Det forventes, at der i år 2025 kommer til at mangle 6.600 sygeplejersker i Danmark. Udfordringerne med rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker er, allerede nu, stor i alle dele af landet. Vi finder manglen på sygeplejersker stærkt bekymrende, da det forårsager dårligere arbejdsvilkår for sygeplejerskerne. Hver 7. nyuddannet sygeplejerske sygemeldes og de erfarne sygeplejersker flygter fra faget. Der bliver færre sygeplejersker til flere patienter, og dermed bliver der mindre tid til hver enkelte patient, hvilket i sidste ende forværrer patientsikkerheden. Sygeplejefaget står i en ond spiral, der råber på akutte tiltag, men hvor finder man sygeplejersker i en tid, hvor arbejdsløsheden blandt sygeplejersker er historisk lav?

 

Vi skal derfor ikke kun være flere sygeplejersker, men tiltagene kan derudover bidrage til at gøre sygeplejefaget mere attraktivt og dermed bryde den onde spiral med sygemeldinger og flugt fra faget. 

 

Regionerne har de sidste fem år forsøgt at få flere sygeplejersker til at arbejde fuldtid, men indsatsen har været mislykket. Over halvdelen af alle sygeplejersker vil ikke arbejde 37 timer om ugen. Ikke overraskende tænker jeg. Jeg har selv arbejdet fuldtid i skiftende vagter, men efter halvandet år søgte jeg ind på kandidatuddannelsen, blandt andet for at få bedre arbejdsvilkår og (forhåbentlig) en bedre løn, når jeg er færdiguddannet. 

Som sygeplejerske er det for mange af os en stor udfordring, at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen med skiftende vagter. Når arbejdsdagen samtidig er presset og lønnen på ingen måde kompenserer for ulemperne, ja, så bliver løsningen selvfølgelig at gå ned i tid. 

Det er jo heller ikke ukendt at mange sygeplejerske bliver sygemeldt med stress. At gå på deltid kan også være en måde at beskytte sig selv på, fordi vores arbejdsvilkår er så dårlige nu, at vi ikke kan holde til at arbejde på fuldtid. En del sygeplejersker vil egentlig gerne arbejde fuldtid, men det er for hårdt, både fysisk og psykisk. 

 

Men der mangler jo sygeplejersker! Ganske rigtigt, men hvis de sygeplejersker, der allerede er derude, skal arbejde 37 timer om ugen, i skiftende vagter, til en pinligt ringe løn, så tror jeg, vi kommer til at mangle endnu flere sygeplejersker på den lange bane, fordi personalet går ned med stress med stribe. Alternativt må man jo overveje om fuldtid som sygeplejerske virkelig skal være 37 timer om ugen. 

Jeg mener bestemt ikke, løsningen på problematikken er kun at opslå fuldtidsstillinger som det har været fremme i medierne for nyligt. Så har Rigsrevisionen jo slet ikke forstået, hvad det drejer sig om, nemlig at sygeplejerskernes arbejdsvilkår skal ændres, førend vi kan holde til at arbejde fuldtid. 

Med de arbejdsvilkår vi sygeplejersker har i dag, er det simpelthen for hårdt at arbejde 37 timer om ugen. Jeg vil gerne arbejde fuldtid, hvis altså arbejdsvilkår og løn hænger sammen. 

 

”Men er du robust?”, spørger hun og rynker brynene. Spørgsmålet kommer fra afdelingssygeplejersken i kølvandet på mit forsøg på at forklare, hvem jeg er rent fagligt som sygeplejerske. Ret overrasket over at det er en kvalitet, som de på den afdeling tilsyneladende vægter højt, ved jeg ikke, hvad eller hvordan jeg skal svare. For hvad indebærer det at være en robust sygeplejerske? Hvis jeg siger ”Ja” til at være robust, hvad siger jeg så ja til? 

