Interview = mellem syn

 

 

DET KVANTITATIVE INTERVIEW

Typisk statistik, forskning.. godt til store undersøgelser for større grupper (man skal vidst ha’ minimum 100) – typisk spørgeskema med multiple-choice

Mål: skab god, pålideig, troværdig, videnskabelig data -empiri

 

DET KVALITATIVE INTERVIEW

Få mennesker, mange spørgsmål, gå i dybden

Mål: nuancer på en problematik, forståelse fra flere sider, gå i dybden med et emne (vi kan i mindre grad bevise ting ift. det kvantitative)

 

DET KOGNITIVE INTERVIEW

Erindring / hvordan vi husker ting, udformet af politiefterforskere i USA i 50’erne fordi de undrede sig over, at vidner sjældent kunne huske det samme…. Fordi vi ikke husker kronologisk, men i associationsspring – så de fandt ud af at spørge mere tematisk og frit, og ikke afbryde så meget, så fik de mere præcise svar (godt til os der gerne vil ha’ detaljer som lugt, rum, lyd m.v.) – oplevelsesorienteret, suggestivt

Tænk: Sporet af den tabte tid (Proust) m. madelinkagen og teen

Mål: oprindeligt var det at finde gerningsmanden, få retfærdighed m.v. – men kan også bruges kunstnerisk ift. at få et eksakt minde frem, en konkret duft, følelsen af gulvet

 

DET JOURNALISTISKE INTERVIEW

Mest kendte… voxpop er den ene yderlighed, den anden er flere timers interview over flere gange
Mål: Konfrontere, afsløre, stille til regnskab, afdække sandheden, være kritisk, stå op for folket, men også sælge nyheder (The Wire sæson 4 som fint eksempel)

 

KUNSTNERISK INTERVIEW

Adskiller sig fra de andre, i form af det vi vil med interviewet… 

Mål: få en historie / storytelling, narrativer, vil berøre, engagere, få sprog, lyde, stemmekvaliteter, dialekt, fysik, krop, pauser, karakterer, påvirke politisk, underholde, rum, sanselighed, empowerment, community-building osv. (vi har lidt tilfælles med journalisterne her, da vi også tænker meget på at sælge / at røre vores publikum)

 

Lær de vigtigste spørgsmål udenad, så du ikke skal orientere dig, men kan lade samtalen flyde

Lad altid det instrument du optager med ligge fremme, så det er mere naturligt når du spørger, om du må optage

Start med replikken:
                     "I'm not a journalist - just curious"

& gå ikke alene op i en lejlighed med nogen, du ikke kender (eller halvt kender) aka. bliv ikke den true crime fortælling, som en anden dramatiker en dag laver en forestilling om

 

Hvor meget kan jeg manipulere mit publikums oplevelse af en virkelig fortælling, gennem true crimes formæssige greb?

 

HVAD JEG VIL UNDERØGE

 

Jeg agter at undersøge hvad det vil sige at skrive om virkelige mennesker og begivenheder, med henblik på den observerede store fascination af så kaldt true crime. Jeg vil dykke ned i hvor meget jeg kan få publikum til at tro og tvivle på dramatikerens stemme, når skellet mellem virkelighed og fiktion udviskes.

 

For at gøre dette, vil jeg tage udgangspunkt i en virkelig person:

Leonarda Cianciulli.

 

Kort fortalt dræbte Cianciulli tre kvinder i den Italienske by Correggio, fra 1939 til 1940. Udover forfærdelighederne i at dræbe de tre kvinder med en økse, så brugte Cianciulli også deres lig-dele og blod i te-kager og sæber (hun havde en sæbeforretning). Hun spiste selv kagerne, udover at give dem til andre - så en slags Italiensk Sweeney Todd, kan man sige. 

Dette er med sine horrible detaljer på mange måder ’perfekt’ materiale til min undersøgelse af, hvordan mange drages af det næsten utænkelige i true crime. Leonardas fortælling bærer dog også megen tragedie med sig – selvmordsforsøg, ufrivillige aborter, mistede børn mv. – og hun er derfor et oplagt emne for min undersøgelse af genrevirkemidler, når man f.eks. går fra at væmmes ved hende, til at føle sympati med hende.

