Men også til de andre punkter. At der er en "voksen" til at stå for den overordnede ledelse og så eleverne herunder har deres ansvar. "Den voksne" er lidt væk over det hele. Eleverne står selv med ansvaret, og ingen voksen følger op. Ikke en gang til personalemødet bliver det uddelt hvem der følger op på det med alkohol eller svineriet i kantinen.

Studieøvelse 2: Klasselokaler od deres udsmykning
Der tages igen udgangspunkt i kapitel 10 og den case der beskrives i bogen. Det ses bort for den absurde eksempel med klasseværelset hvor der hænger plakater af nøgne damer og motorcykler (her spiller igen høj autonomi og lav struktur en fremtrædende rolle). Det  er nemlig bekræftet af empiri, at plakater der fremmer læring, dvs. har relevans til faglige emner som gennemgås i undervisningen, og kun dem, skal hænges på klasseværelsets vægge og være nøgleplaceret så alle elever kan se dem (dette gælder især elever med synsbesvær). Med andre ord, plakater skal placeres et sted hvor de er godt belyst og med kort distance fra elevernes bordpladser.  Og her må læreren altså træde i rollen og ikke være bange at vise lidt klasseledelse. 
Anskuelsestavler og plancher illustrerende elevernes oplæg, regneregler, grammatiske regler og lignende hang på klassens vægge i de folkeskoler vi besøgte.
Af og til kan det også rode lidt når der hænger alt for mange plancher og plakater, så det der hænger skal give fagligt mening for læreren, eleverne og undervisningen.

 

Problemstillinger: 

1: Elevmødet  
- Hvor er læreren og ledelsesrollen henne? 
 - Det virker ikke som om der er noget psykisk tryghed i elevgruppen, og heller ikke meget tillid til lærerstaben. 

Læreren skal i denne sammenhæng agere den demokratiske leder - få eleverne til at tage beslutninger i fællesskab, og lære dem at debattere i en ordentlig tone. Indgyde dem en fællesskabsfølelse.  

Lærer og elev skal i fællesskab oprette en ordentlig mødekultur. Derudover skal læreren være synlig og vise autoritet. Eleverne har brug for et forbillede, som de kan spejle sig i, for at kunne opnå det næste skridt på vej hen til selvstændigt at kunne gennemføre et elevmøde.  

Der er heller ikke tale om respekt, hvis man giver de to piger, der skal være ordstyrer til elevmødet lov til at kæmpe sig igennem en opgave, som de åbenbart ikke har værktøjer til at løse. I det mindste skulle situationen bruges til refleksion sammen med eleverne bagefter. 

Læreren skal i starten går foran – senere ved siden af – og til sidst bagved eleverne. 

 

2: Frokost  

Her ses den laissez-faire lederrolle. Der er ingen lærer der vil tage ansvar for kaos der sker i spisesalen. Hele elevgruppen virker utrygge og gør hvad der passer dem.  
Lærernes udtrykte negative forventninger til eleverne bliver synlige i spisesalen. Lærerne forventer ikke noget positivt, derfor viser eleverne heller ikke noget positivt. En ændring af kulturen på skolen skal starte i lærergruppen. Man kunne starte med at kigge på skolens værdigrundlag og formulere nogle konkrete situationer, hvor værdierne skal blive synlige. Ifølge skolens hjemmesiden skal lærer- elev- forholdet være præget af åbenhed, lydhørhed og respekt. I virkeligheden virker lærernes forhold til eleverne dog desinteresseret og opgivende. 

Der skal jo helt klart ændres i vaner, institutionslogikker og måden at agere på i denne case. Regelsættet på skolen skal belyses. Reglerne skal være få, tydelig og de skal håndhæves. 

3: Lærermødet. Lærer bruger meget negative narrativer. Der er ingen positive historier, kun negative. De tager ikke ejerskab over deres egen rolle. Det er (underforstået) alle andres skyld. Flere forældre får tilbudt telefonsamtale som skole-hjem-samtale-form. Det kan tolkes som et udtryk for manglende engagement fra forældrenes side. Hvis man dertil lægger lærernes noget apatiske holdning til spisesituationen og de spiddede frugtstykker, så kan man nok konkluderer at eleverne har få rollemodeller der virkelig VIL skolen og trivsel på skolen. Der her en grundlæggende respekt for skolen. Men hvorfra skal eleverne opleve den respekt? Fra lærerne der ikke magter/gider at gribe ind? Fra forældrene der ikke gider ulejlige sig med at tage til skole-hjem-samtale? 

