Jeg synes samtalen havde stor værdi, fordi den var uopfordret og spontan, og fordi den var kritisk. Vi havde indtil da kun hørt om og set en vision som fungerede. 

-       Når man har været i det samme firma i 23 år, er der ikke så meget tilbage at sige, angiveligt. 

-       Jeg oplevede i hvert fald tyk, tæt stilhed i de mange dage jeg tilbragte i værkstedet med mine tre informanter Svend, Aage og Jens. 

-       Alt er sagt. Den resterende snak går med jokes og vittigheder - hvis der da er en forskel -, arbejdsrelaterede telefonopkald – og snak. Kedeligt, og noget jeg ikke så godt kunne deltage i eller på nogen måde turde spørge ind til, fordi en etisk eller almen opdragelse  interfererede (haha) 

-       Jeg prøvede at deltage i snakken og ændrede mig bevidst for at kunne deltage i snakken; min tone, min sans for humor, min holdning, min gang, mit tøj og til dels mine meninger, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det 

-       Det hjalp dog lige meget, eller også er de blot exceptionelt akavede mennesker 

-       Jeg har i hvert fald ingen idé om, hvorvidt de prøvede at indvie mig i samtalen. Jeg fandt ikke meget bevis herfor. 

-       Dernæst, som Merete fortalte mig, før jeg selv havde nået at opleve det, bliver tingene sagt som de er, fordi ”de er mænd”. Hun beskrev selv, hvordan der havde været nogle ting, hun lige skulle ryste af sig, da hun først startede som førhenværende butikschef i Matas, og det måtte jeg da bestemt også lære at gøre, hvad jeg senere skulle lære. 

-       Om så det er fordi de er mænd, faglærte (kunst-)håndværkere eller blot fordi de er tudsegamle, så er der ikke samme pædagogiske hensyn til andre, eller man forventer og er i hvert fald nok selv helt tilfreds med, og tænker ikke videre over, en kommentar eller irettesættelse. 

-       Jeg ved ikke, om det skyldes, at en sådan irettesættelse eller kommentar har en praktisk funktion eller om det blot er fordi man selv kan give igen senere. Og her er jo for øvrigt ikke tale om verbalt overfald, jeg er bare vant til, man forsøger sig at være SØD, og det har de nok også forsøgt, men bare på DERES måde 
-        Jeg ved heller ikke om de forventer mere interview eller at je selv tager initiativ til og spørger om alting. Jeg forsøger i hvert fald
-        Især sidste dag på værkstedet følte jeg stærkt, at jeg havde lært alt, spurgt om alt, forstået alt og at der, måske endnu mere end før, var tyk, tæt stilhed og intet initiativ fra mine informanters side
- Jeg skal aldrig være antropolog, men det er det sejeste, at nogen kan og vil!

 

 

Min hovedinformant S vil ikke være venner med mig, da jeg smitter. 

Vi talte om det mens vi læste vagttårnet og emnet kom op. 

Stemningen blev lidt speciel, for vi sad ellers med te og kage i hendes lejlighed. Det virkede venskabeligt. 

Vi trådte så ind i et slags metarum, hvor vi satte ord på vores roller. S:"Vi er jo - ja det lyder lidt hårdt- men vi er jo professionelle her. Du er her for at skrive din opgave og jeg fortæller" 

Senere bliver vi endnu mere venskabelige og hun joker åbent om at få mig konverteret. 

 

Nogle af de andre siger at de har venner der ikke er JV, men deres tætte venner er JV. 

-       Noget der afholder mig fra at komme i gang vil være det fokus jeg fik ind i felten med. Da jeg gik ind i felten havde jeg ind forudindtaget ide om at fokusset ville ligge på klienten og ikke så meget clairvoyanten. Og nu er jeg i tvivl om, om jeg overhoved har de noter der skal lægge grund for det jeg ønsker at skrive om. 

-       Jeg har selvfølgelig stadig de ’feltnoter’ som ikke er skrevet ned, men som ligger i min hukommelse, men hvordan jeg skal få det ned på papir ligger fjernt fra hvad jeg havde forestillet mig. 

