"Jeg jævner banen af. Man spiller kun fodbold på græs om sommeren, men her om vinteren er det på grus," fortæller traktorføreren, som stiger ud af den store traktor. 

Trods det friske og kølige vejr er han kun iført en sort t-shirt, og neongule selebukser, som skinner om kap med vintersolen. 

"Det betyder noget, at solen er kommet frem," siger han og kniber øjnene sammen.  

"Det er fint at sidde i traktoren når det regner, men det værste er faktisk, når det bliver for varmt. Der kan blive omkring 40-45 grader på grund af glasset, selvom vi har aircondition," siger han og peger på traktoren, som står og går. Han hopper op igen. Der er nemlig endnu en grusbane bagved træerne, og den skal også rives. Ude på Olof Palmes Allé suser samtidig en hvid pickup forbi. Igen er det det neongule outfit, som karakteristisk lyses op af vintersolens stråler. En mand hopper hurtigt ud af sidedøren i højre side, hvor han også har rettet placeret. Med raske skridt går han hen til den skraldespand, som nu skal tømmes. En kasket skygger for de røde spættede kinder, som efterhånden har klaret en del vind og vejr, når affaldsmanden hver dag skal ud og ind af bilen for at tømme skraldespande langs bustoppestederne i Aarhus. 
"Vejret som i dag betyder jo meget for mig. Og det er dejligt, at begynde at høre fuglende synge, når jeg skal afsted kl.03 om morgenen," fortæller affaldsmanden mens han binder en knude på den klare affaldssæk, som han lige har tømt. 
De neongule arbejdsdragter, der lyser op og giver liv til krydset, giver en fornemmelse af, at foråret lige så stille er på vej med solen.

Hans studiekammerat spørger om han har fået kaffe endnu. 

”Nej, det er det, der er galt, tror jeg” griner han. 

 Der er få minutter tilbage af pausen i auditoriet, lokale 233 på Danmarks medie – og journalisthøjskole.

Mange af de studerende er stadig i kantinen for tanke op på formiddagskaffe til næste etape af undervisningen.   

 Andre har medbragt termokander med deres egen varme drik og er blevet siddende. To piger med glat, blond hår sidder deres ved deres computere og kigger op mod tavlen. Der er ikke så meget andet at gøre i lokalet. Stolerækkerne er bygget op på samme måde som i teatret, hvor al opmærksomhed forventes at være rettet mod scenen. 

Scenografien i bunden af dette auditorium består af et skrivebord med en imac og en powerpointpræsentation, der er projiceret op bagvæggen.

”Realistiske kernebegreber” er overskriften på det seneste slide. 

 At trække vejret i auditoriet er en tung fornemmelse. Der er lidt for varmt til at have uldtrøje på derinde. Selvom de fleste studerende benytter pausen til at røre på sig, sender deres bevægelser ingen mærkbare luftstrømme ud i lokalet. 

 ”Det er så træls”, siger den ene af de to lyshårede piger, der stadig sidder ned. 

”Man får ondt i hovedet, luften er så dårlig herinde.”

Pigerne er enige om at Frøbert auditoriet dikterer deres påklædning. 

Hvis de ved, at de skal have undervisning i Frøbert, tager de ekstra tøj med, så de kan tilpasse sig rummets vekslende indeklima. 

Den ene af pigerne, der på dette tidspunkt har en pink striktrøje på, peger i retning af et af rummets fjerneste hjørner. Det er klimaanlægget, hun fremhæver. 

”Når de tænder for det, bliver her træk og så er her bare vildt koldt” siger hun og ser ud til at få kuldegysninger ved tanken. 

 

”Du har ingen idé om, hvordan vejret er udenfor herinde” supplerer hendes veninde, der sidder i en sort skjorte med hvide syninger.

Inde fra auditoriet er der umiddelbart heller ikke nogen direkte forbindelse til den ydre verden. Der er ingen vinduer i de grålige betonvægge. En masse små spots i loftet er den eneste lyskilde. 

Pigen med den pink striktrøje kniber øjnene sammen og tager sig til hovedet som om hun har hovedpine. Både hun og hendes veninde ender med at småle over auditoriets fysiske rammer. Sammen med deres medstuderendes pausesummen fylder deres latter lokale 233 med liv. 

Her er stille, alt for stille. En stille melodi summer fra centerets højtalere på gangene. Stilheden bliver brudt af en Føtex medarbejder der råber til en af centerets øvrige ansatte: 

”Hva så? Har du haft en god weekend?” 

Personen svarer og der er atter stille igen. Et par børn venter tålmodigt i indkøbsvognen, mens deres mor henter en børnebolle i bageren i Føtex. De er nok de yngste der er tilstede i centeret, for de fleste er langt over pensionsalderen. De har ikke travlt. Der hersker en søvnfremkaldende form for ro over centeret. 

Bevæger man sig lidt rundt i centeret er billedet fortsat det samme. Nogle ekspedienter taler sammen for at få tiden til at gå. Andre stener ud i luften. En ting står klart. Mandag formiddag er nok ikke den fedeste dag for en butiksansat at arbejde i centeret på. Jeg bevæger mig ind i en af butikkerne, og med det samme kommer en ansat hen til mig: 

”Hej! Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger Kamilla forventningsfuldt. 

Jeg forklarer at jeg egentlig bare er ude og lave en reportage, men om hun ikke vil fortælle hvordan det er en mandag formiddag i centeret. 

”Det er dødt, helt dødt. Der sker ikke så meget her en mandag formiddag eller i hverdagene om formiddagen generelt. Det er mest i weekenderne” forklarer Kamilla. 

Vi snakker lidt videre omkring hvor kedeligt det kan være at være butiksansat af og til, men konklusionen fra Kamillas side bliver, at hun kan nu meget godt lide sit arbejde, men at der godt nok er dødt i dag. 

Jeg bevæger mig tilbage ud på centerets gange og jeg må give Kamilla ret. Det er virkelig dødt i centeret i dag. 

”Det fedeste sted vil jeg faktisk sige er Radioland. Her har man mulighed for at udfolde sig kreativt med ting man selv finder på. Der har jeg også de sjoveste venner fra”

Men hvorfor er Radioland så fedt, og hvorfor er der netop her mulighed for at udfolde sig kreativt?Som resten af Danmarks Medie –og Journalisthøjskole er alt i beton. Det gule lokale med de skrå lofter er overlappet med plancher, der både indeholder livsfilosofier og ugeplaner. Gulvet er beklædt af et hårdt tæppe. Et langt skrivebord med Mac computere viser vej til midten af lokalet, hvor gruppearbejdet er i fuldt gang blandt de studerende. Der er højt til loftet, og en duft af maling og støv er altomfavnende. En grøn plante har sagt farvel til et par brune blade, som nu forsigtigt ligger på jorden. De blå vægtavler skaber farvekontrast i lokalet, og danner ramme for brune malerier med kropsfigurer i bedste Schiele-stil.  En sort metaltrappe fører op til en lille overetage med udblik over studiebordene. En lampe er gået i stykker og blinker en gang i sekundet. Computertasternes klik bevæger sig endnu hurtigere, og ideudviklingen mellem to mandlige studerende tager fart. ”Ej tjek lige det her” nævner en langhåret ung fyr og smider høretelefonerne. Ideerne præsenteres og anerkendes. På borde og gulve står efterladte kaffekrus og termokander. Heftige skridt og en smækket dør bryder samtalen ”Hva så brooooo!” udbrydes der med stor begejstring, og lyden af highfives giver genlyd i lokalet. Rummet fyldes op med flere studerende. En gruppe pigers gensynsglæde efter en begivenhedsrig weekend afbrydes af frustrationen over lokalets optagede borde, som ikke efterlader dem en siddeplads. Blåpolstrede kontorstole rykkes rundt i lokalet for at skabe plads, og to stolehjul må rives fra hinanden efter deres sammenstød. Flere af gruppens medlemmer tager cardigan og halstørklæde af og sidder derefter i t-shirt ligesom de resterende.  Den tunge luft brydes af det milde vintervejr, som følger med ind ad døren efter en flok studerendes rygepause, som finder plads i pigegruppen. ”Det er virkelig godt arbejde det her” bydes de velkomne af de resterende gruppemedlemmer. Der diskuteres ideer og drikkes kaffe, og et par høje hæle trasker hurtigt forbi gruppearbejdet. Undervisere i farverige skjorter diskuterer dagens program med alvorlige toner. De studerende forstyrres ikke, og tasterne løber igen om kap med den blinkende lampe. 