Børn gør det bedste de kan – altid. Og kan de ikke, så er det fordi rammerne ikke er tilstrækkeligt definerede, eller fordi man skal tænke anderledes i forhold til den rolle man har. Og i den første case, er der så mange elever der gør opmærksom på at den måde det kører på er fundamentalt forkert.   

 

1) 

Ledelsesstil:  

Eller mangel på samme i casen. Det handler om at afkode, ændre og udvikle. Deres gruppeidentitet virker negativ, når de alle er samlet. Der er næsten ingen opmærksomhed på oplægsholderne under det fælles foredrag, og scenariet i spisesalen virker som det vilde vesten. Der er en klokke der ringer 3 gange, så er der mad, og eleverne stormer op mod maden for at få først. Når alle har fået mad, beskrives det, at der er så meget larm, at man ikke kan føre en normal samtale.  

Vi mener at ledelsesstilen er alt for laissez-faire, og det ville gavne i høj grad, at starte på en blanding af autoritær og demokratisk ledelsesstil.  

Den autoritære ledelsesstil kunne man med fordel bruge først, for at hurtigt og resultatorienteret rette op på den megen larm og uro.  

Den demokratiske for, at danne en fælles kultur på skolen omkring fællesmøder og selve spisningen. Høre eleverne. Hvad forventer de? Til sig selv og til hinanden? Lade dem være med til at præge og opbygge traditioner. Vi savner inddragelse, elevindflydelse og medbestemmelse på kulturen og de grundlæggende værdier.  

2)  

Initiativ og deltagelse  

Dette ville være et oplagt emne at tage fat på i det beskrevne scenarie. Eleverne mangler en tydelig rettesnor for, hvem der gør hvad og hvornår. Det virker ikke til, at eleverne og lærerne har diskuteret eller snakket om, hvad forventningerne og regelsættet skal være for selve det fælles oplæg, eller for spisningen.  

Hvordan er man en god deltager? Både som aktiv og passiv.  

3) 

Pladsen i auditoriet.   

Hvis vi kigger på udviklingen af kulturen, så spiller artefakter en vigtig del. Specielt hvis vi kigger specifikt på denne case. Der er meget trangt i auditoriet, der er ikke stole til eleverne, tavlen er alt for lille og salen bliver beskrevet som grå og kedelig. Endvidere kan de fleste slet ikke se oplægsholderne. Stedets fysiske design er med andre ord med til at forringe stedets kultur og ånd. Man har til dels forståelse for elevernes manglende opmærksomhed og engagement grunden auditoriets beskaffenhed.  

I folkeskolens formålsparagraf står der således: ’’Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre’’  Denne formålsparagraf kunne man med fordel præsentere for lærerværelset, inden vi begynder at snakke om ændringer, som kunne påvirke skolen, lærerne og eleverne i en positiv retning. 

Nogle eksempler kan være;  

a) På en skole vil man gerne have, at eleverne arbejder mere kreativt. For at understøtte denne værdi, har man stillet flere, store krea-vogne på gangene på skolen. Dette virker godt, da artefakterne er til stede samtidig med en tydelighed og synkronisering med skolens værdier og antagelser omkring kreativitet. 

b) På samme skole har ledelsen besluttet, at “synlig læring” skal være en stor del af skoledagen. Her når værdi-sættet desværre ikke længere end til på ledelsesgangen, da der er begrænsede ressourcer og artefakter, der effektivt støtter op omkring “synlig læring”. Det skaber frustration mellem ledelse, lærere og desværre forældre.  

Det er hårdt arbejde at konstant sikre sammenhængen mellem artefakter, værdier og skolens antagelser. Tid, ressourcer og person-ændringer vil konstant kræve at elementerne gen-besøges og justeres så de passer til skolens værdier. Desværre findes der mange skoler uoverensstemmelser mellem disse, der vil sætte sig i opfattelsen af den praktiske ledelse.