falder i min kaffe

til den bliver kold

og løber over

og bliver klar

så at billedet på bunden

kommer til syne. 

billedet af en mand

med langt skæg

i Kina, foran en kinesisk pavillon

i regnvejr, styrtregn

der er størknet       

i striber

hen over den forblæste facade

og over mandens ansigt. 

under kaffen, mælken og sukkeret

der er ved at skilles

under den slidte glasur

synes øjnene udslukte

eller indadvendte

mod Kina, i koppens porcelain

koppen som langsomt tømmes for kaffe

løber fuld af regn

klar regn. forårsregnen

forstøves mod tavernaens halvtag

facaderne på den anden side af gaden 

ligner en stor

meget slidt væg af porcelæn

hvis skær gennemlyser vinløvet

vinløvet der også er slidt

som inden i en kop. Kineseren

ser solen komme til syne gennem et grønt blad

der er faldet ned i koppen

koppen hvis indhold 

nu er fuldstændig klart