Den nærmeste nye medstuderende og jeg endte med at holde hinanden i hånden, og gik tæt gennem tunnelen af vilde 3.g’er. De begyndte og tegne på os, helt grønne. Jeg kunne mærke, at de fik tegnet på alle ansigtets overflader undtagen den ene kind. Jeg vente mig mod en stor farlig 3.g’er ”Jeg mangler lige her”. ”Nej, hvor frisk” sagde hun. Jeg var ’in’. Og jeg var ved at dø af frygt-glæde-forventning. Hele dagen fik jeg af lærerne kommentar af mine helt grønne kinder. Hvor var det forfærdeligt for mig. Sikke noget værre mobning. Åh nej. Men, hvorfor var det overhovedet ikke klart for dem, at jeg havde jo vundet? 

Vi hentede stole, som de havde stablet i midten af spiseområdet – åh, nej? Alle frøer spiste sammen og vi var alle grønne. På vejen hjem kunne jeg genkende mit folk. Alle de grønne. Og den første ven jeg havde var lige så grøn som jeg, da jeg mødte hende i toget. 

Jeg tager dig lige til det. Vi parkerer foran skolen. Det er der en masse andre biler, der også gør. Tonsvis af skolebørn bærer deres nye kasseformede og farvede rygsække, og de hånd-i-hånd går de mod skolen sammen med deres forældre. Vi går ind i hvad, der ligner ethvert offentlige murbyggeri fra 70’erne. Nogle af børnene var nye andre var kæmpe store, for de gik formentlig i anden klasse. Hierakiet var allerede sat. Tilbage på skolegangen foran mit første skolelokale, hilser skolelærerne på børnene, og forældrene hilser på hinanden - for det er jo ikke kun hos børnene, at der starter vigtige bekendtskaber. Ellers husker jeg ikke meget fra den dag. Jo - kun mit had til lunkne madpakker fra skoletaskens dyb - især dem med leverpostej. En dreng på 6 år kan ikke styre en leverpostejmad helt selv. Så snart det halvgennemsigtige madpapir bliver trukket af rugbrøden, så begynder det: dunsten, lydene og ikke mindst billederne sidder fast.

Det er første skoledag. Jeg står foran den lille lokale skole med kun én af hver klassetrin. Ikke noget med bogstaver og alt det der storbyhalløj. Jeg skal i børnehaveklassen og jeg står klar med min splinternye pink skoletaske, blonde rottehaler og et stort smil når mor insisterer på at tage et billede af mig foran indgangen. Undervisningen begynder og jeg møder for første gang den klasse jeg nu skal bruge 8 år af mit liv sammen med. Men børnene keder mig og jeg er egentlig mere interesseret i mit nye penalhus, de fine nye blyanter og mapper jeg har fået. I spisefrikvarteret åbner jeg min nye madkasse og føler mig rigtig voksen. Jeg behøver i hvert fald ikke nogen pædagog til at skære min frugt mere! BASTA

På min første skoledag kendte jeg ingen. Altså ingen pånær, Thomas, som jeg havde gået i gymnasieklasse med. Det var sågar pga. ham, at jeg endte på Klassisk Filologi til at begynde med. I første omgang havde jeg nemlig søgt ind på Lingvistik, men jeg blev heldigvis ikke optaget på studiet, og fik i stedet en liste tilsendt på mail med de studier, hvor der stadig var ledige pladser. Blandt de mange studieretninger på en overraskende lang liste, var det eneste, som faldt mig i øjnene ”Klassisk Filologi”. Da jeg kort tid efter fandt ud af, at Thomas var blevet optaget herpå, så søgte jeg naturligvis også optagelse.

På min første skoledag på Aarhus Universitet blev jeg ganske vist overrasket. Hvad jeg havde hørt om Universitet fra venner og bekendte, var den klassiske auditorium-undervisning, hvor man sad til forelæsninger med flere hundreder andre studerende, og hvor man ikke skulle regne med, at underviseren kom til at kende dit navn. Det som jeg i stedet blev mødt af, var undervisere, som med det samme fortalte, at de ville komme til at følge os igennem nærmest hele studiet, samt en klasse 21 studerende. Det tog godt nok fusen på mig.