 

Med udgangspunkt i Cianciulli, vil jeg derfor arbejde ud fra undersøgelsesspørgsmålet:

-   Hvor meget kan jeg bilde publikum ind, grundet deres lyst til at tro på det, de ser?

Og i forlængelse:

-   Hvor meget kan jeg derefter gøre publikum i tvivl om, hvad de skal tro på?

Et godt råd fra Henrik Szklany da jeg havde ham i researchforløb (som jeg også bl.a. har hørt en version af hos Daniel Wedel). Jeg ved ikke om jeg altid formåede at følge dette princip, da jeg var i Italien og spørge ind til Cianciulli... Jeg havde nok ret meget en idé om, hvor jeg håbede at komme hen (ikke ensbetydende med at jeg så gjorde det, eller at jeg ikke senere får brugt det, eder stak i andre retninger)

METODEVEJLEDER: Piet Gietz

FAGLIG VEJLEDER: Daniel Wedel

LINJEANSVARLIG: Sandra Buch

SKUESPILLERE: Minna Flyvholm og Marie Boda

TEKNISK HJÆLP: Kevin Buster

 

Hvor meget kan jeg manipulere mit publikums oplevelse af en virkelig fortælling, gennem true crimes formæssige greb?

 

HVAD JEG VIL UNDERSØGE

 

Jeg agter at undersøge hvad det vil sige at skrive om virkelige mennesker og begivenheder, med henblik på den observerede store fascination af så kaldt true crime. Jeg vil dykke ned i hvor meget jeg kan få publikum til at tro og tvivle på dramatikerens stemme, når skellet mellem virkelighed og fiktion udviskes.

 

For at gøre dette, vil jeg tage udgangspunkt i en virkelig person:

Leonarda Cianciulli.

 

Kort fortalt dræbte Cianciulli tre kvinder i den Italienske by Correggio, fra 1939 til 1940. Udover forfærdelighederne i at dræbe de tre kvinder med en økse, så brugte Cianciulli også deres lig-dele og blod i te-kager og sæber (hun havde en sæbeforretning). Hun spiste selv kagerne, udover at give dem til andre - så en slags Italiensk Sweeney Todd, kan man sige. 

Dette er med sine horrible detaljer på mange måder ’perfekt’ materiale til min undersøgelse af, hvordan mange drages af det næsten utænkelige i true crime. Leonardas fortælling bærer dog også megen tragedie med sig – selvmordsforsøg, ufrivillige aborter, mistede børn mv. – og hun er derfor et oplagt emne for min undersøgelse af genrevirkemidler, når man f.eks. går fra at væmmes ved hende, til at føle sympati med hende.

 

Med udgangspunkt i Cianciulli, vil jeg derfor arbejde ud fra underspørgsmålene:

-   Hvor meget kan jeg bruge genrens virkemidler, til at inddrage og skræmme mit publikum?

- Hvor meget kan jeg bilde publikum ind, grundet deres lyst til at tro på det, de ser?

-   Hvor meget kan jeg derefter gøre publikum i tvivl om, hvad de skal tro på?

-   Folk der læner sig tilbage i sædet ”ej, ej, ej”

-   De mange spørgsmål efter; hvor meget kan man tro på (klart at de ved at alt ikke passede – men mange der måske ikke tror på lejligheden (men gerne tror at jeg har mødt en ISA), spørgsmål om psykiatrisk, arkiver (den lille seddel), kirkegård m.v.)

-   Flere der nævner frygten for, at der skal ske noget i bilen / taxaen … måske jeg ikke har nævnt for dem, at noget virkelig ubehageligt skete dernede?

