Det er en kæmpestor tilvænning, og det hårdeste har nok været, at ens døgnrytme bliver vendt på hovedet, og at man ikke længere kan gøre, som man gjorde før. Nu er det vores datter, der styrer showet. Det er hårdt, når man har været vant til at sætte sig selv i første række, for man er jo egentlig ret egoistisk, når man ikke har noget barn.

 

Det hele er meget nyt lige nu. Min barsel er lige slut og jeg er begyndt at arbejde igen og har fået nogle vikarjobs som pædagog. Det er svært at overskue at komme i gang og få det hele til at passe sammen med min datter, som nu går i vuggestue. Derfor vil jeg kun arbejde 30 timer om ugen, og det vil jeg blive ved med, mens alle vores børn er små. Vi planlægger nemlig at skulle have flere børn i fremtiden, men maks. to mere."

-Af Stine Kærgaard Nissen

”Mine forældre er skilt. Det har de været i cirka 7 år. [...] Jeg har haft en periode, hvor jeg var meget uvenner med min mor og jeg gad ikke rigtig være hos min far. […] nogle gange så er han halv-ligeglad med alting så han sidder bare ved tv'et og så tv eller sidder ved computeren og spiller nogle spil eller sådan noget. Og så er man bare sådan ”Hvad med mig?”, så man lærer bare at passe sig selv, det er dét jeg har lært at tage med videre, ved at have skilte forældre,”

”Jeg synes faktisk det er ret lækkert at være alene, jeg tænker det er en god evne at have.  Det er vigtigt at være social. Men det at kunne være alene, det har været så praktisk for mig, i og med at jeg har haft lidt svært ved at skabe venner. Jeg vil ikke sige, at jeg har været kræsen, der er bare mange der ikke er særligt venlige eller respektfulde overfor alt og alle. Det hader jeg virkelig, ”lad vær' med at være sådan en røv!”  - ærlig talt, jeg hader det. Det gør det virkeligt svært i min alder, for det er jo den stereotypiske teenager. Larmende, irriterende - det er nok grunden til at de ældre er lidt trætte af os engang imellem, for der er virkeligt mange der er sådan. ”

Af Jeppe S. Midtiby

”Jeg var hjemløs i cirka seks år, hvor jeg enten boede under en bro ved Magasin eller, hvis det var vinter, besatte ledige huse rundtomkring i Aarhus. Når først man var inde i livet som en hjemløs, var det svært at slippe fri igen – ’en gang hjemløs, altid hjemløs’ plejede vi at sige.”

 

”På daværende tidspunkt ønskede jeg heller ikke at komme ud af det. Der var mange fordele ved at være uden hjem. Fx havde jeg super godt forhold til alle mine venner, jeg var sammen med. Når man ikke har andet at tage sig til, end at være sammen med vennerne, så får man et stærkt bånd. Min relation til dem var stærkere end til min familie.”

 

”Alle problemerne ved at skulle have hus fulgte heller ikke med. Jeg slap for oprydning, husregler og jeg slap for at tænke på penge og betalinger – jeg havde friheden til bare at være mig selv. De materialistiske ting betyder også kun noget, hvis du har et hjem. Når man ikke har et hjem, betyder enighed og nærvær med de nærmeste meget mere for dig. Det tror jeg godt mange kunne lære noget af.”

 

”Jeg synes, at alle burde prøve at leve som hjemløs! Især ’shopaholics’ og folk der glemmer medmenneskelighed - det er godt for dem at sætte sig ind i andres perspektiv, og godt for alle mennesker at prøve et helt simpelt liv uden brug af teknologien - man behøver den ikke.”

 

”Alligevel er jeg glad for nu at være ude af det. Selvom jeg havde meget glæde af de små ting i livet, og at det var fedt, så er det bare rart at have et hjem. Et sted hvor jeg kan komme hen i vinteren. Et hjem med hyggelige rammer som skaber ro og sikkerhed og som kan sikre, at jeg får søvn.”

 

”Derfor skal jeg også have et hjem fremover. Min lejlighed og jeg fejrer snart, at vi har været sammen i to år – det er sådan nogle ting, man husker og gør sig selv opmærksom på, når man engang ikke har haft trygheden af hjemmet.”

Af Jacob Møller Nielsen

Ja i Århus? Der er vores yndlingscafé i øvrigt Casablanca. Den ligger lige der ved kirken og skolen og banken. Men det jo kun hvis vi ikke kommer her forbi jer”

Af Anders Jensen

Mine forældre er anderledes end mig. Meget anderledes end mig. Ikke så kreativt anlagte. De er it-nørder begge to og meget matematiske. De har nogle mere firkantede metoder og tilgange til livet. Det er nok også derfor, jeg føler, det er begrænsende at bo med dem.” 

