- Et lægemiddel kan give både ønsket og uønsket effekt.
- Lægemidler kan forstærke effekt af hinanden ved at give:

Absorption: optagelse af lægemidlet, og er i høj grade afhængig af, hvilken lægemiddelform og administrationsvej der vælges

Distribution: fordeling af lægemidlet i blodbanen til andet væv i kroppen sker hovedsagligt i kapillærnettet.

Elimination: Lægemidler er kropsfremmede stoffer (xenobiotika) og vil blive fjernet eller elimineret efter indgift. Vandopløselige stoffer kan udskilles direkte gennem nyrerne. Fedtopløselige stoffer omdannes, metaboliseres (hovedsageligt i leveren) for at blive vandopløselige. Enkelte lægemidler fjernes via galde og afføring, med svedsekretion og i udåndingsluft. Leveren og nyrerne er uden sammenligning de vigtigste organer til elimination.

Halveringstid for et lægemiddel: den tid det tager fra koncentrationen af et lægemiddel er reduceret fra en bestemt værdi i blod til halvdelen af denne værdi

Ved i.m og s.c bliver lægemidlet liggende som et depot og afgives gradvist til blodet. Absorptionshastigheden afhænger af, hvor god blodforsyningen er i området hvor medicinen deponeres, og af hvilke hjælpestoffer der er tilsat lægemidlet. Ved at anvende forskellige hjælpestoffer kan man f.eks. fremstille insulin med kort, middel eller lang virkningsvarighed. Selve insulinet er det samme, men absorptionshastigheden ændres. I nogle situationer er det ønskeligt med lange tidsintervaller mellem hver gang, man giver et lægemiddel, f.eks hos psykiatriske patienter, der sløser med at tage lægemidler. Der er derfor udviklet depotpræparater til antipsykotika som kan gives i.m og virke i op til 30 dage

- interdermalt: lige under hudoverfladen
- subkutant: under huden
- intramuskulært: i muskulaturen
- intravenøst: i en vene
- intraarterielt: i en arterie
- intraartikulært: i et led
- intrathekalt: i centralnervesystemets cerebrospinalvæske
- intrakardialt: i hjertet