- af Patrick R. Andersen

Da jeg blev 6 vidste jeg, at jeg ikke skulle vente længe på min første skoledag. Jeg så frem til at lære at læse og regne, som min mor havde fortalt mig at man lærte I skolen. Vi boede praktisk talt lige ved siden af skolebygningen – 300 meter var der, kun adskilt af det lokale konferencecenter. Alligevel fik jeg ikke lov til selv at gå, og som jeg husker det havde jeg heller ikke lyst. 

 

Lov fik jeg først da jeg begyndte i 5. klasse, og var pinlig over, at min overbekymrede mor altid insisterede på at køre mig en strækning så kort, at gåturen havde taget kortere tid. 

 

Da jeg den første dag satte mine små ben på skolens grund som elev var jeg grundigt forvirret. Jeg havde ikke taget stilling til så forfærdeligt meget, og havde slet ikke tænkt på, at jeg skulle møde en masse nye mennesker, som jeg ikke kendte fra børnehaven. Hurtigt blev fokus dog fjernet fra min egen rådvildhed, da en af mine kommende kammerater havde lavet i bukserne, og en anden forvirret dreng dukkede op med skinner på benene, da han havde hofteskred.

 

Mange ting tog vores fokus, og vi var da også stadig uskyldige børn, der frit og ukritisk lader vores opmærksomhed glide og optage af de mindste finurligheder. Læreren havde heller ikke svært ved at få os til at kigge op imod tavlen. Autoritativt råbte hun os op, og startchokket efterlod os åbenmundede og lamslåede i en god rum tid. Vi skulle øve håndsoprækning, at tie stille og synge et par sange, alle afbrudt af et grin eller udbrud ind imellem. Efter en time nåede vi den famøse legetime, som alle havde set frem til, og som med succes mindede os alle om den familiære tid i børnehaven, som havde optaget alle os børn i de sidste par år. Vi skulle vænne os til at være de store drenge og piger nu.

Vi havde været til introdage i foråret. Her havde vi hørt om, at det var meget vigtigt at man gik ind med et åbent sind - for mange af dem, vi kom til at gå i klasse eller på årgang med, var nogle vi måske havde set før i hallen eller til sportsarrengementer med skolen. Hele sommerferien havde jeg holdt med i skindet, og ladet være med at tjekke mine nye studiekammerater ud på Facebook. Alligevel kriblede det lige lidt for meget i fingrene dagen før vi skulle starte, og jeg kom hele klasselisten igennem på Facebook. Hvor typisk, når man havde klaret det hele sommerferien med at sidde på sine fingre. 

Men så kom dagen hvor vi skulle starte. Der var en lettere anspændt - og livlig - snak i bussen. Vejen, jeg så tit havde kørt med min mor eller far fra Hinnerup til Hadsten, når vi skulle handle i lidt større forretninger som Kvickly eller Føtex. Den vej, der plejer at tage ikke engang 10 min i bil, føles lige pludselig så lang. Jeg havde tænkt meget over hvilket noget tøj jeg skulle på, et par mørkegrønne bukser og en gul top. Et rigtigt sommersæt. 

På skolen fik vi at vide af rektoren, at nu skulle vi huske at kigge en masse rundt. Kigge på hinanden, tage stedet ind. Fordi det her bliver et sted, vi kommer til at holde rigtigt meget af, og med en stor flok andre unge, vi kommer til at dele en vigtig og sjov tid med. Kig rundt, din sidemakker bliver din bedste vej. Jeg kan huske, at min øje var helt udspilede - så mange indtryk at tage ind. Et gymnasie på 800 mennesker, hvor jeg kom fra en noget mindre skole. Efter introduktionen blev vi delt ind på hold. Vi skulle præsentere os selv, hvor man siger sit navn og et dyr med samme forbogstav. Nanna Næsehorn. Ved siden af mig sad Mads Mus. Det kan jeg tydeligt huske, fordi det navn på en eller anden måde, blev ved med at klæbe sig til ham. Vi spiste morgenmad, og mødte vores tutorer. En af dem hed Sofie, og havde taget en avis med, fordi hun godt kunne lidt at skrive og læse avis. Hende tænkte jeg lød sej. 

