Vi blev også optaget af "detektiv"opgaven, men har også talt om, at den jo til tider kan være rigtig svær, fordi eleverne (og nogle gange forældrene) - af forskellige årsager - ikke hjælper ind i denne opgave.

Det var et spændende oplæg og de var gode til at fortælle.

Det påvirkede os alle, at der rent statistisk sidder to børn i hver klasse som oplever vold/overgreb/psykisk sygdom eller andet.

De er svære at få øje på... Det så vi i filmen.

Og relations betydning - vi er meget betydningsfulde voksne i deres liv, især for de børn der har det svært. Kill them with kindness....

Det blev gjort meget firkantet med hvad det er børnene vil når de råber og skriger af os. Oplægget har lidt efterladt os med en følelse af ikke og slå til.

Vi synes oplægget var super interessant, men har svært ved at se den røde tråd mellem hvorfor de blev indkaldt og hvad oplægget egentligt gik ud på.

Vi mangler handleforslag, og vi ser en børnegruppe der søger grænser. Vi manglede historier der ikke endte rosenrødt.

Det undrer team 9, at indgangsvinklen er det individuelle plan, dvs. den enkelte lærer skal justere praksis, frem for hvordan vi ændrer fællesskabet/skolen til at rumme børn med særlige behov, f.eks. grænseoverskrivende adfærd.

Det undrer team 9, hvor fokus på arbejdsmiljøet er henne, og om der er behov for en re-tænkning af lærerens virke.

Vi mangler konkrete handlemuligheder ud fra den virkelighed vi står i. Få voksne mange børn. 1-1 fungerer godt men sjælden en realitet.

I de mange brændpunkter er det svært at nå.

Vi ønsker os, at næste besøg fra HAFU bliver meget praksisorienteret - måske kan de forud for mødet præsenteres for cases fra kds.

Det undrer os med den sammenblanding af terapi og undervisning, som ligger som en form for forventning i det, der blev præsenteret; at vi kan levere det overfor elever med grænseoverskridende adfærd. At vi skal kunne omfavne uanset. Vi kan ikke diagnosticere får vi at vide, men skal kunne agere terapeutisk overfor udadreagerende elever.