Lokalet er denne mandag formiddag helt stille, men inviterer til tanker om larm, fest og vist nok også lidt nostalgi. Mange studerende er kommet og gået dette sted.

Det slidte rum møder én med en stærk lugt af øl og ærefrygt. Langs væggene er gamle, møre siddebåse i rødt læder, der i pæne vendinger har en del patina. Træbordene har små hilsner med tusch til de næste, der sætter sig, og fra loftet kommer der et dunkelt lys fra lange mørkeblå lamper, der minder én om terningespil og fadøl. I loftet hænger en diskokugle og guirlander i neonfarver, der fortæller en historie om årevis af dans og popmusik i den lunkne kælder. Bag baren og langs de beskidte, hvide betonvægge, er der stablet grønne, tomme Ceres-ølkasser. Hvis man kigger ned, tegner gulvtæppet også billeder af barens lange levetid, og flere steder er tyggegummi udtrådt i det mørke tæppe. Selv på denne stille formiddag emmer stedet af larm og alt det liv, der i gennem tiden har været her. Langs væggene er store personligheder inden for dansk journalistik malet med sort. Mette Fugl. Steffen Kretz. Ulla Therkelsen og selvfølgelig Kurt Strand. Personer, der alle har trådt sine første skridt i journalistikkens verden her på stedet. Måske har de netop siddet i båsen langs væggen til højre for baren, der nu prydes af et billede af Henrik Qvortrup. I dag sidder der to studerende. Med hver deres kaffe. ”Vi arbejder på en reportage og manglede noget ro. Og så elsker vi bare det her sted.”

Her lugter så meget af sprut, at man kunne sætte ild til luften med en lighter. Og det er da heller ikke særligt hensigtsmæssigt at holde fest, uge efter uge, på et underlag af gråt, gammelt gulvtæppe. Stedet trænger godt og grundtigt til en rengøringsmæssig overhaling. Eller måske bare et nyt gulvtæppe. Men den anmasende lugt er selvfølgelig også med til at sætte en stemning. Fredagsbaren på Danmarks medie- og Journalisthøjskole sætter en afslappet stemning, og et er fristed for de mange studerende på stedet. 

 

Ned fra loften hænger små flag i alle verdens farver. Blå, grøn, orange, gul. De hænger lidt som guiarlander i en folkeskoleklasse, og ser godt og grundt og grundtigt afblegede ud. Men det hænger nok sammen med, at der ikke er et eneste vindue i kælderens tillukkede lokale. 

   Til gengæld er de kolde betonvægge pyntet fra top til tå med store sort/ hvide, påmalede portrætbilleder. Med portrætteringen i fuld kropsstørrelse, må man næsten formode, at det er mennesker af betydning, der får deres ansiger til beskuelse hernede. Under, over, ved siden af, og egentlig også oveni portrætbillederne, har fredagsbarens gæster efterladt diverse kugepenscitater. Den slags, man oftest ser på offentlige toiletter. Og de er kreative og poetiske, som var de skrevet af en anden Anders Agger. 

   ”Livet leves i modvind og blæst – kun afbrudt af kvinder og fest.”, er den første jeg bider mærke i. Citatet står skrevet med store røde blokbogstaver, og hænger lige i øjenhøjde. Selvfølgelig midt oveni et af de store portrætter.

   ”Moodle was an inside job”, er den næste, jeg opdager. Sætningen, der betvivler skolens IT-system, er skrevet på skrå, og er placeret på en søjle midt i lokalet. Der er dog også plads, til de mere banale: ”Ejvind er fucking klog”.    

   Okay. De er måske ikke alle kloge, at høre. Især ikke hvis man læser dem højt for sig selv. Men sammen med portrætbillederne er de med til at give de hvide vægge noget liv. Og de studerende har sat deres eget præg, på deres egen fredagsbar. 

 

”Engang var det et sikkerhedslokale”, fortæller en af de to studerende, der befinder sig i kælderen. Det er mandag formiddag, så stilheden og tomheden er nok meget naturlig. De fortæller, at de godt kan lide at sidde hernede, og lave gruppearbejde. Ikke fordi der ikke er plads andre steder på skolen. Men fordi her er ”dejligt roligt”. Og så er det et af de mest farverige steder i en bygning, der ikke ligefrem oser af arketektorisk inspiration.  

“Lad os gå herop, her har vi aldrig været før.” foreslog Sebastian, så det gjorde vi. En træt-udseende kontorprinter mødte vores blikke.  Stilheden gav genlyd. Her havde vi alligevel været før, indså vi, og drejede resolut om på hælen for at vende tilbage. 

Fortørnelsen meldte sit indtog i os midt på gangen, hvor en naturlig, nærmest syrlig duft mødte os. Duften fik fylde og tog karakter af en aroma af kantinekaffe, idet vi næsten per refleks bevægede os derhen. Her var der tilsyneladende ikke meget at finde, ikke engang af mad, grundet det tidlige tidspunkt. Tilbage til hvor vi kom fra, tilbage til gangen. 

Med stadig-skrumpende håb om at få en historie i hus nærmerede opgivelsen sig, men pludselig tager de to andre fra gruppen en skarp højredrejning. De ville forvilde sig ned mod dybet. Det var en chance, man ikke kunne forpasse. Ikke alene med opgaven, men også da det jo også fungerede som lokale for fredagsbaren, forklarede Camilla. 

Vi begav os nedad trappetrinene imod mørket og jordens centrum. Pludselig kunne vi lige så godt have befundet os på en bar ved Klostertorvet inden åbningstid. Den velkendte dunst af bajere faldt som et fugtigt tæppe over os, just som gulvet var belagt med et, problematisk nok med de evige varsler om nedbør i form af ølslatter. De ellers grå vægge var komplet overmalede med graffiti eller vægmalerier, alt efter ens perspektiv på fredagsbarens gæster. Vores tre par grå sko fandt naturligt, næsten per instinkt retning mod et par af de mørnede, røde stole, hvor der sad to et par studerende med deres sysler. Her var vores mulighed for en historie, lige i sigtekornet. 

“Jamen hvad laver i så hernede” spurgtes der med et muntert toneleje, idet de var de eneste dernede. Det blev til en naturlig samtale om først det ene, men også det andet, om studiet, om kælderen og dens formål som bunker, som den eftersigende også skulle have tjent. De forklarede, at de var kommet her i deres søgen efter et ordentligt sted at arbejde. Paradoksalt nok var denne betonhule det eneste sted de kunne finde, som oftest var roligt og til at finde pladser - nok det modsatte af hvordan det ofte var om fredagen. Men på den anden side havde et andet problem indfundet sig - det var aldrig til at få signal til deres diverse stykker forbrugerelektronik nogen vegne, men særligt ikke nede i dybet. 

