”Psykisk lidende mennesker lider mindst lige så meget som mennesker med en kropslig sygdom”. Så langt kan jeg følge Svend Lings, den meget omtalte tidligere læge, som netop nu har valgt at anke sin dom for at assistere til selvmord. Men når Lings siger, at det kan være en nødvendig bivirkning at psykisk syge dør pga. den selvmordsmanual, han har valgt at gøre frit tilgængelig på internettet, så ophører vores enighed fuldstændig. 

Modsat Lings har jeg arbejdet i psykiatrien gennem flere år og ved at mennesker med svær psykisk sygdom kan få det bedre. Jeg bliver forarget over at han kalder det ”en bivirkning” at et menneske, der med den rette hjælp kunne hjælpes tilbage til et godt liv, ender i så ulykkelig en situation som selvmord er. Hvis det var mennesker med en helbredelig fysisk sygdom som lungebetændelse, Lings omtalte på denne måde, ville reaktionen på sådan en udtalelse formentlig også være markant anderledes. 

Mange af dem som bliver ramt af psykisk sygdom, lider voldsomt i kortere eller længere perioder i deres liv, men har altid gode perioder med livskvalitet, drømme og håb for fremtiden. De fleste kommer endda igennem en kortere eller længere sygdomsperiode og vender tilbage til en tilværelse som før deres sygdomsperiode.

Men i den periode hvor deres sygdom er værst, kan de lide voldsomt. De kan i alle deres vågne timer være forpint af stemmehøring der konstant fortæller dem at de fortjener at dø, at verden ville være et bedre sted uden dem etc. Disse stemmer kan også fortælle at andre vil dem ondt, at de bliver overvåget og at nogle vil hente dem hvert øjeblik. Andre bliver syge på den måde at de har en forvrænget opfattelse af virkeligheden og dem selv. De er overbevist om at de er dårlige mennesker, som gør andre ondt. Denne fejlagtige overbevisning kan i perioder være så urokkelig at de, på trods af de pårørendes kærlighed til dem, er overbevist om at pårørende og alle andre helst vil være dem foruden.

Når man på denne måde er voldsomt forpint og præget af håbløshed, vil nogle begynde at have tanker om livet er værd at leve og nogle vil også begynde opsøge måder at begå selvmord på. For nogle sygdomme er det simpelthen et direkte symptom som hoste ved bronkitis. 

 

Der er ca. 4000 personer om året, der forsøger at begå selvmord. Lad det synke ind, 4000 personer. Svarende til en mindre provinsby. Af de 4000 er der ulykkeligvis 600-700 personer, som ender med at dø pga. selvmord. Til sammenligning dør der hvert år omkring 200 i trafikken. Når selvmord ikke lykkes for resten, skyldes det, at de vælger metoder, som ikke er tilstrækkelige eller at de når at fortryde under forsøget eller kort tid efter og dermed opsøger hjælp i tide. 

 

Hele formålet med at Lings har gjort sin manual for selvmord frit tilgængelig på internettet er jo netop at gøre effektive metoder til at begå selvmord tilgængelige. Metoder, som er smertefri og som man kan være ”sikker” på virker. Formentlig også metoder, som er svære at fortryde og dermed behandle i tide.

Og dét, som vi, der arbejder indenfor psykiatrien frygtede, viser sig nu at ske.

 

Mennesker er allerede blevet indlagt efter de har fulgt Lings’ manual. Mindst to tilfælde i Region Midt. Lykkeligvis er det mislykkes dem og de har fået den rette hjælp i psykiatrien, men det bekræfter altså, at manualen allerede nu er brugt af andre end hvem Lings ønsker. Disse mennesker har fået hjælp og selv givet udtryk for at de har brugt Lings’ manual, men det rejser samtidig et spørgsmål om hvor mange, der er endt med at dø pga. samme manual.     

 

Og når disse mennesker, der kunne hjælpes tilbage til et godt liv, dør afledt af at de har fundet Lings’ manual, ja, så kalder han det for en nødvendig bivirkning, som han ikke kan tage hensyn til. 

Jeg sidder tilbage med det indtryk at han finder disse menneskers liv mindre værd. Mindre værd end at rejse en debat og gøre opmærksom på sig selv og sin egen agenda. Når offentligheden og pressen ikke reagerer kraftigere på sådanne udtalelser, så vælger jeg at tro, at det er pga. manglende viden om feltet.

    

 

Svend Lings skriver selv i sit borgerforslag, og har også flere gange gentaget, at han kun ønsker at hjælpe mennesker med dødelige fysiske sygdomme til at begå selvmord. Samtidig erkender han dog at han i ”enkelte tilfælde” har rådet psykisk syge til selvmord. I den netop overståede retssag omhandlede sagen også en kvinde som var ”aldersvækket og ønskede at dø”. Hun led altså ikke af nogen smertefuld, dødelige sygdom, men her holdt Svend Lings sig altså ikke tilbage for at rådgive hende, således at hun endte med at begå selvmord. Hun var en undtagelse ifølge Lings. 

