I Danmark betragtedes Slesvig som gammelt dansk land, mens de tysksindede i Holsten og Slesvig mente, at der var en særlig historisk forbindelse mellem de to områder, som derfor ikke måtte adskilles. Da Danmark fik sin første grundlov i 1848/49, forsøgte man fra dansk side at indlemme Slesvig i den nye grundlov. Slesvig-holstenerne gjorde imidlertid oprør mod dette, og resultatet blev Treårskrigen 1848-50, hvor oprørene fik hjælp fra blandt andre Preussen. Krigen blev dog stoppet efter pres fra de europæiske stormagter og endte med, at Slesvig og Holsten fortsat skulle høre under den danske krone som delvist selvstændige enheder.

I årene fra 1852–1863 viste det sig imidlertid stadigt sværere at få den danske såkaldte helstat til at fungere. Hertugdømmet Holsten ønskede en udstrakt selvstændighed, men kæmpede samtidig for at bevare båndene til det nationalt blandede Slesvig. Holsten blev støttet i disse krav af Det Tyske Forbund, som var præget af den tyske nationalisme. De danske nationalliberale, som havde regeringsmagten i Danmark det meste af perioden, så derimod gerne en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig, hvor Holsten blev udskilt eller fik en løsere tilknytning. Et forsøg i 1855 på at lave en forfatning, der kunne stille alle tilfredse, slog fejl, og det stod i begyndelsen af 1860'erne mere og mere klart, at der ikke kunne findes en løsning, der både kunne tilfredsstille tyske og danske nationale interesser.

I 1863 slog den danske nationalliberale regering ind på en ny politisk kurs i det slesvig-holstensk spørgsmål og sigtede nu på en delvis udskillelse af Holsten fra den danske stat, hvilket ville medføre en tættere forbindelse mellem kongeriget og Slesvig. De danske politikere anså tiden for velvalgt til et sådant skridt, da der netop på dette tidspunkt var en vis splittelse blandt de tyske stater, som derfor ville have vanskeligere ved at reagere samlet mod udskillelsen. Med martskundgørelsen fra 1863 erklærede Danmark, at båndene til Holsten skulle løsnes, og med forslaget til en ny forfatning fra samme år (den såkaldte Novemberforfatning) knyttedes Slesvig samtidig tættere til kongeriget.

Den danske udskillelsespolitik stødte på hård modstand i de tyske stater, som stillede krav om, at martskundgørelsen skulle trækkes tilbage. Den danske regering afviste imidlertid kravene med henvisning til, at Det Tyske Forbund og de tyske stater ingen ret havde til at blande sig i Slesvigs forhold. Sagen blev imidlertid kompliceret af, at kong Frederik 7. døde i november 1863. Han afløstes af Christian 9., som først og fremmest ønskede at bevare en samlet dansk helstat med både Slesvig og Holsten. Trods dette måtte han efter pres fra både regering og folkestemningen i København underskrive Novemberforfatningen. 

Der udspandt sig i hele efteråret 1863 en ivrig diplomatisk aktivitet blandt de europæiske stormagter for at undgå, at det kom til en krig, som, man frygtede, ville kunne sprede sig. Særligt den engelske regering var aktiv og søgte skiftevis at presse Danmark og de tyske magter til at bøje af. Den danske regering holdt dog fast i, at de tyske stater ikke kunne blande sig i Slesvigs forhold, samt at den danske stat var blevet garanteret af stormagterne ved Londontraktaten fra 1852. De tyske stater holdt derimod på, at Danmark havde brudt aftaler med Østrig og Preussen vedrørende Slesvig fra 1851-52. Samtidig så den preussiske kansler Otto von Bismarck flere fordele i en krig mod Danmark, som ville være velegnet til at samle de tyske stater og give Preussen mulighed for ekspansion.

I december 1863 rykkede en tysk forbundshær under østrigsk og preussisk ledelse uden kamp ind i Holsten. De tyske stater krævede Novemberforfatningen ophævet og truede med ellers at fortsætte op i Slesvig. Den danske regering afviste atter, og den 1. februar 1864 gik østrigske og preussiske tropper ind i Slesvig, hvorved krigen var en realitet.