Efterfølgende når vi var nede på græsplænen eller rundt omkring i byen eller i skovene der var i vores hjemby, så gik vi og nynnede melodien i håb om at høre den igen og vi begyndte at lege at vi var en satyr og at vi boede i denne fantastiske verden. Det var vores lille hemmelighed og vi fortalte aldrig nogen andre om det eller lod dem være med, da det var efter skole når vi havde lege aftaler. Vi legede den leg i godt 1 år hvorpå vi udviklede den og gjorde den til en hel fortælling til sidst. 

Jeg lærte at skabe fantasiverdenen her og lærte at jeg havde en ufattelig stor kærlighed til fantasi væsner og verdener og det hjalp mig rigtig meget da jeg senere i 7. klasse skulle skrive min første stil nogensinde og jeg valgte at skrive "En fortælling om at det onde der sker i den mørke skov" som bar stor præg af mine oplevelser og tanker fra den gang. (det skal lige siges at der selvfølgelig i denne stil også var en tegneserie side som havde indflydelse også, men da jeg så den gik mine minder direkte tilbage) 

Da jeg var lille legede jeg meget med dukker, især min BabyBorn. Jeg var moderen og dukken var min baby. Jeg klædte dukken alt efter hvad dagens planer var. Nogle gange gik jeg en tur med dukken i klapvognen ned ad grusvejen. Dukken havde så overtøj og dyne på. Når vi kom hjem skulle overtøjet af, bleen skulle skiftes og babyen skulle have mad. Når jeg var færdig med at lege legen klædte jeg babyen i nattøj og puttede den i sin lille seng som stod ved siden af min. Måske havde jeg også en bamse som også skulle sove sammen med dukken, så den ikke var alene. Der gik måske et par dage før jeg var klar til at lege med dukken igen, og den fik lov til at ligge i hi indtil da.

Jeg legede far, mor og børn evt. en hel familie, afhængigt af hvor mange venner jeg legede med. Jeg legede ofte alene når jeg kom hjem fra børnehave/skole, men jeg fik tit også lov til at invitere venner med hjem, som jeg legede legen med. De tog ofte deres egne dukker med, hvilket gjorde legen endnu sjovere, for så kunne legen udvikles til at vi havde hver vores familie. 

Jeg husker tydeligt en dag, hvor en veninde og jeg blev kørt til Randers storcenter, fordi der var kommet nye Bratz-dukker, som vi havde fået penge til at købe. På vej hjem, var vejen lukket pga. Cykelløb, men det stoppede ikke os for at lege. Vi holdt ind og min mor åbnede bagagerummet og så legede vi deromme indtil vejen blev åben igen. 

Den barndomsleg jeg husker bedst, er da jeg legede med dyre- og dinosaurfigurer. Jeg legede meget med dem selv, men også tit med venner. 

Vi havde nogle af de samme dyr, men selvfølgelig også en masse forskellige, og så var det spændende at se hvad de andre havde. 

Jeg har altid set mange programmer om dyr og dinosaurer, og har derfor altid vidst en masse om dem og været meget interesseret i dem. Jeg havde også palmer, sten, stalde og andre ”rekvisitter” med når jeg legede, så jeg kunne lave et helt naturområde. Så placerede jeg dyrene de steder, hvor de hørte til. Til tider var det også bare sjovt at gøre noget unormalt med dyrene, fx sætte en dinosaur i stalden eller at putte en saddel på en delfin. 

På denne måde kunne jeg udleve det jeg havde set i programmer på mit værelse. Jeg vidste hvad dyrene hed, hvad de spiste og hvor de levede. 

Stikbold/gemme 

Leg i haven, gerne om aften hvor der var lidt mørkt. Det var en blanding af stikbold og gemme. En skulle starte med bolden, finde de andre og ramme dem med bolden. Når man blev ramt skulle denne person overtage bolden og finde de andre. Legen gav sus i maven via spænding over at skulle gemme sig mørkt og et godt grin, når man så blev fundet og skulle undgås at blive ramt at bolden. Det var en leg alle kunne være med til. Jeg legende den med mine brødre, deres venner og mine venner. Vi kunne sagtens være en hel folk børn der løb rundt i haven og havde det sjovt. 