Af Bonna Haagen Pedersen 

 

Det er hurtigt tydeligt, at Kevin har meget på hjerte, og jeg må tænde lydoptageren i en fart for at få det hele med: ”Jeg har ret tidligt oplevet, hvad der kan lade sig gøre, og hvad man egentlig kan, hvis man vil. Min erfaring er helt klart, at det handler om at give andre mulighed for at komme ud med deres ting.” Mens vennerne festede på Crazy Daisy, stod Kevin som blot 22-årig og holdt foredrag på Teknologisk Institut i Høje Taastrup. Foran ham sad vigtige folk fra Rambøll og Mærsk. Mange af dem dobbelt så gamle som ham selv. Allerede på HTX startede han sin første virksomhed, og i en meget tidlig alder begyndte han at tjene gode penge. ”Der var virkelig gang i business,” som han siger. Et par år senere stillede han dog spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig betød noget for ham: ”Jeg begyndte at miste lidt af mig selv i det. Man arbejdede måske 3-4 uger på et projekt, og afslutningsvis får man sin betaling, en kold mail og et farvel. Fedt, men det var det.” 

 

I dag driver Kevin et onlinesystem, hvor han forbinder folk med forskellige talenter og kompetencer. Det kan være alt lige fra bands, der skal bruge noget PR, og smykkedesignere, der skal bruge en hjemmeside. På den måde føler han, at han har fundet balancen mellem at tjene penge og være velgørende: ”Jeg ville faktisk have dårlig samvittighed, hvis jeg ikke brugte min viden til at hjælpe folk.” Kevin understreger mange gange i samtalen, at folk skal fokusere på at gøre det, de er gode til, og undgå at spilde deres tid på de ting, de ikke er gode til. Han tror på, at de fleste mennesker har et eller andet talent, der bare venter på at blive udfoldet, og de skal ikke være bange for at gå nye veje: ”Du skal jo ikke udstille dine værker på Louvre, hvis du er kunstner. Du skal udstille dem et sted, hvor folk ikke kun går efter Mona Lisa. Det er bedre at finde et sted, hvor der rent faktisk er en grobund, der ikke er optaget. Hvis du er et træ i en skov, er det mega nederen, hvis der er otte bøge rundt om dig med et kæmpe rodnet, så du ikke kan vokse. Hellere finde et stort åbent areal.” 

 

Herefter takkede jeg for samtalen, slukkede lydoptageren og forlod skoven. Måske er der en rød tråd, i det Kevin siger. 

 

 

 

Jeg ved ikke helt hvor det stammer fra, men der er nok en forbindelse mellem min splittede familie og mit behov for at gøre andre glade. Mine forældre er skilt, og min far har altid rejst rigtig meget. Det har nok betydet, at jeg har brug for at folk er der for mig. Og jeg har brug for bekræftelse fra folk. 

 

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt i gymnasiet havde det rigtig dårligt psykisk. Det var først, da min far sagde til mig, at det jo var en mulighed at droppe ud af gymnasiet – og at det var okay at droppe ud –, jeg første gang overvejede om gymnasiet var noget for mig. Der gik ikke særlig lang tid derefter, før jeg droppede ud. Det har altid været ham, der skulle gøres stolt. Han skulle bekræfte mig i alt, jeg gjorde. Så hans accept af at det var okay, at jeg ikke kunne klare det, betød alt.” 

Af Amalie Simonsen

 

”Jeg forventer, at studiet vil udvikle mig meget på det teoretiske plan som kunstner, da det er teorien indenfor digitale medier, der er i fokus på studiet i Wien. Dog frygter jeg lidt, at studiet vil kunne være med til afgrænse mig i min kunst, hvilket jeg i bund og grund ikke synes om. Jeg foretrækker, at jeg kan lave kunst i forskellige medier i stedet for kun at have fokus på ét medie.”

 

”Jeg ønsker at kunne leve af min kunst ved at lade det udstille, ligesom min morfar, Hans Günther Hansen, gjorde. Han forsørgede nemlig sin familie ved at male malerier og sælge dem. Dog vil jeg gerne være kendt under mit kunstnernavn Clara Denmark.”