Tilpasse med fangsten forklarede vi dem til sidst om, at vi var her for at samle indtryk til en opgave, og derfra gik snakken over på praktikpladser. Det var blevet noget så besværligt i forhold til før i tiden, hvor - i håbet om at hente nyt blod tilbage til arbejdspladserne. 

Med disse ord sagde vi tak for sludderen og fandt os vej tilbage til lokale 306 med hovederne summende med historier - for at bringe denne historie til læseren, tilbage fra virkeligheden.

På en tom perron i det nordlige Aarhus er der lige dele blæst og sol. Jeg kan mærke begge dele i mine kinder. En monoton tøffelyd intensiveres. I hælene af et vindstød følger et lysegråt monstrum, der glider ind på perronen. Standser. Ligner i stilstand en barak fra det gamle DDR. Volume 2.0 vel at mærke.

Monstrummets døre glider fra hinanden, og ud vrimler det med mennesker. De fylder lydløst den tomme perron. Der er ingen, der snakker med hinanden. Dyb koncentration om at stige ud af toget, holde plastkortet op foran det blå lys, fortsætte mod fortorvet på den ande side af vejen. Koncentrerede om at komme videre til næste punkt på deres mentale dosmerseddel. De ser mig ikke, eller jeg føler mig i hvert fald ikke set af dem. 

Bag perronen bevæger Randersvej sig. Myldrende trafik af biler, cyklister, lastbiler i umiddelbar kaos. Men ved nærmere eftertanke glider de mange fartøjer gnidningsfrit mellem hinanden på skarpe rækker. Nogle har samme kurs, andres er sat mod strømmen. Som en mislykket march-seance – apropos DDR.

En mand i mørkt suit har i mellemtiden indtaget perronen. Han tripper. Drejer armen for at tjekke øjeblikkets klokkeslet. ”Må jeg spørge dig om noget,” fremstammer jeg lidt febrilsk.

”Det kommer an på, hvad du vil spørge om,” siger han og drejer ansigtet væk fra solen og mine spørgsmål i et par sekunder.

”Hvordan oplever du stemningen i offentlig transport?”

”Der er en stemning af folk, der vil fra A til B” svarer han fåmælt. Jeg prøver uddybende at spørge, om det betyder, at snak passagererne imellem er et no go. Den velkændte tøffelyd nærmer sig. 

”Folk har ikke behov for det. De prøver ikke,” siger han og nikker i retning af den omfarende barak.

”Jeg må gå”. 

Toget passerer, og bag mig glider et andet ind. Skiftende vinde. Den kolde blæst bider i mine kinder. 

Et par unge kvinder eller tre stiger ud af det nyankomne tog. På vejen ud taber én af dem alle sine bøger. Hun gik med dem i favnen. Nu ligger de i en bunke på perronen. En kvinde stiger ud af toget bag hende og er ved at falde over bogstakken. Det er som om, hun ikke ænser det. Hun fortsætter uforstyret sin gang og ser sig ikke tilbage. Bøgernes mor forsøger forfjamsket at få styr på sin flok. Hun kigger op og smiler skævt, da jeg nærmer mig. Jeg spørger om hun har brug for hjælp, men hun afviser.

 

Aarhus Letbane virker umiddelbart som et oplagt transportalternativ for de mange journaliststuderende, der hver dag skal til og fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus Nord. Letbanen kører fra Aarhus’ travle hovedbanegård og stopper kun få 100 meter fra skolens hoveddør. Alligevel er flere af de studerende utilfredse med den milliarddyre infrastrukturinvestering. 

Store forventninger til letbanen 

Efter mange måneders forsinkelser og tusindvis af kilometers testkørelser er letbanen endelig blevet en transportmulighed for de aarhusianske studerende. På sine egne skinner kører letbanen nærmest uafhængig af byens travle trafik lige så roligt igennem byen. 

Der er dog ikke mange rejsende at spotte i miles omkreds her på Nehrus Allés letbaneperron. Solen står højt på himlen over Aarhus, og det lader til, at flere har valgt at tage cyklen i dag. 

På journalisthøjskolen nær perronen er der en enighed i blandt flere af de studerende om, at letbanen ikke lever op til de mange forventninger. 

Især aflysninger og forsinkelser er med til at give letbanen et dårligt ry. 

”Letbanen har fået så meget opmærksomhed, så jeg forventer også, at den kører til tiden. Det er vildt irriterende, at jeg kommer for sent til undervisningen på grund af letbanens utilregnelighed”, siger en kvindelig journaliststuderende. 

Hun oplevede fredag morgen, at letbanen pludselig ikke kørte. 

”Vi blev ikke informeret om, at letbanen ikke virkede. Vi sad alle bare inde i letbanen og ventede på, at den skulle køre”, fortæller hun, imens hun fægter frustrerende med sine hænder.  

 

Dyrt at komme fra A til B 

Det er ikke kun letbanens aflyste og forsinkede afgange som de studerende er utilfredse med.  

Letbanen er en dyr transportmulighed set ud fra Europæiske standarder, 

fremhæver en af journalisthøjskolens udvekslingsstuderende fra Grækenland. Hun sidder helt alene på den grå letbaneperron og venter på letbanen. Selvom biler og busser suser og dytter nær hende i et trafikeret lyskryds, fremstår letbaneperronen helt upåvirket af trafikkens travlhed. 

Hun fortæller, at flere af hendes medstuderende konsekvent fravælger letbanen af økonomiske grunde. I dag er første gang, hun selv skal tage letbanen, og det huer hende ikke. Hun lyner jakken op for at skærme for den kølige vind på perronen. Hvis det ikke var for en punkteret cykel, ville hun ikke overveje letbanen som transportmiddel, understreger hun. 

 

”Vi skal først mødes igen klokken elleve”, lyder en maskulin stemme der forsvinder i en let summen af tastelyde og lavmælt snak. Klokken er 10.45. Det er mandag. Danmarks medie- og journalisthøjskoles kantine har en snes runde, snavsede borde, der er tildækket af kaffekrus, vandflasker og bærbare computere. Spirrende journalister sidder tæt pakket om bordene. Jernbenene på de slidte, røde træstole skranter over klinkegulvet, og bidrager til dårlig akustik. En pige læner sig frem, da en makker taler. Hendes ansigt mødes af bærbarens skær. Øjnene er fokuserede. 

”Afleveres fredag”, lyder det inde fra menneskejunglen. 

Farver, der tager dig tilbage til 80’erne pryder området. Det blå loft er højt og lyset dæmpet. Nu og da overdøver kaffemaskinen ved indgangen, med sin raslen. Sludrende folk kommer og går i lind strøm. 

Flokken rejser sig symbiotisk op, og vandrer ud af spisesalen. Klokken er elleve. 

 

Afslappet rum 

Lyden intensiveres straks. Traditionelle skoletasker og  fine lædertasker sættes på skuldrene mens latter overtager den fokuserede steming. 

”Jeg var heller ikke pinlig ædru, det var jeg ikke,” fortæller en ung mand venskabligt til sidemakkeren på vej ud. Rummet tømmes ikke helt. Der sidder fortsat små klynger af mennesker, der arbejder. I kantinen trisser uniformklædte kvinder rundt og gør klar til frokost. 

”Her er en god stemning. Roligt. Men jeg er glad for der er intervaller hvor der er masser at lave,” fortæller Katrine, mens hun tører hænderne i sit forklæde. 

   

De flittige 

På et af de stadigt optagede borde, sidder tre studerende. De taler om et fælles projekt, mens de dokumenterer stikord ind på computer. En pige sipper til en dampende papkop 

”Jeg sidder her fordi der er kaffe i nærheden. Og så er der plads”, fortæller Bella Louis, der går på 3. semester. 

Hendes røde oversized hættetrøje er beklædt med ’Champion’ på brystet og det sorte hår sidder i en lav knold. Hun smiler. 

