Pigen og hendes bror er donorbørn fra samme donor. Han ligner sin mor fysisk og har samme temperament. Hun har en markant kløft i hagen, er anderledes bygget og har et andet temperament end broderen og moren. Begge har vidst fra små, at de var donorbørn. Det har aldrig været tabu i familien. 

Inden for de senere år har hun fået behov for at møde sin biologiske far. Det har broderen ikke. 

Interview: 

Hvornår opstår behov? 

Det har nok været i puberteten. 13 år – den periode. Det har aldrig været noget, jeg kunne snakke med min familie om. For eksempel hvis jeg har snakket med min mor og storebror om det over aftensmaden, det har altid blevet en kæmpe diskussion, og det har altid været de to mod mig. Jamen jeg er simpelthen så egoistisk, hvorfor kan du ikke bare være tilfreds med det du har og. Jeg er aldrig nogensinde blevet forstået, og det har været ekstremt frustrerende aldrig at kunne snakke med minfamilie om det. 

Og jeg snakkede faktisk med min mor om det, da jeg sagde, at jeg skulle al det her. Så siger hun til mig, at grunden til, at hun altid havde gået imod mig, når jeg har sagt de der ting, er fordi hun var bange for fars reaktion på det, for hun har aldrig sagt til ham, hvordan jeg har det. 

Hun har været bange for hans reaktion, hvilket jeg godt kan forstå. Specielt nu hvor jeg er blevet ældre. 

Det er ikke noget, jeg har snakket med ham om. Vi har godt kunnet, men… det 

har ikke været tabu – men her for en måneds tid siden snakkede med ham. Og jeg kan forstå, at han troede, at jeg gerne ville have et forhold til ham, men sådan er det jo ikke, og det gjorde mig ked af det, for jeg vil jo ikke have at han skal føle sig udskiftet. 

Og det prøvede jeg at forklare ham, at det har meget at gøre med udseende og sådan nogle ting – og generelt sådan hvem han er-agtig og vide, hvor jeg kommer fra. Det har ikke noget at gøre med, at jeg skal have en ny far eller et forhold til ham eller noget som helst. Det håber jeg, han har forstået, men jeg ved det sgu ikke helt. 

3.19: Hvad så altså, så du kan godt snakke med familie om det, men der bliver dårlig stemning? 

3.36: Hvad er deres argumenter for, at du skal lade være? 

At jeg er egoistisk, at han har valgt at være anonym, hvilket han så ikke har. Mine venner kan godt forstå det. 

Der har været så mange gange, hvor jeg har været vildt ked af det, men hvor hun har sagt, at hun godt kan forstå, at jeg gerne vil, men det er nederen, at det først er nu, hun forstår det. Det har aldrig været noget som jeg kunne være åben omkring og jeg har også haft det stramt med at for eksempel, hvis jeg har snakket med min fars familie, jeg føler måske heller ikke, at det er det mest oplagte at bringe op – hey jeg kunne faktisk vildt godt tænke mig at kende min anden familie, men jeg tror også, det har været mere mig selv, altså ok, jeg skal nok ikke snakke om det. 

Ikke fordi der har været de vilde reaktioner fra min fars familie, men mere fordi jeg har oplevet det herhjemme, så er jeg mere ok, så holder jeg bare min kæft-agtig. Så jeg har jo mest snakket med mine venner, men de kan jo heller ikke relatere til det. De synes jo bare det er fedt og spændende. 

Men jeg kender jo heller ikke andre donorbørn, så derfor har det været svært at snakke med nogen om det. 

5.51: Så du har været lidt alene? 

Ja, det har jeg nok lidt. Det, tror jeg, er meget normalt, når man ikke har nogen at snakke med tingene om. Så har jeg jo snakket med mig selv (griner), men det fik jeg sgu ikke så meget ud af. 

6.06: Når du snakker med din storebror – gør I det tit eller? 

Nej, ikke mere. Jeg er stoppet med det. Jeg vidste, jeg ville få en lorte reaktion af det. Det endte altid i en kæmpe diskussion, hvor jeg blev mega ked af det, hvor de bare sidder og hakker ned, så nej, jeg har ikke snakket med ham i lang tid. For jeg ved jo godt, hvad hans holdning til det er. Og det er jo også fair nok. 

Hvad er hans holdning? 

Han har ingen interesse i at finde ham. Jeg tror bare ikke, det interesserer ham. Han er, ok vi har en far-agtig. Det er fint. Og det er jo fair. Det må man jo respektere, men det har jeg altså helt vildt meget. 

Er du bange for at gøre din far ked af det? 

Ja, det er jeg. Jeg har ikke fortalt ham om det her i dag. Og det var meningen, at jeg ville fortælle ham det, men jeg har hele tiden udskudt det. Ja – ja jeg gør det i morgen, men jeg er faktisk ret bange for det og specielt efter, at han sagde det der til mig der for ikke så lang tid siden, også fordi jeg vil ikke have, at han skal tro noget forkert. Og jeg synes, det er svært at formulere mig eller forklare det uden, at det lyder til at jeg vil møde ham af de forkerte årsager. 

7.44 Hvordan reagerede han, da I havde samtalen? Var han berørt? 

Altså min far er ikke en, der bliver berørt, men, ja jeg kunne høre på ham, at det ikke var noget, han syntes var rart, og jeg ved ikke om han var mere for mine følelser, at jeg var ked af det … og jeg bliver nok nødt til at sætte mig ned en eller anden dag og snakke med ham om det, det har jeg bare ikke helt … 

Levende mennesker

Konkrete steder

Konkret tid

Konkret handling

Kronologi

Fremdrift

Noget på spil / vendepunkter

Opleve fremfor at overskue

Sæt interviewet i fortælling. Forestil dig, at du skal interviewe igen. Hvad vil du spørge om, få uddybet eller udelade for at skabe en fortælling. Hvad skal være fokus i fortællingen?
Du skal ikke opfinde noget, men bruge interview udskriften og listen med fortællingens kendetegn som afsæt.
Lav en lap, beskriv og forklar dine valg i prosa- eller punktform.