Af Sebastian Würtz Bonde

"Jeg ved som en af de få, hvad jeg er god til, det er der mange, der har svært ved at navigere rundt i. Jeg er god til musik, elektronisk især. Derfor arbejder jeg som koordinator og eventplanlægger her på Godsbanen. Jeg synes det er spændende og givende at være en del af et sådan kreativt miljø med plads til udfoldelse – hellere et mini Berlin end et mega Herning er vores uofficielle motto. Selv har jeg spillet I band før. Dog er jeg for tiden i gang med et lille sideløbende projekt. Jeg er i samspil med nogle kontakter I Columbia ved at starte en økologisk chokoladefabrik op. Vi har allerede plantet 3000 træer. Til efteråret skulle det gerne være i gang, forhåbentlig kan vi give Anthon Berg kamp til stregen." 

“I meet the basic requirements for a job, but I don’t know if my way of thinking architecture, fits in the general idea of what architecture should be. On one hand, I feel like I need to think more about what they want, and kind of adapt to that, on the other hand, I need to be more specific about what I know I can offer a company."

Isaiah’s umiddelbare plan er, at tage sit portfolie og sit CV under armen, besøge forskellige tegnestuer i København og håbe på det bedste.

Af Jonathan Dalsmund

 

Jeg møder Andreas på Assistens kirkegården i hjertet af Nørrebro. Han er med sine egne ord: ”bare ude at gå en tur” og ”solen skinner jo så skal lige ud og nyde det sidste solskin”. Han fortæller, at han har boet på Nørrebro hele sit liv. Han studerer plantevidenskab som en forlængelse af en bachelor i biologi og bioteknologi. Interessen for naturen har Andreas især fået fra sin farfar. Hans farfar havde et drivhus, og hver gang Andreas som barn besøgte ham ”skulle vi lige se, hvad det var for nogle ting, som han groede”. Farfaren arbejdede i miljøministeriet, og hos ham kom Andreas i skolepraktik. Han var bl.a. med til at undersøge kvaliteten af vandløb. Det foregik ved, at de talte igler og forskellige insekter. ”Det syntes jeg var vildt fedt”. Han fortæller også, at han gik i skovbørnehave og med sine egne ord har han nok været ”et bybarn som gerne ville tæt på naturen”. Nu er han lige startet på et kursus i etnobotanik. Det handler om, hvad andre kulturer benytter botanik til. Han og hans gruppe skal ud og lave noget feltarbejde her i Danmark, og de overvejer at interviewe folk om, hvad de får ud af at være tæt på planter og naturen. Lige som vi her på Assistens kirkegården er omgivet af store smukke træer, planter, egern og fugle, der synger.  

 

Af Asger Korsgaard Jensen 

 

 

Jeg startede på lykkepiller for et års tid siden, da min storesøster blev alvorligt syg. Hun var smittet med en multiresistent bakterie, de simpelthen ikke kunne få bugt med. Den endte med at æde hende op.

Problemet er bare, at når man er på antidepressive, så føler du ingenting. Du er ikke ked af det, du er ikke glad, du er ikke trist, du er ikke sur, du er ingenting. Derfor er jeg nu i gang med at trappe ud af mine lykkepiller. Jeg trænger til at mærke livet igen. Det er bare nemmere, når man kan mærke tingene – også selvom det føles farligt at skulle undvære pillerne.”

 

Jeg svarer så på det opslag, og vi skriver frem og tilbage. Den her mand skriver så "hedder du Knudsen?", "ja", "Anne Knudsen?", "Ja det er min farmor". Han kender min farmor og farfar, det viser sig, at han er Strynøboer. Han fortæller en masse historier om min farfar, som jeg ikke kendte.

Den her mand sender mig nogle adresser på steder, jeg kan overnatte på Strynø, og min veninde Kirsten og jeg tager over, og overnatter på det gamle nedlagte Mejeri. Da min fars bror fylder 14, skal han finde en læreplads, og han kommer i lære på mejeriet. Og det værelse vi har sovet på var et af dem, han har sovet på, da han var i lære.

Inden vi tager derover, tager jeg lige et billede med af min onkel fra mejeriet med. Dem der ejer mejeriet nu, de er meget interesserede for lokalhistorien på Strynø, og de blev meget taknemmelige. Det er nemlig det første billede de har, der er taget inde på selve mejeriet.