Lege i en tipi, lavede indianer kostumer og lavede pistoler til cowboyerne ud af pinde og noget snor. 

 

Cowboyerne fangede indianer prinsessen også skulle høvdingen og alle de andre indianer komme og rede hende. 

 

Nogen gange var der også nogen der var heste. 

Det er et basketspil. 
 
 For hver gang man scorede, fik man et bogstav. Den person, der først nåede at få ”skrevet”  MUH-KO, fik muligheden for at eliminere de andre ved at kaste bolden så hårdt mod træpladen som muligt, så skulle modstanderen nå at få fat i bolden inden den ramte jorden for 2. gang, hvis dette ikke var muligt, var han/hun ude. 

 

 

Hvorfor er det lige netop denne leg jeg husker? 

 
Fordi der i denne leg var plads til alle, og man fik mulighed for at bevæge sig udenfor sin sædvanlige vennegruppe.

Det sjove ved legen og det vi nød ved legen var, at vi fik lov til at føle os som prinsesser og have en rigtig flot kjole på. Vi snakker stadig om det den dag i dag, og at vi ville ønske hun stadig havde butikken, så vi kunne prøve en masse flotte brudekjoler, og føle os som prinsesser igen. Haha. 

Vi var hengivende idet vi accepterede at begge gerne ville være Mary. Vores engagement var stort, da vi begge blev drevet meget af legen, og synes det var sjovt. 

Anne-Sofie.

Indfangede insekter med de nære venner fra børnehaven og de første klasser i skolen. VI brugte spande samt et lille terrarium til og indfange diverse insekter og frøer, for så og passe på dem og studere dem. Vi brugte rigtig mange timer på og lokaliserer de steder med mest liv, og vi fandt hurtigt ud af hvilke insekter der var "farlige", samt hvilke der var sjovest og kigge på(lege med). Vi legede at vi ejede en zoo, hvor kun særligt udvalgte fik indblik i vores fangster. Når tiden var inde var vi altid forsigtige med at genudsætte alle insekterne og frøerne, endda gerne de steder hvor vi mindes at have fanget dem " Den store frø hørte til bag stenen, ædderkobben i skuret, tusindbenet i busken osv.. Det er helt sikkert den leg, og de kammerater jeg husker bedst. 

Legen foregik altid udenfor, hvor jeg sammen med to andre børn cyklede rundt om børnehaven. Cyklen, vi brugte, var en af dem med 3 hjul, hvor et barn kan cykle og styre, mens et andet barn kunne sidde bagpå på et lille sæde, således at man altså sad ryg mod ryg. Derudover var der én, der skubbede cyklen bagpå. Herefter kørte vi rundt og rundt så hurtigt vi kunne, men samtidig mindes jeg, at der ofte kunne være andre lege bygget ind i denne leg – eksempelvis mor, far og børn. Vi havde altid samme pladser, samme cykel og samme rute. De to børn, jeg legede med, var mine bedste venner i børnehaven – en dreng og en pige, og vi legede tit sammen. Legen står som noget særligt for mig, fordi at vi legede den rigtig ofte, samt at den stort set altid foregik på samme måde. Det var noget særligt altid at vide, at vi kunne være fælles om den leg. Desuden var der, som jeg husker det, aldrig flere børn med i legen, fordi at det simpelthen var for besværligt ift. pladserne. Sidst men ikke mindst var det netop en af de lege, vi kunne vende tilbage til og genoptage gang på gang. 

En leg i puderum, hvor man var "dyr". Der kunne max være tre med Man valgte tre dyr, og beskrev hvordan man så ud, helt ned i detaljer, med farver, pels, form osv. Derefter var det de andres tur til at vælge. (oftest valgte man ikke noget de andre havde) nogle gange var der krav til at det skulle være et dyr der kunne svømme, flyve, løbe hurtigt osv. 