 

Endelig skulle jeg havde den store Mickey Mouse-taske på ryggen, som jeg tidligere havde været ude og vælge. Jeg glædede mig enormt meget til at få den på. Den var stor, blå og havde to rum , hvor der både var plads til den smarte madkasse, drikkedunk og store penalhus med alle Disney-figurerne på. Jeg var ret spændt. 
 Der ringede på dørklokken og jeg løb ud i entréen for at åbne, for jeg vidste at min far skulle følge mig i skole. Ham havde jeg ikke set i en længere periode pga. begyndende skilsmisse mellem mine forældre. Alt var glemt da han tog min hånd og vi gik hen imod den store skole, som vi tidligere har gået forbi mange gange. Med sommerfugle i maven og stolt over at bære den store taske, der var jeg klar til min første skoledag.  

I skolegården stod alle de andre børn. Jeg var nervøs men nysgerrig.  I fællesskab skulle i starte med at modtage en farvet kasket med propel på toppen - Den var bare rigtig smart. Min far stod blandt de andre forældre og jeg selv blandt mine nye klassekammerater. Vi havde alle sammen den samme kasket og skulle starte i 0.C.  

 

Min første skoledag på universitetet var utrolig fabelagtig. Det hele startede med, at vi skulle mødes et sted oppe på Katrinebjerg. Katrinebjerg er et sted med utrolig mange bygninger og døre, så man kan let kan fare vild. Pludselig ser jeg en person, som jeg kender fra Vejle, der er febrilsk prøver at finde rundt i bygningerne. Med sved på panden og et tiltagende åndedræt grundet alle de nye steder og bygninger, hilser jeg på ham, da der er ét minut til at jeg skal mødes med vores tutor og fremtidige hold. Endelig finder jeg stedet, hvor vores tutor står og jeg får lavet et fint navneskilt til mig selv. Pludselig kommer min kammerat også hen til boden, da han skal gå på samme hold som jeg. Herefter viste det sig, at vi var tre bekendte fra Vejle, som kom på samme hold. 

Jeg var meget nervøs for at skulle med både tog og bus på den første skoledag som uni-studerende. Dagen forinden var jeg kommet sent hjem om aftenen fra en familieferie i Sydtyskland, og nerverne sad grundet træthed lidt uden på tøjet den morgen. Både togturen og busturen gik heldigvis godt, og jeg havde på forhånd tjekket Google Streetview for at få et billede af, hvordan Kasernen så ud ved indgangsporten. Ved indgangsporten stod et par tutorer med flotte skilte, der med stor begejstring fortalte, hvor man skulle bevæge sig hen. Da jeg kom nærmere det første undervisningslokale var der pyntet op med sømandstema og på første sal ventede et afslappet lokale fyldt med sandwiches og kaffe. Dagen gik hurtigt, og jeg lagde især mærke til, at mange af underviserne talte på en yderst spektakulær måde. Jeg troede sågar, at en af underviserne talte for sjov med en skør dialekt, inden det gik op for mig, at det bare var sådan hun snakkede. Jeg havde en flaskegrøn t-shirt på og min nye skoletaske over ryggen. Den skoletaske fik dog hurtigt fløjten efterfølgende, da lukke-knapperne slet ikke kunne holde til vægten af bøger i længden. Jeg husker også en del it-bøvl med det daværende online studie system, men det druknede alligevel lidt i mængden af kaffeduft. Der blev vist nok samme dag givet et ton af informationer om, hvordan hele studiet ville forløbe med alt, hvad dertil hører af ECTS, tilvalg, valgfag, profil osv., men dette druknede alligevel også lidt i mængden af anden spændende information, som fx hvor de bedste gallerier og kunstforetagender befandt sig. Inden jeg havde set mig om, var jeg på vej hjem igen med glæde over, at jeg forhåbentlig havde fundet min rette studiehylde. 