-   Effektivt at ha’ så meget mørke; man forestiller sig alt muligt ubehageligt, når man er overladt til fantasien

-   Faktisk ret fedt at jeg sidder i lokalet og man ved, at jeg er okay og er i Danmark i god behold. Fordi så er det ikke det der er gået galt, men så er en taske faktisk nok til virkelig at skræmme

-   én der godt har regnet ud, at jeg har set Zodiac og brugt det som inspiration (men bliver så kæmpe overrasket over, at ISA ikke eksisterer)

-   Ellers referencer folk kom med bagefter: Third Ear og Kannibalen (så ja, lige præcis hvad jeg har gjort brug af)

-   ”det løber koldt ned af ryggen” – spændende rent faktisk at tænke over den fysiske sensation

-   Mærke kagen i maven og på tungen (nogen havde glemt det, andre stod det soleklart for)

-   Beskrivelsen af første mord ramte publikum helt vildt (fedt at det var nøgternt, præcist, detaljeret) – og så er resten egentlig bare i éts egent hoved (forestillingskraft) = virkemidler der virker
- Ville ønske der havde været mere visualitet i de små glimt af lys på scenen (ligesom der var ved arkivet)

-   Har givet publikum lyst til at gå hjem og researche hende

-   Også fint at man rammer medlidenhed og nogle gode spørgsmål undervejs (mer-viden i form af 2. verdenskrig)

-   Fortællingen der hele tiden udvikler sig

-   ”Jeg var seriøst bange”

-   Måske fedt, hvis man ikke så hurtigt i scenen fornemmede, at Isa var ’ond’? 

-   Min oplevelse er helt klart, at folk taler om den… (ofte efter en visning er folk søde osv., men at de taler om det dagene efter også, det har jeg ikke prøvet så ofte før)

 

AT REJSE TIL CORREGGIO (24/08/22)

Jeg mærker reel frygt og nervøsitet ved at rejse alene afsted, og det skal jeg bruge. Selvfølgelig til at passe på og lytte til mig selv, men i høj grad også ift. den stemning, jeg ønsker at tage med hjem og vise på scenen. 

Jeg kan godt mærke at jeg er glad for, at det var Leonarda jeg valgte at fokusere min undersøgelse på. For udover brutaliteten i hendes handlinger og det mystiske i al ’magien’ og overtroen, så er der virkelig også en stærk kerne af sympati for hendes barndom og senere moderlige motiver. Jo, hun er absolut sindssyg, men jeg tror jeg kan skrive nogle spændende ting frem, ved netop at trække på hendes kærlighed til sønnen. Desperationen er god for en nuanceret fortælling, men den er altså også ganske god for mine moralske kvaler ift. overhovedet at undersøge genren. Hun giver fortællingen kompleksitet, og det synes jeg er vigtigt.

Ellers tænker jeg mest på de råd Daniel Wedel har givet mig med på vejen ift. at interviewe folk, som f.eks. aldrig at sige at jeg journalist, og aldrig at gå alene op i nogens lejlighed. Det vil jeg tage til mig, men jeg tror også at jeg netop vil bruge den nervøsitet og fantasi jeg selv og andre har udtrykt iht. at rejse alene ud og undersøge en seriemorder. For når jeg tænker at jeg ikke skal gå rundt alene om natten i en by hvor jeg ikke kan sproget, er det jo netop fordi, jeg kan forestille mig det værste. Og når jeg kan forestille mig det, så kan publikum også, hvis bare jeg lægger op til det. Derfor tror jeg min egen rolle i denne rejse, bliver vigtig for det jeg kommer hjem med. Og løgnen, som Piet også har snakket om – for man må jo gerne lyve. 

 

AT LÆSE OM FIKTIONSFRI FIKTION (17/09/22)