 

Kigger man på det generelle billede, viser det sig, at ordet ”Robusthed” er tre gange så hyppigt benyttet i sygeplejefaglige jobannoncer i forhold til alle andre faggrupper. Der er altså noget, der tyder på, at der er konsensus om, at robusthed er en kompetence, som er eftertragtet i en sygeplejefaglig profil. 

 

Tilbage til jobsamtalen kører min hjerne på højtryk. Jeg vil gerne sige et automatisk ”Ja” til, at jeg er robust for også at virke velvillig, men jeg stiller i stedet tøvende spørgsmålet: ”Jeg har svært ved at forstå ordet robust. Hvad betyder det for jer?” Afdelingssygeplejersken overvejer mit spørgsmål. Hun har svært ved at svare på, hvad det egentlig vil sige at være robust. ”Det er noget med at kunne holde mange bolde i luften på samme tid og at kunne klare pressede situationer”. Hun tilføjer, at de netop har haft en del stresssygemeldinger.  Ifølge den danske ordbog betyder robusthed faktisk, at man er modstandsdygtig over for slid, belastninger eller vanskelige betingelser. Så er den ideelle sygeplejerske en robust sygeplejerske, som ikke stiller spørgsmålstegn ved belastende arbejdsvilkår og følelsesmæssigt slidsomt arbejde? 

 

Det er et kendt fænomen, at der blandt sygeplejersker i Danmark er et højt antal stresssygemeldinger. Jeg har selv oplevet på egen krop, hvordan de mangeartede krav kan tære på både krop og sjæl. Normalen er besparelser, sygemeldinger og pressede arbejdsdage. Oftest er idealsygeplejen fra grunduddannelsen om at favne alle aspekter af menneskets lidelse en hånlig floskel, som dagligt gnaver på ens dårlige samvittighed. Og det er for mig bekymrende. Er det at efterlyse robuste sygeplejerske en nødvendig forråelse af vores kernefaglighed for at kunne have sygeplejersker, som kan ”overleve” en presset hverdag uden en stresssygemelding?

 

Under uddannelsen har jeg lært, at en sygeplejerske bør besidde evnen til at sætte det enkelte menneskes behov og identitet i fokus ved at sanse, hvad patientens behov er. Hun skal lytte, spørge ind, trøste og lindre igennem åbenhed og omsorgsfuldhed. For mig kan robusthed potentielt være med til at trække os imod lukkethed og følelsesforladthed. For kan en sygeplejerske både være sansende, åben og robust på samme tid? 

 

Hvis vi siger ”Ja” til at være robuste, og det indebærer, at vi kommer til at udføre samlebåndsarbejde frem for at varetage sygeplejefaglige omsorgsværdier, så er jeg bekymret for, at vi fjerner os fra vores oprindelige grundkerne: Nemlig at sørge for at vores patienter ikke kun oplever fysisk velvære men også psykisk, socialt og åndeligt.  

Måske kan vi ved at sige ”Nej” til forespørgslen om robusthed være med til at genskabe en sygeplejekultur, hvor hovedkvaliteten igen er evnen til at være sansende, åbne og tillidsvækkende sygeplejersker.

Redigeret 1800 tegn:
Robusthed - En nødvendig forråelse af sygeplejefaget?

 

”Men er du robust?”, spørger hun og rynker brynene. Spørgsmålet kommer fra afdelingssygeplejersken til jobsamtalen. Ret overrasket over at det er en kvalitet, de vægter højt, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. For hvis jeg siger ”Ja” til at være robust, hvad siger jeg så ja til? 

 

Kigger man på det generelle billede er ordet ”Robust” tre gange så hyppigt benyttet i sygeplejefaglige jobannoncer i forhold til andre faggrupper. Noget tyder på en konsensus om, at robusthed er en eftertragtet kompetence. 

 

Tilbage til jobsamtalen kører min hjerne på højtryk. Jeg vil gerne sige ”Ja” for at virke velvillig, men spørger: ”Hvad betyder robust?” Hun svarer, at man har mange bolde i luften og klarer pressede situationer. Ifølge den danske ordbog betyder robusthed faktisk, at man er modstandsdygtig over for belastninger og slid. Så er idealen en sygeplejerske som ikke stiller spørgsmålstegn ved belastende arbejdsvilkår og følelsesmæssigt slidsomt arbejde? 

