Eksempel:
,,Og viste man Dem også - lighuset?" ,,Nej, lighuset så jeg ikke." Spørgeren smilede, og mens han slog asken af sin cigar, tilføjede han: Jeg tænkte det - det ligger jo også lidt afsides." 

 

 

Eksempel:

Slægtningene sidder uden for bag portiéren, de kryber sammen, de ligesom gemmer sig for hinanden, og uroen, der snart jager som tusind hamrende pulsslag, snart samler sig som i et gispende sting, lader hjerterne snart slå hurtigt, snart stå stille. Og mens de lytter, mens de skræmmende ører lader tavsheden tale i feber som de hamrende pulse, er det, som om døden lagde sig dræbende overalt.

På samme måde er Herman Bang dygtig til at skildre, hvor forfærdeligt et sted lighuset er. som læser er vi ikke et sekund i tvivl om, hvor ubehageligt det er at opholde sig i lighuset.

Eksempel:
Det højtidelige er borte, det ærefrygtindgydende er flygtet med det skræmmende. Hvor er vel dødens højtidsfuldhed, hvor dens ensomhed her, hvor legeme ligger pakket til legeme, krop ved krop. Det synes alt for længe, siden sjælen flygtede fra disse legemer. Og dog, hvilke dramaer har ikke disse vægge rummet! Her, hvor alle de ubekendte forulykkede, de ubekendte druknede, de ubekendte selvmordere lægges ind. Kunne der tales, ville vi vel finde, at vi stod på den sidste station, hvor de mødes, der har lidt meget. Men selve lidelsen er død på dette sted, man tænker ikke på den, den glider fra én. 
 

 

 

” Vi gik ned ad gange, ned ad trapper, over gårde, gennem smøger. Lighuset lå virkelig afsides: de døde får ikke lov til at forstyrre de levende. Det er så naturligt, at man lægger det afsides: i hospitalerne skyr man døden. Hvor angst og overtro lader alle dø, har skinnet bortskaffet døden. Er man velhavende nok til at have eneværelse, kan man selv dø - ens nabo dør aldrig. Man har hørt ham jamre dag og nat, og hans jamren har forjaget søvnen, man har hørt hans stønnen, når man blundede, hans kasten sig har vækket én af feberdøsen”

 2: Han veksler mellem at skrive jeg, man og vi. På den måde er teksten sommesteder passiv, men samtidigt giver "vi'et" en samfundskontekst - hvordan samfundet håndterer liget. Det skaber en samhørighed i teksten. Denne tur i lighuset er os alle vedkommende. 

 

” Man bliver, stillet ansigt til ansigt med disse sorte bakker, besynderligt uimodtagelig og følelsesløs, og egentlig ser man intet andet end selve dødheden. Vi påvirkes kun af afsjæletheden ved disse legemer, som hverken skræmmer eller indjager frygt, de er for døde dertil”

 

 3: Han varierer teksten med dialog og observationer. Det skaber et flow og gør teksten lettere fordøjelig. Især når det er et meget alvorligt emne. 

 

”Her er vist mange i dag," sagde min ledsager og tog om lagenet. Der var tre rækker bakker, sorte med en hulning i midten: tre rækker lige over hinanden ligesom i bagerierne eller i herregårdsmejerier. På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret. Der var ingen lig i den øverste række, og min fører bøjede sig for at se. ,,Her ligger adskillige," sagde han”

1. Fokusgreb. Vi har en jeg-person, og han giver dermed teksten en personlig stemme: "Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men jeg tilstår, jeg frygtede, jeg ville vende om."

 2. Sammenligninger:  Herman Bang benytter sig også af sammenligninger, hvilket kan ses på brugen af sammenligningsmarkøren ”ligesom”:
 
 "…og deres munterhed er så kåd, ligesom rækker næse ad den død, de er undsluppet."

3. Beskrivelser. Forfatteren har gjort sig mange observationer, som han skriver ned, og man sidder derfor og føler, at man er der: "Ud af de udtungede ærmer stikker et par hænder, så magre og blå-gule, med huden i sorte rynker om nogle krogede fingre. Hvor dette legeme må være forfærdende magert. Føreren løfter sveddugen. Ligets øjne er gået op, dækkede med mat skum stirrer de imod én. læberne falder ind om gummerne, kinderne er hule, blå-gule. Og det gamle billede er på samme tid et billede på fred og tilintetgørelse." 