Hans Hauge dykker ned i hvad han kalder 'fiktionsfri fiktion' i bogen af samme navn (2012). Nemlig fiktion, der ikke længere er fiktiv, og som vi for tiden synes at drages mod og elske. Det kom med Knausgårds 'Min kamp', der fortæller en virkelig fortælling i fiktionens rammer. Den blev et kæmpe hit, og siden da har vi set en tendens til, at hvad der er 'baseret på virkelige hændelser' (herunder f.eks. true crime), vinder stort frem. Så stort endda, at alt fuldstændig fiktiv fiktion, kan synes glemt. Men hvorfor?
Hauge pointerer blandt andet, at "litteratur er en exit" (s. 14), og at vi søger væk fra det vi ellers befinder os i, i litteraturen/kunsten. Før har det været et behov for eskapisme mod fiktionelle og eventyrlige verdner, men i det moderne vestlige samfund er vi omringet af så megen fiktion (i.e. Reality shows, Facebook, Youtube etc.), at vi har brug for noget fiktionsfrit i kunsten.
Han viderefører også denne teori særligt iht. krimien (og herunder vil jeg mene at True Crime også er relevant), hvor han mener, at der er en grund til at man f.eks. i Sydafrika ikke er nær så optagede af genre som disse, da der allerede foregår ca. 12.000 mord om året. Nej, forbrydelsen foregår i stedet et sted med idyl - en lille engelsk landsby (tænk f.eks. Agatha Christie og Barnaby), hvor den slags aldrig virkelig sker... eller måske i en fin lille by i Italien, der kunne hedde Correggio...

 

AT FORSTÅ PATTERNICITY & FEAR-PLAY (21/10/22)

Patternicity beskrives helt simpelt, som hvordan vi som dyr helt kognitivt er vant til at hvis vi f.eks. hører en lyd, må det enten være vinden eller et rovdyr, der vil dræbe os. Fordi vi af natur ikke ønsker at dø, vil vores hjerne derfor lave et naturligt mønster der hedder sig, at lyden (A) er ens betydende med, at der er et rovdyr (B). Dette mønster kan selvsagt være en fejltagelse, og i virkeligheden er lyden kun vinden (kaldes 'false positive'). MEN hele pointen for os er, at vi hellere vil tage fejl (det var blot vinden), end vi vil gå ud fra, at det var vinden, og det så var et rovdyr... For går vi med nr. 2 version, dør vi. Det er derfor indlejret i vores natur, at tro på det værste, for det er sådan, vi overlever. Dette kan overføres til gys og uhygge på f.eks. scenen; vi ved måske godt når vi tænker os om, at der ikke er fare på færde eller at Dicte ikke døde da hun rejste til Italien... men, med det samme vi hører Dicte bange og lyden af noget 'fremmed' på en optagelse, kan vi helt af vores natur, ikke lade være med i momentet at tænke, at der virkelig kan ske noget farligt nu.... Publikum er altså oppe imod deres dyriske og kognitive skæbne (og det skal jeg udnytte).

Derudover er der Fear-Play. Nævnt af Mette Marie Yde som 'Fearful Play' iht. hvorfor kvinder måske er ekstra interesserede i True Crime. Hun lægger vægt på lysten til / behovet for at være i beredskab - og ikke den seksuelle fantasi som nævnes i definitionen af begrebet på Wikipedia - men måske de to ikke udelukker hinanden: adrenalinen der kommer med frygten, men også noget der (heldigvis) endnu ikke er mærket på egen krop. Det er spænding, og det drager os (også dette, skal jeg udnytte).

AT SKRIVE TEKSTER FRA EN ’VIRKELIG’ STEMME (26/11/22)

Jeg har her lavet et eksperiment, hvor jeg har forsøgt at finde frem til Leonardas stemme, samt undersøgt hvordan hendes fortælling vil kunne fortælles forskelligt på en scene. Altså 3 tekster med samme karakter/grundfortælling, men på 3 forskellige niveauer.

1. DEN FAKTUELLE
Helt tør, hel 'korrekt'; udelukkende baseret på kendt fakta. Der er ikke meget at råbe hurra for rent dramatisk, udover at det selvfølgelig er en dragende og skræmmende fortælling i sig selv. Jeg har prøvet ikke at lægge fokus noget særligt sted, men det er selvfølgelig svært bare at være objektiv og upoetisk. Til gengæld opdager jeg en uhygge der bliver givet til teksten og karakteren, ved at hun ikke er mere aktiv eller interesseret end hun er. Fordi hun er kold og nøgtern imens hun fortæller om grusomheder hun har oplevet fra barnsben (samt de mord hun selv begår senere), opleves hun meget skræmmende. Det vil jeg derfor forsøge at gøre brug af til min delvisning, i den måde skuespilleren skal instrueres på.