Når leget var i gang var mennesker de "farlige" (andre folk) og man havde sin egen hule eller plads højt oppe hvor man kunne holde øje eller betragte de andre "dyr". Ofte endte det med at man blev venner trods forskelighed og hjalp hinanden med at bekæmpe menneskerne. 

Legen sluttede når man den sidste tilbage eller man skulle hjem. 

Jeg kan specielt huske en hule, som vi selv byggede af træbrædder og vi lavede selv rebstigen af reb og pinde, vi fandt i skoven. Vi lavede et slags hejsesystem med en kurv og en klokke, hvor vi kunne ringe med klokken og så kom min mor med godter eller spil, som vi kunne hejse op i hulen i træet. Jeg kan huske at jeg var vildt stolt af hulen og jeg ville vise den til alle mine venner. Vi lavede alt deroppe – vi spillede spil, sov deroppe, spiste snacks og bare snakkede. 

 Jeg holdt børnefødselsdag for klassen og min mor havde arrangeret det ligesom et slags ”fangerne på fortet”, hvor vi skulle rundt og løse nogle opgaver for at få en nøgle. Oppe i hulen i træet sad min mors kæreste som ”den vise troldmand” hvor man skulle op for at løse en gåde, for at få ekstra nøgler. 

Denne leg optog mange frikvarterer og var en leg alle i klassen var med til, men da det var en plastflaske der var bundet i enden af snoren, blev den med tiden temmelig flosset og ødelagt i bunden og en dag ramte flasken en sten og fløj op i panden på en af drengene, han fik hul i hovedet og det var så enden på den leg 

Spark til dåsen 

 

Vi var en masse børn, som skulle gemme os rundt omkring – og så valgte vi én som skulle finde os andre. 

Vi satte så en dåse et sted – og den skulle personen der skulle fange folk, løbe hen til og træde på, hvis han havde set én bag ved et træ f.eks. så siger han ”Per er bag træet” og så er jeg død i legen. Men hvis han skal længere væk for at lede efter personenerne, så gælder det for de andre om at løbe hen til dåsen hurtigt, inden fangeren når at gøre det og sparke til dåsen. Derefter er legen slut. 

Som barn legede jeg ofte en leg som vi kaldte ”fingerbøl”. Jeg er ikke klar over, om det er noget selve legen hedder, altså om den er leget af andre ved det navn eller det er noget vi bestemte den skulle hedde. Jeg legede den hovedsageligt med min mor derhjemme, men jo ældre jeg blev, så legede jeg den også med mine venner. Legen var meget simpelt, og gik ud på, at man havde det såkaldte ”fingerbøl”, hvor man skulle gemme det indenfor et afgrænset areal, hvor den anden ikke måtte vide, hvor det var gemt. Så gjaldt det for personen som var intetanende om det såkaldte ”fingerbøls” placering, at finde ud af hvor det var gemt. Der var lidt et element af den kendte leg ”tampen brænder”, for man skulle sige kold/varm, alt efter afstanden fra personen til det såkaldte ”fingerbøl”. 

Vi legede spark til dåsen og det var med hele byens børn. Det var et fællesskab og vi hyggede os sammen, der lærte jeg at jeg ikke kunne bestemme alt for så gad de faktisk ikke at lege med mig. Vi skiftes altid til at være ved hinanden. 

I folkeskolen legede mine kammerater og jeg dåse skjul hvert frikvarter, måden vi valgte hvem der skulle starte med at være i dåsen på var, at den sidste der kom ned til 'dåsen' skulle starte. Så hver dag var en konkurrence om at komme der ned først. Der var en masse forskellige steder man kunne gemme sig, så selv efter et ½ år fandt vi stadig nye steder man kunne gemme sig, og komme lidt tættere på 'dåsen' uden at blive opdaget. 