 Disse oplevelser bliver startskuddet på en hektisk morgen, hvor jeg ud over at skulle navigere den meget tykke tåge jeg har fået placeret mig selv i, også skal forsøge at navigere den sociale jungle første skoledag er.

Det regnede og der var mørkt. Vi skulle starte en søndag aften. Lidt atypisk, når alle første dage i folkeskolen er en mandag. Alle havde deres forældre med. De tog med, så vi kunne sige farvel. En uge uden sine forældre. For nogle var det helt nyt, men de fleste havde nok prøvet det før i form fra en lejreskoletur eller lignede. Min mor var ikke med. Hun arbejdede på det tidspunkt i Polen i to uger af gangen. Hun var ked af det, fordi det var en stor og spændende dag, men min gudmor tog med og det var okay. Vi snakkede alligevel i telefonen om aftenen og da de andres forældre først var kørt, så var der ikke så mange, der tænkte over, hvem der kom med hvem. 

Jeg husker tidligt, hvordan det var grænseoverskridende at flytte ind på et lille værelse med to ukendte piger, men snakken kom hurtig i gang. Især fordi en pige fra min klasse manglede den første aften. Rygterne startede hurtigt. Hun var en pige fra Viborg. Den på efterskolen som boede tættest på og alligevel var hun taget med sine forældre hjem igen sammen aften.  “Hallo, hun burde give det en chance” opstod der hurtigt en konsensus om blandt os andre. Hun kom aldrig tilbage. Måske det var bedst for hende. Vi andre havde allerede en mening om hendes valg og i en alder af 13-14 år kan det være hårdt at blive en del af en gruppe. 

Vi var håndboldklassen. Vi boede på grøn gang. Håndboldgangen. De andre synes det var snyd, at vi havde vores egen gang, vores egen klasse og vores egen regler. Det var faktisk ikke, fordi skolen havde dårlige intentioner, men det var sådan det endte. Vi var de snobbede håndboldbørn, som måtte mere end de andre, fordi vi skulle træne inde i byen. Heldigvis fandt jeg venner på de andre gange. Venner, der var ligeglad med, hvilket hold mand spille på eller om man havde de rigtige sko og det rigtige mærker tøj. Den første skoledag står for mig som mørk og regnfyldt, men året på efterskolen står lyst og klart, som den bedste tid i mine ungdomsår, hvor nye venskaber blomsterne og blev ved lang tid efter året sluttede. 

Første dag jeg skulle i skole, var tilbage i 1997, en dejlig august morgen, hvor solen skinnede. Alt syntes så fantastisk dengang. Jeg havde glædet mig meget til endelig at komme i skole og få lov til at lære at læse og skrive. Min søster var allerede startet i skole for 3 år siden og hun havde fået mange spændende bøger med hjem, som så meget spændende ud. Jeg havde altid undret mig over hvad disse mærkelige tekster man så i bøger og på film sagde. For mig var det et mystisk tegnsprog, en hemmelighed som jeg endnu ikke var blevet indviet i. Derfor var det en stor dag for mig, da jeg første gang skulle i skole. Hele min familie fejrede min første skoledag sammen med mig. Jeg fik en fin rød kjole på med blomster og min mor satte mit hår. Jeg var et stort smil! Alt ville bare blive fantastisk fra nu af!