”Det rumsterer godt nok lidt. Det er lidt op og ned, hvor meget det larmer. Men det er hyggeligt, at møde nogen jeg kender, når jeg sidder her,” uddyber Bella. 

Den unge studine advarer om, at arbejde i kantinen hvis man har travlt. Hendes to medstuderende nikker anerkendende til udsagnene. 

 

 

Tegn: 2383 

  Selvom vejen er stor, er her ikke mange biler – klokken er 10.30, de fleste er på arbejde nu. Det er to neongule asfaltarbejdere, længere nede af vejen, også. Deres maskiner laver en stabil støj og standser den sløve trafik. Det lugter af varm tjære. De to vejarbejdere har travlt med at lappe de huller efterårsregnen og vinterfrosten har efterladt i vejen.

   På en mark for enden af en mudret sti, kører en traktor med anhæng i ring. Marken er omringet af et bælte af høje træer og står i kontrast til betonklodsen, bunkeren på Olof Palmes Allé. En mand i neongule selebukser træder ud af traktorens side og afslører et mørkt, viltert skæg. Et blåt ar ved øjenbrynet bliver tydeligt, da han kommer tættere. Fåmælt, med en solid midtjysk klang, forklarer han, at han ”jo jævner banen af, for man spiller jo kun på græs om sommeren, om vinteren er det på grus”. Marken er ikke en mark, men en fodboldbane. Et lille stykke jord er blotlagt til vinterspillernes fornøjelse, en bane der nu skal jævnes til kamp. Side om side med den brune jord spreder sig en grøn, trimmet oase, der ærbødigt venter, i forsikring om at foråret er på vej. 

  En hvid pickup, med en grøn presenning på ladet, holder ind. En mand i neongul kedeldragt træder ud. Rutinemæssigt tømmer han det reklamebeklistrede busstoppesteds skraldespand. Samler hurtigt forbipasserendes henkastede skrald op fra jorden og monterer en ny klar affaldssæk. I den hvide pickup, modsat andre forbipasserende biler, er rettet helt usædvanligt monteret i højre side - ”Det er fordi det skal være hurtigt. Jeg sparrer tid når jeg kan stige ud i den side, hvor skraldet skal tømmes”. Ansigtet er rødmosset og vejrbidt. ”Det er dejligt at høre fuglene synge når man står op kl. 3 om morgenen, det betyder meget for mig, at foråret er på vej” fortæller han, med et stille smil på læben, i forsikring om at foråret er på vej. 

Biblioteket er delt mellem en øvre og nedre etage. På nedre etage er alle bøgerne, samt en masse små arbejdsborde. Alle borde er optaget. På øvre etage er billedet det samme, dog uden bøger. Alle borde er optaget. Optaget af studerende, der alle arbejder koncentreret, diskuterer og hygger sig.

 

Flere grupper sidder ned ved de mange borde. Nogle sidder to, mens andre sidder hele syv personer og arbejder sammen. Der er kun en enkelt person, der sidder alene. Lyset fra den skinnende sol bryder ind gennem vinduerne og rammer de mange Macbooks.

MacBooks overalt. Skriveblokke bliver skrevet på af både blyanter og kuglepenne. De mange computer og hænder, der heftigt skriver, udbringer en masse kliklyde. Lydene fylder lokalet sammen med høj latter og diskussion om opgaver.

En gruppe sidder og sætter orange posters på en stor planche. De siger ikke noget til hinanden. På væggen ved siden af dem, hænger endnu en planche med omtrent 30 gule posters. Koncentrationen og eftertænksomheden ses tydeligt i deres øjne.

”Har vi ikke rimelig styr på det?” siger en pige lavmælt til gruppen med plancherne. Der mumles svagt mellem gruppens medlemmer, mens de lader øjnene fundere over planchen på bordet. 

En af gruppemedlemmerne i gruppen med plancherne er Niels. Niels og hans gruppe anvender biblioteket til gruppearbejde.

”Generelt er biblioteket et godt arbejdsrum. Det er et arbejdsrum, som er lidt højlydt, men det er accepteret. Det er et fedt arbejdsrum,” siger Niels.

De studerendes arbejdskoncentration bliver et kort øjeblik forstyrret. 

”Hold op! Jeg sidder og tegner. Du forstyrrer,” siger en fyr grinende til en af sine gruppemedlemmer. Det er gruppemedlemmets trappen i gulvet som forstyrrer ham, dog kun for sjov. De griner begge. Men selvom han råber, forstyrrer det ikke de andre arbejdende studerende. Niels udtrykker det klart: 

”Det er ikke et bibliotek i sin pureste form. Der er ikke nogen som tysser på hinanden. Det er vildt fedt,” siger Niels.

Døren til biblioteket går op hvert 30. sekund. Studerende kommer ind, andre går ud. Det er som en svingdør. Det er en tydelig lyd som skærer gennem alt snakken, diskussionen og koncentrationen i rummet. Vinden fra de konstant bevægelige døre får de blå lamper, som svæver ned fra loftet, til at blafre blidt i luften.

 

I rummet er der to bibliotekarer. To ældre kvinder, som udstråler en ro, som kun et bibliotek indeholder. Bibliotekarerne sidder ved deres bord og taster på deres stationære computere.  ”Please disturb us” står der på skiltet ved siden af bibliotekarens bord. De er klar.

En fyr tager modet til sig og forstyrrer den ene. Han forklarer hende hurtigt problemet. Bibliotekaren giver et glædeligt smil og opfølger med en klar besked om, hvordan den studerende løser problemet. Han takker hende. 

Niels har oplevet bibliotekarernes imødekommende og grænseløse hjælp. ”Vi får den nødvendige hjælp her. Vi skulle låne noget tape, og det fik vi bare,” fastslår Niels.

Bibliotekarerne sidder dog ikke kun ved deres computer. De sørger for, at biblioteket er parat. Parat til når de studerende kommer og skal arbejde. Den ene går og rykker rundt på de tomme borde, så arbejdsrummet ser indbydende ud. Det vibrer gennem lokalet, idet hun rykker bordet. 

Et jakkestativ står også forkert. Bibliotekaren ruller det hen over gulvet. En systematisk klik-lyd lyder hver gang stativet ruller en omgang. Otte gange når det rundt, inden bibliotekaren mener, at stativet har fundet sin næste position.

Bøger og magasiner flytter hun også. Alt har sin retmæssige plads på hylderne.

Niels’ gruppe står og reviderer deres plancher, som de har hængt op på væggen. Gruppemedlemmerne stirrer på stregerne, ordene, tegningerne og de mange posters. En af dem nyder en hjemmesmurt rugbrødsmadpakke, mens andre er koncentreret. Plancherne bliver vurderet nøje, om det nu er, som det skal være. 

Imens går to gutter mod hinanden. Deres skridt er tydelige. Uden at sige et eneste ord, kigger de hinanden i øjnene og løfter armen. De giver hinanden en højlydt high-five. ”Klask!” Lyden runger gennem lokalet. De må være makker som det kaldes. Bibliotekets som arbejdsrum er et sted, man giver hinanden en high-five. En high-five bare for hyggen skyld, men også for anerkendelsen af arbejdet.

Niels’ gruppe afslutter dagens gode gruppearbejde. De er tilfredse, smiler og griner, mens værktøjet pakkes væk. På vej ud afslutter Niels indtrykket af biblioteket 

”Det er sindssygt vigtigt, at vi har mulighed for sådan et arbejdsrum, da der på DMJX ikke er de bedste muligheder for arbejdsrum og steder til at arbejde.”