Det er også kommet frem, at en mand, som Svend Lings har rådgivet, men som ikke ønskede at medvirke i DR-Dokumentaren ”Selvmordslægen”, kalder det held i uheld, at han misforstod instruktionerne og overlevede sit selvmordsforsøg. Hvilket de fleste desuden gør allerede kort efter deres selvmordsforsøg. Manden skulle, forinden han opsøgte Lings, have skrevet på sin Facebook-side, at han led af depression. Alligevel vejledte Lings ham i at begå selvmord. Han erkender endda ikke at have spurgt til hans psykiske velbefindende.   

Jeg kan være bekymret for hvor mange mennesker Svend Lings ”undtagelsesvis” også har hjulpet til at begå selvmord, selvom de ikke fejlede noget legemligt. Han har endda udtalt i pressen at ”Psykisk lidende mennesker lider mindst lige så meget som mennesker med en kropslig sygdom. Og jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skal have samme ret til at blive hjulpet som alle andre”. Åbenlyst i modsætning til hvad han i andre udtalelser giver udtryk for. 

Så hvad mener Lings egentlig? Hvem passer egentlig ind i hans personlige skøn for hvem han ønsker at rådgive til effektivt at begå selvmord? Handler han i virkeligheden på en mavefornemmelse for hvem han mener ikke kan behandles i psykiatrien?

Sven Lings har anket sin dom til landsretten. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om han juridisk har begået ulovligheder. Men jeg mener klart, at han handler uetisk, når han gør en selvmordsmanual frit tilgængelig på nettet og dermed er skyld i at mennesker, der kunne være hjulpet videre til et godt liv, ender med at begå selvmord. Jeg finder det også forkasteligt, når han betegner dødsfald direkte afledt af hans manual blandt mennesker som har fået en psykisk sygdom, som en ”bivirkning”, som han ikke kan tage hensyn til. 

15 serviceassistenter sidder rundt om et bord. De kommer med ideer til mulige serviceopgaver, som de kan varetage i fremtiden. Der bliver blandt andet nævnt bleskift, anlægge perifere venekatetre, skifte forbindinger samt måle blodtryk, puls og saturation. Dette blev jeg ret så provokeret af. De fleste mennesker udefra ser flere af mine sygeplejeopgaver, som en handlinger, der bare skal udføres. Men der er intet ”bare” over disse opgaver. Det har jeg brugt 3,5 års uddannelse og utallige timer i praksis på at lære og mestre. 

I hver eneste af mine sygeplejehandlinger udfører jeg ikke blot en opgave. Jeg registrerer alle informationer omkring den pågældende patient til mig - både hvad der kan ses med det blotte øje, men også, hvad der bliver sagt og måske ikke sagt. Jeg reflekterer over alle disse informationer, handler på det, som skal handles på og dokumenterer detaljer i journalen til glæde for min næste kollega. Hvis serviceassistenter i fremtiden skal varetage hovedparten af mine basale sygeplejeopgaver, så er jeg bange for, at alle disse refleksioner omkring den enkelte patient forsvinder. Dette kan medfører, at vigtige observationer vil gå tabt og deraf en dårligere patientpleje. Jeg er bange for, at patienten som helhed ikke bliver set, men kun den enkelte opgave, som skal udføres. Jeg vil til enhver tid kæmpe for at beholde mine sygeplejeopgaver!

Kan det virkelig passe at der skal bruges tre gange så mange penge på kræftpatienter som på langvarigt psykisk syge? Ifølge Etisk Råd er der tale om en uretfærdig forskelsbehandling i det danske sundhedsvæsen, hvor kvaliteten af behandling afhænger af diagnose.

Vi som sygeplejersker ser en stor grund til bekymring, især når det kommer til vores børn. 

For kan det være rigtigt at børn i dag skal stå alene med ansvaret, når en forælder rammes af psykisk sygdom? Psykiatrifonden peger på, at børn til forældre med psykisk sygdom ikke har krav på hjælp og derfor ofte bliver overset. Hvorvidt børnene får hjælp afhænger i flere tilfælde af, om de selv opsøger den og i så fald om de har ressourcer og kender til de muligheder der er. 