2. DEN MED VIRKEMIDLER
Det bliver næsten mere poesi end teater, men det er måske bare fordi, den kræver en scene. Så kunne man virkelig se dens effekt. Men der er alligevel også noget i opsætningen af layout, de mange pauser, retninger og altså hele måden teksten læses på, som også fungerer godt på tekst - det er mystisk og efterlader spørgsmål. Her skal man ikke forstå alt (som i version 1), men tværtimod drages af det uforståelige og ubehagelige. Det er en fortælling med en dramaturgi, men også med luft/sprækker. Det er alle virkemidlerne som jeg har set og oplevet i andre genre (samt på scenen i 'Kannibalen' og til dels i 'Når mørket falder på'), og som jeg håber at videreføre til tekst 3 og delvisningen. For selvom den læses godt, så er det jo på scenen og i rum med publikum, at teatret opstår.

3. DEN MED SPØRGSMÅLET OM FIKTION
Her måtte jeg inddrage dialogen fremfor monologen. Denne tekst hænger jo uløseligt sammen med podcastet som den skal reades i forlængelse af, men jeg synes alligevel godt, at man forstår effekten af scenen som den er, når den står alene. Ligesom ved den 2. version, hører denne også til på scenen, og faktisk i endnu højere grad, fordi jeg her virkelig også får undersøgt det dokumentariske lag af fiktion/ikke-fiktion. Den kræver et publikum, og jeg glæder mig til at opleve d. 14/12, præcis hvad den kan.

 

 

AT SE, LÆSE OG SNAKKE OM KANNIBALEN (09/12/22)

AT MØDES MED JOHANNES (23/09/22):

Johannes Lilleøre var så venlig at mødes med mig og tale om 'Kannibalen', samt dét at skrive dramatik om virkelige (og mørke) fortællinger..
En spændende samtale om dramatikerarbejdet og de ubehagelige emner, hvor jeg særligt bemærkede hans vægt på vigtigheden i, at vi har sympati med vores hovedkarakter. Vi skal som dramatiker (og publikum) forbinde os med de følelser karakteren har, også selvom det på et tidspunkt går over vores personlige grænse, når de vælger at handle på de følelser. For der er forskel på at føle og forstå, til så at gøre.
Derudover talte vi også om det sceniske og visuelle ift. teksten, og hvordan han og Sargun havde oplevet en styrke i at vedblive ved blodet, pauserne og mørket; ikke gøre det voldsomt og ekstremt som sådan, men nærmest dvæle ved det. Og dette stammede allerede fra det tekstlige niveau, hvor f.eks. blodet får lov at eksistere og nærmest blive betragtet poetisk.
Og til sidst et råd til mig som dramatiker, og den eventuelle tvivl der kan komme, når man f.eks. tager et 'mørkt' emne op:
"Skriv altid efter din lyst og der hvor det kilder - det vil altid ha' noget med sagen at gøre"

AT LÆSE MANUS (03/11/22):
Brugen af det der nærmest er nul-tekst iht. form (stærkt dialogbaseret. Det giver rytme og er poetisk, men på en måde også mere ubehageligt og uhyggeligt, fordi der ligger så meget i pauserne, gentagelser og hverdagssproget; emnet er hårdt i sig selv, imens sproget er nærmest fint. Det gør det ubekvemt hvor normale de er.
Det er meget eksplicit når de omtaler hvad der skal ske. Det er voldsomt og virker på læseren, og jeg fik faktisk kvalme da B har fået skåret sin penis af, og han intet kan se. Der er noget dramatisk ironi der fungerer godt ift. sympatien man får med ham, samtidig med at man befinder sig i voldsom ubehagelighed over forestillingen om, hvad der netop er sket. Læseren forstår alt for godt, hvad det er der sker med B.
Gentagelser af 'jeg fryser' m.v., forstærker også læserens sanser. Generelt synes jeg det fungerer godt, at der er gjort plads til poesien. Lige til den sidste replik; det er sørgerligt og det er omsorgsfuldt, og jeg forstår virkelig hvad Johannes mente, da han fortalte mig om vigtigheden af empati for ens karakterer.