Mandag morgen kan for mange godt være hård at komme igennem. Og det mærker man også blandt de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. En nærmest zombieagtig vandren kan overværes, mens de taler løst om, hvordan weekenden har været. ”Den har været god” eller ”stille og rolig” er svarende der bryder tavsheden.

En af de studerende kommer gående med en kop the i hånden. På spørgsmålet om han kender til mandagstræthed, kommer svaret prompte ”ja! særligt på de to første semestre.” Han er dog blevet bedre til at komme igennem mandagen, og hans bedste råd er at få noget bedre søvn, derfor har han begrænset sit kaffeforbrug. ”Jeg drikker meget the” siger han mens han dypper posen ned i koppen med den nu mørke væske, og går videre.

Og det er ikke kun blandt de studerende, det kan være hårdt at starte på ugen. På gangen finder man også Søren Pagter, der er leder for journalistuddannelsen. ”Mandag er altid hård.” Det svære for ham er netop at komme i gang. Årsagen skal ifølge Søren Pagter findes i, at man har en tendens til at gå lidt senere i seng om fredagen og lørdagen, og det kommer man til også at gøre om søndagen. Den dårligere søvn påvirker derfor mandagshumøret. Særligt eftermiddagen kan være lang, forklarer han. Faktisk synes han, at mandag eftermiddag er hårdere end fredag eftermiddag. Mærkeligt nok vil nogen måske mene. 

”Jeg sparker mig selv i røven” smiler han, til spørgsmålet om hvordan man kommer igennem dagen. Der er dog også overskud at finde hos ham. ”Fed T-shirt” når han lige at komplimentere journalisten, da de går hver til sit. Han over til kantinen, for måske at købe kaffe. En anden tager turen gennem den grønne dør, og ud i solskinnet igen. Den kolde morgenluft er fortrængt af solen og den blå himmel, og ude foran er den trætte stemning vendt til forventningsfuldhed. Som altid er man atter kommet igennem mandagen. 

 

 

 De grå gange og trapper på Journalisthøjskolen i Skejby er fyldt med elever og ansatte, der bærer papkaffekrus med låg og porcelænskopper. Både helt friske, nybryggede kaffer, halvlunkne cappuccinoer og tomme papkrus, der er på vej i skraldespanden. En konstant duft af kaffebønner og mælk. Små dampskyer i luften fra de mange kopper. Kaffen er overalt. 

 

 I nogle tidsrum er der stille ved kaffemaskinerne. Især når dørene til undervisningslokalerne er lukkede og lærerne underviser i interviewteknikker og etik. Pladsen bliver fuld foran maskinerne, når pauserne og frokosten nærmer sig. Nogle gange snor lange køer sig. Brummende lyde fra automaterne afbryder snakken i det rødlige og betongrå kantine-univers. Og plasket fra den kogende kaffe kan høres på lang afstand. 

 

   ”Den virker kraftedeme ikke!” bander og svovler en midaldrende kvinde foran den ene store, metalfarvede kaffeautomat. Den bipper uafbrudt og vil ikke gøre noget. Hun giver ikke op, før hun finder ud af, hvad der er galt. Hun fumler rundt i nogle minutter. 

   Hun spørger kantinedamerne, om hun må ”tage noget mælk til maskinen i køleskabet?” 

Efterfølgende åbner hun lågen under automaten og trækker en skuffe ud, hvori hun hælder en liter letmælk. Dernæst kører automaten ufortrøden videre, som intet var sket. Nu kan den spytte en velsmagende kop kaffe ud til hende, og de næste kaffetørstige i køen er også sikret den bedste kop af den sorte drik.

 

 Hendes ’udbrud’ og vilje til at løse problemet illustrerer, hvordan kaffe er vigtig del af dagligdagen på Journalisthøjskolen. Kaffen spiller en stor rolle for, at hverdagen kører på skinner. En gruppe af elever fortæller i forlængelse heraf, at de primært laver gruppearbejde og læser i kantinen. Grunden til dette er, at de i kantinen nemmere kan få adgang til de mange kaffestationer. De strukturerer således deres arbejde efter, at de skal være i stand til at kunne købe en kaffe, når trangen melder sig. 

 

   ”Vi sælger omkring fyrre liter kaffe om dagen,” fortæller den ene af de lyshårede kantinedamer. Udover de fyrre liter, som produceres i køkkenet, købes store mængder af kaffe også på skolens kaffeautomater. På toppen af de varme maskiner er stabler af papkrus placerede. Nogle næsten en halv meter høje. Efter en hel dag på skolen kan det blotte øje spotte, at hvert tårn har mistet et betydeligt stykke af sin højde. 

   ”Kaffe er en af de bedst solgte varer på skolen”, fortæller hun yderligere. Den overhaler mange af de andre lækkerier, som kantinen tilbyder. 

 Så umiddelbart kan og vil de ansatte og studerende ikke undvære deres daglige kaffe-fix. De mange direkte kaffe-indsprøjtninger i kroppen. 

“Problemer med letbanen fortsætter”. Sådan lyder det på forsiden af Jyllands-Postens Aarhus-sektion endnu engang. Dette er en af de mange overskrifter, der har fyldt i nyhedsbilledet det seneste år. Letbanen har kæmpet med driftforstyrrelser, frostvejr, efterårets løvfald og manglende handicapvenlighed. Med alle disse komplikationer taget i betragtning, kan formålet med etableringen af Letbanen gå tabt. For hvad var egentlig meningen med etableringen af Letbanen? 

Vi satte os for at undersøge, hvilken rolle Letbanen har for dem, der rent faktisk benytter sig af den. 

Ved stoppestedet møder vi hurtigt Sune og Marie, et ungt par, der venter. “Vi tager Letbanen, fordi den kører oftere end bussen gør. Det er bare nemmere, når man ved at den går hvert tiende minut”, forklarer Marie, mens hun trækker på skuldrene. For Sune og Marie betyder Letbanen, at de ikke skal stresse over at nå bussen, hvis ankomsttidspunkter sommetider kan være utilregnelige. Dog erkender de begge, at Letbanens tidligere indblanding i uheld kan have effekt på trafikken, hvilket man undgår med bussen: “Hvis nogen køres ned af Letbanen, så stopper hele maskineriet jo. Hvis nogen køres ned af bussen, så kommer der jo bare en ny”, lyder det fra Marie. 

Marie er generelt glad for Letbanen og synes den er et godt alternativ til andet offentlig transport. Hun forklarer, at Letbanens omtalte komplikationer ikke har nogen betydning for hende, så længe den bare kører som den plejer. 

Himlen er blå, og man kan mærke forårsfornemmelserne i luften. 

Parret smiler til hinanden og imødekommer det lune vejr med lette jakker og solbriller. 

De slentrer langsomt hen til stoppestedet og ser ikke ud til at have travlt.

"Det er nemt, når man ved, at den går hvert 10. minut. Så behøver man ikke tænke over det" siger Sune afslappet.

"Ja og den går oftere end bussen," tilføjer Marie.

Selvom letbanen har været plaget af problemer med manglende trafik tilladelser, driftsforstyrrelser og dårlige skinner, som har givet store forsinkelser, er det ikke noget, som parret tænker over, når de tager letbanen. 

"Der er altid problemer med alting. Og der er tit mange, som har meninger om det. Men så længe den bare kører." siger Marie.

Parret synes letbanen er en god tilføjelse til den offentlige transport i Aarhus og glæder sig til, at strækningen bliver udvidet, så man kan køre længere.

Skinnerne begynder at summe, og den hvide letbane kommer til syne. 

Dørene bipper, og parret træder ind i toget og finder en plads.

Letbanen forsvinder ned ad Randersvej med kurs mod Aarhus banegård.