 

Det er et kendt fænomen, at sygeplejefaget har mange stresssygemeldinger. Jeg har oplevet, hvordan mangeartede krav tærer på krop og sjæl. Normalen er besparelser, sygemeldinger og pressede arbejdsdage. Oftest er idealsygeplejen om at favne alle aspekter af menneskets lidelse en hånlig floskel, som dagligt gnaver på ens dårlige samvittighed. Er det at efterlyse robuste sygeplejersker en nødvendig forråelse af sygeplejefaget, som gør, at vi kan overleve i en presset hverdag uden en stresssygemelding?

 

En sygeplejerske bør sætte menneskets behov og identitet i fokus. Hun lytter, spørger ind, trøster og lindrer igennem åbenhed og omsorgsfuldhed. Kan robusthed potentielt trække os imod lukkethed og følelsesforladthed? 

 

Hvis vi siger ”Ja” til at være robuste, og det indebærer, at vi kommer til at udføre samlebåndsarbejde frem for at varetage sygeplejefaglige omsorgsværdier, så er jeg bekymret for, at vi fjerner os fra vores oprindelige grundkerne: Nemlig at sørge for at vores patienter ikke kun oplever fysisk velvære men også psykisk, socialt og åndeligt. Måske kan et ”Nej” til robustheden genskabe en sygeplejekultur, hvor grundstammen igen er sansende og tillidsvækkende. 

 

Er sygeplejen reduceret til at bruge et veludviklet tunnelsyn, hvor det langsigtede klare mål er at få alle standarder og retningslinjer opfyldt?  Er den sunde fornuft lagt på hylden? Arbejder sygeplejersken med fokus på patienten eller med fokus på de formaliserede standarder for at imødekomme dokumentationskravene? 

 

Bureaukratiseringen har gennem mange år dannet rammerne for sygeplejerskernes arbejde. Spørgsmålet er, om standardiseringen er gået for vidt så det, der er lige for næsen af os, nemlig patienterne, ikke tages alvorligt og bliver set. Tiden er inde til, at vi ser alt dette som drengen i Kejserens Nye Klæder og begynder at bruge vores sunde fornuft og relevansopfattelse igen. Patienten skal ses og høres, og dokumentation skal være relevant for den enkelte patients situation.

 

 

Kontrolkravene udvisker sygeplejens kerneopgave, forstået som dette at yde en helhedsorienteret pleje med udgangspunkt i den enkelte. 

Det er paradoksalt at dokumentationen har udviklet sig til at fylde uhensigtsmæssigt meget og dermed sætte kerneopgaven i baggrunden.

Dokumentationen er nu ikke kun til patientens bedste, men også en sikkerhedsforanstaltning for sygeplejersken og en kontrolinstans for systemet. 

 

 

Nærhed og sammenhæng efterlyses i sundhedsvæsnet. Barrieren er kravet til den generaliserede dokumentation og standardiserede pleje, der kan udføres af robotter. Masser af spildt tid på disse standardopgaver kan veksles til kvalitetstid med udgangspunkt i den enkelte. Tør vi, må vi, kan vi det, vil sygeplejens kerneopgaver ændre sig til en mere nærværende pleje med udgangspunkt i det menneske, der er i fokus. Hermed sikres, at de ressourcer, der er til rådighed, bruges mere intelligent og fornuftigt og samtidig sikres det allervigtigste, nemlig et individuelt og sammenhængende forløb for den enkelte. – Ovenikøbet og vel at mærke ved bare at veksle misbrug af tid og kompetencer til fornuftig og kompetent brug af samme. Resultat: Patienterne får mere tryghed og bedre pleje! Og sygeplejerskerne får brugt og udfoldet alt det, de er gode til!