 

1: Bang besjæler en masse følelser, gør dem til aktive handlinger. Eksempelvis når han skriver om at ”frygten langs væggene stivner”, ”uroen, der snart jagter” og ”Tausheden tale i Feber”.

 

2: Teksten gør brug af patos og appellerer til læserens sympati med afdøde. I hvert fald døde som tilsyneladende ikke har nogle efterladte, til at sørge over sig. Det sker fx i følgende sætning: ”Man faar altid en saa brændende Lyst til at lægge en stakkels Blomst paa en saadan ubekjendt Kiste.” og endnu mere udtalt sidst i samme afsnit: ”Et Fader vor, et Farvel fra et Liv, der maaske var en kummerlig Dag med en Aften i Ensomhed.”

 

3: Sammenligning. Bang beskriver den sidste del af sin reportage ved hjælp af en effektiv og kvalmende sammenligning. Ligene der ligger på bakker bag forhæng, beskrives ved at fremkalde billeder af brød hos en bager og oste i et mejeri, der stables på en lignende måde. Bang formår sådan at skabe en sammenhæng mellem noget velkendt og det mindre kendte lighus.

 

Først og fremmest bliver man fysisk taget med ned af trapperne, over gården og gennem smøger. Men også igennem tankegangen, som kommer i løbet af turen.

 

2.    Som læser ved man ikke mere end fortælleren. Det er med til at fastholde læseren, fordi man sidder med samme spørgsmål som fortælleren. Eksempelvis:

 

Et eksempel hvor man først undrer sig, fordi fortælleren undre sig, og derefter får man svar sammentid med fortælleren. 

 

3.    Teksten gør også brug af fokusgreb. Eksempelvis:

 

Sætningen ”her er vist mange i dag”, er med til at forankre budskabet om, at det er hverdag for de arbejdende i lighuset. De er vandt til at se lig og snakker om dem, som var der mange mennesker til et event. Noget så voldsomt som lig bliver almindeliggjort og er for dem ikke noget særligt.

,,Men så De nu også alt?" spurgte embedsmanden. ,,Det tror jeg. Jeg så, hvad man viste mig." ,,Og viste man Dem også - lighuset?" ,,Nej, lighuset så jeg ikke."

 

”Vi gik ned ad gange, ned ad trapper, over gårde, gennem smøger. Lighuset lå virkelig afsides: de døde får ikke lov til at forstyrre de levende. 

 

”Man kalder døden med så mange navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten; den onde og tunge; mild og den svære og tavse; vanskelig og den sejrrige og stærke. Og alt kan det være sandt. Men dog maler intet tillægsord døden, når den er nøgen som her: fredelig er ikke nok, stille giver intet, rolig alt for lidt. Død er døden - og man giver den kun ved sit eget navn.” 

 

”På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret.”

 

 

Herman Bang skriver sig selv ind i historien. Han oplever selv handlingen på det konkrete plan og har en personlig stemme. Han leger med skribentrollen.

 

Opremsningen skaber et tempo i læsningen. På blot en linje fortæller han at de gik rigtig rigtig langt, for at nå hen til lighuset. Samtidig formår han stadig at give læseren et billede på nethinden. 

 

Her anvender Herman Bang sanser, metaforer og sammenligninger på et abstrakt billedplan for at beskrive stemningen og følelsen så malende som muligt. 

 

Formgreb: 

Bang forfører i indledningen ved, gennem dialog, at skabe noget mystik om det her lighus. I midten fastholder han ved at reflektere over ’døden’, både konkret og abstrakt. I slutningen bliver forløsningen skabt, da han kommer ind i lighuset. 

 

Til sidst i teksten skriver Bang: ”Men et indtryk bevares. Man kalder døden med så mange navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten; den onde og tunge; mild og den svære og tavse; vanskelig og den sejrrige og stærke. Og alt kan det være sandt. Men dog maler intet tillægsord døden, når den er nøgen som her: fredelig er ikke nok, stille giver intet, rolig alt for lidt.” Bemærkelsesværdigt, at en der ’maler’ så godt og er så god til at bruge tillægsord alligevel kommer til kort, når døden, som han oplever den her, skal beskrives. 

 

”Der var tre rækker bakker, sorte med en hulning i midten: tre rækker lige over hinanden ligesom i bagerierne eller i herregårdsmejerier. På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret”

 

Her bruger Herman Bang et formuleringsgreb, hvor han sammenligner ligene i lighuset med oste i et ostekammer, hvilket bidrager til at male et billede af virkeligheden i lighuset ved at sammenligne det med noget, som flere folk kan relatere til.