Skydedørene hviner imens de trækker sig til side. Lyden giver ekko i den store indgangshal. Dørens musik afbrydes hurtigt af toneklangen fra små grupper af studerende, der glider gennem åbningen i snak. Deres blikke fanger skærmen i loftet, der viser TV2 News. Kun nogle få lader deres hoved tilte mod venstre, over mod receptionen. Her sidder Tove, badet i solens varme stråler. Hun smiler til dem, ikke fordi hun skal, men fordi hun vil. 

 

Tove er receptionsist på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole. Hun bruger sin dag på at hjælpe de studerende godt på vej, blandt andet med et smil.

”Det er så indgroet i mig, sådan er jeg bare. De skal føle sig velkomne,” siger Tove - minsandten med et smil på læben.

For Tove er det ikke nogen heltegerning at smile til et fremmed menneske, det er mere en refleks. Hun gør det i håb om at det smitter, og det kunne det tyde på at det gør.

”De unge mennesker her er så høflige, jeg håber jeg har opdraget mine egne børn sådan,” griner Tove.

Rumklangen i den store lobby bærer grinet op gennem gangen. Der bredder sig en duft af frisk luft som dørene glider op igen og vinden udenfor trænger ind.

 

Selv blandt de ansatte på Journalisthøjskolen, er der en forståelse for, at Tove er vigtigt for skolen. 

”Hun har en kæmpe stor rolle som ansigt udadtil,” siger Uddannelseschef Henrik Berggreen. 

Han har det ligesom Tove med smil, det skubber alle i den rigtige retning. Specielt Toves attitude får stor ros. 

”Her er en opgave, den skal vi have løst på bedste vis”, fortæller Henrik Berggreen, imens han fægter med hænderne for at visualisere scenen af at få stukket en opgave i hånden. 

Tove er sågar så vigtig, at hun er savnet når hun er væk. Omkring eksamensperioderne er receptionen ofte lukket, hvilket Henrik Berggreen synes er ærgerligt.

”Det betyder meget når der kommer nogen udefra, for eksempel forældre til en der bliver bachelor, at der er et venligt ansigt til at tage imod dem og vise dem vej,” understreger han.

På Journalisthøjskolen elsker de Tove, og Tove elsker skolen. Tove betyder, at alle på skolen føler sig velkommen.

Den hårde grå farve fra betongulvet og væggene, bliver erstattet med træmaterialer og hvide vægge. Der er en lang gang. Gangen har seks små adskilte ovale lokaler i midten og en række kontorer langs siderne. Der er også nogle mødelokaler og et enkelt stort kursuslokale. Fælles for alle lokalerne, er den klare modsætning til den beton og grå gang man kommer fra.

Alle kontorer på denne gang på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har hæve-sænkeborde. En appelcomputer står på hvert bord. Lokalerne har vinduer, så man kan se ind til personerne, der sidder i dem. Det følger i den tråd som allerede begynder, i den ellers kolde grå gang. 

Åbenhed og en form for varme udbredte hænder, i form af talrige åbne døre. Kun kontorer uden personer i, har en lukket dør. Enten på grund af en kollektiv forglemmelse eller barndomme i et cirkustelt, eller måske et bevis på den stemning og mentalitet som præger administrationsgangen. 

 

På et af de mindre kontorer på gangen, sidder Kristina Kallestrup Rasmussen. Allerede som 23-årige er Kristina nået til andet semester på kandidaten ved informationsvidenskab på Aarhus Universitet. 

”Ja da, kom bare ind”.

Også hos Kristina møder man den åbenhed og varme, som eksisterer på administrationsgangen. Selvom hun sidder optaget af hendes noter og med opmærksomheden på computerskærmen foran hende, er hun åben for et par spørgsmål. 

Kristina sidder som studentermedhjælper i kommunikationsafdeling, og sidder direkte overfor hendes chef, Anders Møller. Han er digital redaktør på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

 

Ved siden af Kristina står en række flyttekasser, stablet oven på hinanden. Indholdet er brochurer, visitkort og andre PR-materialer. Materialerne skal bruges til et åbent hus-arrangement, som afholdes torsdag den 28. februar.

Inden da står dagens opgave på at skrive om et kursus samt finde et passende billede til det, og lægge det op på hjemmesiden.

Det er en opgave som Kristina ikke vil have haft, da hun begyndte som studiemedhjælper i april 2018. Da var hendes primære opgave at bestyrer Journalisthøjskolens profil på instagram. 

Løbende har Kristina fået mere og mere ansvar og adgang. Nu begynder hendes arbejdsdage med et tjek på mailindbakken. Her ligger ofte opgaver og venter, enten fra Anders Møller eller fra andre afdelinger. 

”Men jeg står også selv for at skabe min stillings opgaver” Siger Kristina.

Hvis indbakken er tom, så er det op til Kristina selv at finde en opgave at give sig i kast med. 

 

Lige som tilbygningen på administrationsgangen repræsenterer et skift i tiden, er også Kristinas opgaver og ikke mindst stilling, et bevis på den nye virkelighed Journalisthøjskolen befinder sig i.

For mens kommunikation altid har været forbundet med journalistikkens og dens læreplads, bringer sociale medier og kommunikationen via dem stadig nye muligheder og udfordringer.

Hertil er Kristina, med hendes alder og hendes faglige viden, et vigtigt redskab for Journalisthøjskolen. Et redskab som skal være med til at tilpasse Journalisthøjskolen de nye tider, som skolen imødekommer.

Men det er ikke kun studerende, der får lov til at træde ind i betonbunkeren.

 

Der findes en gang på journalisthøjskolen, hvor man glemmer, at man befinder sig i en grå betonbunker. En gang, hvor slidte kontorstole er skiftet ud med sortlakerede Y-stole. Her kan man igennem store panoramavinduer se, at himlen er blå, i stedet for at forestille sig det. Her er der ikke larm fra studerende, der vader frem og tilbage mellem klasselokaler og kantinen. Den eneste lyd er kaffemaskinens brummen, når den maler bønnerne friske til den næste kaffehungrende.

For enden af den gang er Birgitte Knudsens kontor. Vinduerne går fra gulv til loft og tillader den liden februar sol, at danse hen over det lyse trægulv og varme rummet naturligt op. I midten af rummet sidder Birgitte fordybet i sit arbejde. Birgittes skrivebord er fyldt af post-its og papirer, der ligger i et stort, men systematisk rod. 

Birgitte tager sig en lille pause og lader sig ikke stresse af, at hun har deadline i morgen. Deadline. Et udtryk de fleste på Journalisthøjskolen kender til. Men det er ikke en journalistisk opgave, Birgitte har deadline på. Det er regnskabet for år 2018. 

Journalisthøjskolen er nemlig mere end unge studerende. Det er også en forretning. Og en del af det større regnskab dækkes igennem de kurser, der udbydes til videreuddannelse.

”Vi skal jo give overskud, da vi som uddannelse er støttet af staten. Men vi må ikke tjene penge på vores kurser. Så en stor del af arbejdet her, er at holde styr på budgettet,” forklarer Birgitte. 

Hun er ikke bogholder til hverdag, men der skal jo være styr på økonomien, inden hun igen kan vende tilbage til at tilrettelægge kursusforløb.

Det er nemlig ikke kun studerende, der får lov til at sætte deres fødder i ”Bunkeren”, som Journalisthøjskolen til daglig kaldes blandt de studerende. 

”Jamen, der er akademikere, ministerier, styrelser, private virksomheder,” fortæller Birgitte. 

Der er et bredt kundekartotek i Kursus og Videreuddannelse.

”Mange af vores kunder vil gerne lære værktøjer til at skrive bedre. Og dét kan vi tilbyde,” afslutter hun. 