Jeg fik taget et billede foran skolens indgang (ligesom min søster gjorde på hendes første skoledag), og jeg fik også taget et billede foran den berømte statue på skolens grund (igen; ligesom min søster fik det). Derefter gik jeg med mine forældre ind i klasseværelset hvor jeg mødte min klasselærer Anette. Hun virkede meget sød og slet ikke sur. Der var allerede ankommet mange børn som havde fundet sig en plads ved alle de mange borde som var stillet op til os. På hvert bord var der et hæfte, med blyanter, viskelæder og helt penalhus af skatte. Der var også et lille dannebrog på hvert bord, så det føltes helt som om jeg havde fødselsdag igen. Vi fik endda en lille gave i form af et rødt æble. Solen skinnede stadigvæk!

Anette sagde noget til os alle sammen, som jeg ikke længere kan huske så godt. Jeg husker bare at alt var rosenrødt og det hele står i et gyldent skær for mig i mindre erindringer. 

Da vi så endelig fik lov til at have vores første frikvarter, var jeg begejstret for at få nogle nye venner. Jeg gik op til den første jeg lærte at kende i klassen (min sidekammerat Martin) og spurgte ham om vi skulle lege.

Han sagde Nej. 

”Jeg gider ikke lege med piger!”, udbrød han og gik over til gyngerne hvor de andre drenge var.

Derefter husker jeg ikke længere dagen i et gyldent skær, men en helt almindelig dag i et almindeligt sollys. Jeg blev meget ked af det og følte mig helt nedslået. Heldigvis kom en pige hen til mig og spurgte om vi skulle lege i stedet. Det gjorde vi, men dagen blev aldrig den samme efter det.

Så på min første skoledag lærte jeg ikke at tyde de mystiske tegn som der stod i min søsters læsebog, (i hvert fald ikke endnu), men jeg lærte dog at man ikke kan være venner med alle.

Denne gang er jeg alene, tænker jeg. Jeg føler mig yngre end de andre med nogle betydningsfulde år. Jeg er her tidligt så jeg kan se folk komme slentrende ind ad døren: Slentrende, selvfølgelig, da nervøsitet er forbeholdt kun mig. Vi sidder i et mødelokale - ikke et forbeholdt til forelæsninger, som jeg havde forventet. Pigen ved siden af mig siger, ”Jeg er kun atten, men jeg fylder snart 19”. Det tager på en måde nervøsiteten fra mig - jeg var trods alt nitten. Det var måske lidt barnligt at tælle alder på den måde (”Hvor mange år har du?”) men det var hvad jeg var knyttet til lige præcist på det tidspunkt. 

Kristrupskole, 1999. Jeg husker, at jeg havde glædet mig helt vildt til at starte i skole. Endelig var jeg én af de store børn, der ikke længere skulle gå i børnehave – men skole. Jeg var nu en rigtig skolepige, som min far fortalte mig. Vi gik den korte vej til skolen, hen af gaden og op ad bakken. Og så lå den dér. Det store røde bygning. Dagen gik hurtigt, og jeg husker forbavselen over, at: Var det dét? Men nej det var det ikke helt. For efterfølgende ventede der et besøg i SFO’en. Straks blev jeg mere tryg, for her var langt flere velkendte ansigter, for jeg var jo ikke den eneste, der var blevet stor. Drengene fra børnehaven var der, og jeg husker meget tydeligt min begejstring over, at vi skulle gå på stue sammen. Godt nok skulle de gå i en anden klasse i skolen – men her i SFO’en, der skulle vi være sammen! Min mor var med hele dagen, og selv i dag snakker hun om, hvor stort det var, da hendes lille pige skulle starte i skole. Måske er det, at starte i skole noget helt særligt, fordi når du først får begyndt, så kan de næste 20 år hurtigt gå med det, og først når skolen er færdig, står du igen ved en ny, stor skillevej. Skolen er det faste og det trygge. Her ved du, hvad du skal, hvornår du skal. Her skal du tillære dig en masse kompetencer – engang i mellem skal du også vise dem og præsterer, men det er kun en lille del af det hele. Snart er de 20 år gået siden den dag, og nu står man her på den anden side. 5 uddannelser rigere og for første gang skal man endelig stå på egne ben. Første gang - siden første skoledag.