-       Jeg ønsker i højere grad at skrive om selve praksissen og deri clairvoyanten som rolle, ritualerne som spiller ind og måske stedsbetydningen i praksissen. Hvis ikke selve placeringen har nogen indflydelse er det tydeligt at stemningen og energien  i den placering man skal praktisere clairvoyance har en stor betydning. Dette er ikke nødvendigvis noget der er muligt at tage billeder af, men en følelse man vil kunne fornemme. Hvis klienten er til stede skal personen føle sig tilpas, men ikke som var klienten hjemme. 

Om tirsdagen i den følgende uge er Svend igen på arbejde, og virker lidt gladere. Han vil meget gerne snakke med mig og fortælle mig en masse – han giver udtryk for, at de glæder sig til at læse min rapport og at de er glade for at have mig der. Han sætter mig til at lægge nogle nye ting ud i vinduet, han virker engageret omkring, at butikken skal tage sig pænt ud.

Lidt før kl. 14, hvor formiddagsholdet normalt tager hjem, kommer Svend op i butikken, hvor jeg går og hjælper lidt til og siger farvel til folk på en meget formel/afskedsagtig måde – han fortæller desuden at han skal afsted for at plante stedmoderblomster på et gravsted for sin nabo – han siger tak for denne gang, og at de bare kan ringe til ham, hvis de får brug for ham.

Dagen efter, om onsdagen, da jeg sidder til pause med Eva R., tager hun beskedbogen frem og læser to nye beskeder i den. En fra Svend og en computerskrevet fra hans kone Helen. Beskederne er temmelig ubehagelige – særligt Helens. Der har tilsyneladende været nogle problemer som har at gøre med rygter/sladder. Svend har desuden streget dem begge fra alle lister på opslagstavlen med en tyk sort tusch.

 

Hvorfor er det at føreren har meget føreren trin end følgeren? 

 

Det er kommet meget mere changing roles indenfor de sidste 5 år, hvor man danser en anden rolle end den klasiske. For 7 (ish) år siden kaldte man det queer dancing. Dvs. det at danse en anden rolle end den klassiske, blev forbundet med ens seksualitet. En informant beskriver hvordan hun oplever at føreren har en maskulin energi og at følgeren har en feminin energi. Hvordan ændrer det dansens dynamik at man ikke er i de klassiske roller? Bliver oplevelsen anderledes? 

Jeg ved det ikke, og pølsemanden ved det ikke. 

Det er et meget uformelt rum. Folk tænker ikke over, hvilket arbejde og overvejelser der ligger i det at være pølsemand. 

Forhandler: Betale mindre – fx ”det kan da ikke passe at det koster så meget”, eller ”prisen er da steget?”, hvortil pølsemanden svarer nej, eller at det er et år siden. Kan jeg få en ristet i stedet for en rød pølse? Kan jeg få en med svøb i stedet for en ristet? Kan jeg få en stor i stedet for en lille? Kan jeg få mere og mere fyld? Flere kommer tilbage og siger, at pølsemanden har givet dem forkert tilbage i kontanter. Det har han sjældent. 

Det irriterer pølsemanden. Det falder tilbage på at der skal være respekt om det arbejde han udfører og den kvalitet maden i pølsevognen har. Det er ikke det samme som i Bilka, og prisen er derfor heller ikke den samme. Man kan ikke skifte mellem pølser og få masser af fyld, da det koster. Og indtjeningen er fuldstændig central i pølsevognen, da det handler om at optimere og tjene mest muligt. Det er ikke et job, hvor pengene bare flyder. 

Denne udspillede sig til et stort raid kaldet x-raid, hvor det hele gælder om at få fat i en meget sjælden pokemon. X-raids knytte sig til offentlige lokaliteter. Denne gang var det ved en kirke. Jeg var meget splittet indeni. Et eller andet sted syntes jeg ikke det var okay at mødes 30 mennesker ved en kirkegård for at fange et fantasidyr. Jeg følte at jeg trængte ind på forbudt grund, en grund der har til formål for efterladte at mindes dem der var. Jeg valgte dog at følge med og gøre som mine informanter - men hele tiden følte jeg at det var forkert. 