Ifølge Psykiatrifonden er der omkring 80.000 børn som vokser op med en far eller mor med psykisk sygdom. Heraf risikerer hvert tredje barn selv at udvikle psykisk sygdom. En undersøgelse fra Danske Patienter om “Børn som pårørende” kalder flere forældre på hjælp idet de oplever, at deres raske børn påvirkes af sygdom i familien. Her konkluderer de, at der mangler fokus på barnets behov og trivsel, den psykiske belastning, relevante tilbud samt mangel på støtte. Opvæksten er afgørende for børns udvikling og en alvorlig risikofaktor for at udvikle psykisk sygdom ses ved den uforudsigelighed som netop disse udsatte børn oplever. 

Et bekymret barn rækker armene i vejret i håb om at nogen vil hjælpe hende. Citatet stammer fra Børnetelefonen og er blot ét ud af mange eksempler. Gennem Børnetelefonen kan børn skrive ind om deres problemer, store som små. Flere eksempler omhandler børn med psykisk mistrivsel herunder også bekymrede børn, der har forældre med psykisk sygdom. Børns Vilkår slår fast at der i 2017 var mere end 50.000 rådgivninger via Børnetelefonen - en fordobling siden 2012. Knap hver tredje henvendelse handlede om psykiske problemer, og selvom alle problemerne langt fra bundede i forældre med psykisk sygdom, vidner det om problemets omfang. Børnetelefonen er dog et tilbud der forudsætter at barnet selv tager initiativ til at få hjælp. På kommunalt plan er det kun halvdelen af kommunerne der lever op til psykiatrifondens krav om tilbud til børn der har forældre med psykisk sygdom.

Som sygeplejersker ser vi grund til stor bekymring for at børn og især udsatte børn, svigtes som følge af samfundets aktuelle udvikling.

Den nye psykiatriplan fra oktober 2018 placerer et øget fokus på netop børn- og unges psykiske mistrivsel, som resultat af en mangeårig nedprioritering på dette område. Til forskel fra det psykiatriske område lancerer Kræftens Bekæmpelse et utal af tilbud til pårørende, herunder børn og unge til en forælder med en kræftdiagnose. Særlige tilbud til børn og unge baserer sig blandt andet på forskellige sorggrupper, ungecaféer og cancerforums. Alt i alt flere indsatser der har fokus på det sårbare barn. 

Det er vores håb at børn til forældre med psykisk sygdom tilbydes tilsvarende indsatser, som børn med kræftramte forældre. I vores optik mener vi at der kan være en overhængende fare for at børn og unges udvikling og fremadrettede mentale sundhed påvirkes i en negativ retning, hvis ikke der bliver sat ind i tide. Vi mener derfor at sundhedsvæsenet kan anses som medskaber af ulighed i sundhed, hvis ikke der bliver gjort noget for at sidestille psykisk sygdom med somatisk sygdom. For når det kommer til stykket, skal børn så i virkeligheden ikke blot have lov til at være børn? Og være børn uden ansvar for forældrenes psykiske udfordringer? Her mener vi, at det er vores ansvar som sygeplejersker at være med til at prioritere og skabe lige rettigheder i sundhedsvæsenet.

Den afsluttende praktikperiode på Øjenafdelingen førte til et stort ønske om en karriere som øjensygeplejerske. ”Den travle og lærerige tid på øjenafdelingen førte til en ”øjenåbner” for, hvordan jeg kunne se mig selv som øjensygeplejerske og bidrage med netop sygeplejens kernefaglighed i samfundet”. 

 

Dette var netop en sådan succesoplevelse, som sygeplejerske Anna Andersen, havde eftersøgt i sin lange uddannelse til at blive sygeplejerske efter 20 ugers klinisk ophold på Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital i efteråret 2016. 

 

”Øjenafdelingen er en spændende afdeling, fordi at du både får lov til at arbejde med eksempelvis anatomi og fysiologi på ret teknisk vis, men samtidig med det medmenneskelige aspekt i højsædet” Fortæller Anna Andersen. 

 

Interessen førte til et bachelorprojekt omhandlende selvsamme afdeling, og derudover et brændende ønske om en ansættelse efter uddannelsens sidste eksamen. Gensvaret lød dog, at afdelingen ikke ønskede at ansætte nyuddannede, som ikke havde haft flere års erfaring på sengeafsnittet. 

 Afslaget medførte, at Anna i stedet ønskede at videreuddanne sig igennem en kandidatgrad, i forhåbningen om at dette ville øge chancerne for en ansættelse, på trods af den manglende e
rfaring på sengeafsnittet. 

 

Dog ønskede Anna desuagtet at få erfaring som sygeplejerske ved siden af sin cand.cur., hvilket hun med sin medstuderende, der ligeledes tidligere havde været på øjenafdelingen, delte sin tanker med. Men da man ikke kan tilbyde en 37 timers stilling som studerende, fandt de på den idé, at de kunne dele en fuldtidsstilling, hvilket ville give dem lidt under 20 timer om ugen hver, som de fleste andre studerende yder ved siden af deres daglige studie. 