 

Appelform:

 

Herman Bang bruger gennem reportagen hovedsagligt brug af appelformen patos. Det kommer til udtryk, når han i sin formidling gør meget ud af at beskrive hvad han ser meget nøgternt, og på den måde skabe en stemning. På den måde bliver modtagelsen i høj grad til at dreje sig om læserens opfattelse af de syn, han beskriver:

 

”Det højtidelige er borte, det ærefrygtindgydende er flygtet med det skræmmende. Hvor er vel dødens højtidsfuldhed, hvor dens ensomhed her, hvor legeme ligger pakket til legeme, krop ved krop. Det synes alt for længe, siden sjælen flygtede fra disse legemer.”

 

Fokusgreb:

 

”Når man havde vænnet sig til mørket, så man på hver sin side et snavset, gråt, fugtigt lagen, ophængt på en jerntråd. Bag de forhæng lå ligene. ,,Her er vist mange i dag," sagde min ledsager og tog om lagenet.”

 

Her bruger Herman Bang ledsagerens kommentar til at illustrere hvilken virkelighed, han befinder sig i; at man ser så afslappet på situationen, at man beskriver det som hvis en servicemedarbejder ville beskrive en travl dag i et supermarked, så er det blevet en helt normal ting for ham at se bunker af lig hver dag.

Abstraktionsstigen - går fra det konkrete han ser, til minder/beskrivelser af andre ting --> det at vente på døden 

Den fysiske tur mod lighuset bliver beskrevet med scener af at vente på døden, ligesom Herman Bang venter på at se lighuset 

Mange beskrivelser med lugte, lyde osv. Meget observationstung. Repotage elementer hele vejen igennem.

Jeg-fortæller. Tung på reflektion. 

1. Formuleringsgreb. Der er gjort brug af livlige formuleringsgreb, blandt andet gentagelser. Det ses eksempelvis i dette afsnit: "Her er dødt. Hverken uhyggeligt eller højtideligt eller skrækkeligt, kun dødt. Disse sammenhobede lig er kun døde legemer. Hvor fjernt fra de dødssenge, vi bereder vore døde.”

 

2. Sammenligninger. I historien er der gjort flittig brug af sammenligninger, som for at anskueliggøre det sete for læseren. Eksempelvis: ”De støjer ligesom børn, ler over ingenting, og deres munterhed er så kåd, ligesom rækker næse ad den død, de er undsluppet.”

 

3. Fokusgreb. Fokusgrebet er forankret i ham som omdrejningspunkt for fortællingen. D
et er hans sanser og refleksioner, der er det bærende. 

 

 

 

 

 

Han bruger også formuleringsgrebet. Det ser man bl.a. i de besjælinger, han benytter sig af. ”murstenene grinede snavset frem bag kalken.” Det giver teksten liv, fordi der bliver dannet billeder i hovedet på læseren.

Fortælleren veksler mellem man, jeg og vi, hvilket hiver læseren længere ind i historien. Når han skriver i jeg-form beskriver han ofte, hvad fortælleren observerer. Det danner rammen for historien og skaber fremdrift. Herman Bang bruger skiftet til at sætte tanker i gang i læseren. ’Man’ er nemmere at relatere til for læserne, end et ’jeg’ er. Det bliver også brugt i sammenhænge, hvor fortælleren nærmest filosoferer.

 

2. Sproget er også meget sanseligt, når han f.eks skriver: ”Tale bliver hvisken, skridtene dæmpes, man forskrækkes og farer sammen, når en dør falder i.” 

 

3. Besjæling af døden: eks. ”Man kalder døden med så mange navne: bleg og rædselsfuld og kold og gusten (…)” meget patos – skal vække følelser

Herman Bang skifter, i denne tekst, mellem en skønlitterær fortællestil og en reportage med ham selv i hovedrollen. 

Historien starter med Herman Bangs direkte henvendelse til læseren, hvilket er med til at gøre det personligt. 
 ” Det var et par dage efter, at jeg havde skrevet om ,,Almindeligt Hospital". Én herude fra komplimenterede mig lidt og sagde, jeg havde set godt - og malet sympatetisk. Det glæder mig. Jeg havde malet, som jeg kunne. 

Men da turen går til lighuset, benytter han sig af en tredjepersonsfortæller, og opsætter en historie om en syg patient, og de tanker og bekymringer patienten har, ved at ligge på sygehuset. Man får en medfølelse for patienten, og den patos der bliver lagt i teksten gør kun, at når man når til reportagen fra lighuset, fremstår det hele så meget mere trist og nedslående. 