AT SE FORESTILLINGEN (09/12/22):
Så fik jeg endelig set forestillingen! Der er selvfølgelig noget af ubehageligheden der går af et værk, når man kender historien så godt som jeg gør, samt allerede har læst manus og talt med dramatikeren om den... MEN, den fik mig nu alligevel til at føle mig ret ubehageligt til mode til tider, og jeg kunne helt klart også mærke på rummet, hvor godt den fungerede (den måtte faktisk stoppe hele 2 gange, fordi der var publikummer der fik det ildebefindende og skulle ledsages ud). 
De observationer jeg ellers gjorde mig om forestillingen:
En ansat kommer med en disclaimer inden forestillingen starter, hvor hun fortæller at hun sidder bagerst i lokalet, og holder øje med, om nogen får det dårligt. Skulle det ske, skal hun nok eskortere dem ud, imens forestillingen holdes på pause. Folk grinte lidt små-nervøst ved denne melding, andre kiggede spændte på deres venner, og det satte helt klart en stemning og forventning hos publikum om, at nu ville det blive uhyggeligt... og det er selvfølgelig nødvendigt at give den slags information (de har jo erfaret at det kan gå galt), men det er derudover også bare helt vildt effektfuldt og smart for genren.
Alt er mørkt, nærmest et hørespil. Jeg synes det er interessant at gå fra mørke til lys, så det først er når det begynder at blive rigtig ubehageligt i teksten, at vi får det visuelle med. Normalt ville jeg tænke at man dæmpede lyset så det blev mørkere og mørkere jo mere ubehageligt det blev, men for fanden hvor var det effektivt, at gøre det omvendte. Det nærmest blændede én pludseligt at kunne se, og man ønskede ikke engang rigtigt at se.
Skuespillernes leg med niveauer af deres tale, er med til at holde os interesserede (udover emnet og poesien, selvfølgelig). De hvisker, de råber, de er nænsomme, de er kortfattede, de er rappe med replikkerne og de holder lange pauser. Det er en leg der fungerer.
Lommelygter og kameraer der er personlige og 'tilhører' karaktererne. Det er intimt og mere klamt at de selv er herre over lyset, og det kan bruges nænsomt såvel som voldsomt. Det kan være omsorg og det kan være et angreb. Fedt.

 

AT TALE OM MIN UNDERSØGELSESVISNING (16/12/22)

Folk blev reelt bange, og folk var reelt i tvivl. Jeg er blevet spurgt om lejligheden, replikken ”jeg slår til” fra readingen, kirkegården, psykiatrisk, den lille seddel og meget mere. Og kagen fungerede også virkelig godt; de tog imod den uden videre tanke, og så da jeg i podcastet siger ”man tager imod – man er høflig, det er gratis”, sidder det pludselig i ganen på dem.

Podcastet fører publikum godt igennem, og min stemme er god til at skabe refleksion. F.eks. passagen med taxaen, hvor min narration betvivler hvad der netop er blevet sagt, og samtidig også laver et anslag til et nyt lag med nationalisme og anden verdenskrig.

Valget af reenactment var fornuftigt, da det skabte den ønskede forståelse af, at Minna er mig. Havde jeg haft mere tid (og penge) havde jeg skabt bedre visuelle elementer når lyset går op, men troværdigheden kom til, og det var vigtigt. Desuden var det en lækker lille gave med Isas (Maries) reveal til sidst i podcastet. 

Godt også at opleve, at en taske kan være nok til at skræmme, når de to skuespillere har fremført teksten så overbevisende; Minna konstant tvivlende (fascineret og skræmt), Marie helt nøgtern, langsom og kold. Og så var det bare et dejligt poetisk og uhyggeligt brud, når de har sekvensen med helt korte sætninger (nærmest nultekst), og Isa bliver mere og mere indlevet. 