 

To varme ansøgninger, med et brændende ønske om studiejob blev afsendt og der derudover indbefattede 20 ugers erfaring på afsnittet inden for 3 forskellige underområder. 

 

 

I ansøgningen lagde de samtidig vægt på den erfaring, de sammen havde, i og med at de tog en kandidatgrad og eventuelt kunne bidrage med udvikling af sygeplejen inden for områder som skulle undersøges. 

 

Kort tid efter endt ansøgningsfrist modtog Anna Andersen og hendes medstuderende svaret, som lød på et afslag. 

 

 

Det kan altså være svært for nyuddannede sygeplejerske at finde job - og især at finde drømmejobbet, når de som færdiguddannede kommer ud på arbejdsmarkedet. 

 

I et tidligere debatindlæg hos DSR har afdelingssygeplejersken Grete Nyholm også udtalt, at nyuddannede sygeplejersker ikke er godt nok rustede, når de kommer ud fra skolen. 

 

”Jeg synes heller ikke, de har overblikket i en afdeling. De ved for lidt om at lede og tilrettelæge en dag på afdelingen.  De kan passe én patient, og de er meget omsorgsfulde, men det handler også om at se en afdeling i en helhed.” 

 

Det kan derfor også være til stor forundring, når nyuddannede sygeplejersker med næsten et halvt års erfaring samt titlen som klinisk sygeplejerske modtager beskeden om, at afdelinger ikke ønsker nyuddannede, men derimod ønsker de kommer ud og arbejder andet sted før de kan søge den ønskede stilling. 

Den afsluttende praktikperiode på Øjenafdelingen førte til et stort ønske om en karriere som øjensygeplejerske. ”Den travle og lærerige tid på øjenafdelingen var en ”øjenåbner” for, hvordan jeg kunne se mig selv som øjensygeplejerske og bidrage med netop sygeplejens kernefaglighed i samfundet”. 

 

Dette var netop en sådan succesoplevelse, som sygeplejerske Anna Andersen, havde eftersøgt i sin lange uddannelse til at blive sygeplejerske efter 20 ugers klinisk ophold på Øjenafdelingen.

 

”Øjenafdelingen er en spændende afdeling, fordi at du både får lov til at arbejde med eksempelvis anatomi og fysiologi på ret teknisk vis, men samtidig med det medmenneskelige aspekt i højsædet. Du får mulighed for at arbejde med både kirurgisk, basal og teknisk sygepleje. Det er et godt sted at få samlet en masse forskellig erfaring” Fortæller Anna Andersen. 

 

Interessen førte til et bachelorprojekt forankret i selvsamme afdeling, og derudover et brændende ønske om en ansættelse efter uddannelsens sidste eksamen. Gensvaret lød dog, at afdelingen ikke ønskede at ansætte nyuddannede, som ikke havde haft flere års erfaring på sengeafsnit. Dette på trods af at Anna og hendes medstuderende havde mange ugers erfaring og oplæring i afdelingen. 

 Afslaget medførte, at Anna og hendes medstuderende i stedet valgte at videreuddanne sig igennem en kandidatgrad, i forhåbningen om at dette ville øge chancerne for en ansættelse, på trods af den manglende erfaring fra sengeafsnit. 

 

De studerende ønskede dog stadig at få erfaring som sygeplejersker sideløbende med deres kandidatuddannelse. Men da man ikke kan tilbyde en 37 timers stilling som studerende, fandt de på den idé, at de kunne dele den fuldtidsstilling som afdelingen havde opslået. Dette ville give dem lidt under 20 timer om ugen hver, som de fleste andre studerende yder ved siden af deres daglige studie. Vel at mærke var dette to sygeplejersker for éns pris. To sygeplejersker som allerede kendte afdelingen, rytmen og de forskellige opgaver. To sygeplejersker der brændte for specialet.

To varme ansøgninger, med et brændende ønske om studiejob blev afsendt.

 

I ansøgningen lagde de samtidig vægt på den erfaring og kompetencer de ville kunne bidrage med, med deres kandidatgrad. 

 

Så kom afslaget. Kort tid efter endt ansøgningsfrist modtog Anna Andersen og hendes medstuderende svaret, som lød på et afslag. 

 

I et sundhedsvæsen der sparer, har få ressourcer og med nyuddannede sygeplejersker der går ned med stress på stribe, er det svært for Anna og hendes medstuderende at se hvorfor de ikke matchede det søgte. Denne afdelingen ville have fået to sygeplejersker, der var motiveret for specialet, brændte for at få erfaring og i forvejen kendte til afdelingen og dermed ikke havde brug for særlig meget intro. Hvad mere kan man forlange af nyuddannede?