 | Tænker du over, at døden er en forudsætning for dit arbejde?
 | Det er en forudsætning – men jeg kører ikke nogen ned eller noget! (griner). Jeg må slå det ud af hovedet. Det kommer selvfølgelig tæt på når det er noget personligt. Jeg har jo brændt to af mine svogere, men det var stadig bare en hvid kiste jeg brændte dengang – det er hvad jeg ser. Jeg ser aldrig afdøde – så ville jeg ikke have det godt med det. Det er noget andet hvis jeg ved hvordan vedkommende har set ud, så tænker jeg mere over det. Det er jo bare en hvid kiste jeg brænder og så skraber jeg noget ud af ovnen – knoglerester. Jeg ser jo ikke hvordan du har set ud. 
 | Når man nu ser at det er knogler, så bliver man jo konfronteret med at det er rester af et menneske.
 | Ja, det må man jo gå ud fra at det har været. Så kommer der knoglerester ud og eventuelle implantater som er opereret ind i folk, og andre ting som folk har fået med ind. Der var for eksempel engang nogen der havde fået en golfkølle med i kisten. Indimellem kommer der noget porcelæn og glas – det er ikke så godt når de putter det i kisten, det sætter sig fast i ovnen ligesom tyggegummi fordi det bliver så varmt. Jeg skrabede en hel sygeplejerske ud i går – det var en porcelænssygeplejerske. Nogen har også et krus med. Nogle gange har de ringe med, andre gange vil folk have ringen ned i urnen efter kremationen. Guld og sådan noget smelter også inde i ovnen. Kisten skal være lukket og plomberet inden vi sætter den ind. Det er vel for at man ikke kan gå ned og stjæle en ring eller sådan noget hvis man har lyst til det, jeg ved ikke om det er noget der er blevet tænkt over på et tidspunkt, men sådan har det altid været. Der er ikke nogen der kan komme i kisten efter bedemanden har lukket den.
 | Så det tidspunkt du er i kontakt med afdøde er først når du skraber asken ud af ovnen?
 | Ja.
 | Hvor meget interagerer du så med de pårørende?
 | Dem har jeg sjældent noget med af gøre. En gang imellem kommer der nogen som skal have urnerne – ellers har jeg ikke noget med dem at gøre. 
 | Så du er ikke kapelbetjent?
 | Nej. Det vil jeg ikke. Ellers ville jeg stå og tude sammen med de pårørende.
 | Kan du sætte ord på dit forhold til døden?
 | Nej. Jeg har ikke noget forhold til det. Det er jo et arbejde. Jeg skal kremeres engang og så skal jeg i en hvid urne, eventuelt med en due eller rose på. Jeg skal ikke ned i jorden og ædes op af orme.
 | Den tanke bryder du dig ikke om?
 | Nej. Så er det nemmere at blive brændt. Så er man væk fra det hele. 
 | Er det pga af dit arbejde at du gerne vil kremeres?
 | Ja, ellers havde jeg jo aldrig tænkt over det. Det er jo ikke noget man går og tænker på til dagligt. Man tænker ikke meget over det, så ville det gå en på.
 | Bliver du følelsesmæssigt berørt af dit arbejde?
 | Nej. Mange synes det er et mærkeligt arbejde og spørger hvordan man kan klare det. Jeg frasiger mig alt personligt med det. 
 | Er der så mange fordomme omkring dit arbejde?
 | Ja. Folk tror jo at her ser forfærdeligt ud og at her lugter grimt, og de tror her er frygteligt varmt. De tror at man ser et eller andet afskyeligt, men det gør jeg ikke. Her er fint rent her, der er ikke noget.

 

 

Jeg vender konstant tilbage til Finn. Jeg spurgte ham adskillelige gange (og over flere dage), men han nægtede at tale om døden – og de gange han talte om sin egen, da var hans sprog domineret af negativt ladede ord. 

Forsøger han aktivt at ignorere, at døden er en forudsætning for hans arbejde? – eller har han virkelig ikke reflekteret over det?
 I mere uformelle samtaler er svaret konsekvent det samme: "Det ved jeg ikke. Det har jeg aldrig tænkt over". Det tætteste jeg kom på et egentligt svar var: "Man tænker måske lidt over det (her mener han døden). Man er nødt til at slå det ud af hovedet – ellers kan man ikke være i det".