Birgitte rejser sig og bevæger sig mod kaffemaskinen. Nu er hun kaffehungrende. Der starter en brummen og duften af malede kaffebønner breder sig på gangen. Og skridt fører en væk fra trægulv og panoramavinduer. Væk fra designklassikere og lys fra solen. Og tilbage til slidte kontorstole og illusionen omkring blå himmel.

 

 

Det runger for hvert skridt, man tager. Betonvæggene sender ubarmhjertigt samtlige lyde frem og tilbage mellem hinanden. Om det er høje udråb fra studerende, støvletramp eller smækken fra en dør til et undervisningslokale. Man ender nemt i et virvar af støj i alt det grå. For det er gråt. Både indenfor og udefra. 

    Bunkeren er på alle måder et passende tilnavn til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men om et års tid står den på nye studieomgivelser for journaliststuderende og ansatte. 

 

”Det bliver da dejligt med et nyt hus med nye muligheder. Men det er også lidt trist. Herude er der fyldt med minder og historier. Så det er dejligt, men også vemodigt,” lyder det fra en af Journalisthøjskolens mange ansatte, Anne Kathrine Nejrup. 

   Hun bevæger sig frem og tilbage på administrationsgangen med et brus af krøllet lyst hår om ansigtet. Frem og tilbage med papirer, som kopimaskinen på gangen summende producerer. 

    På denne gang har man brudt det grå med døre og dørkarme i stærke farver, og rektoratet er et åbent kontor i glas med knaldrøde karme og lister.

    Overalt i Bunkeren bryder man med det grå. På undervisningsgangene hænger der reportagebilleder, nomineret eller vindere af diverse priser. I vandre-hallen med den rungende akustik hænger der lange reportageartikler, eksamenseksempler – alt sammen 

udtryk for det arbejde og studie, der udføres på stedet. På den måde opfører det grå beton sig eksemplarisk – som en anonym ramme til det journalistiske arbejde. 

 

Men det er ikke kun trist. Denne februarformiddag skinner en tidlig forårssol og skaber en lettere stemning i de ellers mørke lokaler. Man kan tydeligt forestille sig, hvordan oplevelsen af bygningen ville være i det mørke december. Noget deprimerende og gråt.

   Især én ting ser en ansat særligt frem til: ”Det bliver fint! Jeg glæder mig til de nye toiletter!” lyder det hurtigt fra Ingrid Hoeg, inden hun forsvinder ned af gangen.

   Det kan man heller ikke fortænke hende i. De gamle toiletter med båse, der ikke er meget større end et campingvogn-toilet. Toiletpapir på gulvet. Ofte ingen håndsæbe, ingen papirhåndklæder og endnu en gang væg-til-væg beton.

 

 

   ”Altså, vi sidder her lige nu, fordi det er det eneste sted, vi rigtigt kan få ro”, siger Kasper Hobolt og slår opgivende ud med armene. Ham og hans ven arbejder på en opgave om, hvordan mad påvirker vores hukommelse. 

   ”Men det er jo ikke på nogen måde optimale arbejdsforhold, det her”, tilføjer vennen Kasper Houfmann. Lokalet de sidder i er Journalisthøjskolens fredagsbar, der går under det velkendte navn, Kurt Strandbar. Men at rummet oser af gode studieforhold, ville være usandt at sige. Det første der strejfer én, når man træder ned at trapperne og sætter sine ben i lokalet, er lugten af gammel øl. Øl, der er blevet spildt til fortidens mange fredagsbarer, har sat sig i gulvtæppet og aldrig givet slip siden. Og mørket. Der er helt mørkt i lokalet, intet lys slipper ind. Men hvorfor sidder de to studerende i fredagsbaren og arbejder?

   ”Jeg føler ikke rigtigt, der er andre steder at sidde,” siger Emil og tilføjer ”Jeg har ikke lyst til at sidde på biblioteket, fordi der larmer det for meget, og vi har jo ikke en læsesal.” Kasper tilslutter sig Emils holdning og synes det er absurd, at han går på en skole, hvor man øver sig i at skrive, men samtidig ikke har et ordenligt sted at skrive.

 

Går man en tur rundt på Journalisthøjskolen, finder man ganske rigtigt ud af, at der ikke er nogen oplagte steder for de studerende at skrive. På gangene er der ikke sat borde eller stole. Og i klasseværelserne er det ikke altid muligt at få ro. Det er der heller ikke altid på biblioteket, mener Emil og Kasper. Derfor har de flere gange været nødsaget til at søge andre steder hen, for at få ro til at skrive. 

   ”Vi har flere gange taget på Hovedbiblioteket og brugt deres læsesal, for der er altid ro”, siger Emil. 

   ”Jeg synes bare, at deres læsesal er upassende for os, som går på Journalisthøjskolen. Dem der besøger Hovedbibliotekets læsesal, er der for at læse. Vi er der for at skrive. Derfor føler jeg mig ofte malplaceret.” 

 

De to studerendes øjne lyser dog op, da Emil siger: 

   ”Heldigvis flytter hele Journalisthøjskolen op på Katrinebjerg indenfor et par år, og de første tegninger derfra ser rigtig gode ud. Det ser ud til at der kommer meget lys ind i bygningen, og så håber vi på en ordentlig læsesal.”

   

 
Af Lone Thurøe Lykke
Lydene på Journalisthøjskolens dametoilet forstærkes af de bare betonvægge. Den ene smækkende toiletbåsdør afløser den anden, til tider akkompagneret af toiletskyl, vandhaner og en træt håndtørrer. Mellem disse lyde, høres brudstykker af en samtale mellem to studerende. Den ene holder et øjeblik døren åben til den bås, hun er på vej ind i, imens hun siger: A   ”Det er så længe siden, at jeg har gået rigtigt i skole! Det er bare lige på og hårdt.”    Hun lukker og låser døren for at fuldføre det, hun egentligt kom ud på toilettet for at gøre. Hendes veninde læner sig ventende op ad væggen.    ”Ja, det er virkelig ligesom første semester” sukker hun.    Sådan er studielivet og dagligdagen ofte blevet diskuteret på Journalisthøjskolens toiletter siden 1973. De er velbesøgte rum i pauserne, men de fysiske rammer emmer ikke ligefrem af oase eller åndehul. Der er ingen brætter på toiletterne, toiletpapiret er et-lags og du kan ikke altid regne med, at der er håndsæbe i de vægophængte dispensere. På døren til et af de i alt fire toiletbåse bebuder ’Bygning og Facility’ desuden, at netop denne bås desværre er ude af drift. 

   En kvindelig studerende på gangen udenfor toiletterne er ikke imponeret over toiletfaciliteterne. 

   ”Særligt de sidste to semestre har der været utroligt rodet og beskidt. Især på pigetoiletterne, hvor der ligger toiletpapir over det hele.” 

   Men det er ikke kun rengøringen, der får den studerende til at rynke på næsen. ”Jeg er ikke tilfreds med, at de valgte at opsætte håndtørrere. Det var bare meget bedre, dengang jeg kunne tørre mine hænder i papir!” 

   Ifølge hende er det kun antallet, der virkeligt fungerer i den toiletmæssige afdeling. Der er nemlig mange kummer rundt omkring på skolen, så det er relativt sjældent, at der danner sig køer af trængende journaliststuderende. 

   Når Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i fremtiden flytter til nybyggede omgivelser, håber den adspurgte journaliststuderende, at rengøringspersonalet bliver mere engagerede i toiletternes tilstand: 

   ”Jeg håber i hvert fald at toiletterne bliver renere i de nye bygninger.” 