Fra at rejse til Italien til at lave min undersøgelsesvisning, har jeg erfaret hvor effektive TrueCrime genrens virkemidler er, når man bruger dem simpelt. Det er ikke meget der skal til, fordi materialet i sig selv (de horrible fortællinger om menneskers ugerninger – som f.eks. Cianciulli), er forfærdelige nok i sig selv. Faktisk er dét faktum at det er sket i virkeligheden, så ubehageligt at tænke på, at meget herefter kan efterlades til fantasien. Det bemærkede jeg når jeg hørte andres podcasts, læste bøger indenfor genren, og så tv-serier og forestillinger, og jeg erfarede det, da jeg satte min egen visning op - minimal belysning, lav underlægningsmusik, svag lugte og smags -sans der påvirkes, underspillet instruktion af skuespillet, en fortæller der sætter sig selv på spil, og så en taske der skal huskes… Det er små og simple påvirkninger, så publikum ikke bliver for bevidste om, hvad det er, du gør ved dem, og så de netop bliver overladt til deres egen forestillingsevne. Det hele kommer snigende og det er effektfuldt.

 

TrueCrime skræmmer, og selvom vi gerne vil se væk, kan vi ikke. Denne konklusion har jeg erfaret i særdeleshed er gældende, når publikum selv er i spil. Autenciteten i fortællingen – altså en del af præmissen for genren i form af dets true aspekt – gør at vi som 'modtagere' mister trygheden, og det er derfor særligt virkningsfuldt at inkludere elementer der inddrager publikum. Dette viste sig f.eks. i min visning, da publikum tog imod kage og satte sig i et rum der gradvist fik en stærkere og stærkere sæbedufte (hvilket lader sig gøre, fordi det er et teaterrum). Via denne inddragelse er man ikke længere ’blot’ tilskuer, man er nu også selv potentielt i fare, og det bliver en del af underholdningen. Det kan forklares med begrebet Fear-play, der beskriver hvordan vi netop drages af adrenalinen i det frygtsomme. Det er spændende og underholdende at blive  skræmt på afstand, men i og med at vi så tilmed også selv bliver sat lidt i spil, bliver det nu også reelt farligt (eller det føles sådan); og rent kognitivt er vi skabt til at se efter fare og forvente den (i.e. patternicity), og vi er dermed også mere tilbøjelige til at tro på det vi bliver fortalt.. Så når vi opsøger kunst indenfor TrueCrime, er det fordi det ligger til vores natur som mennesker at blive skræmt, og fordi vi kan lide spændingen. Det er - lidt banalt forklaret - sådan vi ved, at vi lever. 

 

Fordi dem der kom ind og så min undersøgelsesvisning stort set alle var mine venner, fik jeg nogle generelt store reaktioner. Et skolepublikum er komfortabelt med hinanden, og er derfor ideelle til visninger – de tør grine højt, de tør læne sig tilbage i stolen, og de tør udtrykke deres rædsel midt i salen. Dette gav mig derfor den gave at opdage, hvor meget genren virkede og ikke virkede. Der var ingen tvivl om at publikum var medlevede og skræmtes over "hvor det mon skulle føre hen", når jeg f.eks. satte mig i en taxa eller besøgte en kirkegård om natten. Samtidig bemærkede jeg dog også de få gange der blev grinet, og hvor befriende det var, at få denne kontrast til uhyggen. Vigtigheden af energiskifte er der altid når vi fortæller historier, men det er måske særligt præsent i en genre, hvor man ønsker at gøre sit publikum utryg; de skal nå at grine og føle sig sikre af og til, så det kan tages fra dem igen. Det er med andre ord i skiftene mellem tyngde og lethed, at man til sidst kan rive tæppet væk under dem.

