Nationalfølelse kan give en sekunder måde at være "udødelig" på, fordi en nation "altid" vil bestå. Dette betyder også, at ved at give sit liv for sit land, kan være med til at skabe en tryghed for den næste generation, da man kæmper for deres frihed.

De andre - de fremmede -

De andre er et resultat af immigration. Det startede i USA i 1920 hvor man prøvede at stoppe immigration ved at sende folk tilbage til deres nation. Det skete i USA på Ellis Island, hvor folk fik at vide om de kunne komme ind i USA. Imperier er en problematisk ting, og den store forskel er, at når nationer og diverse nationalstater bliver almindelige, så opstår der nemmere fjendtlighed over for mennesker der kommer til landet og bliver der.

Fra kolonier til nationer -

Hvis man kigger på Amerika som de første nationer. Dette har til dels noget at gøre med geografi, og det faktum, at kolonierne snakkede det samme sprog som man gjorde i midten af imperiet. Når man så blander det sammen med fælles traditioner, samme religion og fælles skikke, men der går ikke længe før kolonien føler sig mere og mere distanceret fra imperiet, og da de til sidst gør oprør har de en masse fordele, da de taler samme sprog, har samme retssystem osv. Derefter manglede de bare at skaffe sig af med kongen, og så havde de skabt en nation.
Mange andre kolonier prøvede at skaffe sig af med monarkimagten, men fejlede, umiddelbart, på grund af begrænsede midler.

Udviklingen - Fra nation til stat? eller fra stat til nation? -

Kolonimagterne var meget bange for at der ville danne sig nationalisme, og tog sig nogle forholdsregler. To af dem havde de dog ikke tænkt igennem. Den første fejl var folketællinger, der viste at den hvide befolkning kun udgjorde 2.0%, og de prøvede derfor at opdele befolkningen, men uanset hvad, vil der altid være den samlede befolkning. Den anden fejl var at lave landkort, hvilket også samlede folket. Navnet kolonimagten gav kolonien, ville typisk først blive accepteret en generation senere. Anderssons overordnede mening er derfor, at de gik fra en stat til en nation.

"Nationbuliding" i Afrika -

I vores til ser man ikke lande der prøver at overtage andre lande, men nærmere lande der splitter sig selv op, på grund af borgerkrig for eksempel. I Afrika har mange af de nye stater haft svært ved at danne en levedygtig nation. Vaner og fælles traditioner er vigtige for at skabe nationalisme, og da de afrikanske kolonier først blev til i 1884, har de derfor kun haft 3 generationer til at vænne sig til det.

Indvandring og nationalisme -

Hvis en indvandring for eksempel har været for stor, og for hurtig, kan der godt forekomme en direkte defensiv reaktion i mod den. Det er ikke et traditionelt fremmedhad, men nærmere tanken om at disse mennesker kan blive danske, hvilket også er der hvor der kan komme en racistisk reaktion. Dette er mest sandsynligt at finde i mindre lande, da immigranterne egentlig ikke har brug for at lære sproget flydende. Som Andersson siger, "sproget er det afgørende, og så gør det ikke noget hvis det første man lærer er  bandeord."

Den Europæiske identitet -

EU forsøger at skabe en slags europæisk identitet, parallelt med nationale identiteter, men ifølge Andersson er dette ikke muligt. Han spørger "hvad er Europa?", for når man kigger på Europa har de en lang historie med mord, krig og massakrer, og det vil være svært at finde en måde at fremstille denne historie på, så de nyere generationer kan identificere sig med den og sige "ja, det er os."
Det er en forening, ikke et fælleskab, og nationer er fællesskaber.