Af Frederik Zeuthen

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal efter sommerferien. Jeg vil gerne starte på en uddannelse og tænker måske at læse noget fransk. Jeg glæder mig virkelig til at prøve at få en anden hverdag, men jeg er meget forvirret omkring uddannelse. Jeg er blevet lidt skræmt for at gå i skole igen, fordi jeg er blevet så vant til at arbejde. Jeg tror, det ender med at blive en nødløsning, hvor jeg bare bliver nødt til at vælge et eller andet. Jeg har ikke fundet noget endnu, hvor jeg tænker: “det har jeg lyst til at lave resten af mit liv”. "

Af Marie Møller Munksgaard 

"Da jeg var arbejdssøgende i 2010, der lige inden jeg blev sygemeldt, der skulle jeg søge fire jobs om ugen, og jeg skulle også søge praktikplads, fordi det var sådan noget med, at der skulle man have en måneds praktik ad gangen, så det skulle jeg også søge oveni. Jeg skulle også få mit liv til at fungere, og jeg skulle træne, og lige pludselig så kollapsede det hele bare. Så der var mange ting. De sætter rigtig store krav til folk.
    Jeg havde først fået at vide at jeg havde ADD, og så snakkede de noget om, at nu har jeg muligvis Aspergers syndrom i stedet for, så de er i gang med lige at undersøge det.
    Det er altså ikke os alle sammen, som har den mulighed for at kunne sætte sig ned og skrive en masse ansøgninger og sådan noget. Man gør jo hvad man kan ikke også? Men hvis ikke man lever op til det, så kan man risikere at man mister sine penge."

AF MARTIN PEDERSEN

Jeg studerer Nordisk sprog og litteratur. Tanken er, at jeg skal være lærer. Jeg startede egentlig på et andet studie for tre år siden og droppede ud. Jeg kom til at tænke rigtig meget over, hvilke forventninger jeg har til mit liv. I forhold til hvor meget jeg egentlig gerne vil arbejde, og hvad der er vigtigt. Er det vigtigt at have en karriere, eller er det vigtigere for mig at have tid? Og så tror jeg, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg hellere vil arbejde 37 timer, og så have tid til alt muligt andet. Karriere er bare ikke så vigtigt for mig. Da jeg var yngre, var jeg altid bange for at gå glip af noget. Jeg kom nogle gange til at strække mig selv for meget. Men nu synes jeg egentlig, at jeg har fundet en rigtig god balance.”

Af Laura Nissen

Jeg ved ikke hvorfor jeg er vild med de bøger jeg er. Det er nok mit kunstsyn. Jeg har ikke læst litteraturvidenskab, heller ikke kunsthistorie for den sags skyld, og har ikke noget analyse- eller begrebsapparatet. Jeg læser vildt, og i alle retninger. Jeg kan mærke, at enten får jeg en mavepuster af noget, eller så gør jeg ikke. Og det jeg får en mavepuster af, vil jeg sindssygt gerne fortælle alle andre mennesker om.”

Af Nicolai Jørgen Jørgensen

 

Biologi er noget, der ligger Carla meget på sinde, og det er derfor også en del af historien om, hvorfor hun valgte at forlade hjemlandet: "Jeg har boet i Australien hele mit liv, så nu ville jeg ud at se noget anderledes," siger Carla og fortsætter: "Nu læser jeg jo biologi, så jeg synes også, det er rigtig spændende at se forskellige økosystemer rundt omkring i verden."

 

Om et år er Carla færdig med biologiuddannelsen, og hun har endnu ikke lagt sig fast på fremtiden, og hvilket land hun vil slå sig ned i: "Danmark ville være et skønt sted at bo - måske bare for en lille tid. Men al min familie er i Australien, og der er langt til Australien herfra. Det afhænger nok af, om jeg kan få et job her, eller om jeg møder en her, jeg skal bo med." 

 

Min bedstemor bor lige ved siden af, så de ser hinanden hver dag, men jeg tror, det er sundt for hende, at de ikke bor sammen, for det tog meget hårdt på hende. Hun håber også på, at det snart slutter. Han sagde til mig, at jeg snart skulle klippes, men jeg ved ikke, om han kunne huske mit navn. I går sagde han, at han ville sælge noget jord, som blev solgt for 10 år siden. Men han kan godt stadigvæk lave sjov. Han ville meget gerne op at stå, men det kan han ikke længere. Så sagde han: ”hvem kommer først op at stå”, og så tog vi fat i ham og fik ham op. Det var en af hans gode dage. Det er ærgerligt, at det ikke er lovligt at sende ham afsted. Det lyder måske ulækkert at sige, men han vil jo ikke selv længere, og det er et helvede for ham.”

Af Signe Bertram