 

Rummets kølige og neutrale overflade gør, at mit øje fanger de mange smukke billeder, som hænger ned langs gangen. Billeder taget af studerende på medie- og journalisthøjskolen. Først et billede af Aros regnbuen, hvor en luciabrud leder resten af sin flok rundt i de skiftelige farver i regnbuens cirkulærer ring. Lyserød. Lilla. Blå. Næste billede, der fanger min opmærksomhed, er historien om skoleklassen der besøgte Carl-Mar møller. Historien fortolket i billeder, som alle viser børnenes udtryk. Råt og ufiltreret. 

 

På min vej ned af fotogangen, som portrætterer livets mange begivenheder, store som små, støder jeg på Johannes. Johannes er journaliststuderende på syvende semester på DMJX. Jeg spørger ind til hans oplevelse af atmosfæren på journalisthøjskolen, og hvordan den skiller sig ud, - ”Vi lever lidt i en boble herude på journalisthøjskolen”, siger han og smiler. Han peger på de mange billeder, og fortæller at ”billederne inspirerer én hver gang man passerer, og viser én hvad man kan opnå”. 

 

Som Johannes siger - ”Billederne gør noget helt særligt for de slidte og brutale betonvægge, og omvendt. Det er en fantastisk gang”. Jeg reflekterede over det Johannes sagde. De grå overflader og billederne spiller hinanden bedre, og skaber en magisk oplevelse, når man vælger at tage vejen ned af fotogangen. De mange livsbekræftende historier, fanget af kameraets blitz, bliver forstærket af, at rummet og atmosfæren tillader at give den fulde plads til disse billeder. 

 

Mit blik bliver henledt til et billede med overskriften; ”Drømmen om et bedre liv”. Et billede taget af en flygtningefamilie på vej mod friheden. To voksne og tre børn kravler igennem et pigtrådshegn. Den ene pige græder. Morens blik kigger ud i horisonten – hun er på vagt. Faren sørger for at få alle sine kære igennem hegnet, inden han selv tager skridtet. 

 

Billederne illustrerer livets perspektiver og kontraster. Når jeg kigger på dem og nærstuderer hvert billede, bliver jeg grebet af en stemning i kroppen. En stemning af at være et lille barn igen, og blive sat løs i mudder og natur på Carl-Mar møllers gård, og ikke have nogle regler, at skulle forholde mig til. Eller følelsen af, at være en del af en familie på flugt. At leve i frygt og utryghed. At skulle tage afsked med det liv man kender, til fordel for en uvis fremtid. Billederne frembringer alle mulige følelser. Følelsen af glæde. Følelsen af sorg. Følelsen af håb. Også selvom, at det bare er en helt normal mandag formiddag på Aarhus Journalisthøjskole.

Ind imellem brydes stilheden. Lydbilledet domineres hurtigt af enkelte fodtrin, der forlænges af passagens lange rumklang. Tiden mellem skosålernes møde med betongulvet vidner om, at vi er et sted, hvor der arbejdes. 
En sjælden gang krydser to studerende hinanden. Der bliver ikke sagt noget – der er højst et lille smil. For et kort øjeblik opstår en fantastisk synkoperet rytme af fodtrin, inden der igen bliver stille. 

For enden af gangen står en elev og betragter et af de mange fotografier. Han hedder Johannes og er her på sit fjerde år. Han sætter stor pris på det miljø, han gået op og ned ad i løbet af sin studietid. 

 

»Miljøet er fedt. Her er gammelt og røvslidt. Det har en eller anden charme«, siger han.

 

Han er ikke ubetinget positiv for den nye journalisthøjskole, der er ved at blive bygget på Katrinebjerg. Jeg forstår ham godt. Om det er tiden, der kalder på en dvælen, eller blot stedets umiskendelige charme. Jeg ved det ikke. Men der Der er noget vildt inspirerende over den rolige blanding af renhed, forgængelighed og forfald. 

"At rejse er at leve.” Sådan lyder H.C. Andersens berømte ord. Og ganske rigtigt kan de mange sanseindtryk, oplevelser og udfordringer forbundet med rejser være med til at udvikle en som menneske. Men nogle gange rejser man altså bare for at komme frem. Og her er præcision og effektivitet vigtige elementer.  

 

Selvom solen er stået op, er perronerne på Aarhus banegård, som altid, henlagt i skygge. 

En bred vifte af mennesker dekorerer den kolde og grå perron. De venter på letbanen, som skal føre dem til deres destination. De ventende tjekker telefoner og lytter til musik, mens de spiser kolde sandwich og drikker varm kaffe fra 7-eleven. 

Karen på 46 år dobbelttjekker, at hun står ved det rigtige spor. Hun er rejst fra Horsens til Aarhus, og vil nu tage letbanen videre til Nørregade, hvor der ligger en hovedpineklinik. Selvom hun kun tager turen et par gange om måneden, sætter hun pris på alternativet til busserne. 

”Det er helt klart nemmest at tage letbanen. Jeg kommer med et tog, og stiger bare på et andet tog,” siger hun med et smil.

 

En søvnig ro fylder toget. Uden for de rejsendes vinduer passerer Aarhus forbi. En kvinde ser stille frem for sig, som var hun endnu ikke vågnet helt. En anden kvinde iagttager de forbipasserende omgivelser, som om hun forsøger at se byen fra alle dets vinkler. 

Over for Karen sidder Jens på 58 år med hænderne foldet i skødet. Han arbejder for Danmarks Radio og har taget toget fra København for at hente en såkaldt OB-vogn, altså en lydvogn. En rejse han har taget flere gange. Også han kender til en vis usikkerhed i forbindelse med bustransport. 

”Hvilken skal man lige med, og hvor skal man stå?” 

Et par gange har han faktisk valgt, at bestille en taxa for at slippe for bus-forvirringen. Der er dog ingen tvivl om, hvad han foretrækker at rejse med.

”Jeg synes, det er skønt at køre med letbanen,” siger han, mens han læner sig lidt tilbage i sædet og kigger ud. 

”Og så er det nemt, også fordi det minder om metroen.”

 

Ved et stoppested nord for vandtårnet sidder Sune og Marie og venter på letbanen mod banegården. En 29-årig mand med flammende rødt skæg og en 26-årig kvinde med runde briller og ferskenrøde kinder. 

Selvom vi kun skriver februar, så skinner forårssolen. Den allertidligste forårssol, som man sådan næsten kan mærke i kinderne. De to unge, der snakker lavmælt og langsomt sammen, har åbnet jakkerne. Men hænderne varmer de i lommerne. 

”Vi er meget positivt stemt over for letbanen,” erklærer Marie. 

Begge har de hørt snak om, at letbanens køretider ikke er til at regne med. Men det er ikke noget, de har været generet af. 

”Jeg har aldrig været udsat for forsinkelser,” siger Sune. 

Han bruger offentlig transport i sin hverdag, når han skal ud som handicaphjælper rundt omkring i Jylland. Her oplever han, at letbanen er praktisk at benytte i forbindelse med togturen. 

For Marie er det ikke kun et spørgsmål om, hvad der er nemt. Det er også et spørgsmål om komfort.

”Det er klart mere behageligt at rejse med letbanen,” siger hun.

 

Sune og Marie er altså tilfredse med letbanen og de synes, den er et ”godt supplement” til den øvrige offentlige transport. Men én ting, de ikke er helt tilfredse med, er prisen. 

”Det måtte gerne være billigere,” siger Sune beskedent og smiler.

”Jeg synes, det skulle være gratis. Det burde al offentlig transport sådan set være” fastslår Marie. Der er stille et øjeblik.

”Men det er også fordi, jeg er socialist,” tilføjer hun. 

Hun vipper lidt med fødderne og rykker sig på bænken. Så lader hun begge fødder hvile på jorden, vender sit solbeskinnede ansigt mod Sune og smiler. 

Anslag: 3871