Efter Luther: Kirkeordinansen blev indført i forbindelse med den lutherske reformation i Danmark under Christian d. 3. Reformationen medførte en kraftig udvidelse af statens politiske magt på bekostning af kirken. 

Til gengæld fik kirken tildelt en dominerende rolle som kulturel og social magtinstitution ved at blive overladt ansvaret for befolknings dannelse og uddannelse. De nye skoler betød, at der allerede fra midten af 1600-tallet var udbredt læsefærdighed i den danske almue.

Grundlæggende har katolikker og protestanter den samme kristne tro: At Jesus er Kristus, Guds Menneskesøn, som det er formuleret i den apostoliske og den nicænske trosbekendelse. Trosbekendelserne er vi fælles om. De bruges begge to i både den katolske og den protestantiske Kirke. Der er kun én lille forskel: I den katolske Kirke siger man: "Jeg tror på den hellige katolske Kirke." I den protestantiske siger man: "Jeg tror på den hellige almindelige Kirke." Men "katolsk" betyder oprindeligt "Almen/almindelig" eller "universel."

Oplysningen nåede til Danmark fra Storbritannien og Frankrig i de sidste årtier af 1700-tallet. Dens idealer skulle hurtigt vise sig at medføre en gennemgribende sekularisering og social nyttiggørelse af almueskolen. Dannelse handlede nu ikke længere om fromhed, men om at leve et dydigt liv; vel at mærke ikke et morlask renfærdigt liv, men et samfundsnyttigt liv som borger og patriot.

Efter indførelsen af statsborgerskabet i 1776, som det første sted i verden, blev de af Danmarks indbyggere, som var født i riget, forvandlet fra kongens undersåtter til ”landets børn”, dvs. statsborgere med dertil hørende rettigheder og pligter. Selv om statsborgerskabet byggede på indfødsret, mente patrioterne dog, at der skulle mere end fødsel til for at skabe medborgerlig bevidsthed. Medborgerskab var noget, man skulle dannes til tidligt i livet. Det var derfor skolens opgave at danne gode medborgere.