Filosofien har også øje for kompleksiteten og være med til at vedholde opmærksomhed her i stedet for at reducere komplekse psykopatologiske tilstand til simple kausalitetsforklaringer. 

Filosofien kan dertil have en kritisk funktion, idet den kan stille kritiske spørgsmål til samtidens dogmer i stedet for at tilgå psykopatologi på reduktionistisk inkl. forforståelse.

En dualistisk tilgang til sjæl-legeme-problemet hævder, at mennesket består af to dele; en immateriel sjæl og et materielt legeme. Det vil sige, at der er tale om to væsensforskellige dele, uafhængige af hinanden. Den store udfordring for en dualistisk position er, at den ikke formår at forklare, hvordan det fysiske og psykiske interagerer, som erfaring fortæller os er tilfældet.

Materialismen er et eksempel på en monistisk tilgang til sjæl-legeme-problemet, der overordnet hævder, at alt eksisterende har samme beskaffenhed. Materialismen hævder da, at den fysiske virkelighed er det eneste eksisterende. Det antages, at man kan forklare mere komplekse fænomener som psykiske tilstande til fysiske processer. Et reduktionistisk grundprincip ses inden for en materialist position og tydeliggør bestræbelsen mod at passe ind i et naturvidenskabeligt paradigme. 

Ift. den reduktive materialisme kan man indvende, at blot fordi der ses korrelationer mellem fysiske (neurofysiologiske fx) niveau og et oplevelsesmæssigt niveau, så er der ikke nøvendigvis tale om korrelation mellem de to niveauer. 

Reduktive materialisme kan i mere og mere detaljeret grad redegøre for fysiske processer i hjernen, men man formår inden for neurovidenskaben stadig ikke at ”lukke kløften mellem det subjektive og det objektive, mellem de kemisk-fysiske processer på den ene side og de subjektive oplevelser på den anden” (= ”the explanatory gap”)

Body subject handler om den levede krop, den fungerer som menneskets oplevelsesudgangspunkt.

Body object handler om min fysiske krop. Den kommer man mere i kontakt med, når man ”gør noget”, der gør en opmærksom på, at man har en fysisk krop. 

Body subjekt er svækket, “ipseity” og “mineness” er svækket.

Man kan føle sig distanceret fra sig selv og verden. 

Man har ikke ejerskab over sin krop eller sine handlinger.

Ved melankolsk depression ”bliver man lidt sin krop”. Hvis kroppen ligger færdig og træt på sofaen, bliver man ”selv” færdig og træt, det er således kroppen der styrer en og ikke en selv, der styrer kroppen. Man er ikke i stand til at distancere sig selv fra følelsen af, at man ikke kan noget.

Den tunge solide krop har en eller anden modstand overfor subjektets intentioner og impulser, fordi at kroppen og sindet ikke bliver forenet bliver kroppen i vejen for livet. Man bliver derfor begrænset af sin krop.

Body dysmorphic disorder 

”Kroppen for andre” dominerer over den levede krop/subjekt kroppen, som så træder i baggrunden. 

Andres blikke på min krop internaliseres og manifesteres som mig og den måde jeg ser mig selv på. 

Det at være i en krop forsvinder lidt, man undertrykker eks. lyst og sult. 

Kroppen bliver til noget man kan have eller noget man kan kontrollere. 

Man er meget distanceret fra den levede krop.

Fuchs s. 547-551: Introduction og Dimensions of Self-experience og s. 566-568 Conclusion 

Fænomenologien bidrager med et førstehåndsperspektiv, dykker ned i den subjektive oplevelse. Fokus på patientens egen oplevelse af sin psykiske lidelse. Symptomerne kan ikke forstås isoleret, men må forstås inden for det bevidsthedsområde, som symptomerne opstår og findes i  hos den enkelte. 

Mennesket/patientens oplevelse af sine symptomer. 

Fænomenologien bygger bro mellem det oplevende subjekt og de diagnostiske kategorier. 

Det at være i verden, tid og rums fornemmelser, grundlæggende vilkår for vores bevidsthed – intersubjektivitet. Det er en bevidsthed 

Fremfor at tage diagnosen, som kan forklare noget om personen, så må vi spørge/dykke ned i personen, som kan sige noget om diagnosen. 

Vi kan ikke se subjektiviteten i somatikken, i det neurologiske. Vi bliver nødt til at spørge den enkelte hvordan det subjektivt set er at være til som dig.  

Fænomenologien siger, at vi bliver nød til at se på det enkelte menneske og hvordan verden opleves med det genetiske materiale vi har. Genetikken og somatikken er basis og diagnoserne og den deskriptive psykologi på den anden side og mellem disse to eksisterer det intermediate level. Intermediate level er der, hvor der spørges ind til subjektiviteten/selvet, som normalvis ikke er med i forståelsen af en diagnose. Hvorfor har du angst? Hvordan opleves dette? 

Enhver psykisk sygdom er en selvforstyrrelse. Den subjektive oplevelse af at være et selv bliver forstyrret. 

Noget, der går imod mig, som jeg ikke kan kontrollere og forgæves forsøger at genvinde sin autonomi. 

Minimal selv: den prærefleksive mighed, på tværs af situationer, tid og rum. Kræver ikke noget introspektion eller refleksion, denne er der bare. 

Udvidet/narrativ selv: at kunne se sig selv med andres øjne, en forståelse af at andre også er intentionelle agenter, evnen til at udtrykke sig og sine følelser, at danne et selv koncept/selv narrativ. 

• –  The capacity for a higher-order awareness of one’s conscious states, i.e. introspective or reflective self-consciousness 

• –  The capacity to understand others as intentional agents and to take their perspective, i.e. self-transcendence 

• –  The capacity to understand and issue verbal reports about one’s own or others’ feelings, thoughts and intentions, i.e. narrativity 

• –  The capacity to form a conceptual and autobiographical knowledge of oneself, i.e. a self-concept  

Conclusion: Hvad mener fænomenologien om årsager til psykisk sygdom og hvor udfordrer fænomenologien ”the present psychiatry” s. 567 mp. 

Sygdom må forstås som en bio-psyko-social forbindelse, der alle påvirker hinanden. Det er en forstyrrelse af vores relation til andre (andre mennekser og samfund). Psykopatologi kan derfor ikke forstås ud fra den individuelle patient og slet ikke ud fra hjernens strukturer, men i sammenhæng og relation til andre mennesker. 

”Phenomenology further challenges core assumptions of present psychiatry by overcoming the narrow conception of the patient as an enclosed individual with a clearly defined brain dysfunction and by recognizing the ways in which the disorder in question is being shaped by the patient’s intersubjective, socio-historical situation.” (s. 567).