Teksten er opdelt i personlige historier, diskussion af sygehusets grundprincipper og patientens og lægens fælles samtykke. 

 

Hovedpåstanden er, at det er op til hvert enkelt tilfælde at vurdere, om der skal udøves eutanasi. 

 

Eksempler med gode afslutninger(L6-39), 

Kritik af sygehusets frarøvelse af selvbestemmelse fremmer hans egen agenda (l52 og l56-60), 

Gendrivelsesargument med psykisk velfungerende døende, hvor han kommer modstanderne i forkøbet(l60-63)

Fælles samtykke mellem læge og patient legaliserer eutanasi(l74), 

Ret til aktiv dødshjælp i svære tilfælde er det eneste rigtige(l40-44)

 

Menneskesynet er ret til selvbestemmelse for ens næste i yderste situationer - Kants pligtetiske overvejelser. 

 

Han appellerer til folks følelser når han fortæller de personlige historier. 

Han er selv læge og kender meget til eutanasi, hvilket øger hans etos. 

Han laver kritik af sygehusvæsnets håndteringer af beslutninger(fordi det er ledelsen som skal tage beslutningerne, og ikke folk selv)(l52)

 

Når han kritiserer sygehusets punkt 4 i ll53-59 er han modstander af nyttetikken, fordi han så modsætter sig, at nogen skal vurdere de enkelte tilfælde. 

Men når han lægger op til at lægen og patienten sammen skal vurdere hvert enkelt tilfælde er han tilhænger af nytteetikken, fordi han så ikke ser hvert menneske som ligeværdigt, men vurderer fra situation til situation. 

 

Men når han argumenterer med, at hvert enkelt menneske har ret til selvbestemmelse, også i døden, så er han pligtetisk, med Kants menneskesyn med retten til selvbestemmelse. Men måske misforstår han det lidt ligesom med Kemp gør, fordi han snakker om den enkeltes ret til selvbestemmelse og ikke sin næstes ret til selvbestemmelse. 

 

I forhold til Husabø, som siger man ikke kan vurdere i hvert enkelt tilfælde og dermed er tilhænger af Kants menneskesyn, så siger Jersild at man godt kan vurdere i hvert enkelt tilfælde. 

Del 1: linje 1-5. Her præsenteres hvad teksten omhandler

Del 2: linje 5-39. Her fremgår de tre eksempler fra lægerne, som alle omhandler patienter hvis ønske var aktiv dødshjælp.

Del 3: linje 39-72. Her tager Jersild selv stilling til det etiske ved aktiv dødshjælp og hvilke fordele og ulemper der kan argumenteres for. Samtidig giver Jersild udtryk for, hvorfor han er for aktiv dødshjælp.

Del 4: linje 72-77. Dette kan siges at være Jersilds hjemmel, hvor han bruger en gendrivelse til at overveje Hollands eutanasi, men konkluderer, at han ikke støtter denne tilgang.

3) Tekstens grundpåstand/holdning

Jersild mener grundlæggende, at mennesket skal have lov til at tage et valg om ikke at leve længere, hvis man er syg nok/berettiget til at få aktiv dødshjælp. I linje 54-56 udtrykker Jersild, at hvis man ikke selv er herre over sin egen død, så indskrænkes selvbestemmelsen også, selvom dette er et livsvilkår i de fleste demokratiske lande.

Linje 46-47: Her inddrager Jersild et argument imod aktiv dødshjælp, for at han virker mere troværdig ved at se sagen fra begge sider.

Linje 74-75: Her argumenterer Jersild for aktiv dødshjælp, ved at bede læserne spørge sig selv, hvor mange der egentlig bliver inddragede, og hvem der har ret til så at bestemme over beslutningen. 

Appellerer til patos og etos, da han gør brug af virkelige eksempler. Hans etos giver ham et autoritært- og troværdigt udtryk, da han viser at han selv har undersøgt sagen ved fx at være i Holland og snakke med læger som yder aktiv dødshjælp. Dette understøtter han med sin brug af patos, da eksemplerne appellerer meget til seerens følelser, da man introduceres til personlige skæbner, hvor man kan prøve at sætte sig selv ind i situationen.

Henvisning til person med stor autoritet: Jersild henviser til tre læger, han har talt med i Holland, som fortæller om deres første gang de har hjulpet patienter med aktiv dødshjælp. Dette er med til at få Jersild til at virke mere troværdig.