 

Sproget er meget malerisk og fyldt med personificeringer og besjælinger af døden. 

” Derfor udvisker man døden og tilintetgørelsen, der altid er tavs, er her endnu tavsere, end den plejer. Thi selv det slør af hvisken, man ellers lægger om den, er her borte.” 

I slutningen laver han en gentagelse, der refererer hele vejen tilbage til starten: “Så går vi atter over gårde og gennem smøger tilbage til hospitalet”, og binder teksten sammen. 

Hans brug af fokusgreb gør, at det bliver mere personligt. Det er Herman Bang der taler. De observationer han gør sig fra lighuset om døden og den proces den medfølger, bliver forankringspunktet for et ønske, om et brud med et romantisk syn på døden. 

 

Formgreb: Herman Bang har ikke set alt ved sidste besøg, han så ikke lighuset. Det er en måde at forføre læseren fra start, hvor vi bliver nysgerrig på, hvorfor han skal se det, eller hvorfor han ikke så det sidste gang.

 

Historien veksler meget mellem det abstrakte og konkrete handlingsforløb. Det konkrete er Herman Bang og førerens vej til lighuset. Hvor det abstrakte viser sig i form af tanker om døden og så scener fra hans tidligere liv. F.eks. Fra Klitmøller.

 

Der er fin rytme i teksten med skift mellem sætningslængde, hvilket er med til at fastholde læseren. F.eks.

 

Der er mange gentagelser undervejs. Vejen til og fra lighuset "ned ad gange…." nævens tre gange. Det er med til at understrege historiens pointe om, at døden er noget vi kan skubbe væk, da det rent fysisk ligger afsides.

 "Her, hvor alle de ubekendte forulykkede, de ubekendte druknede, de ubekendte selvmordere lægges ind.". Det er et eksempel på, når gentagelser fremstå meget tydelige efter hinanden, det vigtige her er altså det ubekendte. 

Andre gentagelser er ordene stille, tavs og fattig, som bliver brugt i flere forskellige sammenhænge undervejs .

 

Sproget er meget malerisk med sammenligninger og personificeringer.

Døden bliver flere gange personificeret f.eks."Et kummerligt tilflugtssted for livet, hvor døden må fryse. "

Generelt har Herman Bang mange observationer, som han beskriver meget nøje, som igen gør at man som læser føler, man er med ham henne og se lighuset. 

1.

Bang gør sig meget i personificering og besjæling. Det, sammen med hans detaljerige beskrivelser, lægger en scene, hvor læseren nærmest kan lugte døden, og se lighuset for sig. Det giver scenen og døden “liv”.

“Bakke ved bakke. Nummer på lagenerne. Under de hvide klæder ligger legemer krummede, det ligs knæ har ikke kunnet rettes, og benene er helt kroget sammen; det andet ligger om på siden: gigtsvaghed og alderdomskrogheder kunne end ikke rettes i døden. 

Og mens man stirrer på disse legemer, som en gang havde navne, får man et ubeskriveligt indtryk af det udslettende i døden. Hvem kender disse mennesker? For hvem har de levet? For hvad? Få kan fortælle det, og af alle disse livsløb, alle storme, alle brydninger, alle kampe, alle nydelser er der kun et legeme tilbage, hvis kolde nøgenhed man har bedækket med et groft lagen.”

2.

Føreren repræsenterer modstykket til Bang selv. For ham er døden helt naturlig, hvilket kommer til udtryk igennem hans omgang med de døde, og i dialogen mellem de to, hvor Bangs beskrivelser er meget patos- og følelsesladede, er førerens mere rationelle og logosladede.

“Bundet af dette billede standsede jeg foran ligstuedøren, indtil min fører havde skubbet mig ind i et rum, hvor der var mere end halvvejs tusmørke. Når man havde vænnet sig til mørket, så man på hver sin side et snavset, gråt, fugtigt lagen, ophængt på en jerntråd. Bag de forhæng lå ligene. 

,,Her er vist mange i dag," sagde min ledsager og tog om lagenet.”

3.

Bang benytter en masse sproglige værktøjer som f.eks. sammenligninger og gentagelser til at skabe både liv og fremdrift i fortællingen.

“Der var tre rækker bakker, sorte med en hulning i midten: tre rækker lige over hinanden ligesom i bagerierne eller i herregårdsmejerier. På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret. Der var ingen lig i den øverste række, og min fører bøjede sig for at se.”