https://litteratursiden.dk/anmeldelser/superskurk

Med en helt særlig kombination af indsigtsfuld tilbageblik og humor tager Arnhild Lauveng os med ind i en verden af stemmer og hallucinationer. Hun viser os, hvordan vrangforestillinger og symptomer har deres egen logik og mening.

Hendes kamp for at blive rask, hjulpet af sundhedsvæsnet og en mor, der nægtede at opgive håbet, er stærk læsning om en sejr, de færreste tror mulig.

https://www.akademisk.dk/psykologi-og-personlig-udvikling/behandling-og-terapi/produkt/i-morgen-var-jeg-altid-en-love

Instruktør Jesper Michelsen
Medinstruktør Lars Englund Frimann
Scenograf Lise Birch Nielsen
Koreograf Emilie Largier
Lyddesigner Rune Abel Aagaard
Lysdesigner Flora Brandt

Kostumier Fie von Veer
Forestillingsleder Luna Kramer Stage
Produktionsleder Emilie Hasling

Assistent Emilie Karin Henriksen

Producent Maria Suh

Brug bogens metoder til universudvikling, konceptualisering og univers-devising i dit arbejde som spilskaber, filmproducent, forfatter, tv-serie showrunner, designer, teaterinstruktør, kunstner, forsker, studerende eller underviser — eller nyd at være den nysgerrige opdagelsesrejsende, som ønsker at forstå den kreative proces at skabe universer.

Sarah Kane skrev i alt fem stykker: Blasted, Phaedra's Love, Cleansed [på dansk Renset], Crave [på dansk Tørst] og 4:48 Psykose.

Hendes værker anerkendes i dag som bemærkelsesværdige eksempler på de stileksperimenter, der kendetegnede 1990’ernes litteratur og dramatik. Scenerne er fragmentariske, og hun eksperimenterer tydeligt med sammenhængen mellem form og indhold. I 4:48 PSYKOSE består en side i manuskriptet for eksempel af spredte tal.

Kane betragtes som en af hoved-dramatikerne i, hvad er efterfølgende er blevet kategoriseret som in-yer-face theatre. Termen beskriver et dramatisk nybrud i 1990'ernes Storbritannien med særdeles voldsomme og konfrontatoriske stykker, der ikke skånede publikum for noget og blev opfattet som provokationer. Sarah Kane kaldes sammen med dramatikerne Mark Ravenhill og Anthony Neilson "the big three of in-yer-face theatre".

Temaerne hos Sarah Kane er ofte brutale og tabubelagte – seksuel undertrykkelse, fysisk og psykisk vold, stofmisbrug, komplicerede kærlighedsrelationer. Hendes eksplicitte stil og karakterer er ikke altid blevet modtaget positivt. Overskriften på Daily Mails anmeldelse af hendes første stykke Blasted lød således: ”A disgusting feast of filth”. Senere hen har flere af de journalister, som skrev negative anmeldelser, dog trukket i land og anerkendt Sarah Kanes fremsynede måde at skrive på. Hun betragtes i dag, som forud for sin tid.

Læs og hør mere om Sarah Kane her:
In-yer-face theatre - Britisk Drama today, Aleks Sierz, Faber & Faber, 2001

Sarah Kane: Complete plays, Forlaget Methuen Drama, 2021, med forord af hendes nære ven, dramatikeren og instruktøren David Greig
Danske oversættelser af Sarah Kanes stykker kan findes via bibliotekerne.

Love me or kill me: Sarah Kane and the theatre of extremes, af Graham Saunders, Manchester University Press, 2002

Blasted: The Life and Death of Sarah Kane, BBC radio-dokumentar, 2009: BBC Radio 4 - Blasted: The Life and Death of Sarah Kane

Sarah Kane i Lex på lex.dk., skrevet af Ulla Kallenbach, https://lex.dk/Sarah_Kane

Der tages forbehold for, at der kan ske ændringer i prøverummet, så storyboard ikke nødvendigvis en-til-en reflekterer den færdige oplevelse.

Abstract

This article looks at the presence and function of animals in the dramatic works of Sarah Kane. The by now massive scholarship on Kane has tended to see her work as epitomizing the move beyond the dramatic paradigm famously theorized by Hans-Thies Lehmann, and as equally marked by increasingly dehumanized constructions of subjectivity that culminate in the disembodied theatrical landscapes of her late plays.

The research presented here addresses a hitherto unexplored dimension to Kane’s joint engagement with the boundaries of subjectivity and the boundaries of theatre, namely, the pervasive presence of animals across her entire oeuvre and their thought-provoking intersections with the human subjects with whom they share the stage.

Through a combination of textual and performance analysis, I chart the complex, changing configurations of this relationship of co-habitation and mutual implication, offering a comprehensive discussion of the role of animals as key players in Kane’s dramaturgy of simulacra

I artiklen om Sarah Kane (Human/Animal Intersections in the Work of Sarah Kane, red.) stod der: Vær mere optaget af, hvad hendes tekst gør ved dig end på selvmordet – derfor har jeg arbejdet mere med stemninger som mareridt, fantasier, længsler, drømme, lys og håb.