Når man er færdig med at tælle, så skal man finde de andre børn, som har gemt sig væk. 

Der plejede at være 20-30 børn, så de andre børn som er blevet ”fundet”, må gerne hjælpe til med at finde de andre børn. 

 

Jeg husker legen, da man kommer tættere på hinanden og man lære også navne på de andre børn. 

Peter Pan sammen med to af mine bedste kammerater. Min morfar lavede nogle sværd og en klo til os vi kunne bruge. 
 Legen blev leget nede i en skov hvor vi lavede Peter Pans hemmelige hule, og på stranden som var lige ved siden af. Vi gad ikke at være voksne.
 Der var en volleybane ude i vandet som vi legede der var sørøver skib.  
 
 

Denne her leg er blevet leget utallige gange og den bliver stadigvæk husket tilbage på af mig og William fordi at det er en fantastisk minde om Mads som desværre ikke er her mere 

-magnus

En Leg fra min barndom: 

Min bror og jeg legede "jorden er giftig" på den plads med murergrej lige bag ved skoven hvor vi boede. Man kunne løbe hele vejen rundt på pladsen uden at røre jorden for der var så mange forskellige ting man kunne klatre og løbe hen over. Ovre i det ene hjørne var det bedste sted, der stod stængerne stablet op til deres stillas og når vi var deroppe sejlede vi på skibet Mary. Nogle gange kom en af murermestrene derned mens vi legede og han havde altid bolsjer med til os. 
Trine

Rundbold spillet i folkeskolen, med klassen – banen var for snæver og lidt for lille, til antallet af medspillere, hvilke gjorde vi stod en anelse for tæt på hinanden. Da en elev skulle skyde tennisbolden med battet – opstod problematikken i den snævre plads, og drengen der stod i kø, som den næste der skulle slå, fik battet svinget i hovedet – er ret sikker på samtlige folk efterfølgende, lærte det måske var en god ide, at have en bane der var i en passende størrelse til antallet af personer, som deltog i legen. 

Når jeg var på besøg hjemme hos min bedstemor sammen med f.eks. Min kusine løb vi altid ovenpå som noget af det første for at lege med vores Barbie dukker som vi havde der, vi fordelte ofte hurtigt hvem der skulle være hvem, nogle gange kunne vi godt være uenig i hvem der skulle være hvem og så gik vi nogle gange på kompromis hvis hun måtte være Barbie måtte jeg f.eks. Være både baby og hund og på denne måde indtog vi flere roller i legen fremfor kun at lege med 2 dukker når vi kun var 2 personer til legen, når vi legede levede vi os ekstra ind i legen og talte for dukkerne, og mens vi legede med dukker havde vi f.eks. gang i en ekstra leg ved siden af på den måde forstået at når Barbie og baby skulle handle så legede vi ved siden af hvor vi selv gik ud for at handle, eller hvis Barbie skulle have stiletter på tog vi selv nogle af vores udklædnings sko på og legede med om at Barbie havde fået fine sko på, og igen hvis Barbie skulle have kjole på skulle vi selv også have kjole på. Eller når Barbie skulle sove så lagede vi os selv til at sove og nogle gange skete det at vi faktisk faldt i søvn under legen . 
  

Da jeg var lille legede jeg altid med min bedste veninde, Katrine. Vi var ofte hende ved hende, og hun boede tæt på en kirke og overfor kirken lagde der et lille hus, i det lille hus var der altid julepynt oppe og derfor toede / legede vi at der boede en heks der inde ”Heksia” kaldte vi hende. Vi legede at vi lavede en trylledrik, og denne trylledrik var ofte bare sæbe, jord, blomster, og hvad vi lige kunne finde i haven. Efter vi havde lavet drikken gik vi over til det lille hus og legede at vi skræmte ”Heksia” væk med vores specielle trylledrik. Vi havde det altid rigtig sjovt med den her leg og legede den ofte, det var ”vores verden”. 
 
