del af museet som det genstande, der er stillet til udstilling der. 

Medie:  Sjovforbørn.dk

Målgruppe: Det vil jeg fortælle til forældre der gerne vil aktivere deres børn i ferien 

Titel: Nationalmuseet er dit fiks til timevis af underholdning i påskeferien!

Indledning: Lyserød og redigeret! Sådan er den verden du træder ind i. Kostumer og parykker i lange rækker. Skarpe blitz tordner som geværsalver. Fnis og latter lyder fra båsene, hvor der poseres på livet løs. Du befinder dig på Nationalmuseet, i deres nye faste udstilling om Cosplay. 

 

Kerneafsnit: Påskeferien er snart over os, og et af de attraktive udflugtssteder er Nationalmuseet. Leder du efter et tilbud til dig og dine børn ferien over, er Cosplayudstillingen værd at overveje. Her er der mulighed for at klæde sig ud, tage fotoshots sammen med vennerne, vælge forskellige filtre og baggrunde, samt at få printet sine egne unikke billedserier.   

Nationalmuseet har gennem længere tid lidt under et ry for at være forældet, kedeligt og elitært, hvilket også kan ses i det faldende besøgstal. I et forsøg på at bringe nyt liv til museet, fik Rane Willerslev i 2017 direktørposten. Børnenes Museum inspirerede Willerslev til at skabe en ny identitet for Nationalmuseet gennem børnene og en mere folkelig, legende og inddragende tilgang til formidlingen. Den livlige summen fra Børnenes Museum har så småt fundet vej til de andre udstillinger, hvilket måske har sat en stopper for gaberiet, men går det ud over fordybelsen?

Kafeterias menukort består af et småt udvalg af simpelt tilberedte retter til en eksklusiv pris. Der er mulighed for at den voksne med midlerne i orden, kan få lagt en let bund – men hvad med børnefamilien, pensionisten og den studerende? Menukortet tilbyder ingen børnemenu og en simpel bolle med ost koster 50kr. Det giver god grund til at huske madpakken. Det handler alt sammen om valg, men SMK vil gerne være for alle, så bør deres café ikke også være det – både indholdsmæssigt og prismæssigt? Ifølge Brahe selv, betyder det noget, hvilke signaler offentlige institutioner udsender – også de dertilhørende caféer. 

Alle er velkomne – men Medicinsk Museion anbefaler, at børn kun ser udstillingen i følge med voksne. 

Det indsamlede menneske konfronterer besøgende med skrøbelige misdannelser, spædbørn i glas, siamesisme tvillinger, kykloper og havfruer. Her fremstår genstandene som mindre end menneskelige, og tankerne henledes til fortidens kuriositets kabinetter. 
 
Udstillingens genstande er sorteret efter størrelsesorden fra den hele menneskekrop til blodets molekyler, hvorfor først den hele krop, så organer, væv og til sidst celler præsenteres. Besøgende foretager en kronologisk rejse fra før 1800 tallet, hvor den hele krop var grundlaget for lægevidenskaben, til forestillingen ændrede sig i takt med udviklingen af større samlinger af kropsdele til forskning. Afslutningsvist møder man mikroskopet, der muliggjorde studiet af de mindste bestanddele, usynlige for det blotte øje.