Fortællingen om Cianciulli kunne være gået i mange retninger, og jeg har også en interesse i at skrive et TrueCrime-teaterstykke kun om hendes liv. Dog, ift. den undersøgelse jeg ønskede at lave over genrevirkemidler, var det et godt valg for min bachelor, også at bruge min egen historie. For i og med at jeg brugte mig selv, viste jeg hvad genren virkelig kan, når man er så heldig at kende sit publikum. Mine venner, der alle vidste at jeg var taget til Italien og havde hørt vage historier i månederne op til visningen, havde en selvsagt investering i fortællingen, som andre ikke ville ha’. Det var derfor oplagt at udnytte deres kendskab til mig ift. undersøgelsens anden del; balancen mellem fakta og fiktion. For efter visningen var det netop dette, som folk kom hen og kommenterede på – hvor uhyggeligt det havde været, og så spørgsmålene om, hvor meget der var sandt: kirkegården, sedlen i arkiverne, lejligheden, taxaen m.v.? De var investerede i, hvad deres veninde havde / ikke havde oplevet. 

Det var blandet hvem der troede på hvad, og hvornår de indså, at min fortæller-stemme kunne finde på at lyve. Men at jeg f.eks. havde fået en italiensk veninde hjemme i Danmark til at spille 'Isa' i bageren, var ikke noget, de fleste havde regnet ud; det lød troværdigt, og hvorfor skulle de ane mistanke? Ved at gøre brug af mig selv som karakter, min stemme i podcastet og afspille forskellige interviews og lyde fra rejsen, opbyggede jeg troværdighed. Og dette er essentielt for genren - den er true. Publikum går ind med en forventning om sandhed, og så ender de - i mit tilfælde - med efterhånden at forstå, at noget har været løgn... men de ved ikke hvor meget, og denne tvivl var netop pointen - lysten til at gå tilbage og selv 'opdage'. Ikke et stort twist hvor de alle går derfra og føler sig narrede fordi jeg har givet dem en moralsk pointe om hvor meget vi er villige til at tro på, men nærmere den snigende fornemmelse af usikkerhed. Og det er måske også her, at min visning er gået fra at være udelukkende en undersøgelse af TrueCrimes virkemidler, til at blive en videreudvikling til en slags FakeCrime-genre. Det bliver altså blandingen af det ægte og det uægte, der bliver mit projekt, fordi TrueCrime lægger op til denne leg. Fordi vi bliver så opslugte af, og henrykte over, genrens fiktionsfrie fiktion.  

Til slut må jeg altså også konkludere, at min genreøvelse ikke kun handlede om virkemidler, men også blev til en undersøgelse af doku-fiktion og publikum. Det var oplagt for mig at udfordre TrueCrime i brugen af mig selv og mine venner, og måske det også var behageligt; fordi det moralske spørgsmål stadig ligger et sted og dirrer – hvorfor vil jeg gerne fortælle Cianciullis fortælling? Jeg kan nu svare at det er for at lege med den utroværdige fortæller og publikums lyst til at tro på det de ser... Og det føles godt at kunne, da TrueCrime genren i sin reneste form stadig er svær for mig at acceptere. For jeg ved ikke om dét at publikum drages og underholdes af andres ulykke, er grund nok til at fortælle om og lege med den? En anden undersøgelse ville derfor måske fokusere mindre på formen, og i stedet gå dybere ned i de moralske aspekter eller dreje fortællingen om til at handle om italiensk nationalisme, en moders kærlighed eller noget tredje (der er mange større udsagn jeg kunne ha’ vinklet det hele ind på)... men for nu har dette været en undersøgelse af genrens virkemidler på scenen, samt en leg med mig selv som utroværdig fortællerstemme, og der kan jeg blot konkludere, at publikum drages af legen.

-       HVAD ER DER MED GENRENS POPULARITET?

-       LEONARDA CIANCIULLI

-       MIG SELV PÅ FLERE PLANER

-       THIRD EAR, KANNIBALEN & ZODIAC

-       OPBYG TROVÆRDIGHED
-       GREB

-       UDFALDET

GENREN PÅ SCENEN

-       UDVIKLING TIL ”FAKE CRIME” (DOKU-FIKTION)
-       SANSERNE HOS PUBLIKUM

-       PATTERNICITY & FEAR-PLAY
-       RESEARCH 

-       DET ETISKE SPØRGSMÅL

-       DEN UTROVÆRDIGE JEG-FORTÆLLER
-       ET BLIK VIDERE