Vi lærte sikkert også en del af legen nu hvor jeg tænker tilbage på det, vi lærte om naturen, hvilke planter og blomster vi kunne bruge til trylledrikken. Vi gik meget op i at trylledrikken skulle være perfekt og der skulle altid vær mange farver i, på den måde lærte vi også om forskellige farver. Vi lærte også at være modige når vi gik over til de lille hus for at se om heksen var hjemme, selvom det i virkeligheden bare var en sær gammel dame der boede i det lille hus.  Legen i sig selv var nok ret fiktiv eftersom vi fandt på det meste af legen selv. 
 (Sara's Leg)
 

Vi var en masse børn, som skulle gemme os rundt omkring – og så valgte vi én som skulle finde os andre. 

Vi satte så en dåse et sted – og den skulle personen der skulle fange folk, løbe hen til og træde på, hvis han havde set én bag ved et træ f.eks. så siger han ”Per er bag træet” og så er jeg død i legen. Men hvis han skal længere væk for at lede efter personenerne, så gælder det for de andre om at løbe hen til dåsen hurtigt, inden fangeren når at gøre det og sparke til dåsen. Derefter er legen slut. 

Min veninde og jeg legede altid med Bratz/barbiedukker. Jeg havde et kæmpe stort barbiehus, hvor vi altid legede, at en af os boede der. Vi legede tit, at vi skulle på stranden, så kørte vi rundt i hele huset i vores barbiebil, for at køre tilbage til barbiehuset igen. Barbiedukkerne snakkede med hinanden eller havde dialoger med sig. Nogen gange involverede vi, andre barbiedukker, så vi havde 2-3 dukker hver, som vi så skulle flette ind i legen. Når legen begyndte at være kedelig, sluttede den, eller også fandt  vi på en ny historie. 

Alle mine kyllinger - en leg i fællesskab. 

At lege hest i haven, oftest forgik det på de her plastik stylter i alverdens farver, fordi når man gik på have fliserne, så lød det som heste hove der ramte fliserne. Jeg lavede også  spring man kunne springe over på de her stylter. (Fysisk aktiv,) drømmen om en hest blev nærmest til virkelighed, fordi man levede sig så meget ind i legen. 

Hvor vi havde forskellige redskaber vi brugte til at lege med i håndvasken. 

Hvor vi nogle gange legede far mor og børn der inde hvor vi skulle i bad men også legede med redskaberne at de var skibe og skulle sejle med forskellige ting fra land til land. 

         Jeg ville lege overlevelses lege i skoven, hvor vi samlede pinde og byggede huler ud af det, fandt ”mad” og gik på jagt. Ofte havde vi forskellige lejer, som man kunne handle med og nogen gange kæmpe imod.  en i hver lejer ville være den som bestemte "høvding"

Dødbold med naboerne 

Jeg bor på en lille villavej, som ender i en cirkel, hvor der ligger 5 naboer. Min søster og jeg, og 4 andre fra nabohusene, plejede at mødes ude på vejen, hvor vi spillede dødbold. Det var alle som var med både store og små. Vi havde det sjovt og alle kunne være med, vores forældre var også med en gang i mellem. Så kunne vi mødes en sommeraften og bare hygge og spille dødbold i flere timer. 

Lege gik ud på at den var en “fangerne” og “løber”, løberen skulle nå rundt om huset og røre ved træt inde fanger så løberen bevæge sig eller inde Fangeren nået træet igen.

Fanger skulle starte med at stå ved træet og tælle til 10. Imens skulle løberen, løbe rundt om huset så langt vi kunne nå inde “fangerne” var færdig med at tælle og så løbe den anden vej rundt om huset. Når så fangeren kom så skulle løberen stå helt stille, altså “fangeren” måtte ikke se løberen, løbe eller bevæge sig. “Fangerne måtte godt gå frem og tilbage mellem hjørnerne og se om løberen bevæget sig. Hvis fangeren så løberen evige sig, så skulle han/hun råbe død og så var løberen ude af runten. Vis en løber nået træet først så vandt løberen og fangeren skulle igen tælle til 10. Men hvis fangeren, fanget alle løber eller nået træet inde løberen, så vandet fangeren og skulle vælge en løber til at være fangeren. 