Kvinden inviterer os til hendes egen begravelse for at fortælle os, hvorfor hun forlader os og den verden, hun ikke kan se sig selv og sin plads i. Vi blev ved med at kredse om døden, så hvorfor ikke bare gøre det, der er ligefor og lave en grav – et kæmpestort, monstrøst, mausoleum, der vidner om kvindens styrke og hendes besluttethed. Det er bestemt ikke en offerfortælling, men derimod fortællingen om det kraftfulde i at tage kontrollen og sige fra.

Der har været nogle nøgleord for mig i min inspiration: NATUR - LIV - DØD - MEDICIN, som går igen i scenografien. På gravens frise er der fx valmuer, der både er et billede på livet og naturen, men også har en stærk symbolik med opium, medicin og død.

En kvindes kamp for frihed

Forestillingen handler om en kvindes kamp for frihed. Hun har svært ved at være i verden. Hun oplever at hun ikke kan leve op til denne verdens succeskriterier. Hos hende kommer det til udtryk i psykisk lidelse. Hun plages af sine dæmoner. Gennem forestillingen oplever vi hendes kamp mod sine dæmoner, og hvordan hun forsøger at få fat i sig selv. Hun må favne den, hun er, med livet og døden i hænderne. Hun må kunne stå ved sig selv, så hun kan forlade sit psykologiske fængsel.

Tematisk vigtig i vores tid

4.48 Psykose er tematisk supervigtig i vores tid. Den måde vi lever på i vores del af verden, er tydeligvis svær på mange forskellige måder. Det opleves for mange, især børn og unge, at de står på kanten af normaliteten. De føler ikke, at de kan rummes i vores kultur, at de er anderledes og ikke gode nok. Det kommer til udtryk på alle mulige måder som diagnoser, selvmordstanker, mistrivsel og en følelse af håbløshed.

Tekstens fragmentariske form taler, for mig, ind i den virkelighed, vi oplever i dag. En stor del af vores kommunikation sker gennem sociale medier, hvor temaer, tekst, udsagn og form flyder og overlapper ekstremt hurtigt mellem hinanden. Selvom teksten er skrevet i slut 90’erne, virker dens form nutidig.

Teatrets styrke og fællesskab

Teatrets særlige styrke er, at vi er sammen om at opleve ægte mennesker i en dramatisk konflikt. Dette fællesskab giver os en mulighed for at være sammen i det svære. Jeg håber, at forestillingen vil give en sanselig oplevelse af, at vi ved at åbne os mod hinanden og acceptere hinandens indre dæmoner, kan give os hver især et sikkert sted at stå, som dem vi er, og at vi dermed kan føle en lille snert af frihed sammen.

Inspiration fra barokkens tanker

Med afsæt i teksten har vi skabt en meget anderledes iscenesættelse, end den man typisk ser. Teksten kredser i al sin fragmentation hele tiden om døden og smerten.

I iscenesættelsen har vi ladet os inspirere af barokkens tanker om livets forgængelighed og erkendelsen af, at vi alle skal dø. Det kan lyde mørkt og tungt, men med barokken som inspiration bliver det et mere inderligt, overdådigt og kropsligt univers.

Kvinden inviterer os til at opleve hendes verden. Hun trækker os med ind i sin psyke, hvor rummet bliver levende, hendes dæmoner bliver meget virkelige, og hvor krop og ord blander sig sammen. Det er en stærkt sansemættet verden, hvor skellet mellem det virkelige og det imaginære kan være svært at få øje på. Intense lydbilleder skabt i scenerummet og et råt fysisk udtryk leder os igennem kvindens kamp for at finde sig selv og dermed finde vejen ud.

Rekviem er også den musikalske genre, der har dele af denne messe (eller lignende tekster) som tekstgrundlag. Særlig kendt er den middelalderlige Dies irae antagelig komponeret af Thomas af Celano. Enkelte kompositioner af karakter som sørgemusik er skrevet til andre tekster.

Messeled

• Introitus

  • Requiem aeternam ...

  • Kyrie eleison

• Graduale

  • Requiem

• Tractus

  • Absolve, Domine

• Sekvens

  • Dies irae

• Offertorium

  • Domine, Jesu Christe

  • Sanctus

  • Agnus Dei

• Communio

  • Lux aeterna

Kilde: Wikipedia

I scenografien har jeg, udover mikrofoner, også installeret transducere. Transducere virker således, at man spænder dem på en overflade og får den til at vibrere og udsender lyd. Dermed bliver materialet omdannet til en højtaler. På den måde kan vi få graven til at spille musik og ryste meget kraftigt.

Alt dette bliver sammensat med kompositioner, jeg har lavet i prøverummet og i studiet, og som skaber et til tider melankolsk, men også opløftende, og forundrende univers.

En stor del af strukturen af den overordnede komposition er stærkt inspireret af strukturen fra et rekviem – en dødshymne.

Fokus har været at tage det konkrete og forvandle det til noget drømmende og stærkt sanseligt, som både understøtter forestillingens temaer og giver publikum en helt særlig auditiv oplevelse.

Som sådan er lyddesignet en forlængelse af kvindens sindstilstand og indre kaos: Fragmenteret, som brudstykker af hendes tanker, associationer og minder. Jeg har forsøgt at indfange, hvordan tankerne kan bevæge sig fra noget meget konkret til noget helt abstrakt. Ikke kun ting, hun forestiller sig, men også indtryk, der påvirker hende; invasive og flygtige lyde.

Kort sagt: Det er en lydside, der både forundrer og rører, men også giver plads til, at publikum selv oplever og tolker.