Senere på dagen sker der dog noget interessant. Det viser sig, at imodsætning til bacheloruddannelsen i filosofi, så er kandidatuddannelse en international uddannelse, og som virke heraf sidder der en mexikansk fyr ved navn Alberto Fernandéz i rummet. Jeg kender ham ikke. Men vi skal til fest sammen. Tilfældigt møder vi hinanden på stjernepladsen. Dødskrydset kunne man tænke om det. Denne dag var der ingen der døde. Til gengæld var der et venskab, der begyndte. Et spørgsmål så simpelt som: findes der spansk filosofi? Ledte til en længere samtale om spansk/mexikansk kunst, litteratur og filosofi, og pludseligt er der ingen landegrænser længere, der er ingen mur er kulturelle betydninger man skal overkomme eller forstå for at kunne kommunikere med hinanden. Filosofien er dette udgangspunkt. Og blev dagens slutpunkt.

Jeg er ikke sikker på jeg rent faktisk havde forstået meningen med hvad jeg skulle den dag. At det var begyndelsen på noget nyt, at det ville være en kæmpe del af mit liv i mange år fremover. 

Jeg kan ikke huske om jeg nogensinde havde set skolen før den dag. Min mor fulgte mig derop, der var kun små 500 meter, så i det store og hele var det ikke en voldsom rejse. 

Jeg havde pænt tøj på den dag, for der skulle tages billeder. Jeg havde fået sorte ruskindssko på, den slags med et lille spænde på siden. Hvide strømper, og en ternet rød og orange kjole. Jeg kan ikke mindes jeg har haft den kjole på før eller siden. Mit hår var sat op, hvilket jeg husker som værende en enormt ubehagelig fornemmelse. Det var som om hestehalen trak i min hjerne og der var ikke meget jeg kunne gøre før billedet var taget. 

Til dato er det foto det pæneste der er taget af mig. Jeg ser både glad og forventningsfuld ud. Jeg ville egentlig bare gerne slippe for den forbandede hestehale. 

Da klassefotoet skulle tages sad jeg midtfor, på forreste række. Vi blev placeret under et stort træ i skolegården. Jeg husker ikke hvilken slags, men jeg mistænker det var et egetræ. Der sad en dreng foran mig, som var helt korthåret bortset fra en hårpisk bagtil. Jeg var så fascineret af den frisure at jeg på alle billederne sidder og stirrer et vildt fremmed barn direkte i nakken.  

 

Klokken slår 10 og lokalet er fyldt. Der mangler endda en stol, men en af tutorerne – som jeg finder ud af de hedder, altså dem der, der skal introducere os til studiet i dag – finder en stol mere fra et nærtliggende lokale. De går i gang. Fortæller og fortæller. De er åbenbart selv studerende, bare én årgang over os. De råber navnene op. Jeg er en af de sidste, men jeg stod da heldigvis på sedlen, så nu er jeg sikker på, at jeg også er det rigtige sted. Men der er nu en anden, som ikke står på sedlen. Måske er han gået forkert. Han siger godt nok, at han skal gå på medievidenskab, men det kunne jo være et andet hold. Hende der tog imod mig, en af tutorerne tjekker op med de andre hold. Han står ikke på listen. De kigger mærkeligt på hinanden. Så er der en af tutorerne, der spørger, hvad han fik i karaktergennemsnit. Han fik 8,6 eller sådan noget. Men snittet er omkring 10 ved jeg. Fuck. Han havde fået en mail om, at han var kommet ind, men teknisk set kunne det jo ikke lade sig gøre. Alle ryster i bukserne nu, og der lugter af sved i lokalet. Fuck fuck fuck. Nu rejser han sig op, han græder, og han går ud af lokalet. Først dér går det op for os, at det er tutorerne der har taget røven på os.