1. pusserøgemanden: Min veninde og jeg, legede altid i en slags fantasiverden (med fantasidyr). Legen omhandlede at vi skulle samle små sorte sten (kantsten). Ved at vi samlede på disse sten, ville man igennem stenene få sit eget fantasi dyr. Men hvis man ikke nåede at samle et bestemt antal sten, kom (pusserøgemanden) og stjal vores fantasidyr, vi havde samlet (igennem de her sten). 

 

 

 

 

stratego spilles af to hold i hver sin farve. Spillet spilles gerne, på et stort område fks. en skov eller en stor græsplæne, idet begge hold skal have muligheden for at jagte hinanden. princippet med spillet er at Hvert hold har en base, hvor der lægges strategi hvorefter hver spiller får uddelt et kort som de så skal konkurrere med den modsatte part.  holdet har vundet når de får det modsatte holds fanekort 

hvad fik jeg ud af denne leg og hvorfor ligger den så dybt i mine ændringer.

Den socialisering det skabte når vi var en bred gruppe samlet om et fælles mål

·      Kan leges både alene, samt med andre (men selvfølgelig kun hesteinteresserede/veninder) 

·      Det handlede om, at kunne springe så højt som muligt 

·      Man gav hesten en race samt navn 

·      Man vrinskede og sagde hestelyde, og gjorde, hvad man mente hesten ville gøre i den givende situation 

·      Kæpheste kunne også bruges 

·      Fysisk udfoldelse 

En leg jeg husker bedst fra min barndom, er når jeg havde alle mine actionman med i bad.  Ofte sad jeg i brusebadet og legede med de her figurer indtil der ikke var mere varmt vand. Min mor og mig snakker tit om, at hun synes det var sjovt, at se mig komme gående med 8-10 stk. actionman i mine arme, for så var jeg klar til bad. Det er et hyggeligt og varmt minde fra min barndom. Den dag i dag, tager jeg stadig enormt lange bade. Om det skyldes noget fra min barndom, skal jeg ikke kunne svare på, men en sjov anekdote er det da. 
 
 - En anden leg jeg kommer i tanker om, er når jeg løb rundt og spillede fodbold ude i haven. Oftest var jeg i gang i flere timer, selvom jeg var helt alene om det. Trods det, at jeg var ene om legen, indebar det ret meget fantasi og opfindsomhed pga. jeg skulle agere begge hold på banen. 

 

Da jeg var barn var den bedste leg “eventyr” fordi det var sjovt og mega spændende. 

legen kunne f.eks. forgår at man i et eventyr  drog ud som krigere og skulle finde dragen som vi så skulle bekæmpes. Det krævede at vi tog på en “rejse sammen” gennem skoven (som var skolens buske osv) træerne kunne være vores fjender og de måtte ikke røre osv, for så var vi døde. De andre børn måtte heller få øje på en for de var spioner og når vi så kom frem til dragen som kunne være et objekt vi havde fundet og så slog vi ellers bare til med vores pinde, indtil vi sagde at dragen var død! 

 

Da jeg var lille legede jeg, tit den samme leg med min bedsteveninde. Vi legede på rutsjebanen, vi legede at den var et sørøverskib, og vi var prinsesser, der var taget til fange på skibet. Det var meget farligt, for nede i vandet (sandet rundet om rutsjebanen) var, der fuld af krokodiller og hajer, så det var både svært og farligt at flygte. Legen gik ud på at vi skiftevis, legede at vi var ved at falde ned af skibet (rutsjebanen), og så skulle vi rede hinanden, og prøve at flugte. hver gang vi flygtede blev vi fanget igen. Der var næsten aldrig nogle, der ”spillede” sørøver vi forstillede os bare at de var der.