Der har i en længere periode været en specialiserings tendens inden for sygeplejen, med en markant stigning i stillingsbetegnelser. De uformelle stillingsbetegnelser udvikles hurtigt, ofte set som følge af den lægelige specialisering, med subspecialisering inden for bestemte sygdomme og behandlingsformer. Samtidig har de formelle specialuddannelser over 100 forskellige stillingsbetegnelser. Der blev tegnet en stærk kritik af tendensen i den sygeplejefaglige debat omkring 2010. Sundhedsstyrelsen skrev her, at der var et behov for at få ryddet op på det brogede marked af stillingsbetegnelser, og lagde op til udvikling af en fælles begrebsramme. Med et blik ud i praksis er det dog tydeligt at problematikken, 10 år efter, ikke har ændret sig. Patienterne møder stadig et utal af afstamningen “sygeplejerske”, som både kan være forenklede betegnelser eller svært definerbare. Leder man efter en forståelse i litteraturen vil man kun opleve en dybere forvirring over måderne titlerne bliver brugt på. I en oversigt fra Sundhedsstyrelsen er der opgjort 219 forskellige stillingsbetegnelser fordelt på faglige områder i en undersøgelse af 1492 sygeplejersker, hvilket er rigtig mange forskellige stillinger. Undersøger man den stigende specialisering nærmere, kan man dog på mange måder sammenligne udviklingen med det gammeldags rundepleje princip. Ved runde sygepleje specialiserer hver enkelt sygeplejerske sig i en bestemt procedure, som hun herefter udføre hele tiden. Det er ingen tvivl om, at plejeformen kan være effektiv, medføre sikkerhed, og være omkostningsbesparende, men kan tænkes endvidere at indeholde en risiko for, at patienten mister tillid til personalet, og kan få en oplevelse af at blive objektificeret. Desuden ses en øget comorbiditet, som gør generalist sygeplejersken relevant. Samtidig syntes det vigtigt, at vi bliver os bevidste om den udvikling sygeplejen står over for, om specialiserings tendensen reelt ligger i vores fags-, samt patienters interesse, eller om der i virkeligheden er en skjult politisk dagsorden bag. 

 

 

Vi er med 60.000 erhvervsaktive sygeplejersker en af de største faggrupper i det danske sundhedsvæsen. På trods af, at vi fysisk syner af meget, formår vi alligevel at fylde så lidt i den offentlige debat, når det gælder at stå op for, og stå sammen om vores fag. 

Bølgerne går ofte højt på afdelingernes kaffestuer. Over frokosten bliver der langet ud efter både ledere og politikere. En sygeplejerske påpeger hvordan patienterne ligger på gangen. En anden sygeplejerske fremhæver det høje og stressende arbejdstempo, der har sendt flere af hendes kollegaer hjem med en sygemelding. Sygeplejerskerne har nok at råbe op omkring når de sidder i kaffestuen. Og med sin ret. For der er nok at råbe op omkring. 

Men vi bliver nødt til at hæve stemmen og turde bevæge os ud over kaffestuens varme og trygge fire vægge.
Den offentlige debat er ikke et sted vi er vant til at komme. Men det er et sted, hvor vi som sygeplejersker kan gøre opmærksom på os selv, vores hverdag og alle de problemstillinger, vi hver dag råber op omkring i kaffestuen. 

Så kære sygeplejersker. Jeg udfordrer jer til at råbe op. Jeg opfordrer jer til, ikke at gemme jer, men stå sammen og stå op for jer selv når politikerne igen snakker om besparelser, nedskæringer og overenskomstaftaler.

Så kære sygeplejerske. Sæt din stemme på sygeplejen.